Martin Lidegaard: Jeg har bestemt ikke opgivet at få de afgørende mandater, der gør, at vi kan træde ind i den regering
11.08.2023
Ny serie: Hvad venter der i dansk politik?
”Hvis regeringen kommer i en situation inden et valg, hvor den ikke har 90 mandater, og de radikale stemmer bliver afgørende, så er der mange ting, der pludselig kan lade sig gøre. Det er jeg helt sikker på. Det har vi set før”
Interview af Kirstine Eklund
Nu er du vendt tilbage fra ferie efter en katastrofesommer, hvad klimaet angår: Juli var den varmeste måned nogensinde, Sydeuropa blev hærget af både skovbrande og kæmpehagl, mens der i Kina og Indien er store oversvømmelser, og Canada har mistet et skovareal tre gange Danmarks størrelse til skovbrande. Hvad skal der til, for at der opstår samme krisementalitet vedrørende klimaet som fx under coronakrisen?
Jeg stiller mig selv det spørgsmål hver morgen. Hvad der egentlig skal til for, at vi behandler det, der uden sammenligning er vores største politiske udfordring? Hvor Christiansborg vågner op og er klar til at handle på vores generations absolut største politiske opgave? Og det siger jeg ikke, fordi der ikke er andre vigtige opgaver, men fordi vi er den sidste generation, der kan nå at gøre det.
Det, jeg synes, er mest alarmerende ved den sommer, vi har haft, er, at den skaber fokus på en række af de dynamiske effekter, som forskerne længe har påpeget risikoen for: Hvad opvarmede havstrømme og hav i det hele taget kan betyde, fx ift. afsmeltning af is. De her selvforstærkende effekter, der kan komme ud af kontrol og afstedkomme nogle meget voldsomme klimatiske forandringer på den helt korte bane. Det er noget af det mest skræmmende, fordi det er jo helt inden for min levetid, at det risikerer at komme. Så det er rykket fra noget, der måske var relevant for vores børn, til at være helt tæt på. Det kan måske gøre noget.
Men vi haft den her viden i 50 år, og vi har ikke handlet på den. Vi er nødt til at gøre det meget tydeligt, at vi faktisk kan handle på det her, og at vi også kan gøre det på en måde, der samlet set giver os et bedre samfund – ikke et dårligere. Det er min konklusion. Vi bliver nødt til at have både håb og handling.
Og heldigvis er vi jo i et sted med vores nye teknologier, hvor vi kan sige, at vi får både en billigere og mere sikker energiforsyning, hvis vi går over til vedvarende energi. Der er en lang, lang række fordele ved at anvende vores ressourcer mere bæredygtigt. Og det har en kæmpe omkostning, hvis vi fortsætter med at udrydde alle de arter, vi gør i naturen, og ødelægge vores have. For det er jo ikke kun klimaet. Det er også biodiversiteten. Havene, den ene fiskebestand efter den anden kollapser, det er virkelig forfærdeligt, og det er virkelig tæt på.
Så når du stiller spørgsmålet: Hvad skal der til? Så vil jeg sige: Kombinationen af en øget krisebevidsthed, men også et større fokus på det kæmpe potentiale, der ligger i, rent faktisk at gøre noget ved det, både økonomisk og erhvervspolitisk. Det er som om, der stadig hænger en dyne af: ”Nå, men det er jo også forfærdeligt at gøre noget ved det her, og det er jo et tab, hvis vi gør op med hele vores samfundsmodel, liv og alt sådan noget”. Dét tror jeg ikke kan flytte dagsordenen. Men jeg tror heller ikke, den flytter sig af sig selv. Jeg er fortvivlet over, at der ikke er mere handling fra regeringens side.
