Ota Tiefenböck: Krigslykken er vendt. Nu kan vi se, at Ukrainekrigen er en fiasko
13.12.2023
Krigens nuværende fase burde nu tydeliggøre, at det kan ende i en katastrofe. I bedste fald indser de vestlige politikere, at en diplomatisk løsning er vejen frem.
Ota Tiefenböck i RÆSON OPINION
Det er naivt at tro, at krigen løses militært, ved at Ukraine genopretter sin territorielle integritet. Den ukrainske sommeroffensiv, de økonomiske sanktioner mod Rusland og den vestlige militære støtte af Ukraine, som vi ser krakelere i Europa og den amerikanske kongres, har været en fiasko. Og det kan få uoverskuelige konsekvenser for hele Europa. I slutningen af 2023 er det et faktum, at de mange våben og økonomiske midler, vi har sendt afsted til Ukraine, ikke har formået at få russerne i knæ.
De vestlige politikers, herunder danskes, forestilling om, at Ukraine kunne besejre Rusland, og at en eventuel ukrainsk sejr vil resultere i Putins fald og måske demokratisering af Rusland, var naiv. De vestlige politikerne er måske blevet berusede af deres egen propaganda, men at de ikke kunne se, at russernes energimæssige, materielle eller menneskelige grænser er langt større end Ukraines, det er sagt med et pænt ord ganske bemærkelsesværdigt. Et land med 41 millioner indbyggere (det officielle tal, antallet er langt mindre) kan ganske enkelt ikke besejre en atommagt med 146 millioner indbyggere. Det bekræfter også krigens seneste udvikling.
Det burde også have været klart for politikerne, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår den amerikanske støtte til krigen begyndte at vakle. USAs våbenindustri har opnået, hvad den ville; nemlig at sælge flere våben, så deres lobbyvirksomhed i den amerikanske kongres er aftagende. De europæiske lande har foræret en stor del af deres militære udstyr til Ukraine og er efter forværret sikkerhedsmæssig situation i Europa nødt til at investere enorme summer i våben. At Europa ikke kan, og på sigt ikke vil, finansiere Ukraine økonomisk og militært, er indlysende. Ungarn og Slovakiet, hvis politikere Jens Worning i P1 Debat tirsdag kaldte for henholdsvis højre- og venstrepopulister, vil før eller senere få et følgeskab fra andre lande. Vel at mærke et følgeskab af ikke populister, men realister, som har også deres egne befolkninger i tankerne.
Pensioneret brigadegeneral og historiker Michael Hasselholdt Clemmensen udtrykte det i Clement Kjersgaards P1-program Akkurat søndag: Det var en “satsning på et mirakel”. En mirakelsatsning, som foreløbigt har betydet, at flere hundredtusinder mennesker har mistet livet. Som har betydet, at dele af Ukraine er totalt ødelagte, og at omkring otte millioner ukrainere har forladt deres hjemland. For ikke at tale om, hvad det har betydet for den europæiske befolkning, en befolkning disse politikere er valgt af, og hvis interesse de skulle varetage.
At Europa ikke kan, og på sigt ikke vil, finansiere Ukraine økonomisk og militært, er indlysende
_______
Denne fejlslagne satsning betyder dog også, at mulighederne for en diplomatisk løsning af konflikten er langt værre i forhold til tiden inden krigens begyndelse. Tiden, hvor USA nægtede at anerkende Ruslands sikkerhedsmæssige krav og et ønske om et neutralt Ukraine, er forbi. Nu er det nemlig Rusland, der står med de stærke kort i hænderne. I en krig er det altid den part, der har overvægt på slagmarken, der står stærkest i forhandlingerne om en våbenhvile og fred.
Vi bliver ganske enkelt nødt til at tænke over ubehagelige spørgsmål, som kan komme til at rykke ved vores følelse af, hvor gode vi er. Heriblandt den ”åben dør”-politik hos NATO, og narrativet om Ukraines medlemskab, der fik sit eget liv efter Bukarest-topmødet i 2008, til trods for modstand fra Tyskland og Frankrig og til trods for, at selv den ukrainske befolkning dengang var splittet omkring dette spørgsmål. Var det den rette vej at gå?
Sågar spørgsmål om Vestens rolle ved Maidan-revolutionen og efterfølgende eftergivenhed ved den russiske annektering af Krim. Foregik det hele i overensstemmelse med de værdier, vi så stolt promoverer? Ved de Minsk-aftaler, som skulle have resulteret i en fredelig løsning af krisen i det østlige Ukraine. Gjorde vi og Ukraine nok for at efterkomme de aftaler, som Frankrig og Tyskland var med til at forhandle på plads? Eller var det blot, som Merkel formulerede det senere, ’en taktisk manøvre’, som skulle give Ukraine mere tid til at forberede sig på krigen?
Vi bliver også nødt til at se på situationen, der førte til russernes angreb på Ukraine, med russiske briller og forsøge at forstå Moskvas motiver. Forstå at russerne tænker på en anden måde, end vi selv gør. Forsøge at forstå og respektere, at de ikke sætter pris på de samme værdier, som vi gør. Rusland er grundlæggende et land med andre historiske og kulturelle erfaringer traditioner og er et land uden demokratisk historie. Det er nemlig et faktum, at russerne, uanset hvor gode vi selv synes vi er, ser os og vores værdier, som en trussel.
Vi bliver også nødt til at indse, at Vestens position i verden ikke længere er, som den har været – understreget af, hvordan vores økonomiske sanktioner ikke længere betyder en undergang for det pågældende land. Det lyder umiddelbart utopisk, at de vestlige politikere vil være i stand til at selvransage, men stiller vi os ikke disse spørgsmål, vil krigen fortsætte i det uendelige, og endnu flere uskyldige mennesker vil dø. Det gælder uanset, at det helt afgjort er Rusland, der som aggressoren har startet denne krig.
De vestlige politikers fejlslagne politik i Ukraine har ganske enkelt været en katastrofe og føjer endnu en ydmygelse til bunken efter tilbagetrækningen i Afghanistan. Vælger det altid så selvsikre Vesten at fortsætte i samme spor, kan det få uoverskuelige konsekvenser – især for den europæiske befolkning. En yderligere eskalering af konflikten vil ikke blot helt umuliggøre en diplomatisk løsning af krigen, men vil også kunne ende med, at NATO på et tidspunkt ikke vil have en anden udvej end at gå ind i krigen. Måske tiden nu er moden til, at vores politikere burde tænke grundigt over, hvorvidt europæerne er parate til at gøre det. ■
De vestlige politikers fejlslagne politik i Ukraine har ganske enkelt været en katastrofe – og føjer endnu en ydmygelse til bunken efter tilbagetrækningen i Afghanistan
_______
Ota Tiefenböck (f. 1957) er født i Prag, Tjekkiet, og er journalist og politisk kommentator med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus. Han dækker landene for flere danske medier og er derudover chefredaktør ved nyhedssitet Mr.East.
ILLUSTRATION: Washington, 12. december 2023: Volodymyr Zelenskyj og Joe Biden på vej ind til pressemøde, efter at den amerikanske Ukrainestøtte ikke er blevet stemt igennem i Kongressen [FOTO: Chris Kleponis/Shutterstock/Ritzau Scanpix]