Niels Boel: Vestens selvmodsigelser kan stå i vejen for den dialog, som er nødvendig, hvis dommedag skal undgås

14.02.2023


Den afskyelige krig er helt og holdent Putins ansvar. Men Vesten bør på ingen måde medvirke til at gamble med verdens fremtid i ellers nok så vigtige princippers navn.

Niels Boel i RÆSON OPINION

VESTEUROPÆISKE nyhedsudsendelser ligner salgskataloger for militært isenkram: Leopard-tanks åler sig rask over steppen. F35’ere bryder lydmuren på et splitsekund. Tilbage i studiet redegør militæreksperter for dødbringende mekanikkers fortræffelighed og afvejer det ene missilsystems fordele over det andet. Vladimir Putins aggression er blodig virkelighed for ukrainerne. Men for våbenfirmaer som Lockheed Martin og Northrop Grumman er det en fest. Og for militæreksperter en stjernestund.

Ledende politikere som Rishi Sunak, Emmanuel Macron og Mette Frederiksen kappes om at vise støtte til ukrainernes befrielseskamp. Men for hver vestlig beslutning om at sende nye våbenleverancer til Ukraine, fra missiler til tanks, fra F16-fly til ubåde, rykker verden potentielt nærmere ragnarok.

Seks vestlige selvmodsigelser kan stå i vejen for den dialog, som er nødvendig, hvis dommedag skal undgås.

Selvmodsigelser

For det første afskrives Putin på den ene side ofte som gal, mens hans atomare trusler på den anden side slås hen som bluf. Gal eller durkdreven – det hænger ikke sammen. Selvfølgelig vil Putin ikke bruge atomvåben, vel? Ligesom det d. 23. februar var en selvfølge, at Putin ikke ville angribe.

Vi er nødt til at tage enhver trussel om brug af atomvåben alvorligt. Krigen er Putins ansvar. Men han tager hele planeten som gidsel. Og hans kynisme frikender ikke de vestlige ledere fra et ansvar for at gøre, hvad de kan for at undgå ragnarok.

For det andet leverer vi våbenarsenalet, der holder Ukraine på benene, samtidig med at vi siger, ukrainerne selv skal bestemme, hvornår de vil forhandle. Det hænger heller ikke sammen. Vel udviser ukrainerne heltemodig modstand. Men som den højspændte diskussion om levering eller ej af Leopard-tanks viste, afhænger ukrainsk resiliens på slagmarken af vores beslutninger. Leopard-, Abrams- eller Leclerc-tanks? F16 eller Mirage-fly? De vestlige magter kan skrue op og ned for våbenleverancerne og bestemme slagets udfald.

 

Krigen er Putins ansvar. Men han tager hele planeten som gidsel. Og hans kynisme frikender ikke de vestlige ledere fra et ansvar for at gøre, hvad de kan for at undgå ragnarok
_______

 

For det tredje afvises dialog ofte med henvisning til, at Putin hører hjemme ét sted: ved et tribunal og ikke i et forhandlingslokale. Her glemmes, at USA forhandlede med Taleban. Her glemmes også – uden at dette skal retfærdiggøre Ruslands aggression – at de vestlige lande og deres allierede har forbrudt sig mod folkeretten. Også George W. Bushs og Fogh Rasmussens blodige krig mod Irak var ifølge FN’s generalsekretær ulovlig. Marokko holder i dag Vestsahara besat, Tyrkiet dele af Cypern og Israel palæstinensiske territorier. Vel hører Putin hjemme foran en domstol, men det gør Kissinger, Bush og Fogh også. Vi kan ikke lade endnu et manglende retsopgør stå i vejen for en fredsforhandling.

For det tredje afvises dialog ofte med henvisning til, at Putin hører hjemme ét sted: ved et tribunal og ikke i et forhandlingslokale. Her glemmes, at USA forhandlede med taleban
Oprustningen er unødvendig

For det fjerde ryster vi på hovedet over den russiske hærs uduelighed ved fronten, samtidig med at behovet for oprustning i Vesten og fx svensk NATO-medlemskab – uden forudgående folkeafstemning i Sverige – tales op. Det hænger heller ikke sammen. NATO’s samlede militærudgifter er 18 gange så store som Ruslands. USA stod i 2019 for 39 pct. af verdens militære udgifter. Hver for sig matcher eller overgår Storbritanniens, Tysklands, Sydkoreas. Frankrigs og Japans militærudgifter Ruslands. Når Vesten ikke kan slå tilbage mod Rusland i dag, skyldes det faren for atomkrig, ikke manglen på militært isenkram. Ukraine har ret til at få våben til at forsvare sig mod russisk aggression. Men fortsat krig i Europa gavner kun militærindustrien.

For det femte taler vi om krigen i Ukraine som del af globalt opgør mellem demokratier og autokratier. Denne skelnen er kontraproduktiv, idet den skubber lande fra os, som kunne være allierede i kampen mod Ruslands brud på folkeretten.

Vesten kan ikke sætte sig på den høje hest. Endnu i dag fødes deforme børn i Vietnam på grund af USA’s napalmbombardementer mod landet i 1960’erne. USA har væltet eller undermineret flere end 40 latinamerikanske regeringer i det 20. århundrede. De vigtigste modtagere af USA’s våbenhjælp har gennem de seneste årtier været Israel, der af menneskerettighedsorganisationer kaldes en apartheidstat, Egypten, som er et blodigt diktatur, og tidligere Tyrkiet, som etnisk udrensede hundredevis af kurdiske landsbyer og Colombia, hvor drab på ledere af sociale organisationer og oprindelige folk hørte til dagens orden.

Fratagelsen af Danmarks Radios Mathilde Klimers arbejdstilladelse var en lille påmindelse om, at mediefrihed er begrænset i Ukraine. Ikke så mærkeligt nu, hvor landet er under angreb. Men allerede før Ruslands overfald var der kritik af Ukraines manglende mediepluralisme og lukning af russisksprogede medier.

Ukraine er et oligarki-præget land. Valgs udfald bestemmes ofte af penge. Et lokalmedies beslutning om at dække et partis valgarrangementer under en valgkamp kan afhænge af partiets støtte til mediet (hvor partier undertiden selv skriver ”nyhedsreportager” for medier). Den demokratisk valgte, pro-russiske præsident Viktor Janukovitj blev væltet ved en opstand i 2014, hvor vestligt pres spillede en rolle, idet Ukraine blev presset til at skulle vælge mellem EU-tilnærmelse eller russisk orientering. Præsident Volodymyr Zelenskys forbindelse til oligarken Igor Kolomoisky, der producerede hans reality-shows, dengang han var skuespiller, er omtvistet.

 

For det tredje afvises dialog ofte med henvisning til, at Putin hører hjemme ét sted: ved et tribunal og ikke i et forhandlingslokale. Her glemmes, at USA forhandlede med Taleban
_______

 

Intet alternativ til våbenhvile

For det sjette ser mange eksperter Putin-styrets fald som løsningen på konflikten, selv om enhver russisk opposition er mast, så dette fremstår som urealistisk. Ønsketænkning kan ikke gøre det ud for en strategi. Og hvad med næste træk? En dag vil freden indfinde sig og militæranalytikerne vil træde ud af rampelyset. Rusland forsvinder ikke, vi vil blive nødt til at samarbejde om klima, om Arktis. Vi må altså finde en modus vivendi.

Vil evt. nye magthavere i Kreml tænke anderledes og fx afstå Krim-basen og acceptere NATO-medlemskab for Ukraine? I et muligt scenarie falder Rusland fra hinanden. En stormagt bevæbnet til tænderne med atomvåben, der går i opløsning, er måske ikke noget, vi skal ønske.

Efter den russiske annektering af de fire russisktalende separatistrepublikker og de eskalerede russiske missilangreb, tør ingen håbe på fred. Ukraine vil aldrig kunne acceptere afståelse af Krim-halvøen (som dog indtil 1954 var en del af Rusland, men blev overdraget til den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik af Sovjetunionens præsident Nikita Khrusjtjov) og slet ikke af de fire annekterede republikker.

Ønsker Putin at indgå i fredsforhandlinger? Og hvad med USA? USA’s forsvarsminister har talt om, at Rusland skal svækkes i en grad, så landet i lang tid ikke vil udgøre en fare for sine naboer.

Vil indrømmelser til Putin blot give ham blod på tanden til at gå videre med angreb mod andre lande? Det sidste er der intet, der tyder på. Den russiske bjørn forslugte sig på alt for stor en mundfuld i krigens indledende fase, og gylpede meget op igen.

Ukraine har som sagt ret til at forsvare sig. Men vi skal være varsomme med at sætte os på den høje hest og eskalere krigen, mens Ukraine forbløder, og ikke mindst med at sidde den atomare trussel overhørig. Atomkrig ville have dødbringende konsekvenser ikke kun for Ukraine og Vesten. En nuklear sky vil også sænke sig over de lande, som repræsenterer et flertal af klodens befolkning, og som har ønsket at stå uden for konflikten og undladt at fordømme Ruslands aggression, brasilianere, senegalesere, sydafrikanere, kinesere og indere. Det er al liv, også dyrene, skovene, planterne, der er i fare for at blive tilintetgjort. Den afskyelige krig er helt og holdent Putins ansvar. Men Vesten bør på ingen måde medvirke til at gamble med verdens fremtid i ellers nok så vigtige princippers navn.

Vel virker dialog umulig lige nu. Men eftersom det er klodens fremtid, som er på spil, kan Vesten ikke vælge at undlade at afprøve enhver mulighed for forhandling eller våbenhvile.
 

Vil indrømmelser til Putin blot give ham blod på tanden til at gå videre med angreb mod andre lande? Det sidste er der intet, der tyder på. Den russiske bjørn forslugte sig på alt for stor en mundfuld i krigens indledende fase, og gylpede meget op igen
_______

 

Niels Boel er politolog, forfatter til bl.a. bøgerne “USA’s store mindretal: Latinos”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus), tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Århus Universitet samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer, i dag konsulent og foredragsholder.



ILLUSTRATION: Kyiv, Ukraine, 21. marts 2022: Civile leder efter overlevende i ruinerne af et ødelagt shoppingcenter ramt af russisk bombardement [FOTO: Rodrigo Abd/AP/Ritzau Scanpix]