Uffe Gardel: Er Putin styrket eller svækket efter Prigosjins march?
04.07.2023
Støvet er langsomt ved at lægge sig en uge efter Prigosjins mærkværdige “march for retfærdighed” mod Moskva. Mens man i Kreml så småt indleder et opgør, kan vi i Vesten forsøge at gøre status: Er Putin styrket eller svækket; er Rusland rykket tættere på sammenbruddet, eller er landet tværtimod blevet samlet af udsigten til en borgerkrig?
Uffe Gardel i RÆSON OPINION
Ruslands historie har flere eksempler på folkelige kosakoprør og borgermilitser, nogle vendt mod tsaren, andre til støtte for tsaren. Der var Stenka Rasin i 1600-tallet, som stadig huskes i Rusland, og Jemejan Pugatjov i 1700-tallet. Begge endte de begge på skafottet, selv om deres opstande mere var en blanding af plyndringstogt og socialt oprør end et forsøg på at afsætte tsaren. Og så var der slagtermester Minin, Kusma Minin fra Nisjnij Novgorod, som i nødens stund i begyndelsen af 1600-tallet var med til at organisere en borgermilits, som jog polakkerne ud af landet. Han blev ikke henrettet, men adlet.
Jevgenij Prigosjin begyndte som en Minin og endte som en Rasin. Og uanset at hans oprør kun varede trekvart døgn kan det få konsekvenser for russisk historie.
Iagttagere i Vesten virker ikke enige om, hvorvidt oprøret har svækket Putin eller tværtimod styrket ham. Umiddelbart ser han svækket ud: Vi har fået indblik i, hvor få soldater der er tilbage til at forsvare Rusland, nu de fleste kampklare tropper er sendt til fronten i Ukraine. Og vi fik at se, hvor få medlemmer af eliten der havde lyst til at stikke hovedet frem og entydigt stille sig på Putins side i de timer, hvor det så ud til, at udviklingen kunne gå begge veje. Vi så heller ingen spontane folkelige protestdemonstrationer til støtte for Putin. Det er med andre ord ikke en leder med stærk opbakning, vi fik at se, og det er logisk at tro, at man i eliten overvejer, om Putin på længere sigt kan holde sammen på landet – og vinde krigen. Vi har også set Putin som en svag og ubeslutsom leder, der i mange måneder lod Prigosjin angribe forsvarsledelsen i stedet for at gribe ind og standse konflikten. Dette synspunkt synes det absolutte flertal af iagttagere at samle sig om.
På den anden side er der dem, som mener, at Putin tværtimod er styrket. Han fik standset oprøret på ganske få timer, og endda uden større blodsudgydelser, og der var ingen i hverken eliten eller befolkningen, der åbent stillede sig på Prigosjins side. Der er heller ikke muligt at pege på noget bestemt, Putin kunne før, som han ikke kan nu, så hvad menes der egentlig med, at han er svækket?
Det er der ikke et udbredt synspunkt, hverken i Vesten eller blandt russiske oppositionelle, men i Danmark har Flemming Rose på DR P1 og Frihedsbrevet og Ota Tiefenböck – hos Ræson – fremført synspunktet.
”Marchen for Retfærdighed” blev dermed noget helt for sig; en slags loyalt oprør
_______
Jeg vil lægge mig et sted midt imellem. Det er vanskeligt at nægte, at det i sidste ende var en sejr for Putin, at Prigosjins hær vendte om uden kamp. Det var en taktisk sejr, men Putin kan stadig lide et strategisk nederlag. Prigosjins oprør rystede Putin, som i sine taler bagefter både har påkaldt sig Februarrevolutionen i 1917 og den historisk traumatiske Forvirringens Tid, årene fra den sidste tsar af den gamle rurikideslægt døde i 1598 og til den første Romanov-tsar kom på tronen i 1613; en tid præget af borgerkrigslignende tilstande med forskellige tronprætendenter. Polen-Litauen udnyttede de kaotiske tilstande og besatte dele af Rusland – indtil slagtermester Minin og hans allierede sejrede og fik smidt dem ud.
Hvordan vandt Putin sin sejr? Der er blevet spekuleret i forskellige teorier: I mellemtiden har vi fået at vide, at det russiske luftvåbens chef, general Surovikin, sidder i husarrest og bliver forhørt, mistænkt for at have vidst, hvad Prigosjin planlagde. Vi har også et en mærkværdig video med Surovikin fra oprørsdagen. Det er den særeste lille film: Siddende i et fuldkommen nøgent og enkelt rum fremsiger Surovikin en kort tekst, der opfordrer Wagner-soldaterne til at holde inde, adlyde Putin og vende om. Han er ubarberet og taler langsomt, og han kigger ikke ind i kameraet, men formentlig på en teleprompter. I hans skød ligger et automatvåben. Da han er færdig med at tale, banker han kort i bordpladen med venstre pegefinger, som ville han sige: Så. Nu er det gjort. Jeg har gjort min pligt.
Og nu kan vi gætte videre, lidt mere kvalificeret: Prigosjin kan have indviet Surovikin i sine planer. Han kan have troet, at når han satte sin march igen, ville Surovikin slutte sig til ham, eller han ville lægge pres på Putin. Han kan have forestillet sig, at den samlede virkning af hans march, og Surovikins ord til Putin, ville få Putin til at vakle og give efter for kravet om at udskifte ledelsen af de væbnede styrker. Nu endte Prigosjins folk med at marchere alene, og på et tidspunkt stod det klart for ham, at Putin ikke ville give sig – og at det ville komme til gadekampe inde i Moskva, med styrker han ikke kendte omfanget og arten af. At han meget muligt ville blive slagtet i et episk blodbad. Så vendte han om. Men alt dette er gæt.
Verdenshistorien er fuld af opstande, militærkup og mytteri blandt lejesoldater – typisk når de var blevet snydt for deres sold. Men Prigosjins march var anderledes. Ganske vist var Prigosjins krav og anbringender under hastig udvikling – dagene op til marchen var han begyndt at kritisere selve grundlaget for krigen. Men han kritiserede aldrig direkte Putin, og han krævede ikke på noget tidspunkt Putin udskiftet. Hans krav rettede sig mod ledelsen af de væbnede styrker, som han hævdede var både korrupt og inkompetent. ”Marchen for Retfærdighed” blev dermed noget helt for sig; en slags loyalt oprør. Som Putin dog alligevel valgte at stemple som forræderi. Den eksilrussiske analytiker Kirill Rogov peger i en interessant artikel på, at der faktisk findes sidestykker og fortilfælde i mange af militærkuppene i Afrika, som netop gerne retter sig mod utilfredshed både med egne forhold og mod den militære magtstruktur. Han citerer politologen Maggie Dwyer, som har forsket i afrikanske militæropstande og i sin forskning har konkluderet, at de ofte har til formål ”at åbne en dialog med ledelsen og give soldaterne en platform for at formulere deres forventninger (…) mytteri kan ses som en kommunikativ handling frem for blot en form for ulydighed.”
Den nøgterne, ikke-politologiske iagttager ville her indvende, at enhver form for oprør, opstand eller kup vel kan betragtes som en form for kommunikativ handling, men det afgørende er nok her, at disse opstande – herunder Prigosjins – ikke har til formål at tage magten i landet; kun at ændre nogle bestemte forhold i ledelsen af landet, efter at man har opgivet at sætte sit synspunkt igennem ad dialogens vej.
Det ændrer ikke på, at et oprør er et oprør; det er udtryk for en manglende respekt for staten, og for lov og orden. Prigosjins march fik demonstreret, hvor svag denne respekt for staten i virkeligheden er i Rusland.
Prigosjins march fik demonstreret, hvor svag denne respekt for staten i virkeligheden er i Rusland
_______
Prigosjin slap for at vandre til skafottet – han blev i stedet forvist til den russiske lydstat Belarus. Han er til gengæld på vej til at blive en uperson i Rusland. Han ejer en række medier, som har talt hans sag, men de blev fredag blokeret af de russiske telemyndigheder. Samtidig er statsmedierne begyndt at demontere Wagner og Prigosjin mentalt. På stats-tv tales nu om ”myten om Wagners effektivitet”, og betydningen af erobringen af Bakhmut – ubestrideligt Wagner-Gruppens største militære succes – underspilles; hvor det før hed sig, at erobringen var ”en begivenhed af historisk omfang”, så siger man nu, at byen er ikke så vigtig. Og Wagners logo er pillet af den kontorbygning i Sankt Petersborg, hvor lejehæren hidtil har haft sit hovedkvarter. Den seneste nyhed er, at den russiske stat har opsagt sine kontrakter med Prigosjins cateringfirma Konkord. Alt tages fra Prigosjin nu.
Prigosjin skrives ud af den russiske historie, men hvad der bliver af hans værk, Wagner-Gruppen, står stadig ikke klart. I hvert fald kunne BBC fredag fortælle, at Wagners rekrutteringskontorer arbejder videre som normalt. Måske har Putin-styret simpelt hen endnu ikke bestemt sig for, om man skal opsluge Wagner-hæren eller bare overtage kontrollen med den. Den vil dog fremover kun være en skygge af sig selv. For næsten et halvt år siden indstillede den rekrutteringen af straffefanger, så de fleste seksmånederskontrakter løber ud nu – samtidig med at den regulære hær nu har fået grønt lys af parlamentet til selv at begynde at hverve i fængslerne. Men måske har man stadig brug for Wagner som organisation. Wagner-soldaterne har været bedre trænet og haft en bedre kampmoral end de regulære tropper, siger en vestlig ekspert, Mark Voyger, fra American University i Kyiv.
Prigosjin og Wagner har været nyttige for Putin og Rusland. Man har haft hærstyrker, man kunne sætte ind i udlandet, samtidig med at man kunne benægte, at man havde noget med dem at gøre. Og under krigen mod Ukraine har man haft en hærstyrke, der kunne hverve straffefanger og samtidig fungere som en rapportør, der holdt Putin underrettet om den regulære hærs fejl og svigt.
Det er svært at tro, at Prigosjin nogensinde vil vende tilbage til en offentlig rolle i Rusland i Putins regeringstid. Putin har på landsdækkende tv stemplet Prigosjins march som ”forræderi”, og vi kender Putins holdning til forrædere; dem tilgiver han ikke. Prigosjin har heller ikke længere noget, han kan tilbyde Putin. Han har intet at true ham med, og han kan heller ikke gøre nogen gavn; forestillingen om at han skulle kunne lede Wagner fra sit eksil, giver ingen mening. Men på den anden side: Der sker altid noget i Rusland, som er svært at tro.
Hvad konsekvenserne bliver for Putin, får vi formentlig hurtigt at se. Det kan ikke diskuteres, at Prigosjin stillede spørgsmål ved Putins og statens autoritet: Han gjorde oprør og nægtede åbenlyst at rette sig efter både præsidentens og hærledelsens ordrer. Og hele hans lejehær og hans person udgjorde et alternativ til Putin, et bud på en anden form for russisk nationalisme end Putins, ligesom hans stadig mere højrøstede og omfattende kritik af krigsførelsen var et angreb på den hærledelse, Putin har indsat, og dermed også indirekte et angreb på Putins kompetence. Omvendt har oprøret også givet den russiske elite et kig ned i en afgrund af vildskab og kaos, som den ikke ønsker at falde ned i, og som den lige nu ser Putin som det bedste værn mod. ■
Omvendt har oprøret også givet den russiske elite et kig ned i en afgrund af vildskab og kaos, som den ikke ønsker at falde ned i, og som den lige nu ser Putin som det bedste værn mod
_______
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering.
ILLUSTRATION: Derbent i Dagestand, Rusland, 28. juni 2023: Vladimir Putin holder et virtuelt møde under hans tur til delrupublikken Dagestand få dage efter Prigosjins march mod Moskva [FOTO: Gavriil Grigorov/Imago/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
