David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Er (mod)vækst løsningen på klimakrisen?
29.06.2023
Ifølge FN er der 98 pct. sandsynlighed for, at et af de næste fire år vil være det varmeste, der nogensinde er målt, og derfor er spørgsmålet: Hvordan lever vi bedst med eller under klimakrisen?
Kronik af David Rischel
FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.
Forleden var jeg til et af den slags arrangementer, hvor to begavede mennesker sad på en scene i kælderen under en boghandel og sagde kloge og bekymrede ting til hinanden om verdens tilstand. På et tidspunkt faldt snakken på klimakrisen. Analysen var her den samme, som man hører fra mange steder: Årsagen til klimakrisen kunne findes i kapitalismens monomane fokus på økonomisk vækst; vi er ude af sync med klodens rytmer; og vi må finde tilbage til et mere adstadigt tempo, hvor vi ikke vokser ud over de grænser, som planeten har sat for os.
Det er en analyse, som efterhånden kan findes på en meget stor del af det politiske spektrum samt i en underskov af intellektuelle, filosoffer, økonomer og aktivister. I flæng kan man nævne: Jason Hickel, forfatter til bogen Less is More: How Degrowth Will Save the World, Kate Raworth, der blev kendt på ideen om doughnut economics, og marxister som Andreas Malm og Kohei Saito. Der er også en pendant til analysen i naturvidenskaben: I 2009 var 29 naturvidenskabelige forskere forfattere til artiklen „Planetary Boundaries: exploring the safe operating space for humanity”, som er blevet citeret et utal af gange. Her oplister de ti ,planetære grænser’ for bl.a. CO₂-koncentrationen i atmosfæren, tab af biodiversitet, nitrogen samt fosfor-cyklusserne (nitrogen-oxid er er en vigtig drivhusgas, og begge kemikalier leder til forurening af søer, floder, marine økosystemer mv.), forsuring af havene osv.
I samme ombæring kan man måske også nævne en beslægtet intellektuel og politisk ide: at jagten på vækst og forbrug gør os ulykkelige. Herhjemme har Alternativet gjort sig tydeligst bemærket som fortaler for den ide, men også SF og Enhedslisten lader til at dele i hvert fald dele af analysen. Som SF’s kampagne op til valget lød: „Der skal ro på!”.
Der er signifikante politiske og analytiske forskelle mellem alle disse forskere og intellektuelle, politikere, aktivister osv., men det er nok ikke helt unfair at påstå, at mange i hvert fald deler følgende teser: 1) Det er umuligt at løse klimakrisen under forudsætning af fortsat økonomisk vækst, 2) Der er en signifikant risiko for, at klimaforandringerne vil føre til en eller anden form for civilisatorisk kollaps, 3) Der er ikke brug for fortsat økonomisk vækst.
Men er det nu også rigtigt?
Farvel til væksten?
Økonomerne har haft det hårdt de sidste par år, og det er blevet populært på venstrefløjen at kritisere dem for at være ideologiske, forblændede og netop ikke have syn for de planetære grænser, som naturen har sat for os. Når økonomer laver policyanbefalinger, så sker det igennem en fuldkommen klassisk cost-benefit-analyse: Målet er at maksimere (eller at sammenligne) velstand eller velfærd, og resultatet af analysen afhænger grundlæggende af at sammenligne omkostningerne ved klimaforandringerne med prisen for at gøre noget ved dem.
Her laver økonomer en række antagelser, som bestemt kan kritiseres ud fra et moralsk eller normativt perspektiv. Det antages typisk, at vi kan substituere – altså skifte – mellem forskellige goder. Fx: Klimaforandringerne vil føre til flere hedebølger, men med fortsat økonomisk vækst kan vi substituere for deres negative effekter ved fx at installere flere klimaanlæg. Der er en række grunde til at tro, at det er forkert:
Det første store spørgsmål er, om menneskelig velfærd er det eneste, vi skal kere os om. Fx mener mange mennesker, på tværs af forskellige kulturer, at naturen har værdi, som er værd at beskytte i sig selv. For det andet kan man stille spørgsmålet, om menneskelig velfærd eller velstand er det rette mål for, hvad end det er, der bibringer menneskelivet værdi. Vi kan forstå velfærd som enten tilfredsstillelse af præferencer eller som tilstedeværelsen af behagelige mentaltilstande (det, som moralfilosoffer og økonomer kalder hedonistisk velfærd). Hvis det er målet, så kan vi i langt de fleste tilfælde substituere mellem forskellige goder. For en behagelig mentaltilstand kan erstattes af en anden – tilfredsstillelsen af en præference kan substitueres med tilfredsstillelsen af andre præferencer (hvis præferencerne da er lige tungtvejende).
