Christopher Arzrouni om korankrisen: Derfor vil regeringens indgreb ikke løse dilemmaet, men skabe et nyt

04.08.2023


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Mit eget instinkt er, at man skal undgå at bøje sig for pression. Viser man svaghed og usikkerhed, er man et let offer næste gang.

Kommentar af Christopher Arzrouni

EN BOG SKAL LÆSES, ikke brændes. Det har mange gode sideeffekter: Man kan blive klogere, eller man kan blive skræmt fra vid og sans. Måske endda begge dele, og det er glædeligt. Lyttefrihed og læsefrihed er mindst lige så vigtige begreber som ytringsfrihed (om ikke vigtigere). Folk, der ville sætte sig ind i nazismens motiver, havde stor nytte af at kunne læse ”Mein Kampf”. Desværre tog de ikke altid bogen alvorligt. Det var utvivlsomt også nyttigt for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen at læse ”Fra Socialstat til Minimalstat” af Anders Fogh Rasmussen, den daværende oppositionsleder. Men da Nyrup begyndte at hive sider ud af Foghs bog under et offentligt møde, bidrog han til at gøre Fogh til statsminister.

Sådan er der så meget. Bøger kan bruges og misbruges, selv uden at brænde dem.

Jeg har selv haft stor glæde af at læse diverse uddrag af muslimske hellige tekster. Måske ikke med det resultat, islamisterne havde tænkt sig. Nok snarere tværtimod. Så nej. Jeg går ikke ind for bogafbrænding, men for bogudbredelse. Rasmus Paludan og andre provokatører spilder strengt taget deres penge ved at brænde koranen. Og hvis jeg var muslimsk forlægger, ville jeg se det som en ren business opportunity. Tryk dog nogle flere koraner!

Er Paludans afbrændinger da ikke at sammenligne med nazisternes? Hvis staten organiserede bogafbrændinger af de værker, man ville forbyde, skulle alle civiliserede mennesker råbe: ’Stop! Staten skal ikke bestemmer over borgernes bøger. Det er mere end nok, at staten bestemmer over vores penge!’ I Ray Bradburys fantastiske roman ”Fahrenheit 451” har borgerne pligt til at aflevere deres bøger til afbrænding. Bøger er for farlige, for de skaber strid, modsætninger og dermed uorden i samfundet, forklarer skurken i historien.

 

Denne sag handler lige så meget om ejendomsret, som den handler om ytringsfrihed. Og hvad er begrundelsen for at indskrænke den?
_______

 

PALUDAN ER IMIDLERTID ikke en skurk, der er i stand til at forpligte nogen til noget. Hans bogafbrænding er endda markant mindre omfattende end de utallige bogafbrændinger, der forekommer hver dag – når borgerne har afleveret deres brugte bøger på Danmarks kommunale genbrugsstationer. Se, det er bogafbrænding, der vil noget! Tonsvis af god (og dårlig) litteratur medvirker hvert år til den grønne omstilling. Selv forsøger jeg at fiske tegneserier op af den kommunale container, når mine arme er lange nok til at nå dem. Andre gode borgere må tage sig af øvrige slags hellige tekster, for jeg har ikke plads nok på bogreolen.

”Ytringsfriheden er for folk, der skriver bøger. Ikke for folk, der brænder bøger;” sagde Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen. Det må være hårdt for de stakkels mennesker på den kommunale genbrugsplads. Og statsminister Mette Frederiksen supplerede med ordene om, at man ikke skal brænde andres bøger.

Når stater konfiskerer folks bøger og brænder dem, giver hendes ord mening. Men de bogafbrændinger, vi oplever i Danmark anno 2023, handler om at brænde sine egne bøger. Når en forfatter har skrevet og trykt ordene – og solgt bogen – er ordene og budskaberne gjort uafhængige af det fysiske menneske. Det er derfor hverken mennesket eller sågar ideerne, der brænder, når bogen gør det. Således handler denne sag lige så meget om ejendomsret, som den handler om ytringsfrihed. Og hvad er begrundelsen for at indskrænke den?

