11.04.2023
.Tyrkiet går til valg 14. maj – men trods jordskælvet, de økonomiske problemer og en mere samlet opposition, er spillet åbent.
Analyse af Deniz Serinci
Før Recep Erdogan blev leder af Tyrkiet i 2003, havde landet en børnedødelighed svarende til Syriens. I 2013 havde Tyrkiets levestandard nået Spaniens. I 2001, før Erdogan blev Tyrkiets premierminister, oplevede landet en voldsom økonomisk krise. I 2013, efter 11 år med Erdogan ved magten, talte eksperter om vækstrater af ”kinesiske dimensioner” i den tyrkiske økonomi, der blev den 16. største i verden samme år. De udenlandske investeringer steg, og arbejdsløsheden faldt. Men den tyrkiske økonomi har siden 2016 været præget af tårnhøj inflation og arbejdsløshed, og dermed er en stor del af Erdogans succesfortælling smuldret. Tyrkiet-analytiker Robert Ellis skrev sidste år, at Erdogans styre af den grund ”lakker mod enden”, og på baggrund af netop økonomien skrev jeg i januar her i RÆSON, at Erdogan – for første gang i 21 år – risikerer at tabe et valg. Så kom jordskælvet den 6. februar, som endte med at koste over 50.000 mennesker livet.
Jordskælvet
Da et jordskælv i august 1999 ramte det vestlige Tyrkiet, mistede 17.000 mennesker livet. Det havde vælgerne ikke glemt ved det efterfølgende valg i november 2002. De stemte de eksisterende partier ud – og Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) har ledet landet siden. Præcis som den daværende premierminister, Bülent Ecevit, bliver Erdogan nu kritiseret – og har offentligt måtte undskylde for, at hjælpen var længe om at nå frem: ”På grund af skælvenes altødelæggende virkning og det dårlige vejr var vi ikke i stand til at arbejde sådan, som vi gerne ville. Det undskylder jeg for,” sagde Erdogan under et besøg i byen Adiyaman.
En af grundene til forsinkelsen er, at Erdogan i de seneste år har gennemcentraliseret statsorganer, herunder hæren og det humanitære system, så større beslutninger skal godkendes centralt af myndighederne i Ankara. Eksperter mener, at tabstallet havde været langt mindre, hvis bygningerne havde været bedre sikret. Tyrkiske medier har dokumenteret den udbredte praksis med folk, der først søger om byggetilladelse efter opførslen, bestikker sig til tilladelse eller får “bygningsamnesti” og dermed kan slippe for at overholde byggereglerne. En undersøgelse i mediet Duvar anslår, at næsten 295.000 bygninger i de berørte provinser før valget i 2018 havde fået denne bygningsamnesti. Fire hospitaler i jordskælvsområderne slap for skader, fordi seismiske isoleringsanordninger blev brugt under byggeriet.
Efter jordskælvet i 1999 er der blevet betalt jordskælvsskat i Tyrkiet over telefonregningen, og 100 milliarder kroner af disse er blevet brugt. Nu spørger mange – på hvad?
Ifølge 34 pct. af de adspurgte i en meningsmåling fra Turkey Report, er bygherrer og entreprenører ansvarlige for bygningernes kollaps, mens 28 pct. placerer skylden hos præsidenten. Til sit forsvar påstår Erdogan – der jo altså kom til magten i 2002 – at 98 pct. af de kollapsede bygninger blev bygget i 1999. Men andre tal viser, at mindst halvdelen af de kollapsede bygninger er blevet bygget efter 2001.
Spørgsmålet er, om tyrkerne fravælger Erdogan på grund af jordskælvet – og her glemmer mange udenlandske iagttagere måske et simpelt faktum: Mange af de døde i de berørte områder – herunder omkring epicentret Pazarcik i Kahramanmaras-provinsen – var kurdere og alevier, og spørgsmålet er, hvor mange af dem, der normalt ville stemme på Erdogan.