Men det står bestemt ikke klart, at det er lige netop sådan, vi bør tænke om, hvad der tilfører menneskelivet værdi. Et sandsynligt bud er en eller anden form for pluralistisk teori. For der er adskillige objektive goder (det vil altså sige, at deres værdi ikke afhænger af faktiske personers præferencer for dem eller af, hvordan de bidrager til hedonistisk velfærd): Hedonistisk velfærd står ikke alene – vi værdsætter fx også meningsfulde relationer til venner og familie eller til den ikkemenneskelige verden. Og vi kan ikke substituere mellem de goder uden et tab af værdi. At artsdiversiteten forsvinder, at floderne tørrer ind, at polerne smelter, kan ikke erstattes af yderligere forbrugsgoder. Noget vil være gået tabt.
Men det betyder ikke, at det er umuligt at lave cost-benefit-analyser af klimaet. Det ville kun være sandt, hvis de forskellige goder var usammenlignelige, og det følger grundlæggende ikke af, at vi ikke kan substituere imellem dem. Forskellene på goderne betyder dog, at cost-benefit-analysen bliver langt mere kompleks, mindre præcis, mere usikker og sværere at sætte på formel. Vi kan under alle omstændigheder blive nødt til at lave sådanne afvejninger, fordi den samme relation eksisterer mellem velfærd og andre objektive goder; noget vil gå tabt uanset hvad. Mere om det i slutningen af denne kronik.
Så derfor er spørgsmålet: Hvad er de reelle omkostninger ved klimakrisen?
Blandt modvækst-tilhængere (og generelt blandt mange unge mennesker) lader der til at herske en forestilling om, at der eksisterer en reel risiko for et civilisatorisk kollaps. Mickey Gjerris, en dansk bioetiker, udtalte fx til Uniavisen sidste efterår: „Hele lortet kollapser i 2040. Det er om sytten år”. Når man spørger ind til de antagelser, så får man typisk en henvisning til en af de mange naturvidenskabelige artikler, som beskriver en mulig feedbackmekanisme i klimasystemet, der vil kunne føre til en eller anden form for amok-løben drivhuseffekt, så vi ender med en planet, der er 5, 8 eller 10 grader varmere, og ikke ,bare’ 3 grader celsius.
Hvis der eksisterer en reel risiko for en form for samfunds- eller civilisatorisk kollaps, så ændrer kalkulen sig, fordi tabet af værdi vil være så enormt og, muligvis, uopretteligt
_______
3 graders opvarmning – hvilket cirka er det, vi er på vej mod nu – ville være katastrofalt på alle mulige måder. Der ville gå en enorm stor mængde menneskelig og ikkemenneskelig værdi tabt. Men det ville der også, hvis vi standsede al økonomisk vækst i morgen (mere om det senere). Og i så fald er det et spørgsmål om en afvejning mellem økonomisk vækst og klimaet.
Pga. de føromtalte problemer med substitution mellem goder, og fordi de negative effekter af klimakrisen vil være så ulige fordelt, så har vi afgørende grunde til at sigte mod et meget lavt niveau af opvarmning (hvis ikke 1,5, så i hvert fald under 2 grader celsius). Men det indebærer ikke, at vi skal opgive al vækst for den sags skyld. Der er et vist niveau af fortsat udledning af drivhusgasser, vi sandsynligvis bliver nødt til at tåle for vækstens skyld.
Men hvis der eksisterer en reel risiko for en form for samfunds- eller civilisatorisk kollaps, så ændrer kalkulen sig, fordi tabet af værdi vil være så enormt og, muligvis, uopretteligt. Spørgsmålet om klimakrisen ville begynde kun at handle om skadesminimering. Hvor reel er den risiko?
Hvis drivhuset går amok
Den største risiko vil komme fra en amokløben drivhuseffekt, og der er det utilfredsstillende at henvise til enkelte artikler, som beskriver mulige feedbackmekanismer i klimasystemet. I stedet bør man se efter metastudier, som inkluderer en lang række forskellige studier. Det centrale mål for risikoen for en run-away-drivhuseffekt er det, som IPCC [Intergovernmental Panel on Climate Change] kalder equilibrium climate sensitivity. Det beskriver responsen i opvarmningen på en fordobling af drivhusgasserne i atmosfæren, og det har, i mange år, ligget fast på omkring 1,5-4,5 grader celsius inden for et 90 pct.-konfidensinterval. Det har dog efterladt en del usikkerhed om, hvorvidt det kunne være værre – om klimasensitiviteten kunne være langt højere end 4,5 grader celsius.
