Anders Wivel i RÆSONs nye trykte nummer: For Danmark rummer Trump 2.0 både udfordringer og muligheder
27.12.2024
Trumps præsidentperiode er ikke kun en udfordring for Danmark. Hans dagsorden giver også rum for, at et land med Danmarks prioriteter kan spille en afgørende rolle på udvalgte områder
Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her.
Af Anders Wivel
There’s nothing wrong with America’s Foreign Defense Policy that a little backbone can’t cure” lød overskriften på en helsides annonce i tre af USA’s største dagblade i september 1987. Annoncen var betalt af rigmanden Donald Trump. Budskabet var klart: Hvis USA’s allierede ikke synes, at det er værd at betale for forsvaret af deres lande, hvorfor skal USA så gøre det? I årtier har Trump således argumenteret for en tilbagevenden til en amerikansk udenrigspolitik, der minder mere om 1800-tallets kombination af økonomisk protektionisme og sikkerhedspolitisk isolationisme end om det liberale USA, der siden afslutningen af Anden Verdenskrig har være både chefarkitekt og bygmester for den liberale og regelbaserede internationale orden, som vi kender i dag.
USA er fortsat verdens suverænt stærkeste militærmagt, væsentligste økonomiske spiller og mest indflydelsesrige nation, også i forhold til diplomatisk og kulturel indflydelse. Derfor er forandringer i supermagtens udenrigspolitik også væsentlige, ikke mindst for USA’s nære samarbejdspartnere i Europa. Det gælder i særlig grad for en lille ’super-atlantisk’ allieret som Danmark, der har bundet både sikkerhedspolitik og en væsentlig del af vores tilgang til den internationale orden op på forholdet til USA.
Tre spørgsmål er således afgørende for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende fire år: Hvad vil Trump? Hvad kan Trump? Og hvordan bør Danmark tackle ham?
Hvad vil Trump?
I amerikanske og europæiske medier fremstilles Trump ofte som en småskør rigmand på evig jagt efter en god handel – uanset om det er i privatlivet, forretningsverdenen eller storpolitikken. I modsætning til mange andre politikere har Trump imidlertid vist en imponerende vedholdenhed i sine politiske prioriteter fra de sidste år af Den Kolde Krig og frem til i dag. Disse prioriteter tager udgangspunkt i en særlig forståelse af, hvad international politik er for en størrelse, og hvordan den internationale orden på den baggrund bør se ud. Uanset om forretningsmanden Trump kigger ud ad vinduerne i sit Mar-a-Lago-palæ i Palm Beach, Florida, eller præsidenten Trump kigger ud ad vinduerne i Det Hvide Hus i Washington D.C., så ser han grundlæggende den samme verden, der består af egennyttemaksimerende individer, der kun har overfladiske bindinger til etiske principper og få moralske skrupler eller værdipolitiske overvejelser.
Som det, man kalder den realistiske skole i international politik, ser Trump en verden domineret af magtpolitik, men i modsætning til realisterne ser han intet principielt skel mellem logikkerne i indenrigspolitik og udenrigspolitik. Hans politik er snarere et eksempel på præcis de dynamikker, som den moderne realismes gudfar Hans Morgenthau advarede mod i 1950’erne: anvendelsen af statens udenrigspolitik som megafon for de følelser, der i vores privatliv tæmmes af både moral og lovgivning.
Et åbent brev fra Donald J. Trump til det amerikanske folk udgivet i New York Times, The Washington Post og Boston Globe, 2. september 1987. “I årtier har Japan og andre lande udnyttet USA”, lyder det: “Verden griner af USA’s politikere, når vi beskytter skibe, vi ikke ejer, fragter olie, vi ikke behøver, til allierede, som ikke hjælper” [FOTO: Trump The New York Times m.fl.]
Når grænseløs egoisme og selvhævdende adfærd flyder over i staters udenrigspolitik, bliver det romantiseret og rationaliseret som legitimt og ligefrem beundringsværdigt (’vi danskere er et særligt folkefærd, som verden bør lytte til og lære af’). Hos stormagterne ydermere kombineret med økonomiske og magtpolitiske redskaber (’hvis vi skal gøre America Great Again, må vi sætte America First, også hvis det kræver handelskrig og anvendelsen af militære midler’). Staten er dermed et redskab for den kollektive egoisme, men denne kollektive egoisme er samtidig, ikke mindst hos Trump, et redskab for den udenrigspolitiske leders individuelle egoisme: en ressource til egennyttemaksimering, som lederen gennem sin post som stats- og regeringsleder har adgang til, uanset om det er gennem demokratiske valg eller anden form for magtovertagelse.
Trump ser den internationale orden som det, amerikanerne kalder en dog-eat-dog world: En verden, hvor ingen skyr midler i jagten på individuel succes, og alle må sigte efter at udnytte andre, hvis de skal undgå selv at blive udnyttet.
Denne tilgang har tre konsekvenser for amerikansk udenrigspolitik. For det første betyder den et opgør med USA’s såkaldte udenrigspolitiske exceptionalisme – dvs. ideen om, at USA er et unikt og i nogen grad eksemplarisk land med en særlig historie og et særligt politisk system. Tanken har rødder i den franske politiske filosof Alexis de Tocquevilles sammenligning af USA med Storbritannien og Frankrig i første halvdel af 1800-tallet. Særligt siden 1945 har man set USA som en anderledes stormagt, der frem for at praktisere traditionel magtbalancepolitik har påtaget sig rollen som liberal hegemon; en stat, som bruger sin overlegne styrke på at opbygge en international regelbaseret orden baseret på stærke internationale institutioner og fremme af liberalt demokrati og frihandel.
Exceptionalismen har altid fungeret som en idealisering af amerikansk udenrigspolitik – for USA har haft store politiske og økonomiske fordele af den liberale internationale orden – men den har også haft selvstændig effekt. Som politisk ideal og diskurs har den hjulpet amerikanske beslutningstagere til at navigere i et komplekst og konfliktfyldt internationalt system, og den har skabt udenrigspolitiske praksisser og institutionelle bindinger, der udgør en væsentlig del af grundlaget for mange af de beslutninger, som amerikanske embedsfolk og diplomater træffer hver eneste dag.
Med præsident Trump går liberale værdier fra at være plusord og en central del af USA’s udenrigspolitiske selvforståelse til at være en både unødig og uhensigtsmæssig begrænsning af forsøget på at maksimere amerikanske interesser.
Det betyder ikke nødvendigvis et mere konfliktfyldt internationalt system. Tværtimod. Trumps forståelse af international politik deles i vidt omfang af det kinesiske styre. Begge støtter en international orden baseret på suveræne stater. Begge ser en særligt privilegeret rolle for stormagterne, der uafhængigt af deres politiske værdier forhandler den internationale orden og i nogen grad deler den mellem sig.
Allerede den første Trump-administration brød med årtiers amerikansk selvforståelse ved åbent at støtte ideen om indflydelsessfærer, hvor den dominerende stormagt spiller en særligt dagsordensættende rolle i forhold til de mindre lande. Det rummer langt mindre konfliktpotentiale i forhold til Kina og andre opstigende magter end fx Biden-administrationens forsøg på at skabe en alliance af lande for demokrati (og underforstået: mod Kina). Til gengæld medfører politikken betydelige risici for de lande, som står uden for formelle allianceforpligtelser, der nu i endnu højere grad end tidligere kan forvente at blive ignoreret eller ligefrem brugt som forhandlingschips i stormagtsspillet. Småstater i stormagternes indflydelsessfærer må forvente et mindre udenrigspolitisk handlerum – og i værste fald annektering eller indblanding i indenrigspolitiske valg og beslutninger.
For det andet betyder Trumps forståelse af international politik og orden et opgør med USA’s allierede. I en dog-eat-dog-verden er der ikke noget klart skel mellem venner og fjender – de er alle konkurrenter. I Trumps analyse bliver USA helt konsekvent udnyttet – ikke alene af et land som Kina, men også af Tyskland og andre nære partnere og allierede med overskud på handelsbalancerne med USA. USA’s politiske og økonomiske handlerum bliver begrænset af forpligtelser over for allierede i Europa og Asien, der trods velfungerende samfund og store økonomier fortsat er afhængige af USA’s militære tilstedeværelse og beskyttelse. Det betyder ikke, at USA trækker sig fra NATO eller øvrigt samarbejde med disse lande, men en genforhandling af den ’sociale kontrakt’ mellem den nu knap så liberale hegemon og dens økonomiske og sikkerhedspolitiske samarbejdspartnere er uundgåelig.
Mens dette bliver set som problematisk og måske ligefrem urimeligt i store dele af Europa, finder synspunktet bred støtte i USA – også uden for cirklen af traditionelle Trump-støtter, herunder en rækker udenrigspolitiske eksperter. De peger på, at den nuværende byrdefordeling afspejler en tid, hvor USA og Vesteuropa stod over for en fælles trussel i form af Sovjetunionen, men at situationen i dag er anderledes. USA’s konkurrent er Kina, ikke Rusland. Ukrainekrigen er ikke – i deres optik – en grundlæggende konflikt om den internationale orden eller forstadiet til en verdenskrig.
For det tredje betyder Trumps forståelse af international politik og orden en personliggørelse af udenrigspolitikken. Det har to konsekvenser. Internationalt ses andre statsledere som ’statsejere’ snarere end ’statsrepræsentanter’. Dermed bliver præsidentens personlige vurdering og relationer langt vigtigere for international politik end tidligere. Der vil være et fokus på store ledere, der indgår store aftaler, mens mindre lande vil forsøge sig med smiger og synliggørelse af deres værdi for både præsidenten og USA. Indadtil i USA fører perspektivet til, at personlige venskaber og alliancer er afgørende for udnævnelser og – som vi så i Trumps første præsidentperiode – også for fyringer, der kan komme langt hurtigere og mere pludseligt end i andre administrationer. Det fører også til, at udenrigspolitikken i højere grad anvendes som redskab for at skabe personlige relationer og gevinst. Det, som vi i et retssamfund normalt kalder korruption.
Tre spørgsmål er afgørende for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende fire år: Hvad vil Trump? Hvad kan Trump? Og hvordan bør Danmark tackle ham?
_______
Hvad kan Trump?
På trods af Trumps opgør med centrale dele af traditionel amerikansk udenrigspolitik er der også faktorer, der trækker i retning af en mindre dramatisk periode i international politik. En væsentlig faktor er Trumps forkærlighed for at udnævne venner og støtter til centrale poster. Det betyder, at en række centrale poster vil blive besat med politikere, der savner både relevante netværk, kendskab til politiske og administrative processer og viden om verden.
Selv erfarne og kompetente politikere oplever, hvor svært det er at gennemføre deres politiske program, når de sætter sig til rette i regeringskontorerne og møder et embedsværk med solide praksisser for, hvordan de plejer at gøre tingene, højt specialiseret viden om, hvad der er muligt, og stærke holdninger til, hvad der er rigtigt. Ganske vist skiftes mange embedsfolk ud, når en ny præsident træder til, men den amerikanske udenrigstjeneste består af mere end 15.000 karrierediplomater, der i gennemsnit arbejder i udenrigstjenesten i 25 år. Det i sig selv kommer til at udgøre en væsentlig modererende faktor i amerikansk udenrigspolitik.
I forsvarspolitikken er effekten formentlig endnu større. Det amerikanske forsvarsministerium er kendt som en organisation med sine egne prioriteter, og selvom Pentagon ikke altid får det, som de vil have det, så er de ualmindeligt gode til at forhindre andre i at gennemføre deres dagsorden. Forsvarsministeriet kan på den baggrund meget vel blive det anker, der forhindrer USA i at drive alt for langt væk fra den eksisterende forsvarspolitiske praksis og militærfaglige vurderinger.
Trump vil dog have et vist medløb, i det omfang hans udenrigspolitiske visioner er udtryk for en uundgåelig tilpasning af amerikansk udenrigspolitik til langsigtede internationale og indenrigspolitiske udviklinger. Barack Obama, der i perioden 2009-17 var en særdeles populær amerikansk præsident i Europa og ovenikøbet modtog Nobels Fredspris for sin ’ekstraordinære indsats’ for internationalt diplomati og samarbejde, lagde grunden til en udenrigspolitik, der var mindre aktivistisk og ansvarssøgende, end den havde være i årtierne, der gik forud. Han drejede USA’s udenrigspolitiske fokus mod Kina og Asien – det såkaldte ’pivot to Asia’ og stod – sammen sin udenrigsminister, Hillary Clinton – bag en reset med Rusland, der genoprettede relationerne efter den russiske invasion af Georgien, ligesom han pressede på for større forsvarsudgifter i de europæiske NATO-lande. Som Trump var Obama skeptisk over for en linje, der i evighed skulle binde amerikanerne til forpligtelser, der hørte hjemme i Den Kolde Krig.
Uanset hvem amerikanerne vælger som præsident i årene fremover, vil vedkommende skulle forholde sig til de samme internationale og indenrigspolitiske udviklinger: En verden, der i både økonomisk og politisk tyngde rykker væk fra Europa, hvor Kina er USA’s største rival, og hvor den demografiske udvikling i USA betyder, at en stadig større andel af befolkningen er latinamerikanske og asiatiske efterkommere. Ingen amerikansk præsident vil i den situation legitimt kunne støtte en udenrigspolitik, hvor en lille elite med europæiske aner giver Europa særlige privilegier af det, som resten af befolkningen opfatter som nostalgipolitiske årsager.
Kyiv, 19. november 2024: På dag 1.000 i krigen besøger statsminister Mette Frederiksen og præsident Volodymyr Zelenskyj sammen en dronefabrik [FOTO: Ukraine Presidency/Shutterstock/Ritzau Scanpix]
Hvad er Danmarks udfordringer og muligheder?
Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik tager udgangspunkt i en fastholdelse af et amerikansk engagement i både dansk og europæisk sikkerhed. Politikken sigter mod at demonstrere Danmarks tilpasningsdygtighed og fortsatte støtte til og nytte for USA gennem deltagelse i en række krige og militære operationer, bidrag til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og indgåelse af et bilateralt forsvarssamarbejde, der giver amerikanske styrker lettere og bedre adgang til Danmark.
I Ukraine-politikken har Danmark, som beskrevet af Peter Viggo Jakobsen i RÆSON Efterår 2024, arbejdet målrettet for at skabe goodwill i USA i tillæg til at hjælpe ukrainerne. I andre dele af udenrigspolitikken – fx når det gælder udviklingspolitikken, menneskerettigheder og den grønne omstilling – har Danmark udvist større selvstændighed, men USA forbliver Danmarks vigtigste partner og allierede, ikke blot som et nødvendigt værn mod Rusland, men som en forudsætning for både den europæiske og internationale orden. USA er kort sagt afgørende for både Danmarks nationale sikkerhed og mulighed for fortsat indflydelse i international politik.
På den baggrund er valget af Trump en udfordring. Præsidenten er ikke ligefrem kendt for glødende opbakning til de socialliberale velfærdsværdier, der karakteriserer både den danske samfundsmodel og dele af udenrigspolitikken. Alligevel er få lande bedre positioneret end Danmark, når det gælder en ny Trump-administration. Allerede den 7. november, to dage efter valget – og kort efter fremtrædende internationale ledere som Frankrigs Macron, Kinas Xi og Ukraines Zelenskyj – fik Mette Frederiksen lejlighed til at lykønske præsidenten personligt og drøfte den internationale situation. Et signal om, at Danmark begynder Trumps præsidentperiode i good standing. Statsministeren demonstrerede allerede under Trumps første præsidentperiode, at hun var en af de få europæiske stats- og regeringsledere med evne og vilje til at kommunikere konstruktivt med den amerikanske præsident. I kombination med en dansk udenrigsminister, der i høj grad har bygget sin politiske karriere på pragmatisme og en næse for gode politiske handler, giver hun Danmark et godt udgangspunkt for den første tid med Trump.
Men hvis Danmark på længere sigt skal have succes i den kommende præsidentperiode, kræver det en svær balancegang mellem egne idealer og magtpolitiske realiteter. Hvad er løsningen? Som udgangspunkt kan regeringen kigge i sin egen udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra 2023, der med begrebet ’pragmatisk idealisme’ tager udgangspunkt i en usikker og spændingsfyldt verden, hvor stater handler efter deres egne interesser, og hvor værdipolitikkens succes derfor handler om at opbygge samarbejder med en bred kreds af internationale aktører – med udgangspunkt i og respekt for, at man godt kan samarbejde på nogle områder, selvom man er uenige om andre.
En af de aktører vil også i årene fremover – på godt og ondt – være vigtigere end alle andre: USA. Her bør Danmark have tre prioriteter.
For det første bør man i den udenrigspolitiske ledelse definere Danmarks røde linjer: Trumps metode er disruption, og hvad der deraf følger af grænseoverskridende adfærd. Det er i den situation nemt at lade sig trække længere og længere mod en ’ny normal’, som man ikke kunne have forestillet sig få år tidligere, og som ligger langt fra de værdier, som det danske samfund bygger på og gerne vil fremme rundtomkring i verden. Trumps tilbud om at købe Grønland i hans første præsidentperiode er et eksempel både på Trumps adfærd og på, at man godt kan sige nej og efterfølgende have et godt forhold til præsidenten.
For det andet bør Danmark fortsat demonstrere sin nytte for USA. Det er ikke et urimeligt krav, at præsidenten forventer, at allierede og samarbejdspartnere skal være nyttige for USA – vi forventer jo også, at USA skal være nyttig for os, men det er værd at identificere, hvor Danmark kan demonstrere sin nytte uden at gå på kompromis med de røde linjer og samtidig fremme danske interesser.
Ukraine-politikken kunne være et godt bud, også efter en eventuel fredsaftale. Her står Danmark stærkt – både i ukrainernes og amerikanernes bevidsthed. Vi har en klar interesse i Ukraines fremtid og placering i den europæiske orden, samtidig med at vi har både militære og humanitære kompetencer til at give et værdifuldt bidrag.
For det tredje er det værd at huske på præsident Trumans ord om, at det er utroligt, hvad man kan opnå, hvis ikke man selv behøver at få æren for det. Præsident Trump er en mand, der ikke alene holder af en god handel, men også af at blive lovprist for sin succes med at få handlen i hus. For et lille land som Danmark kan det være en beskeden pris at betale for et samarbejde, der i øvrigt giver os vigtige fordele. Danmark bør på den baggrund prioritere effektivitet i det dansk-amerikanske samarbejde og ydmyghed, når resultaterne skal præsenteres.
Kharkiv, 2. oktober 2024: Ukrainske artillerisoldater venter i et beskyttelsesrum under jorden [FOTO: Fermin Torrano/Anadolu/Abaca/Ritzau Scanpix]
Små og store stater
Valget af præsident Trump betyder dog også, at Danmarks samarbejde med andre lande bliver endnu vigtigere for at fremme danske interesser og værdier. Tre grupper af lande er særligt interessante i den forbindelse.
For det første har Danmark en forstærket interesse i EU, der står over for store udfordringer og potentielt ødelæggende konflikter om økonomi, optagelseskriterier og Unionens fremtidige sikkerhedspolitiske identitet. Effekten af Trump vil formentlig være, at disse konflikter i de kommende år vil tage til i styrke, når europæerne i højere grad skal stå på egne ben i sikkerhedspolitikken og samtidig bliver udfordret af en mere protektionistisk amerikansk handelspolitik. I den situation vil Danmark og de andre små atlantisk-orienterede lande – som Holland og Portugal – savne Storbritannien som den utilpassede storebror, der modsatte sig centralisering og mindede de andre lande om, hvorfor et transatlantisk bånd er vigtigt, selv når det er allermest besværligt. Vi vil til gengæld ikke savne briterne, når der pragmatisk skal findes en fællesmængde, der rummer alle medlemslande.
Heldigvis har Danmark med sit EU-formandskab i anden halvdel af 2025 usædvanligt gode muligheder for at få information om, hvor andre lande står og bevæger sig hen i disse debatter, og hvor man finder mulighederne for en fælles vej frem. Og Danmarks pragmatiske tilgang til det europæiske samarbejde er et nyttigt udgangspunkt i en situation, hvor de største risici er handlingslammelse og en politisk ødelæggende afstand mellem store løfter og manglende evne og vilje til at føre dem ud i livet, fx når en optagelse af Ukraine vil kræve både grundlæggende reformer af EU’s politiske økonomi og en kraftig gradbøjning af de hidtidige optagelseskriterier.
Den anden gruppe af lande er repræsentanter for det globale syd. Blandt dem har Ukrainekrigen illustreret en større selvbevidsthed og en voksende skepsis mod den nuværende orden og Vestens, ikke mindst USA’s, dagsordensættende magt. Den nuværende orden og de vestlige landes forvaltning af den anses for dobbeltmoralsk og egennyttigmaksimerende. En præsident Trump med fokus på at sætte USA først risikerer at forstærke dette billede af selvcentreret vestlig arrogance. Igen står Danmark imidlertid stærkt. Mange af landene uden for Vesten var med til at stemme Danmark ind i FN’s Sikkerhedsråd i juni 2024, da Danmark med 184 stemmer blev bakket op af langt størstedelen af FN’s medlemslande. Netop medlemskabet af Sikkerhedsrådet (2025-26) giver gode muligheder for at knytte bånd og fokusere på fælles konkrete problemer, der kan medvirke til at opbygge tillid på tværs af velstandsniveau, geopolitiske udfordringer og politiske systemer. Danmark har et stærkt brand fra sin mangeårige indsats i udviklingspolitikken, og kampagnen forud for medlemskabet af Sikkerhedsrådet fokuserede klogt på at lytte – vi formidlede budskabet om Danmark som repræsentant og tillidsperson for både nord og syd. Nu er det tid til at ’operationalisere’ denne rolle: Hvad betyder det at være tillidsperson i en verden med øget stormagtsdominans og et mindre liberalt USA?
Endelig har Danmark en stærk interesse i at samarbejde med andre småstater på tværs af verdens regioner. Småstater har – som den mangeårige professor ved Columbia University Robert Jervis påpegede allerede i 1970’erne – en mindre fejl- og tidsmargen end stormagterne. De har behov for international stabilitet og forudsigelighed for at kunne fokusere deres begrænsede ressourcer, hvor det giver mest mening. Det er svært, hvis lederen af verdens mest magtfulde land har disruption som sin foretrukne metode.
Småstater tilstræber også stærke internationale institutioner. Både fordi institutionerne understøtter stabilitet og forudsigelighed ved at binde staterne til fælles regler og normer, og fordi institutionerne typisk giver de mindre lande mulighed for at komme til orde og give udtryk for deres bekymringer og præferencer. Det er svært, hvis lederen af verdens mest magtfulde land foretrækker den hurtige bilaterale deal, hvor USA’s magtoverskud kan aflæses direkte i forhandlingsresultatet.
Men Danmark havde under COVID-19 succes med at samarbejde med andre småstater, både når det kom til vidensudveksling og nation-branding på baggrund af håndteringen af pandemien. Her bør der være potentiale for at lære af hinanden om, hvordan man bedst navigerer i en verdensorden, hvor stormagternes interesser får stadigt mere plads. Kan man arbejde sammen for en orden, hvor internationale institutioner giver de mindre lande mulighed for indflydelse og stabilitet?
Trumps præsidentperiode er ikke kun en udfordring for Danmark. Hans dagsorden giver også rum for, at et land med Danmarks prioriteter kan spille en afgørende rolle på udvalgte områder. Små lande har svært ved at sætte store dagsordener, men med skarp prioritering og viljen til at afsætte de nødvendige ressourcer kan de få indflydelse på udvalgte nicher. For Danmark vil det være oplagt at sætte ekstra fokus på områder som klima og køn. Her kan Danmark gøre en reel forskel og samtidig også signalere til omverdenen, at dansk udenrigspolitik har kvaliteter og prioriteter, der ligger ud over den amerikanske dagsorden. ■
Trumps tilbud om at købe Grønland i hans første præsidentperiode er et eksempel både på Trumps adfærd og på, at man godt kan sige nej og efterfølgende have et godt forhold til præsidenten
_______
Anders Wivel (f. 1970) er professor i international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: London, 4. december 2019: Statsminister Mette Frederiksen og daværende samt kommende præsident Donald Trump under NATO-topmødet i Storbritannien [FOTO: Shealah Craighead/The White House/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
