Mark Galeotti i RÆSONs nye trykte nummer: Bare en begyndende forestilling om, at støtten skulle erodere, ville være katastrofal for ukrainerne

16.10.2023


Selv hvis alle russiske soldater blev presset ud, så ville det ikke afslutte krigen. Det ville bare rykke fronten ud til de nationale grænser. Jeg tror, at vi bliver nødt til at erkende, at så ville Rusland stadig være i stand til at genmobilisere sine styrker, sende missiler ind over grænser og genoptage angrebet, når de ville. Det her bliver en langsigtet konflik.”

Interview med Mark Galeotti (f. 1965), forsker ved den britiske tænketank Royal United Services Institute og honorær professor ved det slaviske og østeuropæiske institut ved University College i London (UCL). Han er ekspert i grænseoverskridende kriminalitet samt i russisk sikkerhedspolitik. Interview af Niels Koch-Rasmussen.

Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkommer 15. oktober. Læs mere her.

RÆSON: Hvad er din vurdering af modoffensiven indtil videre?

GALEOTTI: Sandheden er, at modoffensiven rykker fremad. Ukrainerne har trods alt at gøre med nogle ret robuste forsvarslinjer og ærligt talt nogle uventet effektive russiske forsvar – så, i den kontekst, ja, så rykker de fremad.

Er det så sandsynligt, at de vil opnå deres mål om at bryde gennem alle linjerne, før vinterens komme gør store angreb meget sværere? Formentlig ikke, men vi kunne let blive overrasket. De har en meget bedre chance for i det mindste at kæmpe sig så langt frem, at de kan sætte de afgørende vej- og jernbaneforbindelser til Krim under beskydning – så deres artilleri altså kunne ramme russernes forsyningslinjer. Det er, tror jeg, ærligt talt det primære og mest troværdige ukrainske mål for øjeblikket. Måske opnår de det, måske ikke.

Det her er ikke en krig, der kan vindes med én offensiv. Vi bliver nødt til at indse, at det her er en konflikt, som vil vare et år, to år, eller hvem ved hvor meget længere. Og jeg mener, at vi i den kontekst ofte bliver nødt til at træde et skridt tilbage fra den umiddelbare optagethed af, at ,denne landsby er faldet’, og ,yderligere 100 meters territorium blev vundet i løbet af natten’. Ikke?

Hvordan tror du, russerne vurderer den ukrainske modoffensiv? Putin har ved flere lejligheder kaldt den fejlslagen.

Set fra russernes perspektiv forventer de ikke at vinde krigen på slagmarken. Og på mange måder vinder de faktisk ved ikke at tabe. Deres syn på sagen er, at jo længere det her fortsætter, kan ukrainerne først og fremmest meget vel blive ude af stand til at fortsætte den samme offensiv.

Vi kender jo ikke det præcise tabstal for hver part. Men ifølge de mere pålidelige kilderhar russerne tabt flere soldater, men proportionalt til befolkningstal har ukrainerne lidt større tab. Det her er en krig, hvor vi i Vesten forsyner ukrainerne med alt, bortset fra varme kroppe. Telefonrundspørger viser, at 80 eller 90 pct. af ukrainerne siger, at de vil kæmpe for evigt. Men vi bliver nødt til at anerkende begrænsningerne ved den slags målinger – det bliver næsten en patriotisk pligt at sige det rigtige. Og vi har set andre steder, at den offentlige stemning faktisk kan ændre sig.

Russerne håber, at de kan holde ud længere end Vesten. Og hvis der er ét oplagt punkt, der kan føre til fiasko for ukrainerne, så er det i forhold til vestlig støtte, finansielt og militært. Vi bruger trods alt milliarder af euro, dollars, pund og jo også kroner hver måned, ikke bare til at levere militært udstyr osv., men også til at holde den ukrainske økonomi i live. Og forestil dig, hvis det hørte op. Jeg mener, bare en begyndende forestilling om, at støtten skulle erodere, ville være katastrofal for ukrainerne. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det sker, men jeg tror, at Putin har overbevist sig selv om det, fordi han bliver nødt til det – fordi det er hans eneste chance: At hvis han holder ud længe nok, vil der komme et punkt, hvor den vestlige støtte begynder at aftage. Om ikke andet i USA, hvis vi får en Trump-sejr, eller bare generelt hvis Republikanerne vinder valget næste år.