Men for nylig er usikkerhedsmargenen omkring det centrale estimat faldet. I en artikel fra 2020 i Reviews of Geophysics („An Assessment of Earth’s Climate Sensitivity Using Multiple Lines of Evidence”) kiggede en lang række klimaforskere på tre forskellige datakilder: forskning i feedbackmekanismer, det historiske klima samt paleoklimatiske data. Overskriften her er, at både meget lave estimater samt meget høje estimater er meget usandsynlige, og det er selvfølgelig til dels en dårlig nyhed. Men det er også en god nyhed, fordi vi trods alt skal bekymre os mindre om de reelt dystopiske scenarier. Menneskeheden – og samfundet – kommer efter al sandsynlighed til at overleve klimakrisen.
Man kan derfor med ret stor sikkerhed afvise, at klimaforandringerne vil føre til et civilisatorisk kollaps. Men hvad med spørgsmålet om, hvorvidt klimakrisen kan løses inden for rammerne af fortsat økonomisk vækst? Min pointe er, at det er det forkerte spørgsmål at stille. Klimaet HAR allerede forandret sig til det værre, og det bliver varmere endnu. Ifølge FN er der 98 pct. sandsynlighed for, at et af de næste fire år vil være det varmeste, der nogensinde er målt, og derfor er spørgsmålet nok snarere: Hvordan lever vi bedst med eller under klimakrisen?
Dét spørgsmål involverer svære afvejninger af de mange forskellige ting, der giver menneskelivet værdi. Og i det omfang, at økonomisk vækst faktisk tilfører menneskelivet værdi, så vil det veje ind i de prioriteringer.
Det holder selvfølgelig kun, hvis vi i sidste ende KAN afkoble CO₂-udledninger fra den økonomiske vækst. CO₂-udledningerne skal begynde at falde – og hurtigt – hvis det ikke skal gå endnu værre, end vi allerede har udsigt til. Hvis det ikke var muligt inden for grænserne af fortsat økonomisk vækst, så ville vi ende med at brænde hele planeten af, uagtet hvor høj eller lav klimasensitiviteten er. Så ville vi blive nødt til at bremse op på et tidspunkt, helt og holdent. Men ifølge Our World in Data har mange lande faktisk allerede formået at gøre det, bl.a. Storbritannien, Danmark, Sverige, Finland, Italien, Tjekkiet samt Rumænien. Og jo, det holder, igen ifølge Our World in Data – selv hvis man kontrollerer for offshore-produktion, der bidrager til forbruget i de lande.
Grøn vækst er både mulig og ønskværdig
_______
Har vi overhovedet brug for økonomisk vækst?
Men måske har vi overhovedet ikke brug for økonomisk vækst. Den påstand kommer typisk i to udgaver: Enten påstås det, at vi har vokset nok, globalt set, til at kunne sikre alles materielle behov. Eller også påstås det, at vi bliver ulykkelige af at jagte fortsat økonomisk vækst.
Lad os tage den første påstand først. Argumentet er typisk, at problemet er en ulige fordeling af verdens goder; ikke en mangel på goder som sådan. Hvis vi igen kigger mod Our World in Data, så var gennemsnitsindkomsten på verdensplan i 2019 18,16 dollars om dagen. Det vil altså sige cirka 125 kroner om dagen, eller med andre ord langt under, hvad man får udbetalt som dansk kontanthjælpsmodtager. Ifølge modvækstfortaleren Jason Hickel bør vi i stedet bruge tallet for BNP per indbygger (som er noget højere, fordi det inkluderer offentlige udgifter, salg og køb af varer mellem firmaer osv.). Det er på 17.800 dollars per person om året (hvilket dog stadig er under halvdelen af mediandanskerens indkomst).
For det første er det et godt spørgsmål (som Hickel ikke svarer på), hvordan vi skulle kunne omlægge al økonomisk aktivitet til personindkomst.
For klimakrisen KRÆVER netop enorme investeringer – i vedvarende energi, i isolering af bygninger, i genanvendelse af kritiske mineraler som fx litium samt innovation i industrielle processer – fx produktion af cement, jern, aluminium osv. – som det endnu ikke er muligt at afkarbonisere.
I en nylig artikel fra det danske medie Zetland bliver der stillet et godt spørgsmål: Bør vi virkelig stille os tilfredse med en reduceret vækst? Som Marx beskrev det, så er vores menneskelige behov ikke naturgivne, men et produkt af de sociale, økonomiske og teknologiske omstændigheder, vi befinder os under. For 30 år siden var der intet udtrykt behov for smartphones – man kunne klare sig uden. I dag er det et krav for at kunne opretholde et almindeligt socialliv.
Men o.k., hvis vi tog os sammen, så ville vi kunne forandre de sociale og teknologiske omstændigheder, vi lever under. Og det ville måske kunne forandre vores psykologiske behov. Måske skal vi acceptere at skulle bruge langt mere tid som samfund og som individer på at producere vores egne afgrøder, at have adgang til færre forbrugsmuligheder osv. Der er mange, for hvem det sikkert ville være et godt liv. Hvorfor tage til Akropolis, når du kan tage til Lejre Middelalderby? Eller til Grand Canyon i stedet for Himmelbjerget?
Men økonomisk vækst består ikke ,bare’ i nye forbrugsmuligheder. Det er også innovation i kræftmedicin, indkøb af CT-scannere, udvikling af ny teknologi til solceller samt teknologi, der gør arbejdsdeling og mekanisering af farlige arbejdsprocesser nemmere.
Alt det frigiver ressourcer til, at folk kan arbejde med ting, de selv synes er spændende. Og det er den næste pointe: På langt sigt kan vi, med fortsat vækst, sænke arbejdstiden og fortsat være lige så velhavende som i dag. Vi kan bruge mere tid på de ting, vi selv synes er vigtige i livet. Men hvis vi gik den anden vej, så ville det i hvert fald for mange betyde, at de ikke kunne leve det liv, de selv synes er meningsfuldt.
Der er som sådan intet i vejen med at have et højt forbrug eller at være materialistisk anlagt. Problemet er, at de klimamæssige konsekvenser for nuværende er for store, samt at det er sindssygt uretfærdigt, at så mange lever i uforbeholden velstand, når så mange andre i verden har svært ved at få mad på bordet eller sende deres børn i skole. Men svaret bør ikke være, hvis vi altså kan undgå det, kun at omfordele fra rig til fattig, så vi alle kan leve i middelmådighed.
Intet af dette er for at sige, at det hele kan lade sig gøre, at alt vil falde i hak, eller at al vækst er for det gode. Fra vestlig side bør vi påtage os en stor del af byrden for at hjælpe det globale syd igennem en grøn industrialisering, og vi kommer til at skulle forbigå i hvert fald noget økonomisk vækst og personlig velstand. Mange ting vil blive dyrere; energi, bestemte industriprodukter samt mange fødevarer. Men grøn vækst er både muligt og ønskværdigt. At have mange penge til rådighed er fantastisk, fordi det giver folk mulighed for at leve det liv, de har lyst til. Man kan vælge at leve spartansk. Man kan også vælge at tage på jordomrejse. Og den tilgængelige evidens – fra flere nylige studier – peger på, at rigere lande ER lykkeligere end fattigere lande, samt at rigere mennesker i rige lande ER lykkeligere end fattige mennesker i rige lande.
Hvis vi antager en pluralistisk teori om, hvad der tilfører værdi i menneskelivet, som jeg argumenterede for ovenfor, så bør vi netop sikre, at folk har ressourcerne til at forfølge de mål, de selv sætter sig. Vi skal også sikre os, at planeten er beboelig, at økosystemer samt biodiversiteten på planeten beskyttes. Det er ikke sikkert, vi kan lave præcise afvejninger af, hvor meget det ene betyder over for det andet. Men at påstå, at der ikke eksisterer reelle afvejninger, er useriøst og er udtryk for dårlig tænkning. ■
Fra vestlig side bør vi påtage os en stor del af byrden for at hjælpe det globale syd igennem en grøn industrialisering, og vi kommer til at skulle forbigå i hvert fald noget økonomisk vækst og personlig velstand
_______
David Rischel (f. 1994) er ph.d.-studerende i politisk teori på Warwick University. Han har tidligere læst geografi på Oxford University og har en mastergrad i politisk teori fra The London School of Economics.
ILLUSTRATION: Shanghai, 18. april 2023: Besøgende vurderer en elbil fra Peugeot under byens årlige biludstilling [FOTO: Alex Plavevski/EPA /Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
