Jonas Parello-Plesner i RÆSONs nye trykte nummer: Da den pragmatiske udenrigspolitik blev for pragmatisk
30.10.2023
Af Jonas Parello-Plesner
Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom d. 15. oktober.
Da Lars Løkke Rasmussen frejdigt gik på scenen i forsommeren og lancerede en ny udenrigspolitisk strategi, var pragmatisme det nye nøgleord. Og man må rose Lars Løkke Rasmussen for konsistens. Der er virkelig blevet leveret kraftigt på pragmatismen lige siden.
Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller omtalte også gerne sig selv som pragmatisk-idealistisk under og efter sin ministergerning. Han udtrykte det sådan, at den rendyrkede idealist nok kan miste fodfæstet, men „er man kun pragmatiker, handler man kortsigtet … og risikerer på længere sigt at være gået i den forkerte retning”.
Det er særligt farligt at være for pragmatisk, når verden er under opbrud og forandring, og der i endnu højere grad er brug for et værdibaseret kompas at styre langsigtet efter.
Man går i den forkerte retning, når man vedtager en indskrænkning af ytringsfriheden for at forhindre koranafbrændinger. Måske er det kun de færreste af os, der vil tage Voltaire-testen for Rasmus Paludan – altså dø for hans ytringsfrihed – men når det frie ord bliver tryktestet i svære situationer, indser vi, hvor grundlæggende det er. Tænk på den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan, der har makuleret Koranen som kunsthappening. Det er også et opgør med den måde, som præstestyret i Teheran (mis)-bruger religionen på. Skal hun nu kunne dømmes – i Danmark, efter dansk lov? Som Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen, udtrykker det klart: Den nye lovgivning gør, at en bog nu er mere værd end en kvindes liv.
Det at skride til lovgivning nu underminerer også den tidligere danske indsats for frihed. Danmark har været under meget større pres fra muslimske lande end i dag. Og under meget højere sikkerhedsrisiko under og efter Muhammed-tegningerne fra 2005 og frem uden at gradbøje ytringsfriheden med ny lovgivning. Jeg arbejdede dengang selv i kriseteamet i Udenrigsministeriet. Det var en fornøjelse at have en klar politisk linje og opleve den villighed til at stå fast fra Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møllers side. Sidstnævnte har i øvrigt et godt forslag – skrevet i Berlingske – om at bruge den eksisterende danske lovgivning inden for ordensbekendtgørelsen mere aktivt for at begrænse, hvordan og hvor man kan brænde bøger af offentligt, i stedet for at indføre en ny knæfaldslovgivning, der kommer til at ramme meget bredere.
Det er heller ikke sikkert, at danske grønne virksomheder får noget ud af handelssamarbejde med Kina på længere sigt
_______
Skal vi generelt bøje ytringsfriheden for udenlandsk pres? Tænk på grundlovsbruddet i 2012, hvor politiet med magt tog demonstrerendes tibetanske flag. Eller på Jyllands-Posten, der i 2021 bragte en karikaturtegning af Kinas flag udstyret med gul coronavirus i stedet for stjerner. Det sidste ses som utilbørligt i Beijing.
Lars Løkke Rasmussens besøg i Kina i august var også for pragmatisk. Selvfølgelig skal en dansk udenrigsminister besøge landet, der er verdens andenstørste økonomi. Men der var ingen grund til, at udenrigsministeren skulle udøve kunstigt åndedræt til ,det strategiske partnerskab’. Det tidligere arbejdsprogram under partnerskabet udløb i 2020 under corona. Ingen savnede det. Og tiden er for længst løbet fra at kalde Kina en strategisk partner. De fleste danskere ville studse over det udtryk, når nu Lars Løkke Rasmussen ikke engang turde tage sin egen telefon med til møderne med sin kinesiske kollega pga. frygt for hacking og aflytning.
Siden det strategiske partnerskab blev indgået i 2008, hvor jeg selv som dansk diplomat deltog i forhandlingerne, har Xi Jinping bevæget Kina i en mere autoritær retning, som udfordrer den eksisterende verdensorden. Han har smidt hele befolkningsgrupper som uigurerne i fangelejre. Og Xi har tegnet verdenskortet op med sig selv som autokraternes leder. Det ses ved det strategiske manifest, som Putin og Xi udgav sammen i start-februar 2022 – et par uger før Putin satte Ukraine i brand. Putin og Xi går målrettet efter en anden verdensorden med den stærke mands ret både nationalt og internationalt. Stik mod Danmarks internationalt retbaserede verdensbillede. Sidenhen har Kina også øget sine militære trusler mod Taiwan.
Om Løkkes håndtering af Kina siger flere, at det er en slags nødvendighedens politik. I en debat med mig hos Finans Danmark sagde Christina Boutrup, erfaren TV 2-korrespondent og Kina-forfatter, at Løkke ikke havde haft noget reelt valg. Mit svar var det omvendte – at både ministeren og Danmark kunne handle anderledes. Se blot rundt i det Europa-politiske landskab. Mindre lande som Litauen med udenrigsminister Landsbergis og premierminister Šimonytè, Slovakiet med præsident Čaputova og Tjekkiet med præsident Pavel har alle valgt at stå imod Kinas pres og økonomiske bøllemetoder, også selvom det koster på bundlinjen, hvis samhandlen reduceres.