I russisk perspektiv finder man en fornemmelse af, at så længe de holder fast i deres tilstedeværelse, vil chancerne være der for enten at kunne tvinge ukrainerne til en uretfærdig fred eller bare at fastfryse konflikten på en måde, som de kan sælge til offentligheden ved at sige, ,her kan I se, vi har bekæmpet NATO og deres stedfortræder til stilstand’. Det vil være deres håb.


Flyvestation Skrydstrup: Volodymyr Zelenskyj og Mette Frederiksen afholder pressemøde, ifm. med Danmarks donation af F-16 til Ukraine

Og hvordan ser du på den vestlige koalition – og stabiliteten af den – med tanke på disse seneste udviklinger og med diskussionerne om den noget skuffende ukrainske modoffensiv indtil videre i baghovedet?

Den vestlige koalition har vist sig at være uventet robust, særligt i forhold til hvor hurtigt den blev dannet, og hvor godt den holder ud. Vi kan se Ungarn som en tydelig afviger, men det har Ungarn jo været fra starten af.

Så længe USA er engageret, så er det til en vis grad lige meget, hvad andre mener, for det er alligevel USA, der leverer størstedelen af støtten – men også alene risikoen for sekundære sanktioner ville afskrække ethvert europæisk land, der overvejer at bryde med koalitionen, fra fx at handle med Rusland. Men hvis USA begynder at trække sig tilbage, så bliver det næsten irrelevant, hvad Europa gør, for jeg tror ikke, nogen i Europa har lyst til at investere den nødvendige mængde ressourcer for at udfylde hullet efter USA. Så når det kommer til stykket – hvis vi skal være ærlige – så afhænger det hele af USA. Og i forlængelse af det er det præcis sådan, Putin ser Europa: Det er simpelthen bare USA’s Warszawa-pagt.

Det er ikke, fordi Europa er irrelevant; vi bliver bare nødt til at erkende de massive ubalancer. Det, Europa kunne gøre, er at give USA et påskud – hvis visse europæiske lande bliver mere lunkne og begynder at tale om at nedskalere eller nægte fortsatte leverancer af våbensystemer, ammunition osv. – så giver det amerikanerne muligheden for at sige, ,jamen, det er ikke i bund og grund vores opgave at sørge for sikkerheden rundtom i verden, hvis selv de, som er tættest på ødelæggelserne, ikke engang er villige til at tage deres del af ansvaret’.

En af grundene til, at jeg altid er en smule skeptisk over for den konstante sang: ”Åh, vi har brug for flere våben nu”, og ”hvorfor giver vi ikke ukrainerne alt det, de har brug for”. Altså, bortset fra at det faktisk kræver tid og ressourcer for ukrainerne overhovedet at forbruge den hjælp, de modtager, så er det også et faktum, at det her ikke bliver en kort konflikt –selv hvis hver eneste russiske soldat presses ud af hver eneste kvadratcentimeter besat territorium – hvilket er meget, meget usandsynligt… Men selv hvis alle russiske soldater blev presset ud, så ville det ikke afslutte krigen. Det ville bare rykke fronten ud til de nationale grænser. Jeg tror, at vi bliver nødt til at erkende, at så ville Rusland stadig være i stand til at genmobilisere sine styrker, sende missiler ind over grænser og genoptage angrebet, når de ville. Det her bliver en langsigtet konflikt.

Og min bekymring er, at vi sender alt til ukrainerne nu, men at vi ikke kan holde kadencen. Det her er jo i høj grad blevet en økonomisk og industriel konflikt. Og på en eller anden måde burde vi jo ikke bare levere alting nu, for så – lad os bare sige til marts – at løbe tør.

