18.12.2024

Trumps sejr kan give den europæiske højrefløj ammunition mod den magtfulde EU-elite – men sejren kan også trække højrefløjen tættere på regeringsansvaret og på det europæiske centrum, som den står i opposition til.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her.

Af Alberte Bové Rud

Hvad vil Trump egentlig med Europa? Det spørgsmål kan de færreste formentlig besvare med fuldkommen akkuratesse. Så meget desto større grund til at spekulere over svaret. Når de europæiske stats- og regeringschefer samles, vil det være oplagt at spidse ører, når man lytter til ungarske Viktor Orbán og italienske Giorgia Meloni, der begge deler ideologiske, stilistiske og strategiske overvejelser med deres amerikanske kollega.

Men der er også store nationale forskelle og nævneværdige indholdsmæssige variationer. Hverken Orbán eller Meloni tangerer Trumps provokationer – ligesom de trods alt har større erfaring og forståelse for det etablerede systems spilleregler – også når de bryder dem. Men når amerikanerne stemmer på Trump, er deres motivation mere eller mindre den samme, som når ungarerne stemmer på Orbán, og italienerne på Meloni. Der er en frustration over måden, magten er blevet forvaltet på, og dermed en afvisning af den lagte politiske kurs. De politikere, der associeres med status quo, betragtes enten som ignorante og dermed ude af stand til at begribe vælgernes bekymringer og prioriteringer eller som arrogante og dermed ligeglade, optagede af deres egen agenda og underlagt skjulte motiver.

I stedet tilslutter vælgerne sig Trump, Orbán og Meloni for at få styrket abstrakte fornemmelser af ære og stolthed. Nøglen til genetableringen af disse svundne dyder ligger i fortiden, mens nutiden fremstilles som et varsel om fremtidens afgrund. Vognen skal standses og vendes. USA skal være great again – et motto, som Orbán provokerende ville gøre til slogan for Ungarns EU-formandskab. Slagordene veksles på indholdssiden eksempelvis til abortmodstand, kønskonservatisme, migrationsafvisning og ikke mindst udenrigspolitiske omkalfatringer med henblik på at styrke respekten om henholdsvis USA, Ungarn og Italien. Hvis Trumps hidtidige valgperiode (2016-20) kan betragtes som rettesnor, indebærer det, at luften i det gamle ægteskab mellem Europa og USA kølnes.

Dermed vender man fra europæisk side tilbage til det indledende spørgsmål med bæven og uro. Hvad tænker Trump egentlig? Hvad er det egentlig, han vil? Han siger en masse, er usammenhængende og spontan, men hvordan konverteres det til politik? Hvad skal den europæiske top udlede af hans sminke og hans skuespil, hans oneliners og hans anekdoter? Det efterlader en ængstelig og uvis fornemmelse ikke at vide præcis, hvor man har Trump, og dermed præcis hvad han vil. Der må derfor lyttes til de europæiske ledere, som taler bedst trumpsk.

Orbáns europæiske forræderi, Melonis europæiske genfødsel

Orbáns problem i den henseende er, at han simpelthen ikke taler særlig godt europæisk. Der er for længst skabt mistillid til hans person hos et flertal af de europæiske topledere og i vante magtpartier i Europa-Parlamentet. Han blev i 2021 smidt ud af den kristenkonservative gruppe EPP grundet sin totale despekt over for både det ungarske demokrati og de europæiske henstillinger, og siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har han formøblet den sidste rest af velvilje fra EU’s etablissement. Da han – med EU’s formandskab klistret på ryggen – i sommer drog til Moskva for at tale med Putin på en såkaldt fredsmission, cementerede han sin rolle som paria i de finere europæiske politiske kredse. Han havde ikke noget EU-mandat til at give sig i kast med et sådant projekt, og EU’s ledelse afviste sammenbidt at omfavne Orbáns russiske tilnærmelser. Det er derfor yderst usikkert, om Orbán formår at kile sig ind mellem den nye amerikanske linje og den etablerede europæiske linje på en troværdig måde, hvor begge sider i en eller anden udstrækning forventer, at Orbán sympatiserer med dem. For der er gensidig antipati mellem EU’s ledelse og Orbán – det ved alle, selvfølgelig også Trump.

Anderledes ser det ud med Meloni. Hendes erobring af den italienske premierministerpost i 2022 blev akkompagneret af artikler og overskrifter i ind- og udland, der understregede og advarede om hendes fascistiske fortid. Meloni leder et parti, der har rødder i Mussolinis fascistparti, og selvom hun og et stort flertal af hendes partifæller har distanceret sig stadigt kraftigere fra partiets ideologiske ophav, er forbindelsen ikke fuldkommen brudt. Partiet er under Meloni ikke blevet så meget genfødt som muteret langsomt, og de fascistoide årer optog de øvrige europæiske magthavere, i en sådan grad at de knap ville trykke hendes hånd, da hun tiltrådte. Således blev det en nyhed i Italien, da formanden for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, hilste hjerteligt på Meloni kort efter hendes tiltræden – mens det var en streg i regningen, at Emmanuel Macron kun havde mimikløs høflighed tilovers for Meloni ved deres første møde.

Netop Macron er vedblevet med blot at tåle den italienske leder, men andre europæiske topledere er blevet stadigt mere imødekommende over for hende. Blandt dem er Melonis omdømme blevet kraftigt forbedret takket være hendes engagement i særligt to dagsordener. Dels har hun eftertrykkeligt tilkendegivet sin støtte til Ukraines frihedskamp, også selvom sagen indenrigspolitisk er tiltagende upopulær og udfordres i hendes egen regeringskonstellation. Dels har hun redefineret Italiens position på migrationsområdet i forhold til EU. Grundet landets geografiske position modtager Italien på sine kyster hvert år et sekscifret antal migranter. De allerfleste rejser videre, men Italien står for modtagelsen, bistår redningsaktioner og bevidner drukninger. Hidtil har Italien ageret magtesløst og bebrejdende over for EU, der i italieneres øjne uretmæssigt betragtede det som et isoleret italiensk problem. Men Meloni har ikke tænkt sig at plage EU om en løsning. I stedet ønsker hun at blive betragtet som en foregangsfigur på migrationsområdet og har blandt andet iværksat migrationssamarbejde med afrikanske stater og etableret et udrejsecenter i Albanien, hvilket har skabt positiv opmærksomhed fra hendes europæiske kolleger. Når man i dag kigger på Meloni fra de europæiske hovedstæder, ser man derfor en troværdig, forudsigelig og dreven italiensk politiker, mere end man ser hendes kontroversielle bagtæppe og slåskampe med sin parlamentariske opposition.


Kyiv, 21. februar 2023: Meloni og Zelenskyj på vej til at underskrive en forsvarsaftale, der bl.a. indbefatter italiensk luftforsvar til Ukraine [FOTO: Den ukrainske præsidents kontor]

Meloni som hofsnog?

I det lys kan Meloni derfor være den mæglende figur, der med overbevisning kan tale både med EU’s top og med Trumps stab. Ser man på Melonis politik, kan hun i EU-regi tilslutte sig en prioritering af europæisk autonomi, når det for eksempel kommer til sikkerhedspolitik, konkurrencedygtighed og energiforsyning. Taler hun med Trumps stab, kan de blive enige om identitets- og migrationspolitik, og ikke mindst er de begge motiveret af de udstødtes hævngerrighed. Både Trump og Meloni abonnerer på en selvforståelse af, at nogen i eliten ønsker at holde dem udenfor, men at de nu med fornyet magt og energi vil bevise, at de ikke kan betvinges. Cancel culture, wokeness og politisk korrekthed er de synlige tegn på komplottet, der har til hensigt at gøre Trump og Meloni tavse.

Den selvforståelse ses også hos Elon Musk, der står dem begge nær. Musk overrakte i september en pris til Meloni på vegne af tænketanken Atlantic Council og beskrev den italienske leder med følelsesmættede gloser. Mest opsigtsvækkende sagde han, at hun var lige så smuk indeni, som hun var udenpå, mens hun kvitterede ved at rose hans ’dyrebare genialitet’. I forbindelse med Trumps sejr lykønskede Meloni også ’sin ven’ Musk. Men præsident Biden fortalte også, at han betragtede Meloni som sin gode ven, da hun besøgte ham i Washington. Han indrømmede tilmed at have spillet Ray Charles’ Georgia on my mind, da hun trådte ind ad døren. Melonis evne til at tale med begge sider understreges af, at hun står på god fod med skiftende politiske ledere i USA.

Kan man mistænke Meloni for blot at spejle sin samtalepartner og sige, hvad hun forventer, de gerne vil høre? Det vil være forkert at tillægge Meloni et janusansigt, for hun taler ikke med to tunger. Hun forstærker og underspiller forskellige dele af sit politiske virke, afhængig af hvem hun taler med. Hun er strategisk og pragmatisk. Og selvom Trump ikke kan siges at være nogen af delene, må Meloni såvel som hendes europæiske kolleger håbe, at hun fortsat kan gå balancegang i sine henvendelser til den kommende amerikanske regeringstop.

Det er blevet sagt om Melonis udenrigspolitiske stil, at hun ’meloniserer’: At hun holdningsmæssigt har nærmet sig magteliten i EU, samtidig med at hun har bevaret sine fødder på ydersiden af højrefløjen og dermed bemægtiget sig den privilegerede position at være vellidt i begge lejre. Hun er blevet broen over den ellers uindtagelige afgrund mellem magtcentrum og højrefløj i EU-regi, og hun er dermed blevet en interessant legekammerat for begge lejre. Hvis højrefløjen sidder på skuldrene af Meloni, kan de få adgang til magtkabinettet, hvis centrum aer Meloni med hårene, kan de opnå bred opbakning og befæste deres magt.

Konsekvensen af ’melonisering’ er også, at Meloni ikke underskriver nogen politisk ægteskabskontrakt. I stedet for at etablere eviggyldige alliancer indgår hun på vegne af Italien konkrete enkeltstående aftaler, når og hvor det giver mening. Hun idealiserer og helligholder ikke politiske relationer som selvfølgelige eller ukrænkelige. Hun bøjer sig og bevæger sig uden at love andet, end at hun er ærlig og ligefrem.

Meloni knuselsker stadig ikke EU – men hun betragter det som et forum, der nogle gange er fordelagtigt for hendes interesser. Hvis hendes forhandlingspartnere vanærer hende og Italien, er de ikke længere hendes forhandlingspartnere. På den måde minder Trump og Meloni også om hinanden.

Ambitionen for Meloni er meget tydelig: Hun vil mægle, rydde buskadset på en ellers ufremkommelig samarbejdssti og blive personligt uundværlig for både Trump og EU. Der er brug for en Trump-hvisker – og tidligere har hun efter sigende været den eneste, der kunne få Orbán til bordet og få ham til at makke ret, når det kom til Ukraine. I januar kunne EU bekendtgøre, at unionen ville støtte Ukraine med 50 mia. euro. Forud for udmeldingen havde Meloni imidlertid bearbejdet Orbáns uvilje mod projektet i månedsvis. Igennem telefonopringninger og personlige møder og med smiger og pression var Meloni efter sigende afgørende for, at Orbán omsider gav efter. Når Ursula von der Leyen fremover skal håndtere Trump, må Meloni håbe, hun bønfaldende henvender sig til hende. Hvis det lykkes Meloni at blive mellemmand for EU og Trump og dermed oparbejde og fastholde et tillidsbånd til begge sfærer, er hendes personlige udenrigspolitiske ambitioner fuldbragt.

Men det er svært at lure, hvad Trumps interesser er. Meloni er næppe på hans radar her og nu – derimod fremhævede han i foråret Orbán som ’fantastisk’, og eftersom den ungarske regeringschef stadig er henvist til i skammekrogen i EU, er det ikke en positiv nyhed for EU’s ledelse.

 

Ambitionen for Meloni er meget tydelig: Hun vil mægle, rydde buskadset på en ellers ufremkommelig samarbejdssti og blive personligt uundværlig for både Trump og EU
_______

 

Med Trump eller mod Trump?

Ved sommerens Europaparlamentsvalg åbenbaredes den virkelighed, der allerede har ringet på døren i nationale sammenhænge: Højrefløjen har større tilslutning og større ambitioner end hidtil. Disse partier tøjles for nuværende i Europa-Parlamentet, men de er ikke længere randfænomener – tværtimod: Det er massebevægelser, der ikke kan ignoreres eller latterliggøres. Orbán og Meloni er to fremtrædende eksempler på, at den ydre højrefløj kan nå regeringskontorerne, og inden næste amerikanske præsidentvalg er det sandsynligt, at den tendens vil brede sig yderligere. I Frankrig fører Marine Le Pen i meningsmålingerne forud for præsidentvalget i 2027, og i Tyskland hersker politisk uro, mens Alternative für Deutschland står til at blive landets næststørste parti allerede ved valget i februar.

Rundtomkring i Europa håndterer de typiske magtpartier tendensen på forskellig vis. Højrefløjspartierne prøver man at holde uden for indflydelse uanset deres stemmetal, som det forsøges i Østrig, de indlemmes i regeringer med håbet om, at det vil tæmme dem, som man ser det i Holland, eller deres politikker siver i fortyndet udgave over til andre og mindre yderliggående partier. Sidstnævnte kommer eksempelvis til udtryk i måden, hvorpå en række europæiske magtpartier i de senere år har anlagt et mere kritisk syn på migration. I denne sammenhæng er det ikke uvæsentligt, at den yderste højrefløjs superhelt netop er blevet valgt til USA’s næste præsident. Og det er ikke usandsynligt, at Trumps sejr tilfører fornyet vildskab og vilje til den yderste højrefløj. For blot at nævne et par eksempler er det absolut sandsynligt, at dele af den europæiske højrefløj med stadigt større mod vil tale imod abort. Og Ukraine vil blive et mindre væsentligt spørgsmål, hvis Trump tvinger Zelenskyj til en uønsket fredsaftale.

Her er i sig selv en væsentlig pointe: Det er ikke kun Orbán, Meloni og den yderste højrefløj, der kan tage politisk farve af Trumps comeback. Hans tunge parfume vil også smitte af på det øvrige EU. Det vil derimod være en hidtil uset præstation, hvis EU udfordrer den amerikanske linje ikke kun i ord, men i handling. Selvom der i de forgangne år har været talt mere om europæisk autonomi, er den på nuværende tidspunkt mildest talt mangelfuld. Hvis USA skærer markant i støtten til Ukraine, vil det friste en lang række europæiske ledere til at skrue ned for deres engagement. Hvis USA iværksætter en aggressiv handelspolitik over for EU, har EU ikke andre muligheder end at svare igen. Som situationen ser ud nu, kan EU i bedste fald reagere på Trump.

Beviseligt deler Meloni og Trump en hel del politiske prioriteter. Det er i dette tankefællesskab, at snore af sympati – måske – kan spindes. Men dermed ikke sagt, at der hersker et interessefælleskab: Både Meloni og Trump har dybest set hvert deres nationalistiske blik på politik – og derfor først og fremmest fokus på henholdsvis Italien og USA. Derfor er de også i konkurrence med hinanden. Ingen af dem vil give indrømmelser; ingen af dem vil anerkende, at den anden er berettiget til noget, som de selv vil have. Det ses allertydeligst i deres handelspolitik. Italien er blandt de lande, som sælger mere til USA, end landet køber. Faktisk er kun Tyskland en større kunde hos de italienske virksomheder. I handelspolitikken er det derfor netop et land som Italien, Trump har set sig vred på. Uagtet Melonis personlige kompetencer og kvaliteter ændrer det altså ikke ved, at Italien og USA’s regeringsprioriteter på en række områder er i direkte konflikt med hinanden.  

Præcis de samme knaster vil vise sig i forholdet mellem Trump og resten af den europæiske højrefløj. Nok betragter nogle ham som forbilledlig, muligvis lader de sig inspirere af ham, men det er ikke en gensidig og ligeværdig relation. Og uagtet de ideologiske sammenfald er der tungtvejende forskelle i de politiske interesser.

Selvom både Trump og den europæiske højrefløj på den lange bane deler ønsket om et stadigt mere uafhængigt Europa, er der altafgørende forskel på, hvilken rolle de mener, at USA skal spille. Trump nægter, at USA skal agere hjælpemotor på den fallerede europæiske maskine. Europæerne er samtidig bevidste om den nuværende situation og er på ingen måde klar til at slippe kanten af svømmepølen og begive sig selvstændigt ud på dybderne. Uanset hvor beleven Meloni eller andre europæiske ledere må være, vil det være vanskeligt at flette så modsatrettede verdensforståelser sammen, og derfor vender EU-toppen tilbage til det indledende spørgsmål: Hvad vil Trump egentlig med Europa? ■

 

Det er ikke kun Orbán, Meloni og den yderste højrefløj, der kan tage politisk farve af Trumps comeback. Hans tunge parfume vil også smitte af på det øvrige EU
_______

 

Alberte Bové Rud (f. 1994) er ph.d. fra idehistorie ved Aarhus Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun er nu tilknyttet DIIS som analytiker, hvor hun specialiserer sig i den EU-politiske højrefløj set fra Italien.

ILLUSTRATION: Rom, 5. november 2024: Premierminister Giorgia Meloni afventer besøg af NATO’s nye generalsekretær, Mark Rutte [FOTO: Giorgia Meloni/SIPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille