Niels Thulesen Dahl om den nye politiske sæson: Kan voksenbordet i dansk politik blive enige om andet end at være økonomisk ansvarlige?
30.08.2023
”Lars Løkke er godt klar over, at det er et risikabelt regeringsprojekt, de har gang i. Det kræver nogle meget stærke personligheder, som hele tiden opretholder driften og argumentationen for, hvorfor midterregeringen er rigtig, og holder den i live.”
Interview af Carl Sørensen
Artiklen er del af serien: Hvad venter der i dansk politik?
RÆSON: Hvad bliver regeringens hovedfokus for den nye politiske sæson?
THULESEN DAHL: Fra regeringens side er hovedbudskabet, at regeringen udgør voksenbordet i dansk politik – og implikationen af det er jo, at oppositionen sidder ved børnebordet. Regeringen vil gerne signalere, at det er dem, der er de ansvarlige partier. Det er dem, der tør tage de modige beslutninger. Det er dem, der har evnen og viljen til at føre Danmark sikkert fremad i de næste år. Den politik, de fører, vil ikke være populær i alle ender og kanter. Det har vi jo lært af hele store bededagsballaden. Men de prøver på en eller anden måde at gøre en dyd ud af nødvendigheden af politikken.
Regeringen har profileret sig som økonomisk ansvarlig og har ført en stram økonomisk politik. Nu finder den så pludselig 16 milliarder ekstra til råderummet. Hvilken forskel gør det?
Det er ubetinget en fordel for regeringen, selvfølgelig, og det er det af to årsager. Den ene er, at de har en større pengepose at bruge af. Selv en upopulær voksenregering kan have glæde af at kaste penge ud for at opbløde de sure miner rundt omkring. De har allerede brugt nogle af de fem milliarder på sundhedsvæsnet. En milliard går til velfærd i kommuner og regioner. Det er selvfølgelig en oplagt fordel.
Derudover er det generelt bare sådan, at hvis økonomien går godt, så er det godt for den siddende regering. Uanset om den har æren for, at økonomien går godt, eller ej. Alle nøgletal viser i øjeblikket, at dansk økonomi er virkelig god. Beskæftigelsen er høj. Arbejdsløsheden er lav. Inflationen er på vej ned. Det vil altid være til en regerings fordel.
Er økonomisk velstand det primære succeskriterium for denne midterregering, eller er der også noget værdipolitisk, de ønsker at opnå?
Regeringen er jo nødt til at opstille nogle succeskriterier, som de tre partier kan blive enige om – og de er ret forskellige på nogle områder. Men spørgsmålet om økonomisk ansvarlighed er noget, der samler de tre partier. De er alle tre enige om, hvad det er for nogle økonomiske mål, man løber efter, og hvilke redskaber man skal bruge for at komme derhen.
Værdipolitik er nok sværere med den her regering, fordi den er blevet dannet som en slags ’nødvendighedens regering’. Det var det, de sagde sidste år: ”Vi står i en masse kriser. Hvordan skal vi løse dem? Jamen det kan vi kun gøre med den her midterregering.” Så det er ikke en stærk ideologisk regering. De sagde også selv i starten, at det var et arbejdsfællesskab – og et arbejdsfællesskab er sådan noget, man er i af nød. Det er lidt ligesom en arbejdsweekend i andelsforeningen.
Jakob Ellemann er trådt tilbage som forsvarsminister og har byttet ministerpost med Troels Lund Poulsen. Hvordan stiller det Venstre?
Man kan se det på to måder. Overordnet set er der tale om et svaghedstegn fra Ellemann, fordi han havde valgt Forsvarsministeriet som sit drømmeministerie, og det var et ministerie, der kunne give ham en hel masse taletid og platforme til at tale sikkerhedspolitik, forsvar, kampvogne og soldater.
Han har måtte indse, at det ikke kan lade sig gøre. Der er flere gode grunde til dét: En ting er de mange møgsager, som ligger og gemmer sig i Forsvarsministeriet. En anden er, at han har brug for at frigive mere tid til at være Venstres formand. Men det er selvfølgelig et nederlag for ham, at han bliver nødt til at opgive det, der var hans drømmeministerium. Han indrømmede nærmest på det pressemøde, at det var en fejl, at han gjorde sig selv til forsvarsminister.