 

Det er ikke, fordi Europa er irrelevant; vi bliver bare nødt til at erkende de massive ubalancer
_______

 

Dynamikken mellem USA og EU har for mig at se i høj grad lagt op til, at USA skulle levere mest og først, og så skulle EU på længere sigt øge produktionen for måske at yde økonomisk bistand eller levere støtten i det lange løb. Men hvordan ser du udviklingen her? Har EU truffet de rette foranstaltninger for at yde støtte på længere sigt?

Det korte og simple svar er nej.

Der er meget snak, og der bliver også afsat penge. Der bliver handlet. Men vi bliver nødt til at erkende, at det ikke er let. Vi har brugt så mange år, årtier, på at nedskalere vores produktion. Vi har omstruktureret vores militære styrker til primært at kunne udføre små interventioner og operationer i udlandet snarere end store krige. Og vi forstod ikke fuldt ud, hvor ressourcekrævende en fuldbyrdet moderne krig er. Russerne brugte anslået ti millioner artillerigranater sidste år. Og i en tid med just-in-time-industriproduktion og dag-til-dag-levering er vi blevet vant til, at man i bund og grund kan købe lige, hvad man vil. Men det passer ikke. Fx er det interessant, at ligesom russerne rækker ud til Nordkorea, må man også erkende, i hvor høj grad konflikten holdes i gang af Sydkorea, som ikke direkte bevæbner Ukraine, men sælger hundredtusindvis af artillerigranater til amerikanerne, så amerikanerne kan sende deres egne til Ukraine. Og Europa er efter min mening meget mindre opfindsomme i forhold til partnerskaber, og hvordan man løser det her problem, som i bund og grund handler om ammunition.

Og en sidste pointe til det: klyngebomber. For mig at se har de udgjort et interessant eksempel på det, ærligt talt, grundlæggende hykleri i den moderne verden. De fleste vestlige lande fordømmer klyngebomber som noget, der virkelig burde forbydes. Det gjorde amerikanerne ikke. Amerikanerne har leveret store mængder klyngebomber til ukrainerne, simpelthen fordi de blev nødt til at gøre det ud for ukrainernes mangel på artilleri. Og bortset fra lidt løftede pegefingre og murren i krogene siger Europa ingenting til det. Jeg tror, vi har indset, at denne moraliseren og påberåbelse af moral ikke er noget værd på slagmarken.

 

Min bekymring er, at vi sender alt til ukrainerne nu, men at vi ikke kan holde kadencen. Det her er jo i høj grad blevet en økonomisk og industriel konflikt
_______

 

Lad os gå videre og tale om den interne dynamik i Rusland. Hvor stabilt anser du det russiske politiske system for at være efter Wagner-mytteriet?

Det er meget ligesom med modoffensiven, at mediedækningen desværre i høj grad svinger mellem ,Rusland bryder sammen næste onsdag’, og ’Putin er stærkere end nogensinde’. I praksis tror jeg, at regimet stadig er stærkt, men i tiltagende grad også skrøbeligt. Jeg tror, det er den bedste måde at beskrive det på. Regimet har fortsat nogle overvældende styrkesider – lige fra sikkerhedsstyrkernes kapacitet til at undertrykke, hvem end der kommer i vejen, til det faktum, at teknokraterne, som faktisk styrer systemet for Putin, har vist sig at være uventet effektive i administrationen af finanserne, industriproduktionen og lignende. Dog er der også tydelige tegn på, at regimet er under pres.

Man kan tænke på det sådan, at der er tre grundlæggende søjler i Putins regime: Dets legitimitet, hans kapacitet til at kaste penge efter ethvert problem, der måtte opstå, og for det tredje hans kontrol med sikkerhedsapparatet.

Særligt hvis vi tænker på, hvad der skete under og efter mytteriet, har Putins legitimitet været for nedadgående. Det er interessant, at der på det sidste har været meningsmålinger, hvori russere er blevet spurgt om, hvad de ønsker sig fra en ny præsident, og hvad de ikke ønsker fra en ny præsident. Flertallet svarede, at de ikke vil have en præsident, som er 70 år eller derover – og Putin vil være 71 år, når han stiller op næste år. Det sidste spørgsmål var: „Hvis du kunne stemme på hvem som helst, hvem ville du så stemme på?”. Og kun 30 pct. stemte på Putin eller sagde, at de ville stemme på Putin, hvis de havde frit valg.