Til fods fra Ankara til Istanbul
Erdogan har denne gang en stærkere modstander end før: Oppositionen, ledet af Republikansk Folkeparti (CHP), er blevet moderniseret og favner bredere end tidligere. Og den 6. marts udpegede den seks partier store oppositionskoalition netop CHP’s leder Kemal Kilicdaroglu som den præsidentkandidat, der skal slå Erdogan den 14. maj.
De seks oppositionspartier består af det sekulære CHP, det nationalkonservative Iyi Parti, det religiøse Lykkens Parti, det konservative Demokratiske Parti, det liberalkonservative Demokrati- og Fremskridtsparti og det konservative Fremtidsparti. Kredsen mangler dog – trods det fælles fodslag – et tydeligt politisk projekt, og har generelt haft svært ved at finde et modsvar til Erdogans succeshistorier.
Under den blændende sol gik han cirka 20 kilometer om dagen iført sin hvide skjorte og lige så hvide kasket – i hånden holdt han et banner med ét ord på: ”Retfærdighed”
_______
Hvor overbevisende en kandidat er Kilicdaroglu? Ikke mange spåede ham store chancer for at gøre CHP gældende i tyrkisk politik, da han blev leder af sit parti i 2010. Med sin lavmælte og kultiverede stil uden nogen speciel gennemslagskraft, hånede AKP ham som en ”Gandhi” med henvisning til den tynde, ydmyge uafhængighedshelt. Men Kilicdaroglu tog billedet til sig og vendte det til sin fordel i sommeren 2017. Med Gandhis kendte saltmarch mod Indiens britiske koloniherrer i 1930 som forbillede, indledte Kilicdaroglu en 450 kilometer lang march fra Ankara til Istanbul – i protest mod Erdogans anholdelser af oppositionspolitikere. Under den blændende sol gik han cirka 20 kilometer om dagen iført sin hvide skjorte og lige så hvide kasket – i hånden holdt han et banner med ét ord på: ”Retfærdighed”. Det blev derfor kaldt for ”Retfærdighedsmarchen”. Det udviklede sig til en bred, tværpolitisk march mod den bølge af anholdelser og fyringer, som Erdogans regime havde gennemført efter kupforsøget i sommeren 2016.
Under Kilicdaroglus ledelse formåede CHP ved lokalvalget i 2019 at fravriste AKP landets største byer – Istanbul, der med knap 15.5 mio. indbyggere er landets økonomiske centrum, og hovedstaden Ankara. Det var en historisk ydmygelse af Erdogan, så stor, at han forsøgte at få Istanbul tilbage ved et omvalg, men til ingen nytte. Til sammen bor hver fjerde tyrker i disse to byer. ”Den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet,” som tyrkerne siger. Det var da også, da Erdogan vandt Istanbuls borgmesterpost i 1994, at han blev et kendt navn på nationalt plan, og det blev springbrættet til den premierministerstol, der igen banede vejen til præsidentposten.
Siden 2019 har Istanbuls overborgmester været den populære Ekrem Imamoglu fra CHP. Han er troende muslim, og ved at satse på ham formåede CHP at nå ud til de konservative tyrkere, der ellers ofte stemmer på Erdogan.
Kurderne som kongemagere?
Spørgsmålet er, om tyrkerne er klar til at vælge Kilicdaroglu som præsident, når han er alevi – Tyrkiets største religiøse minoritet, som anslået hver femte tyrker tilhører. Af mange andre tyrkere betragtes aleviernes tro som en meget liberal tilgang til religion, og historisk er de blevet forfulgt og betragtet som hedninge.
Dertil kommer, at de endnu mangler at få tungen på vægtskålen med, nemlig kurderne. Det prokurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) vil gerne med i den seks partier store oppositionskoalition, men det har de ikke fået lov til. Uden HDP – der plejer at få 10,8-13,1 pct. af stemmerne og i 2015 formåede at sætte en stopper for Erdogans drømme om øgede magtbeføjelser – har oppositionen haft sværere ved at udgøre én samlet front mod Erdogan. Men det nationalkonservative Iyi Parti har åbent nægtet at have HDP med – og generelt har de færreste mainstreampartier i Tyrkiet lyst til at flirte med HDP, fordi det i den tyrkiske offentlighed ses som den politiske gren af PKK, der står på Tyrkiets og EU’s terrorliste, og som siden 1984 har kæmpet for en uafhængig eller selvstyrende kurdisk stat.
