Idéfestival 2023: Simon Fendinge deler sine anbefalinger

Idéfestival 2023: Simon Fendinge deler sine anbefalinger

04.09.2023

.

Simon Fendinge Olsen (f. 1998) er formand for Liberal Alliances Ungdom, har vundet DM i Debat og bruger en del tid i TV og radio – herunder i eget program. Han lever derudover et borgerligt liv med sin forlovede i en lejlighed på Frederiksberg med noter af Aarhus og med Barnaby på TV-skærmen.

Til efteråret deltager han i premiereudgaven af RÆSONs nye årlige Idéfestival. Da festivalen er dedikeret til ‘de tanker, der flytter og forandrer verden’ har vi bedt en række af de medvirkende dele deres anbefalinger til artikler, bøger og medier:

Weekendavisen: Fremragende medie, dybdeborende, begavet, velskrevet og på alle måder et fyrtårn i medie-Danmark. Jeg har set det beskrevet som en af verdens bedste aviser, og det er svært at være alt for uenig.

The Economist: Vidunderligt begavet, men stadig let forståeligt for halvstuderede røver som mig selv, og så giver det et skønt overblik over verden, økonomi og meget andet. Desuden indehaver af beskrivelsen af Belgien som “The World’s most successful failed state”

Information: Rune Lykkeberg er glødende AGF-fan, hvilket berettiger til et kip med hatten. Selvom jeg sjældent er enig med Information og læserbasen, er det fremsynet og mere dybdeborende end meget andet tilgængeligt i dag. Hermed anbefaling: Læs noget, du er uenig med.

Everything You Know About Martin Shkreli Is Wrong—or Is It? Vanity Fair, februar 2016: Vi elsker alle den store historie om svindleren og skurken. Martin Shkreli er begge dele og mere til, og udover en personlig fascination af usympatiske con man-historier og lignende, er det også i egen ret en smukt skrevet artikel.

Superbatteries will transform the performance of EVs. Economist, august 2023: Et eksempel på klimafremskridt i kølvandet på nyheden om den ekstreme forlængelse af rækkevidden på elbiler. Der kommer formentlig til at mangle råmaterialer, men det er svært ikke at læse artiklen og få en smule mere tro på fremtiden, Toyota og markedet generelt.

Han har fået nok af tvungne skolefællesskaber og blæser til opgør mod »totalitære« forældre: De er i alle skoler. Berlingske, august 2023: Interessant artikel om fællesskaber, herunder en beskæmmende tendens til regler på andres vegne og kollektiviseringen af gavmildhed på bekostning af både altruisme og almen dannelse. Folk taler ofte i overordnede termer om curlingforældre, denne artikel er en glimrende balance mellem konkret og et ideologisk opgør. 

Catch-22 af Joseph Heller: Min ubetingede yndlingsbog. Ikke præget af noget dybdegående plot, men er så genial og velskrevet, sjov og indsigtsfuld at læseoplevelsen bliver helt vidunderlig. Gigantisk anbefaling herfra.

Don Quixote af Cervantes: Alle bør stræbe efter at have Don Quixotes sind med en sund sidevogn af jysk selverkendelse. Vidunderligt tragikomisk, skønne budskaber og godt skrevet.

The price of inequality af Joseph Stiglitz: Fremhæver ulighedseffekter i USA. Jeg er sjældent enig med de venstreorienterede amerikanske økonomer (Stiglitz, Krugman etc.), men de skriver vidunderligt og kan udfordre og oplyse verdenssynet, for mit vedkommende i en sådan grad, at jeg tænkte på ulighed i et andet lys – men dog ikke nok til at gøre mig til hverken økonom eller venstreorienteret.

Læs mere om Idéernes, visionernes, drømmenes og demokratiets festival 28-29. oktober 2023.