Men også inden for eliten har Prigosjins mytteri påvist, at der er én opgave, som ingen anden kan udføre inden for dette system, og som Putin ikke varetager længere: Og det er netop fortsat at holde styr på disse horisontale rivaliseringer. Hele Putins system er bygget op omkring ,del og hersk’; på den konstante konkurrence mellem individuelle fraktioner eller grupperinger. Putin overvåger dem, og når de begynder at udgøre en risiko for destabilisering, træder han til, opløser grupperingen og forfremmer nogle og undertrykker andre. Folk advarede ham om, at striden mellem Prigosjin og forsvarsminister Shojgu udviklede sig i en tiltagende problematisk retning. Han gjorde ingenting. Putin var ærligt talt lammet. Han kan ikke lide at træffe svære beslutninger. Putin ville både have Wagner, og han ville også have forsvarsministeriet – han kunne ikke beslutte sig. Og det førte til mytteriet.

Beslutningen om at dræbe Prigosjin var et udtryk for svaghed snarere end styrke. Selv inden for eliten er der en fornemmelse af, at Putin ikke længere er den samme. Om det så er omstændighederne, der har ændret sig, eller om det er Putin, der har ændret sig – det er formentlig begge dele. Men på den ene eller anden måde tror jeg ikke, hans legitimitet kun er faldet i den brede befolkning, men også i eliten.

Når det angår pengene, er man tydeligvis hårdt presset. Krigsindsatsen er nødt til at gå ud over alt andet. Almindelige russere mærker, at det strammer til.

Og endelig sikkerhedsapparatet. I forbindelse med mytteriet oplevede vi ikke store mængder af afhoppere fra Wagner – men der var heller ikke rigtig nogen, der ville stille sig i vejen og faktisk stoppe gruppen. Mytteriet var en tillidsafstemning om Putin, og de fleste af sikkerhedsstyrkerne afstod fra at stemme. Dét fortæller os, at noget har ændret sig. Putin kom igennem mytteriet, men han er svagere, end da han gik ind.

Vi vil se fortsatte systemiske kriser, for hvis der er én ting, man kan være sikker på i politik, så er det, at der altid kommer en krise til. Og selv hvis han og systemet kommer igennem det, vil de komme endnu svagere ud. På et tidspunkt vil denne nedbrydning blive en fare for eliten. Og det er der, de bliver nødt til at træffe en svær beslutning om, hvorvidt det er farligere at gå efter Putin end bare at holde lav profil og håbe på, at tingene løser sig.

 

Beslutningen om at dræbe Prigosjin var et udtryk for svaghed snarere end styrke. Selv inden for eliten er der en fornemmelse af, at Putin ikke længere er den samme
_______

 

Og hvis vi zoomer ind på eliten: Der var en masse snak om eliten og specielt oligarkerne i begyndelsen af krigen. Med tanke på alle Ruslands tilbageslag på slagmarken og det nylige mytteri fornemmer vi så en vis bevægelse eller røre i eliten? Du nævnte en mulig utilfredshed, men kan vi få en bedre fornemmelse af fra hvem?

Der er ikke rigtig nogen navne, for på nuværende tidspunkt er det en farlig ting at kritisere Putin offentligt og åbent. Regimet er blevet mere autoritært og mere paranoidt. Men det interessante er, at i fortiden har vi tænkt på oppositionen til Putin som værende liberal –med folk som Navalnyj, som nu er i fængsel. Den opposition er blevet tvunget til tavshed eller i eksil. Nu ser vi i stigende grad, at Putin kommer under pres fra den nationalistiske fløj, de såkaldte ultrapatrioter; folk, som ikke nødvendigvis havde et problem med invasionen af Ukraine, men som har et problem med den amatørisme, korruption og inkompetence, som har vist sig. t Et af de mest åbenmundede medlemmer er Igor Girkin, som går under kaldenavnet Strelkov – manden, som i bund og grund ledede operationen, da MH17 blev skudt ned i 2014 og som i årevis har været en særdeles skarp kritiker af Putin og regeringen. Han fik lov til at gøre dette uden konsekvenser i lang tid, fordi han på en måde kunne fungere som en trykventil. Han talte for mange mennesker i sikkerhedsapparatet og militæret i særdeleshed. Nu, efter mytteriet, er han blevet arresteret og bliver retsforfulgt for anklager om ekstremisme.