Men når det så er sagt, kan der også være nogle muligheder for ham i Økonomiministeriet i den situation, han står i. Det er netop et lidt mindre ministerium. I Venstre håber man, at det betyder, at han kan udvælge de vigtigste økonomiske sager og bruge noget tid på dem. De mindre vigtige økonomiske sager kan han holde sig mere ude af. Samtidig kan han få mere tid til både at være synlig i medierne og i Venstre. Det, man skal huske med Økonomiministeriet, er, at det ikke er så sagstungt. De har ikke så mange sagsgange under sig. Og der er heller ikke så store risici for møgsager.
Venstre og Moderaterne har en fornemmelse af, at Mette Frederiksen er vendt tilbage til dansk politik nu, og at hun ikke bare sidder og kigger tomt ud i luften og drømmer sig til NATO
_______
Mette Frederiksen blev i foråret rygtet til posten som NATO-generalsekretær, men Jens Stoltenbergs periode endte med at blive forlænget med et år. Hvilken indflydelse har det haft på tilliden til Mette Frederiksen blandt Venstre og Moderaterne?
Inden sommerferien hørte vi fra både Moderaterne og Venstre, at de ønskede, at regeringsprojektet blev ”genbekræftet”, hvis Mette Frederiksen skulle væk. Vi ved også, at der har været stor irritation over, at det her kom til at fylde så meget. For eksempel er Lars Løkke godt klar over, at det er et risikabelt regeringsprojekt, de har gang i. Det kræver nogle meget stærke personligheder, som hele tiden opretholder driften og argumentationen for, hvorfor midterregeringen er rigtig, og holder det i live. Mette Frederiksen er ekstremt dygtig til netop det.
Jeg tror, mange har tænkt, at hvis hun var væk, og Nicolai Wammen skulle drive det projekt, så ville sandsynligheden for, at det lykkes, være noget mindre. Det er også mit indtryk, at både Venstre og Moderaterne har en fornemmelse af, at Mette Frederiksen er vendt tilbage til dansk politik nu, og at hun ikke bare sidder og kigger tomt ud i luften og drømmer sig til NATO. Hun har forsøgt at vise, at hun er her, i hvert fald en rum tid endnu, og at hun stadig brænder for det regeringsprojekt, de har lavet.
En rum tid: skal det forstås som indtil næste valgperiode?
Nej, Mette Frederiksen har sagt, at hvis hun bliver tilbudt generalsekretærposten, så vil hun sige nej. Det er også nemt at sige, for hun får den ikke tilbudt lige nu. Der kommer nok en ny runde til posten næste efterår, når ikke bare Stoltenbergs periode udløber endegyldigt, men hvor der også vil være en række EU-poster, som skal genbesættes. Både kommissionsformand, rådsformand og hele EU-kommissionen. Så selvom Mette Frederiksen siger de her ting, tror jeg ikke, hun slipper for, at der kommer nye spekulationer om hende om et år. Men det er klart, at de lige nu har mindst et år at løbe på.
Nick Hækkerup har udtalt, at der er kommet en ny spilleplade i Socialdemokratiet, og at han har set ”kaffeklubberne” blive genoplivet. Hvordan er stemningen i partiet?
Jeg vil sige, at det var ved at løbe lidt af sporet, også inden sommerferien. Der blev sagt mange grimme ting kaffeklubberne imellem. Det går bedre nu. Partiet har også en fornemmelse af, at Mette Frederiksen er kommet tilbage og prøver at få ro på butikken. Så det er ikke fordi, der er ballade, eller at folk ikke kan samarbejde. Det vil de gerne. Men det er klart, at det her har åbnet for en spekulation om arvefølgen i Socialdemokratiet.
Den spekulation har ikke rigtig været der før nu, og man kommer ikke til at kunne lægge den død. Nu er det gået op for alle, at Mette Frederiksen kan forsvinde ret hurtigt. Hvis ikke det bliver i år, så kan det være næste år. Hvis ikke det bliver næste år, kan det ske kort derefter. De, som har en interesse i at blive ny formand for Socialdemokratiet, skal selvfølgelig begynde at arbejde på at positionere sig allerede nu. Så de står så godt som muligt den dag, det måtte ske.
Klimaminister Lars Aagaard har udtalt, at de kommende klimatiltag bør støttes op af 80 pct. af befolkningen. Hvordan formår man at få 80 pct. af befolkningen til at bakke op om klimatiltag?
Det er et godt spørgsmål. Man skal nok ikke tage det der med de 80 pct. alt for bogstaveligt. Jeg tror, de forsøger at sige, at for dem er det vigtigt, at befolkningen i det store hele er med, når der bliver lavet nye klimatiltag. Ellers risikerer man at løbe for hurtigt, og at folk ikke gider være med og måske agerer i trods. Det har man set i andre lande – Frankrigs De Gule Veste og bondebevægelsen i Holland – og det er noget, som de er ret bevidste om i regeringen.
Men de har i hvert fald én stor ting på tallerkenen på klimaområdet: CO2-afgiften på landbruget, som de har lovet. Der sidder en ekspertgruppe nu og prøver at se, hvordan man kan skrue den sammen. Efter alt at dømme kommer de med deres anbefalinger sidst på året, og så kommer regeringen med sit forslag næste år. Det bliver spændende at se, hvor langt de har tænkt sig at gå.
Regeringen er en lille smule i en klimaspændetrøje i forhold til CO2-afgiften, for på den ene side er der kritik fra venstrefløjen om, at regeringen ikke gør nok, men på den anden side er det nødvendigt for Socialdemokraterne at have Venstre med. Venstre kan godt få det svært, hvis det bliver en CO2-afgift, som går meget ud over landbruget og de erhverv, der er en del af landbruget.
Det er jo ikke kun dem, der arbejder i landbruget, ude i landdistrikterne, som er afhængige af landbruget. Der er også masser af små bysamfund, som er afhængige af, at det går godt for landbruget. Så det kan blive svært for regeringen at gå et rigtig stort skridt, både i den ene og den anden retning.
Hvis vi står i en situation efter næste valg, hvor regeringen står til at miste sit flertal, men kun lige akkurat miste det, så kan det jo godt være, at der stadig er appetit for at fortsætte midterregeringen, men hvor man har brug for at få et parti mere med enten i regeringen eller som støtteparti
_______
Hvordan ser du klimaspørgsmålet præge dansk politik fremadrettet?
Der er jo fuldstændig bred enighed, både blandt vælgerne, men også i Folketinget, om, at klimaspørgsmålet er vigtigt, og der er jo også bred opbakning til 70 pct.-målsætningen i klimaloven. Så det tror jeg sådan set ikke, der kommer til at blive rokket ved. Jeg tror, at det vil stadig være de 70 pct., som driver dansk klimapolitik. Der, hvor det kan betyde noget, det er, hvis for eksempel Venstre sætter fødderne forkert i forhold til CO2-afgiften. Så risikerer de at smide stemmer til Støjberg og Danmarksdemokraterne. Og hvis ikke regeringen opfattes som nogen, der gør nok på klimaområdet, så risikerer Socialdemokraterne at smide stemmer til SF og Enhedslisten og de Radikale måske. Så det kan godt være noget, som kan tære på regeringen, men jeg tror, at der er så stor enighed om de brede linjer i dansk klimapolitik, at det ikke kommer til at afgøre det kommende folketingsvalg.
Hvad ville være det mest realistiske udfald, hvis der var valg i dag? Er det at fortsætte med en midterregering, eller hvor bevæger vi os hen, hvis vi kigger på meningsmålingerne?
Hvis der var valg nu, ville den tabe med et brag. Og så har jeg svært ved at se for mig, at der var en lignende konstellation, der kunne opstå igen. Men det er også klart, at der er lang tid til næste valg, og det kan jo ikke afvises, at regeringen kan genvinde, om ikke andet så det meste af det, de har tabt. Og jeg tror, at hvis vi står i en situation efter næste valg, hvor regeringen står til at miste sit flertal, men kun lige akkurat miste det, så kan det jo godt være, at der stadig er appetit for at fortsætte midterregeringen, men hvor man har brug for at få et parti mere med enten i regeringen eller som støtteparti. Og så skal det være fordi, der var et af de oppositionspartier, der i dag ligger tættest på regeringen, som kunne lokkes til at være med i et eller andet omfang. Så det er klart, at de har et stort stykke arbejde at foran sig, hvis de skal forestille sig, at det her kan fortsætte efter næste valg. Men det er heller ikke umuligt.
Er oppositionspartierne indstillet på at samarbejde?
Der er jo noget samarbejde på nogle af de store emner. Særligt på nogle af de områder, hvor de kritiserer regeringen for at køre meget solo. Det har jo særligt været store bededag, og så har det været spørgsmål om koranafbrændinger. Det tror jeg stadigvæk, vi vil se, men ikke på sådan nogle detljerede politikermåder. Vi ser jo også, at der er oppositionspartier på kryds og tværs, der laver forlig med regeringen. Men det er jo ikke fordi, de bare sidder derude med armene over kors og ikke vil være med til noget.
Pelle Dragsted er blevet ny politisk ordfører i Enhedslisten. Han har bl.a. udtalt, at han vil samle venstrefløjen. Hvad betyder Pelle Dragsted for Venstrefløjen fremadrettet?
Pelle Dragsted er en dygtig ideologisk politiker, som også er et stærk retorisk. Han vil samle venstrefløjen, og han har en forestilling om, at hvis venstrefløjen rigtig skal have indflydelse på dansk politik, så er venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet nødt til at blive større end Socialdemokratiet. Det vil han forsøge at arbejde målrettet på. Hvis de skal kunne bruge det til noget, så kræver det, at de er enige om, hvad de vil bruge det til. Men det er jo hans håb, at der kommer til at stå en stor venstrefløj, et mindre socialdemokrati og et rødt flertal efter næste valg. Så håber han, at det er så tydeligt et signal fra vælgerne, at socialdemokraterne ikke kan andet end at gå tilbage til en rød blok og danne en regering med venstrefløjens mandater. Og det er klart, at hvis der sidder en venstrefløj, som er enige om nogle krav, og de har flere mandater end socialdemokraterne, så kan de få rigtig meget igennem. Det er jo hans drømmescenarie. Men han er på mange måder en ret pragmatisk politiker. Han er meget imod alt for ultimativt politik. Så hvis han kan få sit parti med og samle venstrefløjen, så er der mange muligheder.
I blå blok har der været en del analyser, der peger på, at det måske ville være en statsministerkandidat som Lars Løkke, hvis der skulle være blåt flertal. Hvilke sammensætninger er mest realistiske i lyset af, at Lars Løkke har afvist samarbejde med fx Nye Borgerlige?
Det synes jeg er svært at sige. Med de meldinger, der er kommet fra fx Inger Stolberg og Lars Løkke i forhold til, hvem de har støttet og ikke støttet, så er det jo meget svært at se, at man skulle kunne blive enige ud fra de meldinger. Men det der bare er nogle gange med politik, det er jo, at hvis der pludselig er 90 mandater, så opgiver folk de ultimative krav, de har. Og det kan man ikke afvise.
Hvad der kunne ske der, er svært at forudse. Men det, der er spørgsmålet, er, hvad Løkke ville gøre, hvis der nu lige pludselig var der et blåt flertal. Hvordan ville han så agere? Jeg tror ikke engang Lars Løkke selv har lagt den plan. Han opererer ikke på langsigtede planer – han tager hver dag som den ser ud. Så det vil vi i virkeligheden først vide den dag det sker. ■
Det der bare er nogle gange med politik, det er jo, at hvis der pludselig er 90 mandater, så opgiver folk de ultimative krav, de har
_______
Niels Thulesen Dahl (f. 1977) er politisk analytiker ved Jyllands-Posten. Han har tidligere været særlig rådgiver for udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og pressechef i både Liberal Alliance og Venstre.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen, vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde under regeringsseminaret på Kobæk Strand Hotel og Konference, Skælskør, 24. august 2023 [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]