26.04.2023

”Hvis du i dag taler med embedsmænd fra Golfregionen, vil de sige: ’Før vi tog til Kina for at tale om Iran, tog vi til USA, vi tog til Paris, Berlin og London, men det virkede ikke.’ Nu kom Kina, og det er vigtigt at bemærke, at dette er et kinesisk initiativ. Det var præsident Xi, der tilbød denne mægling til Mohammad Bin Salman – noget han altid havde ønsket sig fra Vesten, men som han aldrig har fået.”

Interview med Yasmine Farouk, Ph.d. i. international politik og gæsteforsker ved Carnegie Endowment for International Peace, af Amin Al-Jaderi

RÆSON: Hvorfor ser vi fredsaftalen mellem Iran og Saudi-Arabien – en tilbagevenden til et mere formelt bilateralt forhold – netop nu?

FAROUK: Siden udgangen af 2018 og begyndelsen af 2019 har vi set nogle forandringer i Saudi-Arabiens udenrigspolitik. Vi ser dem foretage nogle U-vendinger fra deres mere konfronterende udenrigspolitiske handlinger – det, som nogle har kaldt ‘saudiarabisk selvhævdende udenrigspolitik eller saudisk udenrigspolitisk aktivisme’ – hen imod mere deeskalering, kompromisvillighed og en tilbagevenden til en form for tro på vigtigheden af koordinering og de kollektive aktioner.

Deeskaleringen med Iran er en del af en større tendens, som også̊ har ført til en deeskalering med Qatar og endda Oman og Kuwait, efter en periode hvor forholdet har været anspændt. Det samme gælder Egypten, Jordan og Marokko.

Begyndelsen på kronprinsernes styre var præget af spændinger på alle fronter, også i forholdet til dem, der traditionelt har været deres allierede. Vi har set en forandring i det mønster, og ændringen i den måde Saudi-Arabien vil håndtere Iran på er en del af den overordnede ændring, der for mig at se giver et grundlag for kontinuitet. Det er ikke kun taktisk, men forhåbentlig en bæredygtig tendens i saudiarabisk udenrigspolitik i retning af deeskalering.

Er denne forsoning med medlemslandene i Den Arabiske Liga forbundet med Saudi-Arabiens ledelse af samme?

Jeg vil sige det på en anden måde. Der blev i Riyadh taget en beslutning om, at denne konfronterende ensidige udenrigspolitik skulle ændres. Saudi-Arabien vil tilbage til 1) en mindre konfronterende udenrigspolitik og 2) samarbejde med partnere og allierede i regionen. Og selvfølgelig er det direkte forbundet med ledelsen. Jeg har altid været en stærk tilhænger af, at vi ikke bør reducere udenrigspolitik i den arabiske verden – i særdeleshed i autoritære lande – til ledere, fordi der også er andre strukturer og beslutningstagere. Men i dette særlige tilfælde med Saudi-Arabiens ledelse har ændringen i strukturen centreret beslutningstagningens afgørende faser omkring ledelsen og især Mohammad Bin Salman – og i visse situationer kongen.  

Efterhånden kom deres strategiske handlinger i og uden for Den Arabiske Liga også i spil, så i stedet for fx at se Egypten som en byrde for dem, fordi de er nødt til at give dem penge, ser de, hvad de kunne få i bytte for de penge. Det er meget pragmatisk nyttigt for dem i regionen.

 

Jeg tror, at det for saudiernes vedkommende er meget troværdigt. Der er i det mindste en intention om at få stabiliteten til at vare så længe som muligt. Kinas rolle er mere spekulativ
_______

 

Hvor oprigtig vurderer du Irans og Saudi-Arabiens signaler i retning af et mere stabilt bilateralt forhold?

Jeg tror, at det for saudiernes vedkommende er meget troværdigt. Der er i det mindste en intention om at få stabiliteten til at vare så længe som muligt. Kinas rolle er mere spekulativ. Saudierne ønsker en bæredygtig deeskalering med Iran, en slags regulativ sameksistens, og det er meget reelt. En måde, hvorpå de kan opnå dette, er at fastholde engagementet i Kina. I Saudi-Arabien opfattes Kina ikke blot som mægler for det første møde med Iran eller som den, der sætter reglerne for, hvordan konflikten skal løses. Kinas betragtes som en part i en ”sameksistensorden” i Golfen.