Og efter min mening er det det her, der er det interessante: Vi begynder at se, at folk, som engang ville have været Putins naturlige støtter, i stigende omfang bliver hans kritikere.

Så er der teknokraterne. Den bedste indikator, vi har her, er ikke så meget, om de taler imod regeringen, men om de gør én af to ting: enten lægger de vægt på de nuværende problemer, men uden at sige, at det hele skyldes den dumme invasion – eller gør de klart og tydeligt så lidt som overhovedet muligt for at tage del i hele ,Z’-patriotismen og den toksiske, nationalistiske strømning.

Man kan fx kigge på folk som borgmesteren i Moskva, Sergej Sobjanin, der skal stå for at skaffe penge til genopbygningen af byerne i Donetsk og Luhansk. Da han blev bedt om det, blev han nødt til at bruge byens penge på at rekruttere et lokalt regiment af frivillige. Og fra tid til anden taler han på nationalistiske platforme, men det er virkelig slående, i hvor høj grad han søger at understrege, at han bare er teknokrat; at han gør sit arbejde og gør det for folket i Moskva i disse svære tider. Ved lokalvalgene i september stillede han op til genvalg og vandt med noget i retning af 76 eller 77 pct. – den højeste stemmeandel, han nogensinde har haft.

Ellers har vi andre teknokrater, som lederen af den russiske centralbank, Elvira Nabiullina, der gør et fantastisk stykke arbejde med at administrere økonomien, i det omfang det er muligt. Hun var, praktisk talt, klædt i sort i krigens første år i alle sine offentlige optrædener. Hun var kendt for altid at bære brocher, der udgjorde et slags spor for, hvad hun ville sige – der var næsten et lille spil i gang med kommentatorerne – og længe bar hun ingen broche. Det er de her små måder, hvorpå man kan sige, jeg gør ikke noget så åbenlyst, at jeg bliver en trussel, men jeg vil bare have, at folk ved, hvor jeg står.

Det her er en pointe, som ligger mit hjerte meget nært: Dette er vigtigt, fordi det antyder, at folk overvejer muligheden af ikke bare et Rusland efter krigen, men et Rusland efter Putin. At nogle mennesker vil have lov til at vise deres gode intentioner og sige, ,hør, jeg kunne ikke gøre noget ved krigen som sådan. Men jeg gjorde det bedste, jeg kunne under omstændighederne’. Det siger noget om, hvor eliten står.

,Et Rusland uden Putin’: Kan vi spekulere i, hvilken retning sådan et scenarie peger? Mod venstre – til den teknokratiske, moderate side – eller kan vi forvente en ultranationalistisk drejning, der går længere mod højre end Putin?

Ultranationalisterne har ikke nogen stor vælgerskare. De er kun vigtige, fordi de simpelthen er overrepræsenterede i de grupper i samfundet, som har våben. Deres reelle betydning bliver formentlig at udhule Putins forsvar, kunne man sige. At de ikke vil dukke op – at når han ringer til dem, tager de ikke telefonen.

Man skal huske på, at Putin og hans regime i stigende grad er ved at blive et oldingevælde. De fleste omkring ham er 68 år og opefter. Hvis man kigger på den næste politiske generation – det er teknokraterne, men teknokraterne er også kleptokrater og på ingen måde demokrater. Det er ikke venstrefløjen – de vil bare gerne tilbage til de gode, gamle dage, hvor de kunne stjæle i industriel skala og samtidig nyde frugterne af deres rigdom, at ligge for anker i deres yacht ud for Italiens kyst, at købe deres fine lejlighed i London, at få deres virksomheder børsnoteret på New York Stock Exchange.