Umiddelbart efter sin valgsejr i januar måned som Tjekkiets nye præsident tog Pavel imod to telefonopkald: et fra præsident Zelenskyj og et fra Taiwans præsident, Tsai Ing-wen. Det siger meget om Pavels værdipolitiske verdensbillede, hvor to demokratier er under pres fra autoritære naboer. Kina har protesteret højlydt over hans kontakt til Taiwan, men som Pavel har udtalt, er han en fri mand valgt i et frit land. Desuden har tjekkisk økonomi ikke lidt synderligt. Der er et langt større spænd for at føre værdipolitik, end vi bliver påduttet med argumenter om ,nødvendighedens udenrigspolitik’.
Læg dertil den tyske grønne udenrigsminister Annalena Baerbock, som tidligt i sin ministergerning gik ud og advarede de tyske virksomheder – der fx på bilmarkedet er de mest eksponerede over for Kina – om, at risikoen ved at handle med Kina var steget betydeligt. Baerbock ville ikke være med til at gentage samme fejltagelse, som Tyskland begik, da man lod sig blive overdrevet afhængigt af russisk gas. På rekordtid efter Ruslands invasion er det lykkedes hendes kollega økonomiminister Habeck at rykke det tyske forbrug af russisk gas fra 40 pct. til 8. Under kansler Merkel fik vi ellers i årevis at vide, at det var umuligt at ændre på Tysklands afhængighed af energi fra Rusland – samt at gasledningerne Nordstream 1 og 2 var nødvendige onder. En kæmpe pragmatisk blindgyde.
Et andet skinargument om Kina er, at vi pinedød ikke alene skal snakke, men også handle med riget i midten for at redde klimaet. Det var en hovedbegrundelse for at fastholde det strategiske partnerskab på grønne løsninger. Og ja, Kina er verdens største udleder af drivhusgasser. Men det betyder ikke, at vejen til et bedre klima for os alle kommer ved at snakke Beijing efter munden på internationale møder. Lars Løkke Rasmussen prøvede selv som statsminister i 2009 ved klimatopmødet (COP15) og oplevede, hvor ubøjelige Kinas repræsentanter kan være.
Det er heller ikke sikkert, at danske grønne virksomheder får noget ud af handelssamarbejde med Kina på længere sigt. Se blot Vestas, hvis møller er blevet kopieret på det kinesiske marked og nu også bliver udkonkurreret på pris af kinesiske konkurrenter i Danmark og Europa. Om nogle år kan danske mølleproducenter være fortid, fordi Kinas firmaer med statsstøtte i ryggen har underbudt dem. Det er et velkendt mønster – for Kinas regering og virksomheder har allerede gjort det på solpaneler og forsøger nu, med samme manøvre, at udkonkurrere europæiske elektriske biler.
Derfor kan en dansk grøn Kina-politik bedre udfolde sig i at samarbejde i EU om at ændre udbuddene på vindmølleparker, så europæiske udbydere, der arbejder bæredygtigt og på markedsvilkår, favoriseres. I det internationale spor kan endnu en langtrukken COP-konference vise sig at rumme mindre udbytte, end hvis EU, gerne sammen med USA og Japan, introducerer en afgift på CO₂, der kan sikre, at også kinesiske produkter tilskrives den rette – også klimamæssige – værdi og påvirkning.
Hvis Lars Løkke Rasmussen så stærkt ønsker at promovere dansk erhvervsliv, også de svære steder, så kunne han passende tage til Taiwan. Selvom de færreste ved det, gør danske virksomheder Danmark til den største udenlandske investor blandt EU-landene på øen med vindmølleprojekter i Taiwanstrædet i milliardklassen. Hvis de investeringer lå et hvilket som helst andet sted på kloden, ville danske ministre falde over hinanden for at tage afsted og sole sig i succesen. Men frygten for Kina gør, at regeringen bøjer sig på forhånd. Den tyske regering har dog vist vejen og i marts 2023 sendt en tysk minister til Taiwan for første gang i mange år.
Med andre ord: Der er masser af manøvrerum for, at idealismen og ikke kun pragmatismen kan få råderum i dansk udenrigspolitik. Som den danske frihedskæmper Morten Nielsen så fint indfangede idealismen: „Den, som kæmper, taber aldrig helt”.■
Hvis Lars Løkke Rasmussen så stærkt ønsker at promovere dansk erhvervsliv, også de svære steder, så kunne han passende tage til Taiwan
_______
Jonas Parello-Plesner (f. 1973) er direktør for demokratifonden Alliance of Democracies. Har en baggrund som diplomat med fokus på Kina og var senest afdelingschef for udenrigspolitik på ambassaden i Washington 2013-17. Han har også arbejdet som Kina-specialist for internationale tænketanke i Washington, Bruxelles og London. Han er bogaktuel med ”Kampen om Taiwan” på Gyldendal
ILLUSTRATION: Københavns Universitet, 16. maj 2023: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) præsenterer regeringens nye udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske strategi – kendetegnet af ,pragmatisk idealisme’ – for universitetets studerende [FOTO. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]