På den iranske side fornemmer jeg, at der er en form for uro ift. det kinesiske engagement, fordi det virkelig er en belastende forpligtelse, der placeres på Iran. Hvis Iran beslutter sig for at bryde spillereglerne, vil det ikke kun skulle stå til ansvar over for Saudi-Arabien og traditionelle vestlige støtter eller endda regionale partnere, men også over for Kina. Og det er en kilde til begejstring i Riyadh og en byrde i Teheran som en begrænsning på deres manøvremargin i denne aftale.

Hvordan kan denne trilaterale erklæring opretholdes? Og hvordan ser du på spørgsmålet om Yemen i denne fredsaftale?

Yemen var den højeste saudiarabiske prioritet, men ikke deres eneste. Den saudiske side bliver ved med at insistere på, at disse forhandlinger var omfattende, og det vil sige, at det ikke kun handlede om Yemen. Det handlede om et sæt krav, og det er derfor, aftalen blev udformet som en aftale om regler, der skal regulere forholdet mellem dem. Efter erklæringen så vi iransk goodwill omkring Yemen. Nu har vi brug for denne periode på to måneder for at se, om Iran virkelig har stoppet forsendelsen af våben, missiler, droner og indsættelse af militæreksperter.

Om ikke andet er det, vi ser fra Iran, mere positivt end tidligere, når det kommer til de erklærede hensigter. De afgav en erklæring, der opfordrede til våbenhvile og opfordrede parterne til at opretholde den. Et saudiarabisk krav til Iran har været at spille en aktiv rolle. Iran vil aldrig sige “vi vil stoppe våbenforsendelserne i Yemen”, men du kan udlede af processen med denne bilaterale erklæring, at den forsikring er blevet givet.

 

Hvis Iran beslutter sig for at bryde spillereglerne, vil det ikke kun skulle stå til ansvar over for Saudi-Arabien og traditionelle vestlige støtter eller endda regionale partnere, men også over for Kina
_______

 

Ud over at bekræfte et slags diplomatisk standpunkt på verdensscenen, hvilke muligheder har Kina så i denne fredsaftale?

Først og fremmest har Kina en meget væsentlig interesse i stabiliteten i regionen. Golfen opfattes som en af Kinas mange svagheder, som Vesten eller ethvert andet land kan bruge imod landet. Det er en hovedenergikilde for Kina, og enhver form for afbrydelse af energihandelen eller de relaterede forsyningskæder er en trussel mod Kinas udvikling og nationale sikkerhed.

Kina har også integreret regionen i sit ’Belt and Road Initiative’ og investerer i infrastruktur i næsten alle landene. Så når det kommer til økonomiske interesser og nationale sikkerhedsinteresser, er Kina interesseret i stabiliteten i regionen. Ellers ville den første kinesiske base nogensinde ikke være blevet placeret i Djibouti, hvilket indikerer, at regionen er af strategisk signifikans for Kina. Jeg vil altid hævde, at Golfen ikke er et prioritetsområde for Kina, som Indo-Stillehavs-regionen er det, men dets ustabilitet kan bruges mod Kina.

Kina har altså muligheden for at sige ’vil du have, at vi skal være mere aktive og ikke free-ride på sikkerhedsindkøb fra USA i Golfen, så spiller vi en rolle her.’ Du kan ikke længere beskylde kineserne for at være free-riders på sikkerhed, for de yder faktisk sikkerhed på en anden måde end amerikanerne, og tilbyder et alternativ. Det er de to hovedårsager til, at Kina hævder sin rolle i den globale orden, samt for deres økonomiske investeringer i regionen.

 

Golfen opfattes som en af Kinas mange svagheder, som Vesten eller ethvert andet land kan bruge imod landet
_______

 

Kina har lovet 300 milliarder dollars i investeringer i Iran over 25 år, og er i dag Irans største handelspartner. Kan det bringe en vis optimisme?

Det er, hvad alle mener, inklusiv mig selv, med ’Kinas gearing’. Det er den økonomiske og strategiske gearing, som Kina har, mere end noget andet. Hvis man lytter til den saudiske side, får man det indtryk, at kineserne virkelig har forpligtet sig til at overholde denne aftale, men så bliver spørgsmålet: Hvad sker der, hvis Iran ikke forpligter sig til denne aftale? Vil Kina virkelig stoppe disse investeringer? Vil Kina virkelig lægge pres på Iran og miste et kort, som det bruger mod Vesten?

Dette er reelle spørgsmål. Især er Kinas rolle ikke noget, der er blevet helt afdækket. Forpligtelsen på Yemen er ikke noget, der er blevet fremhævet. Der er en forventning om, at Kina vil reagere [og trække investeringerne tilbage, red.], men jeg ved ikke, om denne forventning vil blive oversat til en konkret forpligtelse eller ej.

Kan du uddybe, hvad du mener med at ‘Saudi-Arabien mangler diplomatisk tvingende redskaber’ til at påvirke Iran?

Traditionelt forvaltede Saudi-Arabien og Iran på en måde deres forhold under Kong Abdullah, da han levede, men i 2016 skete der en tilbagegang i landendes diplomatiske forbindelser. Siden da har Saudi-Arabien ikke haft nogen kort at bruge til at presse Iran til at indgå kompromiser eller indrømmelser. Saudierne har ikke de samme droner, missiler og militser. De har dog incitamenter til økonomisk udvikling i Iran, incitamenter til at forbedre Irans forhold til Vesten og hjælpe Iran med at integrere sig i det internationale system. Alle disse er positive incitamenter, men ingen af dem er nok til at tvinge Iran til at finde et kompromis. Det, der i denne omgang får iranerne til at acceptere at genoprette forbindelserne og spillereglerne, er Kina.

Jeg tror, at analytikere og eksperter har en tendens til at undervurdere, at regimeoverlevelse er førsteprioritet for alle landene i regionen. Økonomisk udvikling er en måde at sikre regimets overlevelse på, og for første gang i lang tid har Saudi-Arabien ikke viljen til at bruge missiler. Kina har tidligere forsynet Saudi-Arabien med missiler og dronesamarbejde, men saudierne er ikke som Iran, de er ikke villige til at tage risikoen ved at bruge disse våben.

 

Jeg tror, at analytikere og eksperter har en tendens til at undervurdere, at regimeoverlevelse er førsteprioritet for alle landene i regionen
_______

 

Er fredsaftalen et symptom på aftagende saudiarabisk magt i regionen?

Det er allerede blevet fastslået, at Saudi-Arabien ikke vandt krigen i Yemen. Lande, der tilsluttede sig koalitionen, troede aldrig på, at Saudi-Arabien kunne vinde på denne måde. Men i en region som denne, hvor der er meget få magtstrukturerer, er Saudi-Arabien ikke desto mindre lederen i Golfen. Det er den største økonomi, og saudierne er hegemon geografisk og geopolitisk set.

Religiøst vil Saudi-Arabien altid have en særlig status, og det er det eneste land i regionen, som hvis de ønsker at to parter skal slutte fred, kan invitere dem hen foran Mekka og sige ‘du sværger ved Gud, at gøre dette’. Som udgangspunkt vil Saudi-Arabien på grund af deres økonomi, finanser, magt, historie og på grund af Islam altid være en regional magt, især når resten af den arabiske verden ikke har det godt. Se bare på de andre traditionelle magter i regionen fx Egypten, Syrien og Irak. Det betyder dog ikke, at Saudi-Arabiens status i den arabiske verden er blevet væsentligt transformeret.

Hvordan kan Ruslands rolle i OPEC+-aftalen påvirke denne aftale fra et Saudisk perspektiv?

Vi skal altid huske, at i modsætning til Kina ser Saudi-Arabien Rusland som en konkurrent. En konkurrent der kan og har vist en vilje til ikke at spille efter reglerne. I 2020 startede Saudi-Arabien en oliepriskrig mod Rusland, da Rusland nægtede at købe olie af OPEC+. Saudi-Arabien og Rusland konkurrerer normalt også på de asiatiske markeder. En del af aftalen er også at styrke forholdet mellem Kina og Saudi-Arabien på en måde, der sikrer Saudi-Arabiens interesse, når det kommer til markedsandele i Kina. Lige efter aftalen annoncerede saudiarabiske ARAMCO en kolossal investering i et raffinaderi i Kina. Kina er dybest set Saudi-Arabiens vigtigste indtægtskilde, så ved at udvikle sit forhold er det faktisk en slags afdækning af buddet, som værn mod fristelsen af meget billig russisk olie.

 

Så meget som Kina formodes at garantere Irans forpligtelse til aftalen, garanterer Kina også Saudi-Arabiens ikke-engagement i enhver amerikansk eller israelsk militær aktion mod Iran
_______

 

Hvad er det israelske perspektiv på fredsaftalen?

Så meget som Kina formodes at garantere Irans forpligtelse til aftalen, garanterer Kina også Saudi-Arabiens ikke-engagement i enhver amerikansk eller israelsk militær aktion mod Iran. Men det er noget, som Saudi-Arabien allerede var villige til. Så vidt jeg ved, har Saudi-Arabien altid været bekymret for, at dets hav- eller luftrum eller andre territorier ville blive brugt i en eller anden aktion mod Iran, fordi Saudi-Arabien ikke er sikker på, at USA eller Israel vil forsvare dem mod iransk gengældelse.

Israel og Saudi-Arabien er enige om, at Iran er den alvorligste trussel mod dem i regionen, men Israels endemål er, fordi de er en militær kapacitet, at det iranske regime forsvinder. I Saudi-Arabien er der en erkendelse af, at man er nødt til at leve med Iran i lang tid, fordi saudierne ikke har den militære kapacitet og eksterne støtte der skal til, for at slippe af med regimet. Og det er en vigtig divergens.

For nyligt blev det rapporteret, at direktøren for CIA var på besøg i Mellemøsten. Hvordan ser du på amerikanerens svar på fredsaftalen indtil videre?

Amerikanerne ser det ikke som særlig konstruktivt. Der har altid været en modsigelse eller en spænding i USA’s holdning til spørgsmålet om regional dialog eller spørgsmålet om regional deeskalering med Iran. Vi har hørt udtalelser, selv fra Trump-administrationen og også fra Biden-administrationen, der opfordrer lande i Mellemøsten til at tage ansvar for deres egen sikkerhed og håndtere Iran direkte og deeskalere spændingerne.

Men Iran vil altid have amerikanske sanktioner rettet mod dem. Det fjerner en masse af de værktøjer og kort, som Golflandene skal bruge for at deeskalere med Iran. Denne spænding har altid eksisteret; spændingen om hvad forbindelsen mellem atomaftalen og den vestlige tilgang til Iran og så det regionale spor er.

Hvis du i dag taler med embedsmænd fra Golfregionen, vil de sige: ”Før vi tog til Kina for at tale om Iran, tog vi til USA, vi tog til Paris, Berlin og London, men det virkede ikke.” Nu kom Kina, og det er vigtigt at bemærke, at dette er et kinesisk initiativ. Det var præsident Xi, der tilbød denne mægling til Mohammad Bin Salman – noget han altid havde ønsket sig fra Vesten, men som han aldrig har fået. Det betyder ikke, at dette er et nulsumsspil for Saudi-Arabien, for Iran altid vil være den væsentligste trussel. Det er grunden til, at Saudi-Arabien altid vil være opsat på sine forhold til lande, der også ser Iran som en trussel.

Hvis det virker, må vi indrømme, at Saudi-Arabien giver Kina en masse indflydelse. Iran beskrives som trussel nummer et mod Saudi-Arabiens nationale sikkerhed, så Saudi-Arabien vil stå i gæld til Kina, hvis Kina vil være i stand til at løse dette. Men hvad vil der ske, når Kina beder om at få denne tjeneste tilbage?

 

Iran beskrives som trussel nummer et mod Saudi-Arabiens nationale sikkerhed, så Saudi-Arabien vil stå i gæld til Kina, hvis Kina vil være i stand til at løse dette. Men hvad vil der ske, når Kina beder om at få denne tjeneste tilbage?
_______

 

Yasmine Farouk er Ph.d. i. international politik og gæsteforsker ved Carnegie Endowment for International Peace.

ILLUSTRATION: Riyadh i Saudi-Arabien, 8. december 2022: Kinas præsident, Xi Jinping, i et møde med Saudi-Arabiens kronprins Mohammed Bin Salman under det kinesiske besøg i landet [FOTO: Saudi Press Agency/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Jens Worning i RÆSON SØNDAG: J.D. Vances tale i München vil blive husket på linje med Putins historiske tale i 2007

Sebastian Mernild: Vi kommer til at passere en global middeltemperaturstigning på 2,0 grader – spørgsmålet er, hvor meget værre det bliver

Flemming Splidsboel: Nu er det det mest sandsynlige nærmest, at Ukraine ikke kommer til at beholde noget af de besatte regioner

Christopher Arzrouni: 2025 tegner så afgørende som 1989. Nu må Europa give USA svar på tiltale

Thomas Barnebeck Andersen: Hvad vil Trump opnå med sin told?

Peter Viggo Jakobsen om Trumps forhandlinger: Det er det, som Putin måske har håbet på, kunne ske