Dorthe Schmittroth Madsen: Et handlingslammet og Rusland-venligt Tyskland gør hele Europas energisituation uforudsigelig

18.09.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Efter stoppet af import af russisk gas, befinder Tyskland sig i en identitetskrise. Det gør landet til en ustabil udenrigspolitisk partner i Europa, hvis Berlin ikke finder løsninger på energikrisen.

Kommentar af Dorthe Schmittroth Madsen

”Tyskland er i en møgsituation”, hørte jeg mig selv sige til den britiske, konservative politiker Lord Syed Kamall til et arrangement om energipolitik i sommers hos tænketanken Politeia i London. Ikke fordi, det er nogen særlig dyb analyse af Tysklands energikrise, men når det drejer sig om landets energipolitik, er det faktisk en meget rammende beskrivelse.

Landet er havnet i et politisk paradoks, hvor det på den ene side har gjort sig afhængig af russisk gas, og på den anden side er i gang med at nedrive landets ellers funktionsdygtige atomkraftværker – uden at have en plan for, hvor fremtidens energi skal komme fra. Situationen har tvunget tyskerne til kortvarigt at genaktivere brun- og stenkulskraftværker. Samtidig skal bilindustrien sadle om til elektriske biler. Allerede i 2035 er det ”Auf Wiedersehen” til den klassiske forbrændingsmotor.

Atomkraft – nein Danke oder ja Bitte

Vil man forstå, hvordan den tyske befolkning har været med til at gøre Tysklands energipolitik handlingslammet og planløs, er et nærstudie af etableringen af den tyske atomenergi repræsentativ for både tysk politik og folkestemning. Siden etableringen af atomkraftværker har Tyskland haft en stabil forsyningskilde, som man var afhængig af. Den tyske regering forsømte imidlertid at erstatte atomkraft med andre energimuligheder, da folkestemningen vendte sig mod atomkraft.

I 1930- og 40’erne var Tyskland og Østrig førende indenfor teoretisk kernefysik. Men USA overhalede indenom og brugte sin teknologi til at udvikle atombomben. Den amerikanske præsident Eisenhower ønskede at fjerne berøringsangsten for videre forskning i atomkraft og holdt derfor i 1953 en tale foran FN’s Generalforsamling, som kickstartede kampagnen ”Atoms for Peace”, der skulle vise, at atomkraft ikke kun var et krigsvåben. Kampagnen kom bl.a. til München i 1955, hvor den i løbet af tre uger blev besøgt af mere end 61.000 mennesker. Samtidig talte tyske topfysikere varmt for fredelig anvendelse af atomkraft. Samme år oprettede Tyskland et atomkraftministerium.

Det socialdemokratiske SPD proklamerede i 1959 en utvetydig anerkendelse af atomkraftens indflydelsen på samfundet. Af partiets Godesberger-program fremgik, ”at det er også tidens håb, at mennesket i atomalderen kan gøre sit liv lettere, befri sig fra bekymringer og skabe velstand for alle, hvis det kun udøver sin dagligt voksende magt over naturkræfterne til fredelige formål.” Atomkraft var forbundet med store fremtidsforventninger i begge dele af det delte land: DDR begyndte i slutningen af 1950’erne at opføre sit første atomkraftværk med sovjetisk støtte. Fælles for begge lande var, at de nye kraftværker ikke mødte modstand i den offentlige befolkning – en holdning der varede ved til langt ind i 60’erne.

 

Et flertal i befolkningen vil ikke længere have energi fra atomkraftværkerne, men de vil heller ikke have russisk gas. Hvor skal energien så komme fra?
_______

 

Stemningsskifte

Da Tyskland, Frankrig og Schweiz ville bruge Rhinen til afkøling af kommende atomkraftværker vendte sindsstemningen i den tyske befolkning. ”Atomkraft – ja Bitte” blev til ”Atomkraft – nein Danke”. De negative konsekvenser ved atomkraft blev synlige, da kritikere mente, at brugen ville medføre en forhøjet vandtemperatur og forårsage massiv fiskedød. Samtidig gav deponeringen af affaldet fra værkerne udfordringer, og især protesterne mod værket, der skulle bygges i Wyhl ved Rhinen, mødte modstand. Også SPD mødte modstand. Samtidig begyndte partiet Die Grünen langsomt at tage form fra forskellige protestorganisationer. Partiet blev stiftet i 1980 og opnåede ved forbundsdagsvalget i 1983 5,6 pct. af stemmerne og 28 medlemmer af Forbundsdagen. SPD tog endegyldigt afstand fra atomkraft og lænede sig op ad en offentlig debat, der, især efter Tjernobyl-ulykken i 1986, blev atomforskrækket. Resultatet var, at man i 2002 vedtog at udfase atomværkerne over 20 år. I ellevte time (bogstaveligt), besluttede man d. 11. 11. 2022 at forlænge levetiden på tre værker indtil april i år.