Jeg havde klart den følelse under regeringsforhandlingerne, at det eneste parti, der virkelig arbejdede på at øge ambitionsniveauet [på det grønne], det var Radikale Venstre
_______
Du har jo tidligere advokeret for, at en af måderne, hvorpå vi kunne løse de her store, langsigtede problemer – som man må sige, at klimaet virkelig er – var, at man fik mere samarbejde på midten. Du skrev en hel bog om det for fem år siden (”Lad os mødes på midten”). Nu har vi en regering over midten. Hvad tænker du om SVM’s førte klimapolitik?
Jeg tror, at den vigtigste grund til, at vi ikke er en del af den regering, var, at den ikke havde det ambitionsniveau på det grønne område. Så det kommer desværre ikke helt bag på mig, at der ikke er sket det, vi håbede. Men det er stadigvæk min faste overbevisning, og jeg har lige skrevet en ny bog om det, der kommer til september.
Midten rummer et enormt potentiale for det grønne, fordi det giver en muligheden for at tænke langt, have så bredt et flertal og eksekvere hurtigt. Og derfor er det jo også en mistet mulighed, at den her regering ikke accelererer og øger ambitionsniveauet, men nærmest gør det modsatte. Det eneste rigtig positive, der er sket, siden regeringen trådte til, er, at vi har fået udbudt de ni gigawatt havvind, som vi besluttede under den tidligere regering og forhandlede igennem i forrige finanslov. Det er sådan set det eneste, der er sket. Så har vi lavet en havplan, hvilket også var en hård forhandling.
Det er stadig sådan, at når vi sidder og forhandler de her ting, så er der nogle partier, der virkelig kæmper for at øge ambitionsniveauet, og nogle partier, der kæmper for det modsatte. Det er en kamp hver gang, vi får hævet det en lille smule. Men det, der bekymrer mig allermest, er implementeringen – eller manglen på samme. Altså hvor langsomt det går med at implementere det, vi har aftalt. Vi aftalte jo faktisk for et år siden, at vi ville skrue gevaldigt op for vedvarende energi til havs og på land. På land er afgørende, fordi det er det, vi kan få inden for to-tre år. Vi besluttede at fordoble vores vedvarende energi på land, men det står fuldstændig stille på vindområdet – den samlede kapacitet bliver ikke større. Og sol går alt for langsomt.
Selvom det er billigere og mere sikker energi, selvom klimaet banker på døren, og vi har et skrigende behov for handling, så sker der ikke noget. Man har nedsat NEKST – det er den nationale energikrisestab – til at prøve at sørge for, at der sker noget på land. Det var vores forslag under regeringsforhandlingerne, og regeringen tog det til sig. Men den sidder bare og klør sig selv i navlen, og der sker ingenting.
Klimaet og SVM
Regeringen har flertallet. De kan sådan set gøre, hvad de vil. Alle regeringspartierne har været ude og profilere sig som grønne i et eller andet omfang. Og der er jeg sikker på, at du vil sige, at det er de ikke. Men hvordan tror du, det kan være? Er der en risiko for, at din vision om en bred regering over midten og reel klimahandling faktisk ikke kan forenes i virkeligheden?
Ja, det er klart. Hvis ikke der kommer andre boller på suppen, så er det den vej, jeg må erkende, at det går. Men jeg har ikke opgivet håbet. Jeg kan ikke forklare dig, hvorfor den her regering ikke rykker mere på det grønne.
Ligesom magten ikke er et mål i sig selv, er midten jo heller ikke et mål i sig selv. Det er et mål, hvis man bruger det til at eksekvere. Og denne her regering blev ikke det, jeg havde håbet på
_______
Men du kender de her mennesker. Du ved, hvad de ønsker for samfundet. Du har samarbejdet med dem i mange år?
Ja, men jeg havde klart den følelse under regeringsforhandlingerne, at det eneste parti, der virkelig arbejdede på at øge ambitionsniveauet, det var Radikale Venstre. Jeg følte mig meget ensom på den dagsorden i de her forhandlinger. På den måde kommer det ikke helt bag på mig. Det var en af grundene til, at vi ikke gik med. Men jeg kan ikke give dig en god forklaring på det.