Vi taler ikke nødvendigvis om rare, pæne mennesker, vi taler om skruppelløse og pragmatiske opportunister. Og fra vores synspunkt er det godt: Vi i Vesten ved, hvordan man håndterer skruppelløse kleptokrater. Vi gør det hele tiden. I det mindste vil det være folk, som vil have Rusland ud af konflikten.

 

Når det angår pengene, er man tydeligvis hårdt presset [i Rusland, red.]. Krigsindsatsen er nødt til at gå ud over alt andet. Almindelige russere mærker, at det strammer til
_______

 

Hvis vi kort vender tilbage til mytteriet og Prigosjins fald, hvordan påvirker det så Wagner og særligt Ruslands stilling og ret lukrative involvering i Afrika?

Det her er virkelig spændende. Tænk på Prigosjins eget forløb efter mytteriet – først var Putin rasende og sagde ting, som skulle skade Prigosjin, og kaldte han en forræder. Men så blev Prigosjin og hans kommandører inviteret til te i Kreml. Vi så Prigosjin til det store topmøde mellem Rusland og de afrikanske lande i Sankt Petersborg. Det var ret tydeligt, at fra Kremls perspektiv var Wagner ude af krigen og ude af Rusland, men de ville gerne have, at Wagner fortsatte deres operationer i Afrika, fordi det jo er virkelig indbringende. Det hjælper i høj grad med at genere og distrahere Vesten, især Europa og i særdeleshed Frankrig. Så på alle disse måder var Wagner et godt geopolitisk instrument, i en tid hvor Rusland havde meget lidt blød og diplomatisk magt i verden. Men jeg tror, at Putin ændrede mening og besluttede sig for, at Prigosjin var for farlig og derfor blev nødt til at blive dræbt.

Det store spørgsmål er, om Wagner kan overleve uden Prigosjin. Jeg er ikke overbevist. For det første er Wagner ikke bare et simpelt kompagni af lejesoldater. Wagner var attraktive for så mange regimer, fordi det var en del af et større forretningsimperium – derfor kunne de betales, ikke som de fleste lejesoldater med kontant afregning, men ved at give andre af Prigosjins firmaer lov til at drive minedrift. Når man hyrer Wagner, kan man også hyre politiske teknologer, der kan hjælpe med at manipulere valg, eller som kan køre kampagner på de sociale medier i Vesten om, at man udgør et vitalt forsvarsværk mod Jihad, eller hvad end man nu vil have.  Uden det forretningsimperium er Wagner bare en flok mænd med skydevåben. Og der er mange mænd med skydevåben, som kan købes på det internationale marked for tiden.

Rusland håber, at Wagner kan opretholdes. Da viceforsvarsministeren, Junus-bek Jevkurov, var på besøg i Den Centralafrikanske Republik, sagde han noget i retning af, at ,nej, nej, det er fint nok; Wagner er nu drevet af det russiske forsvarsministerium, alt er, som det plejer’. Men vi får se. Pointen er, at Wagner var så succesfuld pga. de mange ulovlige pengestrømme, luskede handler under bordet, bestikkelse af lokale embedsfolk og guld, som på forskellige måder blev smuglet gennem De Forenede Arabiske Emirater og ind i Rusland, og det ene og det andet. Forsvarsministeriet kan godt styre de her meget professionelle lejesoldater, men jeg er ikke sikker på, at det kan fortsætte.

Så jeg tror, vi vil se Wagner forvitre, men det vil tage tid. For øjeblikket har de kontrakter. De spiller en rolle.

 

Det store spørgsmål er, om Wagner kan overleve uden Prigosjin. Jeg er ikke overbevist
_______

 

Hvis vi vender tilbage til modoffensiven og slagmarken, så har der været en del diskussion af Ruslands mangel på mandskab og behovet for, at Putin iværksætter en anden mobiliseringsbølge. Hvordan ser du dette udspille sig? Og kommer det til også til at påvirke storbyerne som Moskva og Sankt Petersborg, som har været mere eller mindre skånet hidtil?

Jeg tror, det er næsten uundgåeligt, at det vil ske. De russiske generaler har ønsket det i flere måneder nu, men Putin har holdt igen. Igen er han tøvende og tilbageholdende, som sædvanlig. Jeg tror gerne, Putin ville have guvernørvalgene overstået først – og de er overstået nu.

Det tager noget tid, fra man påbegynder mobiliseringen, til man har, tja, jeg ville ikke engang sige veltrænede og professionelle tropper, men før man har nogle ret svage tropper, som i det mindste kan genkende den farlige ende på en Kalasjnikov. Det tager flere måneder – hvis ikke længere. Så de vil formentlig lancere en mobilisering, hellere før end senere, så de har vinteren til at forberede soldaterne, før operationerne genoptages til foråret. De får brug for mindst 100.000 yderligere tropper, måske endda flere.

Og ja, det bliver problematisk, politisk set. De har jo introduceret alle de her nye regler, der forhindrer folk, som er blevet indkaldt, i at forlade landet – det tog nogle måneder at få gennemført, men nu har de åbenbart fået forbundet paskontroldatabaserne med militærkommissariatets databaser, så nu bliver det behandlet automatisk. Sidste gang de igangsatte en mobilisering, var der trods alt tre russere, der forlod landet, for hver soldat de fik mobiliseret.

Hvis du virkelig var imod regimet, har du tidligere kunnet forlade landet. Nu findes denne flugtventil ikke længere – nu sidder du fast i landet, men er vred, og regimet vil give dig et våben. Så politisk er det en meget usikker proces. Jeg tror, vi vil se protester igen. Det vil staten være forberedt på. De vil blive undertrykt af Nationalgarden – som nu, da den ikke rigtig spiller en rolle i krigen, er de formentlig mere villige til at slå hårdt ned.

Men jeg er spændt på at se, hvad der sker, når de mobiliserede soldater engang vender hjem igen. De havde ikke lyst til at være der. De er vrede. De er trænet til at kæmpe og trænet til at operere i enheder. Og så kommer de hjem til et forarmet land, efter al sandsynlighed midt i et militært nederlag, hvilket formentlig også vil skærpe modstanden. Ja, det kommer helt klart til at blive et problem, også et slags taktisk problem i forhold til at holde styr på gaderne under mobiliseringsbølgen. Og det kommer afgjort til at skabe flere protester.

Næste år stiller Putin jo op til genvalg. Han vinder – det er klart – men russiske valg handler ikke så meget om, hvem der vinder. Det afgørende er snarere, i hvor høj grad Kreml bliver nødt til at manipulere med valget for at opnå det ønskede resultat. Så på nogle måder tror jeg, at Putin håber, at mobiliseringen ganske vist kan forårsage en tilbagegang i popularitet på kort sigt, men at han med yderligere 200.000 til 300.000 tropper vil være i stand til at opnå nogle sejre før valget. Og at folk så på en måde vil fokusere mere på de nylige sejre, som vil blive udbasuneret i medierne, snarere end på mobiliseringen.

At man på et tidspunkt vil opleve en flok vrede kampsoldater vende tilbage, er en del af en langsigtet degenerering af systemet. Og det kommer ærligt talt til at blive en større udfordring for regimet

 

At man på et tidspunkt vil opleve en flok vrede kampsoldater vende tilbage, er en del af en langsigtet degenerering af systemet. Og det kommer ærligt talt til at blive en større udfordring for regimet
_______

 

Det russiske valg i 2024: Overser vi en central begivenhed her, som kan vise sig at få stor betydning for krigen?

Valg er altid farlige for autoritære regimer, der forsøger at lade som om, de er demokratiske, fordi man jo bliver nødt til at tillade en vis grad af debat. Og man bliver nødt til på en måde at åbne op for muligheden for forandringer – for et af de punkter, hvor Putins regime har været så effektivt, har været i bund og grund at forsøge at afpolitisere russerne. Ved mere eller mindre at sige, ,hør, det er ikke engang besværet værd at tænke på politik, for det er ligesom vejret. Man kan ikke ændre det. Man kan kun udholde det’. Men pointen er, at valg uundgåeligt medfører den her fornemmelse af at se mod fremtiden og ideen om, at den kan se anderledes ud, selv hvis man ikke rigtig tror på systemet. Og hvis man kigger på de største protester, vi har set under Putin, Bolotnaja-protesterne i 2011-12, vil man igen se, at de kom i kølvandet på valg, som i bund og grund var manipulerede.

Det afgørende i russiske valg er, hvor meget staten bliver nødt til at gøre for at opnå det ønskede resultat. For tiden går snakken på, at Putins valgledere ønsker at opnå en hidtil uset høj stemmeandel med 80 pct. af stemmerne. Putin har aldrig fået 80 pct. af stemmerne før. Så de føler, at de bliver nødt til at vise, at det her altså virkelig bliver svært. Formentlig vil de prøve at udpege en symbolsk – liberal – modkandidat og så nogle virkelig groteske kandidater, som ved siden af Putin vil få denne til at fremstå statsmandsagtig og fornuftig, altså de sædvanlige taktikker. Så er jeg også sikker på, at de vil præsentere alverdens bonusser til forskellige dele af vælgerkorpset op til valget – pensionister, krigsveteraner m.fl. – der alt sammen koster penge, som Rusland faktisk ikke har. Men selv med alt det, og selv med det sædvanlige store udtræk, så bliver de nødt til at manipulere afstemningen. Og det indebærer en vis risiko.

Så ja, det kan komme til at få stor betydning. Der vil kunne ske en af to ting. Det kunne udløse masseprotester. Og her er det igen afgørende, hvor sikkerhedsstyrkerne står – hvis de skrider ind på hurtig og brutal vis, er autoritære regimer desværre tilbøjelige til at vinde ude i gaderne. Men hvis de viser sig ikke at være så vilde med at gå ud og slå deres naboer ned, så vil gadedemonstranterne kunne opnå et vist momentum.

Folkets magt alene kommer ikke til at være i stand til at fjerne Putin fra Kreml. Men hvis eliten tænker, at hvis de ved fortsat at støtte Putin kan risikere at komme til at hænge fra en lygtepæl, så kan det meget vel være det, der får dem til at beslutte, at han er blevet for farlig og er nødt til at blive afsat. Som Khrusjtjov: Han kæmpede med både Cubakrisen og protester på hjemmefronten, og der opstod den her fornemmelse af, at ham her bliver nødt til at gå af, fordi vi må bevare vores egen position i systemet. Så det er første mulighed.

Men selv hvis det ikke sker, kommer systemets legitimitet stadig til at opleve et alvorligt slag. Folk vil sige fra. Folk vil blive mindre og mindre villige. Og vi vil se det i form af lavere produktivitet, højere selvmordsrater – alle de sædvanlige indikatorer, hvilket også bliver nedbrydende i det lange løb, fordi det også var det, der skete i Sovjetunionen. Det, vi har set indtil videre, er faktisk en form for fremskyndet version af Sovjetunionens tilbagegang – bare endnu uden en Gorbatjov. ■

 

Det, vi har set indtil videre, er faktisk en form for fremskyndet version af Sovjetunionens tilbagegang – bare endnu uden en Gorbatjov
_______

 

Mark Galeotti (f.1965) er uddannet på Cambridge og LSE, chef for konsulentfirmaet Mayak Intelligence og forfatter til en række artikler og bøger herunder “The Weaponisation of Everything: A Field Guide to the New Way of War” (2022) og “Putin’s Wars: From Chechnya to Ukraine”, der udkommer i november 2022.

ILLUSTRATION: Washington D.C., 21. september: Præsident Zelenskyj taler med pressen efter et møde flankeret af hhv. Mitch McConnell (tv) fra Republikanerne og Charles Schumer (th) fra Demokraterne ifm. vedtagelsen af en ny militær og humanitær støttepakke til Ukraine [FOTO: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix]