Rune Lykkeberg i Interviewserien: Mette Frederiksens første regering var venstrefløjens største chance siden Anden Verdenskrig
31.01.2023
“Havde venstrefløjen selv realistiske bud på strukturelle forandringer af landet i en solidarisk retning? Havde venstrefløjen selv politiske programmer, som kunne gøre ’Danmark kan mere’ til et virkeligt rødt program? Nej, det havde venstrefløjen ikke. Den må nu spørge sig selv: Skal vi have vores eget politiske program? Kan vi blive ved med at forlade os på Socialdemokratiet som vores metode til at udøve magt?”
RÆSONs Interviewserie bringer hver onsdag et dybdegående interview med en stor stemme fra den danske politiske eller intellektuelle debat. Denne uge med Rune Lykkeberg, chefredaktør på Dagbladet Information.
Se alle interviews i serien her.
Interview af Niels Koch-Rasmussen
RÆSON: Hvad har overrasket dig mest, siden den nye regering trådte til?
LYKKEBERG: Jeg har faktisk svært ved at svare på, hvad der er det mest overraskende, for jeg er lidt i tvivl om, hvad mine forventninger var. Men det mest bemærkelsesværdige har jo helt klart været det store opbrud i måden at udøve magt på.
Den første Mette Frederiksen-regering kom til på en erkendelse af, at Socialdemokratiet havde for længe befundet sig i modsætning til det store befolkningsflertal – til dem i udkanten, der var skeptiske over for udlændinge, og dem, der ville have hårdere straffe.
Jeg interviewede selv Kåre Dybvad, hvor han sagde, at han var overbevist om, at i alle politiske anliggender, hvor der var modsætningsforhold mellem det store flertal og de regerende, der havde det store flertal ret. Og nu har du en regering, der har gjort det til en dyd, at en beslutning er upopulær, og har gjort modet til at være i opposition til det store flertal til succeskriterium.
Det minder mig om Henrik Ibsens Folkefjenden, hvor en læge i et lille landsbysamfund finder ud af, at der er gift i undergrunden, og at hele samfundets fundament, en nyopført badeanstalt, er forgiftet. Og det er klart, det både er en økonomisk realitet, men også en moralsk metafor. Og da så lægen, som hedder Thomas Stockmann, siger det, så er folket imod ham.
Det groteske er, at den her regering jo nærmest føler sig bekræftet af modstand
_______
Og det er derfor, Stockmann har sådan nogle vendinger som ”den, der står alene, har altid ret”, og ”jeg har folket imod mig, og derfor ved jeg, at jeg er på den rette side”. Og han bliver radikaliseret undervejs, og derfor er ’en folkefjende’, som stykket hedder, hans egen metafor for den gode leder.
Det groteske er, at den her regering jo nærmest føler sig bekræftet af modstand. Når de siger, at vi kommer til at træffe nogle upopulære beslutninger, så betyder det underforstået, at det, som situationen fordrer, er noget, som det store flertal ikke kan have indblik i. Og derfor bliver vi nødt til at være i opposition til det store flertal. Så det er fortællingen om forholdet mellem de regerende og dem, de regerer. Den første Mette Frederiksenregering ville bringe folkets stemme, demokratiet ind i centraladministration og udfordre Finansministeriet og den teknokratiske rationalitet. Den anden Mette Frederiksenregeringen dyrker derimod centraladministration som politisk majestæt. Nu må folkets stemme tie og forstå, at de kompetente ansvarlige har en dyb indsigt i politisk nødvendighed, som alt andet må underordnes.
Den anden del af det er, at magten i Danmark bliver stærk, når du deler den ud, men svag når du koncentrerer den. Hvis du ser på den første del af coronahåndteringen – her tager vi mink ud –, hvor du brugte trepartsaftalen til at brede ansvaret ud, involvere civilsamfundet og fik folk til at selv tage ansvar, så fik du en enorm kollektiv handlekraft. Selv fristaden Christiania gennemførte en frivillig nedlukning.
Det, du ser nu, det er et forsøg på at isolere magten i centrum af maskinen og midten af det parlamentariske system, Det er demonstrativt, at man ikke vil inddrage arbejdsmarkedets parter, når man vil fjerne Store Bededag. Det er demonstrativt, at man griber ind i etablerede rettigheder lige inden de mest dramatiske overenskomstforhandlinger i 30 år, hvor man selv som regering kan få brug for sin autoritet og legitimitet til at gribe.