Det er jo meget enkelt: Alle partier vil gerne profilere sig som grønne. Og når de læser det her, vil de også sige til mig: ”Martin, vi har jo brede forlig på alt det her”. Det har vi på noget af det. Men det ændrer ikke på, at man skal måle politikere på, hvad de gør, og ikke hvad de siger. Og dels er det stadig meget svært at forhandle de her ting op. Det kan godt være, at det ender i et kompromis. Men det kompromis er der er nogen, der forhandler ned, og nogen, der forhandler op. Det glemmer de at sige.
Især i implementeringsfasen er det meget svært for mig at forstå, især på land, at man bare sidder fuldstændig stille. Selvom der står kommuner derude, der gerne vil have vindmøllerne. Der er private aktører, der står og hopper og springer for at lave investeringerne. Du må spørge regeringen, hvorfor det er sådan. Jeg kan ikke forklare det.
Og det er ikke, fordi der mangler noget i selve implementeringsfasen? Altså tidligere, for eksempel med havvinden, var udbudsaftalen ikke helt på plads i forhold til, at regeringen pludselig ønskede et statsligt medejerskab. Der er sommetider nogle tekniske ting, der mangler. Det er ikke det, der er på spil her?
På land er det udelukkende mangel på politisk prioritering, så vidt jeg kan vurdere. Der er ikke noget teknisk der. Men nu du selv nævner det, så har jeg også været dybt undrende over for, at regeringen på et tidspunkt, hvor vi har så travlt, kaster det der statslige medejerskab ind. Det giver hverken borgerne den del af overskuddet, som jeg synes, de har krav på, men forsinker så også processen. Det forstår jeg ikke.
Krav for regeringsdeltagelse
Hvilke konkrete klimapolitiske tiltag skal regeringen give jer for, at du tænker: Den regering kan jeg se mig selv i?
Der er tre ting, der står allerøverst på vores liste.
Det første er, at vi får den udrulning af vedvarende energi på land, som vi aftalte, og får den sat i gang nu. Herunder kobling til fjernvarme.
Det andet er, at der i de sektorer, hvor vi er bagud, nemlig landbrug og transport, laves seriøse tiltag lige så hurtigt. Det er afgifter på landbruget, men det er også en langt mere seriøs og målrettet udskiftning af ikke mindst godstransport til el. Og en langt større satsning på kollektiv transport og cykling også. Altså de bæredygtige transportformer.
Og det sidste, som vi er meget optaget af, er det, man kunne kalde ”Skub 3”. Det vil sige det CO2-aftryk, vi har gennem vores forbrug. Klimarådet er på vej med en ny rapport, der siger, at vi også bliver nødt til at have et mål for vores personlige CO2-aftryk, fordi en stor del af det, vi reducerer vores CO2-udledning med herhjemme, bare er flyttet til udlandet. Vi er stadigvæk skyld i den CO2-udledning, selvom den foregår et andet sted på kloden – gennem det tøj, vi køber og den mad, vi spiser.
Der vil vi gerne gå langt, fordi også på det område er dansk erhverv langt foran Christiansborg. Det er jo i bund og grund cirkulær økonomi, vi ser ind i her, som også har en kæmpe natur-upside, fordi vi ikke bare bliver ved med at bruge løse naturressourcer, men bliver bedre til at genanvende dem.
Så de tre ting vil være de helt afgørende for os, og oven i det kommer så hele naturspørgsmålet. Det er ikke spor svært at remse op, hvad en ansvarlig regering burde gøre her og nu.
Jeg har bestemt ikke opgivet at få de afgørende mandater, der gør, at vi kan træde ind i den regering. Om det så er den nuværende eller den kommende
_______
Jeg læste det interview, du gav til Politiken, hvori du gav udtryk for, at du ikke kunne få nok indrømmelser på klima og uddannelse på Marienborg, og at du fik en fornemmelse af, at det var tre mod en, og du kunne se dig selv gå ind i en regering, hvor du faktisk ikke fik indflydelse. Nu er der gået lidt over et halvt år. Har du stadig fornemmelsen af, at du får mere indflydelse uden for regeringen, end du ville have fået indenfor? Eller er der situationer, hvor du tænker: Hvis jeg havde siddet derinde, kunne jeg måske have gjort noget, jeg ikke kan nu i min position som oppositionsparti?
Det er lidt blandet, synes jeg, når man kigger på det faktiske forløb, der har været. På uddannelse fik vi klart rykket regeringen langt længere, end vi kunne på Christiansborg. Vi synes stadigvæk, det er et dårligt forlig, men i forhandlingsprocessen lykkedes det at samle hele Folketinget om, at det ikke var 50 procent af uddannelserne, der skulle skæres. Nu er det endt med kun at være 38, og det er dog bedre end 50 – det kunne vi ikke komme igennem med under regeringsforhandlingerne, så der synes jeg, vi kom et stykke.
På havplanen synes jeg også, vi havde god gavn af at være et af partierne, der stod sammen uden for og lagde fælles pres ind på regeringen. Der tror jeg faktisk, at hvis vi havde været i regeringen, var vi bare blevet klappet af på laveste fællesnævner. Det der statslige medejerskab [af havvindmølleparker, red.]… det ved jeg ikke. Måske kunne vi have forhindret det. Det tør jeg ikke sige. Jeg ved ikke, hvem der har fået ideen. Jeg ved heller ikke hvorfor.
Altså, at man gennemfører det mest omfattende udbud af havvind i Danmarkshistorien, og man ikke engang har lavet et beslutningsgrundlag, hvor man har undersøgt, hvad der giver borgerne den bedste indtægt, og hvad der giver klimaet den hurtigste løsning… Man havde slet ikke undersøgt de forskellige muligheder. Nu fik vi trods alt forhandlet ind i aftalen, at man laver den forundersøgelse, inden næste udbud. Men det er jo en vanvittig situation, at man ikke har gjort det før. Om jeg kunne have nedlagt veto mod det, hvis jeg sad i regeringen? Det ved jeg ikke. Det er jo svært at vide. Men jeg undrer mig meget over fremgangsmåden.
Kan du forstå, hvis folk spørger: Hvad er den Radikale eksistensberettigelse som Danmarks ultimative midterparti gennem over 100 år, hvis I ikke går med, når der endelig er en midterregering? Det er jo din personlige drøm, som du ikke deltager i.
Ja, men det var også et af de sværeste valg i mit liv. Og jeg ville da ønske, vi kunne have været med.
Ligesom magten ikke er et mål i sig selv, er midten jo heller ikke et mål i sig selv. Det er et mål, hvis man bruger det til at eksekvere. Og denne her regering blev ikke det, jeg havde håbet på. Jeg tror, at en af grundene til, at så mange vælgere har forladt den, er den samme grund: Det var ikke det, de havde håbet på. Det var ikke den midte, de havde håbet på. Men jeg ser ikke noget alternativ. Altså jeg er til at forsøge at presse den midte igennem. Jeg har ikke opgivet håbet. Og til alle dem, der er skuffede over, at vi ikke er med: Jeg er også skuffet. Fordi hvis vi havde været med, så havde der været et andet projekt, et andet politisk projekt, der pegede langt mere fremad.
Jeg har bestemt ikke opgivet at få de afgørende mandater, der gør, at vi kan træde ind i den regering. Om det så er den nuværende, eller den kommende, eller hvad det er. For jeg kan ikke se, at der nu er et rød blok-alternativ eller et blå blok-alternativ. Jeg tror, at vi er i en mere systemisk forandring.
Når vi har lavet den der KLAR-alliance med K og LA, og når vi på andre områder har samarbejdet meget med SF, så er det fordi, vi gerne vil se, om vi kan ryste posen, når lejligheden byder sig. Til at få lidt mere ambitionsniveau og vingesus ind, både på det grønne, men egentlig også på det økonomiske område. Og så sandelig også på uddannelse og børns trivsel.
Nu snakker vi om den sommer, der har været på klimaområdet. Det er jo ikke det eneste, der er sket i sommer. Der er jo også kommet nye tal for trivsel og børns trivsel. Der er også små 20.000, der er ikke kommet ind på deres uddannelse. Der er mange faresignaler for vores velfærdssamfund, velfærd og velvære, som vi burde have øjnene stift rettet imod, men det synes jeg slet ikke, regeringen har desværre. Så man kan vel sige det sådan… altså, jeg er ikke i opposition til regeringen som konstruktion eller midten, men jeg er i opposition til store dele af den politik, der bliver ført – eller rettere sagt ikke bliver ført.
Jeg kan ikke se, at der nu er et rød blok-alternativ eller et blå blok-alternativ. Jeg tror, at vi er i en mere systemisk forandring
_______
Drømmen om en midterregering – og virkeligheden
Det var din drøm at få en midterregering. Er der en risiko for, at det ikke giver dig de langsigtede løsninger, du havde drømt om?
Da vi havde en S-regering, fik vi rigtig meget igennem – og det er også derfor, jeg tillader mig at sige, at nogle gange får vi mere indflydelse uden for regering. En Grøn Fond, ni gigawatt udbud af havvind forhandlet i en sen nattetime – altså, vi fik nogle kæmpestore tiltag igennem. Men det var til allersidst i perioden, og det var jo ikke fordi, regeringen ønskede det. Det var en form for betaling for ikke at blive væltet, og implementeringen stod stort set stille i tre år. Så det var overhovedet ikke et eksempel til efterfølgelse.
Før det havde vi så Løkkes blå regering, hvor klimapolitikken også stod stille – der prøvede man ovenikøbet at skrue ned for ambitionerne på flere områder. Altså vi har jo ikke haft en regeringskonstellation i Danmark, der for alvor er gået ind [i klimadagsordenen, red.].
Vi har på energi truffet en række beslutninger, især for ti år siden, som vi har stor gavn af i dag. Men det har godt nok været svært at forhandle de her ting igennem under alle regeringsformerne. Så undrer det mig, og ærgrer det mig, og frustrerer det mig, at den midterregering, jeg har drømt om, heller ikke havde den ambition i sig? Ja, det frustrerer mig da dybt.
Men det, vi kan gøre, og det, jeg prøver at gøre nu sammen med mit parti, er at tegne et midterprojekt og en radikal profil, der viser, at der faktisk er et parti på midten, der er klar til at tage det ansvar for klimaet og for hele videreudviklingen af velfærdssamfundet ved at fokusere på alle de forebyggende ting og uddannelse osv., der skal til, for at vi kan bevare det her samfund. Udover at det er strengt nødvendigt, så tror jeg bestemt også, at der er en del borgere og vælgere, der vil finde det relevant. Som ikke synes, at den blå blok eller røde blok har leveret heller, men som også er skuffede over den nuværende regering.
Hele det her grønne område er for mig at se, ud over et etisk imperativ for de kommende generationer, den største sikkerhedstrussel af alle mod os selv. Jeg forstår ikke, at det er så svært at prioritere det
_______
Du bliver ved med at nævne manglende implementering som problemet. Er der et eller andet fundamentalt galt med, at I bliver ved med at løse små problemer, der opstår hen ad vejen, men så bliver glemt igen, fordi så driver I videre til en ny krise? For det går så hurtigt herinde, at I ikke får tjekket op på, om det, I indførte for tre måneder siden, faktisk gør en forskel ude i samfundet. Hvad kan man gøre for at ændre den politiske tænkning?
Det er en meget relevant iagttagelse. Det er det, som Sigge Winther kalder for ”Bagdørsproblemet”: At det går så hurtigt herinde nogle gange, at det, vi vedtager den ene dag, det glemmer vi den næste, fordi så er vi i gang med at vedtage noget nyt. Ja, det er en stor del af problemet. Det er et problem herinde, som det er vores ansvar at tage fat i. Det er også et problem i centraladministrationen.