REGERINGEN HAR FULDSTÆNDIG RET I, at Paludan er et uroskabende element. Spørgsmålet er, om han ligefrem truer den offentlige orden. Det gør han måske – i den forstand, at han lokker aggressive mennesker på banen. Hvem er da egentlig årsagen til uroen? Provokatøren eller de slumrende ekstremister?

Det kan være utrolig svært at sondre mellem et anerkendelsesværdigt formål og et, som er mindre anerkendelsesværdigt. En medarbejder hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skrev forleden de bevingede ord: ”Ytringsfrihed bør aldrig være et mål i sig selv”. Og dermed tog han al mening ud af begrebet. Hvis ytringsfrihedens berettigelse på forhånd skulle vurderes, inden man sagde noget, ville det ikke være frihed.

NÅ, MEN NU STÅR vi i suppedasen. Regeringen vil regulere Paludan og andre provokatører. Og måske lidt flere.

Mit eget instinkt er, at man skal undgå at bøje sig for pression. Viser man svaghed og usikkerhed, er man et let offer næste gang.

Man kan ikke fortænke regeringen i at ville have ro på den udenrigspolitiske bagsmæk. Og regeringen er i hvert fald skarpsindig nok til at indse, at muslimske stater har en betydelig større magt end Paludan og Co. Jovist, vi er (næsten) alle krystere, når det kommer til stykket. Så mon ikke det ender med et eller andet politisk-juridisk stunt, der skal formilde Danmarks udenrigspolitiske kritikere?

Og så kan historien starte forfra i en ny version. Paludan kan teste den nye lovgivnings grænser. Må han ikke afbrænde koraner foran muslimske landes ambassader? Så gør han det på Christiansborgs Slotsplads eller hjemme i haven. Må han ikke afbrænde koraner? Så vil han afbrænde Jumbo-bøger med påskriften ”koran”. Må man slet ikke brænde noget? Så kunne man jo i stedet tortere koranen med cigaretskodder eller piske den, sådan som kunstneren Firoozeh Bazrafkan engang har gjort i protest mod præstestyret i Iran.

 

Mon ikke det ender med et eller andet politisk-juridisk stunt, der skal formilde Danmarks udenrigspolitiske kritikere? Og så kan historien starte forfra i en ny version.
_______

 

VIL DE MUSLIMSKE STATER nogensinde blive tilfredse? Næppe. De har også nok at gøre med at holde styr på religiøse spændinger derhjemme, hvor religiøse minoriteter ikke kan føle sig sikre. Men det er jo ikke noget, der kan hidse folkemængderne op i københavnske gader. Og bestemt da ikke i dansk erhvervslivs hellige haller. Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl har forsøgt sig med argumentet om, at ytringsfriheden ”i forvejen ikke er absolut” – med henvisning til regler om injurier, tavshedspligt, opfordring til terror osv. Disse regler vedrører dog situationer, hvor man direkte skader andre mennesker. Ikke handlinger, som ”alene har til formål at provokere”. Hvis man brugte Lars Sandahls logik, kunne man forbyde lidt af hvert, bare det var ubelejligt. Paludan kunne jo altid argumentere for, at hans provokationer ikke alene havde til formål at provokere, men i sig selv udgjorde en vigtig religionskritik.

Men enhver, der deltager i denne debat gør klogt i at nedtone principperne. For de kommer til at bryde dem alle. Konklusionen er enkel: Politikerne er bange. Erhvervsledere med aktiviteter i Mellemøsten er bange. Borgere, der færdes steder med terrorrisiko er bange. Det er helt rationelt. Men jeg er ikke tilhænger af at regulere, hvad folk gør med deres ejendom. eller hvad folk siger, så længe de ikke skader andre. Derfor bør vi leve med frygten. Frygten er et biprodukt af friheden.

Frygten er forståelig. Og dog. Den siger først og fremmest noget om vore negative forventninger til verdens muslimer. Kan vi være det bekendt? ■

 

Enhver, der deltager i denne debat gør klogt i at nedtone principperne. For de kommer til at bryde dem alle
_______

 

ILLUSTRATION: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]