Hvor skal energien komme fra?

Især Die Grünen har kæmpet for et atomfrit Tyskland – dermed burde lukningen af værkerne være en sejr for partiet og i særdeleshed for dets tidligere politiske stjerne, klima- og erhvervsminister og vice-kansler Robert Habeck. Men det er ikke længere tilfældet. Die Grünen bliver ikke kun kørt over af forbundskansler Olaf Scholz, men også i den offentlige debat. Partiet står i et dobbelt politisk og etisk dilemma, som er blevet symbolet på tyskernes paradoks: Et flertal i befolkningen vil ikke længere have energi fra atomkraftværkerne, men de vil heller ikke have russisk gas. Hvor skal energien så komme fra?

På grund af bureaukrati og forældede regler har det været svært at få gang i vindenergiproduktionen på land. Habeck præsenterede derfor i år en ny lov, der kræver, at de 16 forbundslande skal afgive en del af deres areal til fælles nationalt brug. Forbundslandene skal i 2032 have afgivet 2 pct. areal til vindenergi, hvoraf 1,4 pct. allerede skal stå til rådighed i 2027. Kan de ikke opfylde disse krav, vil regeringen påtvinge forbundslandene svækkede afstandskrav til vindmøller. Habeck har således bevæget sig ud på forfatningsmæssigt tynd is ved at tilsidesætte det tyske subsidiaritetsprincip. En forfatningsregel der placerer politiske beslutninger, så tæt på borgeren som muligt, og indebærer, at planlovgivning ligger hos delstaterne og ikke hos Berlin.

Vice-kansler Habeck har ligeledes solgt statslige områder i sin ambition om hurtigt at gøre Tyskland selvforsynende med energi og har netop afsluttet sin første auktion på en havvindmøllepark. Olieproducenten BP og TotalEnergies betaler 94 mia. kr. for at opføre 7 gigawatt havvind i Nord- og Østersøen. Dermed åbner Tyskland ballet for en ny slags energipolitik, hvor producenter med lave omkostninger køber sig til statslige rettigheder.

Europas syge mand

Den tyske energipolitik har konsekvenser for Danmark. I takt med at Tyskland, grundet europæisk pres, har været nødt til at stoppe importen af russisk gas, befinder landet sig mere og mere i en identitetskrise. Det gør landet til en ustabil udenrigspolitisk partner i Europa.

Tyskland havde placeret sig i en tåbelig situation, hvor landet var afhængigt af én enkelt leverandør. Da landet pludselig manglede gas, fik tyske politikere sig en brat opvågning. Samtidig blev de også nødt til at forholde sig til, at dele af befolkningen er såkaldte ”Putinverstehere”– altså, diskutabelt, mildere stemt mod Ruslands krigsførende præsident. Et fællestræk for Gerhard Schröder, Angela Merkel og Olaf Scholz er, at de alle, på hver sin måde, har haft et nært samarbejde med Vladimir Putin.

Problemet er, at så længe Habeck og Scholz fører energipolitik sammen, ved vi ikke, hvordan Europas største land opfører sig på det europæiske energimarked, og hvilke omkostninger det får for danske el-forbrugere. Et handlingslammet og Rusland-venligt Tyskland gør hele Europas energisituation uforudsigelig. ■

 

Så længe Habeck og Scholz fører energipolitik sammen, ved vi ikke, hvordan Europas største land opfører sig på det europæiske energimarked, og hvilke omkostninger det får for danske el-forbrugere
_______

 

Dorthe Schmittroth Madsen (f. 1981) er gymnasielektor på Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier, uddannet cand.mag. i tysk, historie og filosofi fra universiteterne i København, Aarhus og München.

ILLUSTRATION: Siemens Energy i Muelheim and der Ruhr, 3. august 2022: Olaf Scholz foran en Nord Stream 1-rørledning under et besøg [FOTO: Sascha Schuermann/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Liselotte Odgaard om Arktis: Ruslands bedste chance for at affyre missiler, der bliver opdaget for sent, er gennem det grønlandske luftrum – og det kan USA selvfølgelig ikke leve med

Henrik Vestergaard Stokholm: I strålearme af lys og varme vor skole stå…! Det er tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen må ikke mene noget om noget

Bertel Heurlin: Kan Kina og USA lære at leve fredeligt side om side?

Jens Worning: USA’s nye Arktis-strategi drager Grønland og Danmark længere ind i USA’s kapløb med Kina

Lars Køhler: Den grønne omstilling bliver kun til virkelighed, hvis borgerne oplever den som retfærdig

Niels Bjerre-Poulsen: Harris kan give Demokraterne præcis det, Biden manglede: En chance for at bryde valgkampens momentum