Det, jeg synes er svært at forstå, er, at hele det her grønne område er for mig at se, ud over et etisk imperativ for de kommende generationer, den største sikkerhedstrussel af alle mod os selv. Altså os nulevende mennesker. Også nulevende danskere. Uden sammenligning. Samtidig med, at det måske er hele det politiske område, hvor potentialet for at bruge det både økonomisk og velfærdsmæssigt er størst. Jeg forstår ikke, at det er så svært at prioritere det i vrimlen af alle mulige forslag og lovgivning osv. At det ikke er muligt at skubbe det højere op på dagsordenen, ligesom man gjorde med coronakrisen, ligesom man kunne med Ukrainekrigen.
Vi har været med til at drive en teknologiudvikling, der har forandret hele verdensmarkedet for energi. Vi har gjort havvind 80 pct. billigere, så det nu er den billigste energiform. Så det der argument om, at det ikke betyder noget, hvad Danmark gør… Jo, det betyder alt, hvad Danmark gør. Vi har kæmpe muligheder. Hverken de omkostninger, det har ikke at handle, eller de kæmpe fordele, der er, ved at gå foran i den udvikling… Ingen af de ting har vi med i vores regnemodeller, og dermed tager vi dem heller ikke for alvor med ind i vores politiske beslutningsprocesser. Det er som om, at vi overhovedet ikke ser, hvor meget vi vinder på det.
Efterhånden ligner det lidt en generationsudfordring. Vi bruger flere og flere penge på sundhed og på ældre. Det er der god grund til, fordi vi bliver flere ældre. Men vi vælger at skære på alle de forbyggende indsatser, uanset om det er klima, miljø, børn, uddannelse eller trivsel, altså det er de områder, kommunerne nedprioriterer år efter år. Og som derfor kommer tilbage til os i form af mistrivsel, større behandlingsbehov, større efterspørgsel på det ene og det andet og det tredje.
Så det er jo dødsdømt, det er en dødsspiral for velfærdssamfundet i længden, hvis ikke vi begynder også at investere i de unge generationer. Jeg anerkender, at det kræver et økonomisk råderum at lave de investeringer. Det er bare som om, vi er ikke i stand til at tænke fire år frem og se, hvad vi så får tilbage på den anden side.
Det får mig til at vende tilbage til centraladministrationen. Du har for nylig deltaget i et interview med Zetland om den stress, der er blandt både embedsfolk og politikere. Vi har også set de fejl, det har ført til. Minksagen er selvfølgelig et oplagt eksempel, men også Jakob Ellemanns våbensag. Hvilke konsekvenser har det, og hvad skal man gøre ved det?
Der er i hvert fald to vinkler i det her spørgsmål. Noget af det er den hastighed, som presser hele systemet. Den anden del er den centralisering, der er foregået af beslutningsgangene i centraladministrationen. Det betyder, at den, kan vi sige, legitime koordinering, som rigtig mange ministerier har, er gået for vidt i den forstand, at især Finansministeriet og Statsministeriet har fingrene langt, langt nede i detaljen. Der går ufattelig mange ressourcer til at skubbe papir frem og tilbage mellem ressortministerierne og de koordinerende ministerier, og det er stressende i sig selv. Hvem træffer beslutningen, hvem har den endelige kompetence, og man kan ikke få sin faglighed igennem, osv.
Det er en dødsspiral for velfærdssamfundet i længden, hvis ikke vi begynder også at investere i de unge generationer
_______
Der var meget kritik af Mette Frederiksen i den tidligere regering for at centralisere magten i Statsministeriet og have et stort behov for at detailstyre. Hvordan påvirker SVM den politiske proces, både i forhold til centraladministrationen, men også ift. demokratisk transparens? For det er jo ikke alt, de behøver at diskutere Folketinget, når de netop har deres eget flertal.
Altså jeg ved ikke nok om det indre liv i centraladministrationen under den her regering til, at jeg helt tør svare på det spørgsmål. Men det, jeg kan svare på, er, at man i hvert fald ikke har gennemført nogle af de anbefalinger, som DJØF-udvalget lavede, selvom nogle af dem er meget enkle. Fx: At lave nogle flere delte indstillinger til det politiske niveau, så alt ikke skal koordineres færdigt hernede, og det så bliver legitimt at have nogle forskellige holdninger, man så kan diskutere politisk.
Eller: Lav nogle skriftlige referater for de kordinerende udvalg, så ressortministerierne ikke bliver så klemt, og så det er transparent, hvem der har taget hvilke beslutninger – jævnfør hele forsvarsskandalen. Jeg ved sgu ikke, hvilke beslutninger der er taget hvor. Men om det er værre end før at arbejde i centraladministrationen, det tør jeg ikke sige. Jeg tror, det har været ret voldsomt de senere år, uanset hvilken regering der har været. Men man har ikke indtryk af, at koordineringsbehovet er blevet mindre.
Ville de klima-indrømmelser, du nævnte, være nok til, at R ville gå ind i SVM, eller skal der noget andet ind –på uddannelse, udlændingepolitik eller noget tredje?
Altså de ting, jeg nævner om klima her, er vigtige – og vi vil gerne bygge ovenpå uddannelsesforliget med flere midler til uddannelse. Og så er der selvfølgelig noget andet, vi ikke kommet udenom, nemlig hvad er det for en position, vi så får i regeringen? En af de store diskussioner, vi havde – det er jo efterhånden også offentligt kendt – var netop: Jamen hvilken mulighed har vi, når vi så sidder i regeringen, for at spille ind i de økonomiske udvalg med en offensiv grøn politik og med en politik for de kommende generationer? I min optik var noget af det, der gjorde det svært for os, at vi ikke havde de afgørende mandater. Derfor ville vi også være klemt i en regering, fordi vi sådan set var ”overflødige” – i citationstegn.
I ville måske ikke komme i K-udvalget (Koordinationsudvalget)?
Jo, vi ville nok have kommet i K, det vil jeg gætte på. Men jeg konstaterer bare, at klimaministrene i hvert fald ikke er kommet i Ø-udvalget (Økonomiudvalget) nu. Men det håber og tror jeg da, at vi ville [komme i K-udvalget, red.]. Men vi ville da også mere end det. Altså vi ville gerne kunne indstille direkte ind, uden at skulle underlægge os en finansminister på alting inden. Så der er mange djævler-i-detaljen på det.
Det foregår jo sådan i dag, at hvis ikke der er konsensus mellem et ressortministerium og det koordinerende ministerium, så får man ikke sine sager på. Og der var vi indstillet på at lave en lidt mere offensiv tilgang, hvor man så tog en politisk drøftelse, selvom man ikke var enig på embedsmandsniveau. Det havde de andre partier heller ikke noget ønske om.
Så der er nogle politiske ting, men der er også noget, der handler om, hvordan en regering fungerer – hvordan sikrer man, at der faktisk kan implementeres, og at der kan ske noget. Vi ved jo godt, at vi er et lille parti endnu. Men vi skal kunne se os selv i det, og det skal den kommende generation af danskere også.
Det virker, som om der er lidt lang vej endnu.
Måske. På nogle stræk er politik meget, meget enkelt: Tæl til 90. Og hvis regeringen kommer i en situation inden et valg, hvor den ikke har 90 – eller efter et valg – og de radikale stemmer bliver afgørende, så er der mange ting, der pludselig kan lade sig gøre. Det er jeg helt sikker på. Det har vi set før. ■
Vi ved jo godt, at vi er et lille parti endnu. Men vi skal kunne se os selv i det, og det skal den kommende generation af danskere også
_______
Martin Lidegaard (f. 1966) er MF og formand for Radikale Venstre samt tidligere udenrigsminister og klimaminister. ILLUSTRATION: Lidegaard under Folkemødet [foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]