Det komiske er, at det nærmest er ansvarlighed som maskerade. Ikke engang Det Radikale Venstre har præsteret at blive upopulære så mange steder, selvom de også netop – som i Ibsens Folkefjende – har en forestilling om, at man aldrig kan få danskerne til at være med til at bære omkostninger, og at det er vanvittigt at tro, at de vil være med til det, og at derfor bliver vi nødt til at lede hårdt.
Så de har sådan en vulgærradikal – altså partiet – forestilling om, at der findes én sandhed om samfundet, nemlig den sandhed, som kun de ansvarlige har indblik i og kan eksekvere. Og det komiske ved det er, at det, der adskiller regeringen fra Det Radikale Venstre, er ikke engang økonomerne er enige med dem. De har folkelig modstand fra kirken, fagbevægelse og de protesterende partier. Men de har også elitær modstand fra blandt andre nuværende og forhenværende overvismænd, som udfordrer hele fundamentet for regeringens finansieringsforslag. Selv forsvaret, som de skulle favorisere, er kritiske over forslaget. De er en parodi på absolut magt.
Så de har sådan en vulgærradikal – altså partiet – forestilling om, at der findes én sandhed om samfundet, nemlig den sandhed, som kun de ansvarlige har indblik i og kan eksekvere
_______
Men er det ikke en repræsentation af vælgernes ønske? Afspejler regeringen ikke vælgernes tale og orientering mod politik på midten?
I en minimalistisk parlamentarisk demokratiopfattelse begrænser den demokratiske deltagelse sig til overdragelsen af et blindt mandat på valgdagen. Det er jo en minimal parlamentarisme, hvor man siger, at det, borgerne gør, det er, at de giver magt til nogen – ikke noget, men nogen – på valgdagen. Og det synes jeg er en reduktion af demokratiet til en karikatur.
Sandheden er jo, at i et velfungerende parlamentarisk demokrati er der alle mulige forbindelseslinjer mellem borgerne og magthaverne. En ting er, at du har en offentlig samtale, hvor du diskuterer og begrunder din magtøvelse. Der er mange ting, som jeg selv er uenig i, men hvis du ser på retspolitik, udlændingepolitik, EU-politik, udkantsproblematikken og især for mig klimapolitikken, er det indlysende, at den offentlige samtale kan flytte politik substantielt. Man kan faktisk godt kan få handlekraft ud af samtalen.
Så samtalen er en forbindelseslinje, som de har klippet over på forhånd. Signaturforslaget blev præsenteret som et moralsk diktat: Enten er du med os og vil afskaffe Store Bededag, eller også er du med Putin. Det har jo ikke været diskuteret overhovedet.
Så kan du lave borgerforslag, det er det, der har drevet vores grønne omstilling. Det er borgerforslag, altså alle de andre forbindelseslinjer. Samtaler, borgerforslag, folkeafstemninger, alle de andre ting. Organisationer, arbejdsmarkedsparter, alt det andet er barberet væk og folkestyret reduceret et minimalt blankt mandat. Det interessante er nu, at når du ikke delegerer magt og ansvar ud i det danske demokrati, så får du de andre aktører, som kunne være med til at præge magten og bære ansvaret, imod. Du forvandler mulige medspillere til modmagt. Med det fantastiske resultat, at de danske fagforeninger, som har været overansvarlige gennem 30 år, og båret tunge reformer igennem, nu protesterer på gaden, som om de var De Gule Veste.
Og fagbevægelsen opponerer jo netop imod det, som du beskriver. Hvorfor er kritikken blevet så markant?
Det har i høj grad haft noget at gøre med proces, fordi fagbevægelsens legitimitet har været, at de er med til at forme samfundet. At de sidder med ved bordet, og at de, der er engageret i fagbevægelsen, får indflydelse på samfundsudviklingen. Vi må erkende, at der er mange af overenskomstforhandlingerne, der har skuffet, men hvis legitimiteten, både hos fagbevægelsen og de regerende, har bestået i inddragelse og indflydelse, når du så hverken har inddragelse eller indflydelse, hvordan manifesterer du så den? Ja, det gør du ved at kræve en folkeafstemning og råbe på demonstrationer og sådan noget.
Og der viser det sig jo – det vil i hvert fald være min påstand, men det kan jo være, at jeg er til grin om et år, og vi har en helt anden magtkultur – at den magt, der koncentrerer sig i Danmark, er en svag magt.
Hvordan kan det være, at Mette Frederiksen – efter hele diskussionen om magtfuldkommenhed, som jo var hendes helt store svaghed og årsagen til etpartisregeringens fald, og som banede vej for kompromiset i form af den nye regering over midten – nu bruger en flertalsregering til den her manifestation af magten?
Det er et dramatisk brud. Grundlæggende tror jeg, at der er en magtstrategisk forklaring på det. For Mette Frederiksen kunne ikke i den gamle konstellation blive ved med at regere. Det gamle projekt brød sammen, fordi for meget magt var koncentreret i hendes person, og det betød, at alle dem, som stræbte efter magten, blev nødt til at være imod hendes person. Hun endte med at være omringet af modstandere, og at de syv borgerlige partier kunne blive enige om at gå til valg på, at hun var en forbrydelse mod det danske demokrati.
Oppositionens intense kampagne mod Mette Frederiksen radikaliserede også hende. Hun afviste kritik med ’lev med det’ og hævdede endda, det var diskutabelt, om minksagen overhovedet var en ‘skandale’. Det er jo spekulation fra min side, men et så kategorisk ideologisk selvopgør, som hun har gennemført, må næsten have strategiske årsager. Jeg tror, oplevelse, har været, at der var for mange fjender til, at hun kunne regere. Og så vil jeg gætte på, at hun har set tilbage på sin periode og sagt: Okay, der var en corona-succes omkring min person, som endte i forfærdeligt overreach, men der var også det nationale kompromis. Det nationale kompromis var en anden regeringsmodel. Det var en regeringsmodel, hvor vi delte ansvaret ud på fem partier, og pludselig oplevede vi konsensus om, at jeg ikke længere var en kejserlig leder, men en, der orkestrerede en kollektiv ledelse. Jeg tror, at det er de to scenarier, hun har haft i hovedet. Og så er det magtstrategiske, dikteret af den anden model, frem for den første.
Det er jo en minimal parlamentarisme, hvor man siger, at det, borgerne gør, det er, at de giver magt til nogen – ikke noget, men nogen – på valgdagen. Og det synes jeg er en reduktion af demokratiet til en karikatur
_______
Og så er hendes foretrukne at påkalde sig undtagelsestilstanden. Hun er svag på drift og på det tunge reformarbejde, hvor man laver store fortællinger om til strukturelle transformationer.
Det var det ’Danmark kan mere’ skulle være. ’Danmark kan mere’ skulle være omsætningen af et opgør med Finansministeriet og nødvendighedens politik, og ind i sådan noget New Deal-agtigt, og det kom der jo ingenting ud af. Altså ’Danmark kan mere’ endte som en parodi.
Og jeg tror, hun er blevet forført af det der med, at vi står i så mange kriser, så det er en undtagelsestilstand. Og så har hun troet, at hun fik et mandat til at regere i krisetider.
Hvis vi ser tilbage på Thorning-regeringen og Nyrup-regeringens politik – navnlig på arbejdsudbuddet og på økonomiske reformer – har den nu afgåede Socialdemokratiske etpartisregering så ikke blot været et korrektur til en historisk upopulær Thorning-regering, og dermed en parentes i den moderne socialdemokratiske historie? Og nu er vi så tilbage på den kurs, som Danmark har befundet sig på de sidste 30-40, hvor der er en stort set ufravigelig konsensus på den førte økonomisk politik?
Jo, du kan sige, at der er to historieskrivninger her. Den ene historieskrivning vil hævde, at du fra 1930 til 1980 havde et halvt keynesiansk århundrede, hvor du både skabte øget velstand og større social retfærdighed. Hvor politikken dikterede præmisserne for økonomien, og økonomien var et middel til at realisere nogle politiske mål. Velfærdsstaten var et demokratisk projekt.
Så får du så – fra 1980 frem til 2016-2020 –en politisk periode, hvor det bliver gennem markedet, at du vil realisere de økonomiske mål. Torben Möger, formand for Pension Danmark, havde en fantastisk udtalelse på Davos, hvor han sagde, at politikerne havde været vant til at overlade politikken til markedet, og de havde ikke særlig meget appetit på at tage den tilbage. Og det er klart, at Nyrup- og Lykketoft-tiden var syndefaldet for os venstreorienterede dengang.
Pludselig kunne du ikke lave vækst og større socialretfærdighed på samme tid. Pludselig blev præmissen for velfærdsstaten, at du skabte større ulighed. Og i stedet for at sige, at vi frisætter alle til at blive deltagere, så skabte du en større afstand mellem dem, der var udenfor og indenfor. I en historieskrivning, der kulminerer den periode med Thorning-regeringen, hvor de sociale omkostninger bliver for store, og den røde fane er på halv.
Der ser man så 2019-valget som det, Mette Frederiksen selv kaldte for en retur til det gamle socialdemokrati, som et opgør med nyliberalismen, et opgør med finansministeriet, og som en ’redemokratisering’ af centraladministrationen. Det er den ene udlægning. Den anden udlægning siger så, at i den forstand repræsenterer et-parti-regering et radikalt nybrud, hvor du siger, at vi giver os på udlændingepolitikken – det, vi hele tiden er tabt på. Til gengæld så vil vi have økonomisk retfærdighed, og vi vil være maksimalister på grøn omstilling. Internationalt er vi socialdemokrater herhjemme, og nyliberalister i udlandet.
Men der er en anden læsning, hvor du siger – og det er jo min gode ven, Bjarne Corydons, læsning – at et-parti-regeringen var undtagelsen. Den var forsøget på en anden vej, men det var ikke andet end store ord og en fortælling, som aldrig materialiserede sig. Og Socialdemokratiet var forelskede i store fortællinger, men kunne ikke noget strukturelt, og nu er de så tilbage i normalitet. Problemet er bare for den historielæsning, synes jeg, er, at det her jo ikke er en retur til normalen. Det er derimod et nybrud i måden at udøve politisk magt.
Det, der har kendetegnet det, som nogle vil kalde for nyliberalismen, og som andre vil kalde for reformpolitikkens periode, det er jo, at du har spillet på de store institutioner som instrument, når du udøver magt. Og det, du ser nu, et brud med det. For når du får en regering, som er centreret omkring midten, hvor centraladministrationen nærmest får regeringen som politisk parti, og hvor du nærmest kan sige, at Folketinget er blevet udraderet, så får du jo også en anden opposition. Det ironiske er så, at oppositionen demonstrerer det samarbejde hen over midten, regeringen har proklameret og viser den såkaldte ansvarlighed, at de leverer et bud på finansiering, som i hvert fald ifølge flere fagfolk er mere sikkert end regeringens.
’Danmark kan mere’ skulle være omsætningen af et opgør med Finansministeriet og nødvendighedens politik, og ind i sådan noget New Deal-agtigt, og det kom der jo ingenting ud af. Altså ’Danmark kan mere’ endte som en parodi
_______
Så den styrkelse af den politiske magt i centraladministrationen, som Mette Frederiksen i 2019 repræsenterede et opgør med, led et nederlag ved udløsningen af sidste års folketingsvalg, men den har blot skabt en anden og ny koncentration af magt – i flertallets navn – med den nye regering?
I 2019 var der en historie om, at statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, havde været på en dødsliste, fordi den daværende regering ville rense ud i centraladministrationen. Du skal huske på, at da Socialdemokratiet kom til i 2019, fik du relativt hurtigt en ny departementschef i Statsministeriet, en ny departementschef i Finansministeriet og en ny departementschef i Justitsministeriet. De sagde selv, de ville demokratisere centraladministrationen. De havde et mandat, og det havde centraladministrationen ikke. Og jeg vil minde om, at der var massiv kritik af Finansministeriets og djøffernes magt inden det.
Hvad gør de nu? Det de gør nu, det er, de tager Christian Kettel Thomsen og gør ham til direktør for Nationalbanken og rehabiliterer hele det gamle regime, som den forrige regering var et opgør med. Og det er interessant, for i Nationalbanken, som er en institution, som skal stå uden for demokratiet, fordi man mener, de irrationelle masser ikke kan håndtere pengepolitikken, har de nu indsat en tidligere departementschef med det fantastiske argument, at han er politisk lydhør.
Så jeg ser nu en fejring af hele den kultur, som Socialdemokratiet og Mette Frederiksens første regering var et opgør med, og som ikke engang Corydon, Thorning eller Løkke tidligere ville gennemføre så radikalt.
Så hvis man ser på det med centrumvenstrebriller, har Mette Frederiksen så formøblet det potentiale for at demokratisere eller indføre en vis holdningspluralisme i embedsværket?
Helt klart. Der er ingen tvivl om, at for venstrefløjen var den første Mette Frederiksen-regering den største chance siden 2. verdenskrig for at få indflydelse. Venstrefløjen har kun Socialdemokratiet som metode til at udøve magten; venstrefløjen har idealer, Socialdemokratiet leverer kompromiser.
Jeg er fra 1974. Selv i min barndom kunne jeg mærke, hvordan den yderste venstrefløj historisk havde været Socialdemokratiets største modstander. De kæmpede om hele den økonomiske model, om fagforeningerne, og vi havde Den Kolde Krig, osv. Så i 2019 tager de og gør Enhedslisten til deres fundament. De tager dem ind i forståelsespapiret. Og Enhedslisten støttede dem jo helt vildt og bar hende igennem Minksagen. Og nu står vi så i en situation, hvor venstrefløjen har mindre magt end nogensinde før.
De borgerlige har jo vundet kampen mod Mette Frederiksen. Det er jo forkert at sige, at det var en taberstrategi at banke hende. Jakob Ellemann-Jensen er jo blevet forsvarsminister – Lars Løkke Rasmussen er blevet udenrigsminister. Og det er deres politik, der har vundet.
Så det bizarre er, at den der hadekampagne mod hende har gjort, at de har vundet. Og venstrefløjen er de totale tabere.
Har venstrefløjen ikke en del af medansvaret for, at man ikke forløste det potentiale godt nok?
Havde venstrefløjen selv realistiske bud på strukturelle forandringer af landet i en solidarisk retning, havde venstrefløjen selv politiske programmer, som kunne gøre ’Danmark kan mere’ til et virkeligt rødt program? Nej, det havde venstrefløjen ikke.
Har der ikke været en idéudvikling i form af fx Pelle Dragsted og hans bog ‘Nordisk Socialisme’?
Pelle Dragsted sad ikke i Folketinget i den periode, og hans bog kommer et stykke inde i perioden. Jeg vil sige, at da de kommer ind og siger, at ’Danmark kan mere’, så leverer venstrefløjen rigtig meget af den grønne omstilling. Alternativet kommer med nogle ting, Enhedslisten kommer med nogle ting. Men på den økonomiske politik – på transformationen, som Mette Frederiksen selv lægger op til – det er den første ting, hvor venstrefløjen kan for lidt, og det er jo også et krisemoment for venstrefløjen. For venstrefløjen må nu spørge sig selv: Skal vi have vores eget politiske program? Kan vi blive ved med at forlade os på Socialdemokratiet som vores metode til at udøve magt?
Næste ting er, at enhver magtanalyse siger, at det vigtigste for dig er ikke dine venner, det er dine fjender. Det er dine fjender, du skal holde helt tæt på kroppen, og der blev venstrefløjen bare for ufarlig for Mette Frederiksen. Det er jo ren Godfather – hold dine venner tæt på dig, men hold dine fjender endnu tættere. I det øjeblik, Enhedslisten freder Mette Frederiksen og virkelig bærer hende igennem, så er det klart, at det er Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, der er farlige for hende. ■
Enhver magtanalyse siger, at det vigtigste for dig er ikke dine venner, det er dine fjender. Det er dine fjender, du skal holde helt tæt på kroppen, og der blev venstrefløjen bare for ufarlig for Mette Frederiksen
_______
Rune Lykkeberg (f. 1974) er chefredaktør på Dagbladet Information. Foruden ”Vesten mod Vesten” (2019) har han udgivet bøgerne ”Kampen om sandhederne” (2008) og ”Alle har ret” (2012) og har desuden modtaget adskillige priser, deriblandt De Berlingske Journalisters Pris (2009) og Holbergmedaljen (2012).
ILLUSTRATION:
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