HDP’s politikere vil sjældent tage afstand til PKK. Ved partiarrangementer er der sommetider PKK-flag og billeder af PKK’s stifter og leder, Abdullah Öcalan. Løbende understreger fremtrædende profiler fra partiet deres syn på bevægelsen: I februar 2016 deltog Tugba Hezer, parlamentariker fra HDP, i en mindehøjtid for en kurdisk selvmordsbomber fra den PKK-relaterede gruppe, Kurdistans Frihedshøge (TAK), der få uger forinden dræbte 29 civile og militære personer i Ankara. En anden HDP-parlamentariker, Leyla Güven, sultestrejkede i 2018 i protest mod, at Öcalan blev isolationsfængslet, og HDP’s daværende leder, Selahattin Demirtaş, sagde under en demonstration den 13. november 2012, at han ville ”rejse en statue af formand Öcalan”. I 2022 blev HDP’s parlamentsmedlem Semra Güzels juridiske immunitet ophævet, da der dukkede årgamle billeder op af hende, hvor hun poserer sammen med en bevæbnet PKK-militant, som hun var kærester med.
Hvis oppositionen vælger at inkludere HDP, vil Erdogan kunne stemple dem som ”terrorvenlige”. Og under et besøg i provinsen Hatay den 4. marts 2019 beskyldte udenrigsminister Mevlut Cavusoglu direkte CHP for at ”være i alliance med PKK og alle former for terrorister, separatister og forrædere derude”.
HDP har derfor valgt at indgå i en koalition med en række små, venstreorienterede partier, men den koalition har den 22. marts besluttet ikke at udpege deres egen præsidentkandidat for ikke at splitte oppositionens stemmer, ligesom de gjorde i 2019. Ud fra en ”min fjendes fjende er min ven”-taktik lod HPD ved lokalvalget det år være med at opstille kandidater i Istanbul, Ankara og Izmir og opfordrede i stedet til at stemme på Erdogans modstandere, altså dermed CHP og nationalsekulære Iyi Parti. Det betød, at Erdogan mistede Istanbul, landets største by, hvor en tredjedel af økonomien er baseret, til CHP. Der bor mange kurdere i Istanbul – alt fra to til fem millioner kurdere er blevet nævnt – og “HDP-kurderne stemte på CHP en masse,” vurderer Behlul Ozkan, lektor i statsvidenskab ved Istanbuls Marmara Universitet, overfor lmonitor.com.
At Erdogan selv betragtes som en konservativ sunnimuslim gør, at han er på bølgelængde med en stor del af befolkningen. Med ham følte mange for første gang, at en af deres egne – en troende muslim – kom til magten
_______
Erdogan, Atatürk og religionsfriheden
I Tyrkiet udgør sunnimuslimer cirka 80 pct. af befolkningen. Mange af dem var uenige med landsfaderen Mustafa Kemal Atatürks (1881-1938) forbud mod at gå med islamiske tørklæder offentligt samt måden, hvorpå Atatürk praktiserede sekularisering. Det var en sekularisering, som de Atatürk-tro partier – heriblandt CHP, Atatürks eget parti – praktiserede i årtier efter landsfaderens død. Ligesom med kurderne følte de troende sunnimuslimer sig undertrykt i årtier, hvor kemalisterne var ved magten.
I 1999 råbte og bankede kemalistiske parlamentarikere i bordet i vrede over, at en folkevalgt kvinde, Merve Kavakci, fra det religiøse Dydens Parti (Fazilet Partisi), gik ind i parlamentet iført slør. Det var parlamentets åbningsdag, og Kavakci blev tvunget fysisk ud af parlamentet. Hun kom aldrig igen. Hendes amerikanske statsborgerskab blev brugt som undskyldning for at fratage hendes tyrkiske statsborgerskab og dermed mistede hun også sin parlamentariske immunitet.
I 2008 ophævede Erdogan forbuddet mod at bære tørklæder på læreanstalter. At Erdogan selv betragtes som en konservativ sunnimuslim gør, at han er på bølgelængde med en stor del af befolkningen. Med ham følte mange for første gang, at en af deres egne – en troende muslim – kom til magten. Hans egen kone og døtre går med slør. I sine valgtaler advarer Erdogan også om, at tyrkerne kan vinke farvel til religionsfriheden, hvis han taber, og det sekulære CHP vinder: De gjorde ting mod religionen og efterlod ikke en moské i byen… CHP har en forurenet mentalitet,” udtalte præsidenten under indvielsen af en ny moské i Ankara.
Erdogan nævner også tit den tidligere premierminister Adnan Menderes som en slags islamisk martyr, der blev henrettet af CHP i 1961. Menderes og hans Demokratiske Parti (DP) vandt valget i 1950 og fratog dermed CHP magten. Han blødte Atatürks strenge sekularisme op, tillod religiøse referencer, genindførte det traditionelle bønnekald på arabisk (der var blevet forbudt af Atatürk og erstattet af ét på tyrkisk), og staten støttede religiøse, islamiske skoler. På grund af det, og efter anklager om magtmisbrug og nepotisme, greb det CHP-venlige militær ind, kuppede Menderes i 1960 og henrettede ham året efter. ”CHP’s viste deres fascistiske mentalitet,” sagde Erdogan under et møde i maj 2022. ”CHP forsøgte dengang at diskreditere Menderes. Ligesom de gør nu. Folket vil helt sikkert stille jer til regnskab ved stemmeboksen.”
Regeringen styrer taletiden
I dag går CHP ikke længere ind for et forbud mod tørklæder, og de har opstillet flere kandidater, som enten selv er troende, eller som har koner, mødre eller døtre, som går med slør. CHP siger også, at det tager stærkt afstand fra PKK og ikke flirter med terror, fx ved at mødes med HDP.
Men CHP og oppositionens generelle narrativ når ikke nødvendigvis ud til alle tyrkere. For den tyrkiske præsidents parti får væsentligt mere taletid på tv end konkurrenterne. Ifølge Transparency International fik Erdogans AKP ved lokalvalgene i 2019 lige under 60 pct. af taletiden på det statsejede TRT Nyheder fra 1. til 13. marts, mens oppositionens største parti, CHP, fik 28,35 pct. og det prokurdiske HDP slet ikke fik taletid overhovedet. Når Erdogans konkurrenter ikke får mere taletid, skyldes det også, at de oppositionsvenlige medier efterhånden enten er lukkede, anklaget for terrorstøtte eller er overtaget af Erdogan-loyale mediemoguler.
Betyder det så, at Erdogan vinder endnu engang trods den dårlige økonomi og jordskælvet? Analytikeren Bekir Agirdir sagde til det tyrkiske medie T24, at præsidenten har ”en lille chance” for at vinde valget. ”Hvad kan han gøre for at forøge chancen” spørger han og svarer selv: “Skabe fundamentet for nye bygninger i jordskælvszonen de næste tre måneder og vise indvielsesceremonierne på alle tv-kanaler.”
Hvad venter os, hvis Erdogan skulle tabe? Vil han overgive magten frivilligt? Det er svært at sige. Men han vil uden tvivl kæmpe hårdt for at fastholde magten og måske tage et omvalg, som han gjorde med lokalvalget i 2019, da han tabte landets vigtigste by Istanbul. ■
Når Erdogans konkurrenter ikke får mere taletid, skyldes det også, at de oppositionsvenlige medier efterhånden enten er lukkede, anklaget for terrorstøtte eller er overtaget af Erdogan-loyale mediemoguler
_______
Deniz Serinci (f. 1985) er journalist og forfatter til bl.a. bøgerne ”Radikaliseret” (2022), ”Kurdistan” (2018), ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdoğan (2018) og ”Slave i Islamisk Stat, IS” (2017). Han er desuden redaktør på det dansk-kurdiske netmedie Jiyan.dk.
ILLUSTRATION: Den tyrkiske præsident og leder af AKP, Recep Tayyip Erdogan, taler under et gruppemøde i den tyrkiske nationalforsamling i Ankara, 29. marts 2023 [FOTO: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix]