Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Kan Netanyahu styre de højreradikale kræfter, han har lukket ind i sin regering?
07.01.2023
For første gang i sin lange politiske karriere kan Netanyahu siges at repræsentere den absolutte venstrefløj i sin egen regering. Han er nu i hænderne på en højrefløj, der i manges øjne bringer landets demokratiske værdier i fare.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Mindre end en uge efter at være taget i ed, er Benyamin Netanyahus israelske regering løbet ind i kritik. Da det efter valget den 1. november sidste år viste sig, at Netanyahu havde opnået godt muligheder for at sammensætte en ny koalitionsregering med et blot nogenlunde komfortabelt flertal, åndede mange lettede op. Nu var endelig et håb om at 42 måneders politisk dødvande og krise nu var overstået. I stedet har udviklingen ført til dannelsen af den mest højreorienterede regering i landets historie.
Som partnere i landets nye ledelse har Netanyahu skaffet de to ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torajødedom. De to partier har i mange år fulgt Netanyahus skiftende regeringer i tykt og tyndt, og ingen var overraskede over at se dem omkring regeringsbordet endnu en gang. Men det er kommet bag på mange, at han også valgte at gå i samarbejde med partiet Religiøs Zionisme, der med sin placering på den ekstreme højrefløj i sig selv overraskede mange ved at opnå 14 ud af Knessets 120 mandater ved valget. Og det at politikere, som af mange er blevet betegnet som fascister, dermed er kommet til reel indflydelse, chokerer.
Regering eller minefelt?
Et godt eksempel på de nye tider var, da Itamar Ben Gvir, som er minister for intern sikkerhed i den nye regering, besøgte Tempelbjerget i Jerusalem den 3. januar. Lige til det sidste var der usikkerhed om, hvorvidt besøget overhovedet ville finde sted, og Netanyahu forsøgte tydeligvis at overtale ham til at opgive planen.
Lidt senere på dagen forsøgte Netanyahu at undgå en mulig krise med en udtalelse om, at han er indstillet på ikke at ændre noget som helst ved den status quo, som hersker omkring stedet. Oven i købet, tilføjede han, er der en præcedens, idet israelske ministre tidligere har besøgt Tempelbjerget.
Ikke desto mindre står Itamar Ben Gvirs handling som en klar provokation. Tempelbjerget hedder også Haram al Sharif (Den Ypperste Helligdom), for her ligger Al Aqsa-moskeen, som er verdens tredjehelligste sted i muslimsk tradition, men stedet har også sit navn, fordi oldtidens jødiske templer skal have ligget her. Der er altså tale om et af de meget følsomme punkter i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Der er mindst to vigtige elementer i denne sag.
Netanyahu måtte nøjes med den mindst ringe løsning, da han forsøgte at afholde Ben Gvir fra denne provokation. Det lykkedes ham at få det til at se ud, som om besøget ikke ville finde sted, og derfor var der ingen palæstinensisk moddemonstration til stede, da den uvelkomne gæst dukkede op. Dermed minder sagen en del om den 28. september 2000, da daværende oppositionsleder Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget. Også dengang forløb besøget uden den store dramatik. Den palæstinensiske reaktion kom først dagen efter, og sammenstødene den dag førte udviklingen lige lukt i gabet på den blodige Al-Aqsa-intifada.
Episoden satte fokus på fredagens muslimske middagsbøn på Tempelbjerget. Den kunne tænkes at ende i en konfrontation med det massive israelske sikkerhedsopbud, som ville være til stede. Torsdag vedtog FN’s sikkerhedsråd en fordømmelse af Ben Gvirs besøg, men da det blev fredag forløb middagsbønnen uden nævneværdige episider, hvilket nok er det sidste, Netanyahu har brug for lige nu. Men uanset udfaldet, tegner affæren et tydeligt billede af en stækket premierminister, der ikke har styr på ministrene i sin egen regering.
Ben Gvirs provokation kommer næppe til at stå alene, og da flere andre ministre allerede er inde på samme spor, ligner Netanyahus operationsfelt allerede nu mere et minefelt end en funktionsdygtig regering
_______
Som det andet element står besøget som et forvarsel. Ben Gvirs provokation kommer næppe til at stå alene, og da flere andre ministre allerede er inde på samme spor, ligner Netanyahus operationsfelt allerede nu mere et minefelt end en funktionsdygtig regering.
Refael Morris nemlig allerede meldt sig på banen. Han står i spidsen for en lille ekstremistisk gruppe, der arbejder for at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem, og som kommer fra samme radikale miljø som Ben Gvir. Hvert år til Pesach, den jødiske påske, møder gruppen frem for at foretage en ofring på Tempelbjerget, således som det foregik i oldtiden. Og hvert år sørger politiet for at standse gruppen i opløbet. Men i år vil situationen være en anden, for politiets øverste chef er ministeren for intern sikkerhed, altså Ben Gvir, som i øvrigt er velkendt med sagen, da han i årevis har fungeret som forsvarsadvokat for Refael Morris og hans folk. Og da Pessach i år falder sammen med den muslimske fastemåned, Ramadan, er banen i princippet kridtet op til den helt store konfrontation.
Demokrati i fare?
Den nye regering er den sjette med Netanyahu som premierminister, og for første gang i sin lange politiske karriere kan Netanyahu siges at repræsentere den absolutte venstrefløj i sin egen regering. Han er nu i hænderne på en højrefløj, der i manges øjne bringer landets demokratiske værdier i fare.
Han har 63 ud af Knessets 120 mandater i ryggen, hvilket i sig selv ikke er noget overvældende flertal. Ganske vist vil det ikke kunne true læsset, hvis en enkelt parlamentariker går fra borde, men situationen er så den, at hver af de tre støttepartier kan true regeringens fortsatte liv ved at bryde med samarbejdet. Dette gav dem en stærk forhandlingsposition under koalitionsforhandlingerne, hvilket navnlig Religiøs Zionisme med sine 14 mandater forstod at udnytte. Og det har ført til at de lige siden regeringens formelle tiltræden den 29. december har iværksat en syndflod af nye lovforslag og initiativer, der ifølge en række iagttagere betragtes som et frontalangreb på Israels demokratiske værdier.
”Israels demokrati er mere skrøbeligt end andre vestlige demokratier, og det er mere sårbart overfor udnyttelse fra et flertal som sigter efter at implementere populistiske ideer,” hed det således i en kommentar fra Yohanan Plesner, som er direktør for tænketanken Israel Democracy Institute.
Den nye regering synes således gearet på at omfordele magtbalancen mellem den lovgivende magt og den dømmende. Religiøs Zionisme har længe ytret utilfredshed med israelsk højesteret, og arbejder for en reformpakke, der blandt andet vil forhindre domstolen i at kende enkelte ministres beslutninger lovstridige. Ophavsmanden bag dette initiativ er partiets Bezalel Smotrich, der som finansminister vil kunne benytte denne mulighed til at kanalisere store beløb til Vestbreddens såkaldte bosætterudposter. Det er de helt små bosættelser, som skiftende israelske regeringer hidtil har afvist at anerkende, blandt andet fordi netop Højesteret har stillet sig imellem. Og hvis dommerne ikke længere spærrer vejen, vil Ben Gvir hurtigt kunne sørge for anerkendelsen fra sit ministerium.
Som en understregning af denne magtbeføjelse har han allerede lovet at genetablere Homesh. Det er en af de fire små bosættelser på Vestbredden, som blev fjernet i forbindelse med rømningen af bosættelserne på Gazastriben i sensommeren 2005.
Den nye regering synes således gearet på at omfordele magtbalancen mellem den lovgivende magt og den dømmende
_______
Venstrefløjen har skuffet
Imens lyder kritikken fra verdenssamfundet. Joe Biden har holdt sig til en forsigtig udtalelse, hvor han understreger sit mangeårige venskab med Netanyahu og USA’s faste støtte til Israel, men fra andre dele af verden er kritikken mere håndfast. Alan Dershowitz, den tidligere juraprofessor fra Harvard University der gennem årene har stået som bastant støtte for Netanyahu og den israelske højrefløj, udtalte allerede i begyndelsen af december sin utilslørede kritik af den nye højredrejning.
Det store spørgsmål er derfor, hvordan det er kommet hertil?
Ved valget i marts 2021 pegede den israelske vælgerbefolkning på en bred regering, der med Naftali Bennett i spidsen tog det meste af venstrefløjen med i samarbejdet, og den 1. november pegede den selvsamme befolkning på en regering, der nu har givet den radikale højrefløj det store ord. Ingen nation ændrer sig så dramatisk i løbet af blot 20 måneder.
En sandsynlig forklaring ligger i den brede skuffelse over Bennett-regeringen med dens manglende resultater – og ikke mindst er det rettet mod Bennett selv. Han repræsenterer selv det nationalreligiøse miljø, ligesom Ben Gvir, men i en langt mere moderat udgave. Men hans valgløfte fra 2021 om at arbejde for jødiske værdier løb helt ud i sandet, og da han selv forlod aktiv politik og hans parti gik i opløsning, har mange utvivlsomt set Religiøs Zionisme som et naturligt sted at lægge sin stemme. Det var i hvert fald de dagsordener, radikalisterne gik til valg på, og det er lykkedes.
Hertil kommer den længe verserende retssag mod Netanyahu. Han står anklaget for mandatsvig og korruption, og han har helt åbenlyst valgt at samarbejde med Religiøs Zionisme, som gerne vil bidrage til en særlov, der helt friholder Netanyahu for alle anklager. Og dette har uden tvivl også tiltrukket en del højrefløjsvælgere, der er overbevist om at anklagerne mod Netanyahu dybest set er et venstrefløjskomplot.
Denne tænkemåde får måske ekstra næring af, at flere andre topnavne i den nye regering også er eller har været i myndighedernes søgelys. Aryeh Deri, som står i spidsen for Shas og nu er blevet indenrigs- og sundhedsminister under en og samme hat, har tidligere afsonet en fængselsstraf for korruption. Derfor måtte den nye regering i huj og hast gennemtrumfe en ny lov, der gav ham lov til at indtage en minister trods dommen. Denne nyskabelse nægter den israelske statsadvokat i skrivende stund at sige god for. Den nye minister for intern sikkerhed, Ben Gvir, har været fængslet mindst et par gange og er i det hele taget, som man siger, en gammel kending af det politi, han nu er blevet øverste chef for. Endelig er Yitzhak Goldknopf, der som frontfigur i Forenet Torajødedom er blevet boligminister, anklaget for hvidvaskning af penge og nepotisme i den NGO, han har stiftet og stået i spidsen for. Bemeldte NGO har i øvrigt til formål at skaffe billige boliger til den ultraortodokse befolkning.
Endelig kan den nye regering ses som et resultat af et svigt på den israelske venstrefløj. Mange af dens vælgere viste deres skuffelse ved at holde sig hjemme på valgdagen, og det resulterede blandt andet i at venstrefløjspartiet Meretz ikke kom over spærregrænsen. De manglede blot 3.000 stemmer for at opnå de fire mandater, som kunne have skabt en helt anden politisk magtbalance i Knesset. Det er med andre ord de små marginaler, som har bidraget til dette dramatiske skift.
Ingen nation ændrer sig så dramatisk i løbet af blot 20 måneder
_______
Modreaktion
En meningsmåling fra Kanal 13, en israelsk tv-station, viser da også, at 49 pct. af befolkningen udtrykker stor mistillid til denne regering, mens tilsvarende 41 pct. ser på den med positive øjne. Dette kan man se som en direkte reaktion på den måde, Netanyahu har sammensat regeringen.
Netanyahu har eksempelvis måttet vise meget stor økonomisk imødekommenhed for at få de forskellige koalitionspartnere med ombord. Ikke mindst de to ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torajødedom, har fået rundhåndede løfte med på vejen, hvilket blandt andet omfatter ekstrabevillinger i milliardklassen til de forskellige uddannelsesinstitutioner i dén sektor.
Dette falder mange sekulære israelere for brystet, fordi dette er en udgift, som ikke umiddelbart er til gavn for landets økonomi. Der er blandt andet tale om de ultraortodokse grundskoler, hvor sekulære fag ikke fylder meget på skemaet. I 2019 var 90.000 ultraortodokse elever, svarende til 27 pct. af denne sektor, således helt fritaget for disse fag, der ofte begrænser sig til matematik og en smule engelsk.
Naturligvis kommer det ikke bag på nogen, hvad Religiøs Zionisme og de ultraortodokse partier står for, men mange er overraskede over, hvor stor indflydelse Netanyahu har givet dem, og det er det forhold, der nu udspiller sig for åbent tæppe.
Religiøs Zionisme er en samling af tre små partier, og et af dem, Noam, er repræsenteret ved et enkelt mandat. Det er partistifteren, Avi Maoz, der næsten udelukkende fokuserer på en homofobisk dagsorden. Han har lagt ud med et ønske om at give israelske hoteller lovhjemmel for at afvise homoseksuelle gæster. I samme boldgade har Religiøs Zionismes Orit Strook, der er blevet minister for nationale missioner, stillet forslag om en lov, der giver hospitalslæger ret til at nægte behandling af ikke-jødiske patienter.
Initiativer som disse har rejst en bølge af protester. Israels ambassadør i Paris, Yael German, har med øjeblikkelig virkning opsagt sin stilling i protest mod den nye regering. Hundredvis af læger har, bakket op af en række store hospitaler, skrevet under på, at de vil nægte at følge denne drakoniske praksis, hvis den bliver en realitet. På lignende vis har et tusinde piloter, hvoraf en stor del er i aktiv tjeneste i det israelske flyvevåben, erklæret deres stejle modstand mod alle anti-demokratiske initiativer, og det samme kommer til udtryk fra en lang række skoleledere og deres kommunale chefer. Ikke mindst har en af Israels storbanker erklæret, at den ikke længere vil stå som långiver til en virksomhed, der støtter noget homofobisk initiativ.
Naturligvis kommer det ikke bag på nogen, hvad Religiøs Zionisme og de ultraortodokse partier står for, men mange er overraskede over, hvor stor indflydelse Netanyahu har givet dem
_______
Netanyahu skal skabe ro
Netanyahu søger efter bedste beskub at skabe ro. På en af sine første arbejdsdage som regeringsleder havde han beordret sin finansminister, Bezalel Smotrich fra Religiøs Zionisme, at fastfryse elpriserne og ejendomsskatterne med øjeblikkelig virkning. Dette er et par poster, som hviler tungt på økonomien hos almindelige sekulære familier i dagens Israel, og det vil være nærliggende at tolke Netanyahus skridt som et populistisk forsøg på at skaffe sig lidt medvind i en stormfuld tid. Det samme kan man sige om hans kup, da han fik Likud-partiets Amir Ohana udpeget til posten som formand for Knesset. Ohana er åbent homoseksuel og havde sin mand og parrets to børn med til den officielle indsættelse af regeringen i Knesset. Den homofobiske Avi Maoz så demonstrativt bort, og flere af ministrene vidste ikke, hvad de skulle gøre af sig selv.
Ikke mindst knager det dog allerede i fugerne i selve regeringen. I Netanyahus eget parti, Likud, føler mange erfarne politikere sig forbigået ved fordelingen af ministerposter. Dette er nok relativt normalt, men mange klager mere overordnet over, at Netanyahu har svækket Likud afgørende for at imødekomme de tre partneres vidtgående krav.
Så der rejses allerede nu tvivl om regeringens levedygtighed. Et indre oprør i Likud kan være på vej, og de tre støttepartier ser også med mistillid på hinanden. Da Ben Gvir således tog på besøg på Tempelbjerget, kom der en skarp reaktion i Yated Neeman, det ultraortodokse dagblad, der fungerer som talerør for Forenet Torajødedom. Her sagde partiets åndelige ledere, at Ben Gvirs handling kunne bringe jødiske menneskeliv i fare – hvilket er andre ord for ny konflikt med palæstinenserne.
Én sag synes dog at være blevet overset i al virakken. Ægteparret Netanyahu er kendt for deres dyre vaner og åbenlyse hedonisme. I en af sine tidligere perioder på premierministerposten besluttede Netanyahu derfor, at landets leder skulle kunne rejse stateligt på ture til udlandet. Derfor sørgede han for, at der blev indkøbt en Boeing 767, som havde været i tro tjeneste hos australske Qantas i 22 år. Flyet blev gennemgribende istandsat og opgraderet med bl.a. anti-missil-forsvar, og den samlede regning løb op i hvad svarer til godt over en milliard kroner.
Da Naftali Bennett overtog premierministerposten i juli 2021 var flyet klar til at komme i drift. Men Bennett ville ikke høre tale om den slags ekstravagance, så flyet blev parkeret i en hangar på en flyvebase i Negevørkenen. Dér står det stadig. Meldingerne lyder, at det alligevel ikke er helt klar til drift, men sandheden kunne godt være, at Netanyahu under de givne omstændigheder foretrække at gå lidt stille med dørene. ■
Der rejses allerede nu tvivl om regeringens levedygtighed. Et indre oprør i Likud kan være på vej, og de tre støttepartier ser også med mistillid på hinanden
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog Halutzim. Kontrasternes Israel, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Regeringsmøde torsdag 29. december [foto: AP Photo/Ariel Schalit, Pool]