Asger Røjle i RÆSON SØNDAG: Japan blæser til kamp mod kønsrollerne – for at redde landets fremtid
08.09.2024
At få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, mange af dem i ansvarsfulde og ledende roller, handler både om social retfærdighed og japansk konkurrencedygtighed i fremtiden. Problemet er bare, at ikke alle kvinder har lige meget mod på den fremtid.
Af Asger Røjle Christensen
Det japanske parlament vedtog i juni måned i år en ny lov, der på flere punkter forbedrer japanske børnefamiliers adgang til børnepenge og barselsorlov. Oppositionen stemte imod, fordi loven finansieres ved en stigning i samtlige japaneres sygekasse-indbetalinger, hvilket man opfatter som en camoufleret skattestigning. Men den nu afgående premierminister Fumio Kishida havde under debatten de store ord fremme og kaldte perioden frem til 2030 for Japans ”sidste chance” for at vende tendensen til, at japanere gifter sig sent og får alt for få børn.
Hele formålet med den nye lov er at lempe de økonomiske vilkår for japanske børnefamilier, så de ikke af økonomiske årsager lader være med at få børn, de ellers gerne vil have. Den nye lov hæver aldersgrænsen for udbetaling af børnepenge fra 15 til 18 år. Den fordobler børnepengene for alle, der fødes som tredje barn eller endnu flere i samme familie. Og den udvider den eksisterende ret til økonomisk støtte fra staten ved otte ugers barselsorlov efter barnets fødsel, som både mødre og fædre allerede har, så den gælder, uanset om man er fastansat, løstansat eller arbejdsløs. Den gør samtidig reglerne for helt eller delvis betalt barselsorlov mere fleksible.
Der bliver i disse år hevet i yngre japanske vinder i den fødedygtige alder fra højre og venstre. Årgangene er små, og der er på en gang brug for dem både til at føde flere børn og til at mindske arbejdskraftmanglen på arbejdsmarkedet.
Arbejdskraftmanglen er et resultat af en lav fødselsrate gennem flere generationer og en deraf følgende aldrende befolkning. Den har gjort en mere effektiv udnyttelse af japanske kvinders evner og arbejdskraft til et afgørende emne i japansk politik. I 1986 blev der vedtaget en lov om ligestilling på arbejdsmarkedet, og i 2015 blev der vedtaget en ny lov til fremme af kvinders deltagelse og forfremmelse på arbejdspladserne. Især sidstnævnte lov er blevet fulgt op af en lang række initiativer, der skal stimulere kvinder til at søge en karriere på det ellers traditionelt mandsdominerede japanske arbejdsmarked.
Men når man ser på statistikkerne, så har Japan langt igen, før der er ligestilling på arbejdsmarkedet. Der er langt fra ligeløn, og der er langt færre kvinder i ledende stillinger, både i det private og det offentlige.
Samme statistikker viser faktisk, at der i løbet af de seneste tyve år er sket en vis udvikling i retning af flere kvinder ude på arbejdsmarkedet og flere kvindelige chefer. Men på trods af utallige initiativer fra både regeringens og erhvervslivets top, ikke fordi de pludselig er blevet mere feministisk orienterede, men fordi der er desperat brug for disse kvinders arbejdskraft, så halter Japan stadig bagefter i forhold til næsten alle andre OECD-lande – og også andre fattigere lande i Asien.
I Japan var 54,9 procent af voksne kvinder i arbejde i 2023, inklusive pensionister, sammenlignet med 71,5 procent af voksne mænd. ”The Gender Gap Report”, der blev udgivet i forbindelse med ”World Economic Forum” i 2022, placerede Japan som nummer 116 ud af 146 undersøgte lande, helt i bund blandt de udviklede økonomier.
”Uligheden mellem kønnene på Japans arbejdsmarked bliver ved med at eksistere på trods af initiativer for at fremme ligestilling”, konstaterer sociologen Ayaka Yamada i maj 2024 i en rapport til International Journal of Sociology. ”Kvinder møder udfordringer i at opnå ledende stillinger og ligeløn. Traditionelle kønsnormer og en krævende arbejdskultur bidrager til at begrænse karrieremulighederne for kvinder, og resultatet er en stor skævhed i de ledende positioner”.
Når man ser på statistikkerne, så har Japan langt igen, før der er ligestilling på arbejdsmarkedet. Der er langt fra ligeløn, og der er langt færre kvinder i ledende stillinger, både i det private og det offentlige
_______
Pres fra to sider
Kvindernes dilemma – og det japanske samfunds dilemma – er, at det er lige præcis den samme aldersgruppe af kvinder, som samme regering med den anden hånd af al kraft forsøger at stimulere til at føde flere små japanere, så alderssammensætningen og relationen mellem på den ene side japanere i den arbejdsdygtige alder og på den anden side japanere, der skal forsørges, på længere sigt ikke bliver helt så skæv, som statistikken ellers tyder på, at den vil blive. Allerede nu er over en tredjedel af alle japanere ældre end 65 år gamle, og den andel vil kun stige i de kommende årtier.
For de unge kvinder er det svært – for ikke at sige umuligt – at leve op til begge dele. Af økonomiske og hverdagslogistiske årsager er det meget vanskeligt at få børn, hvis man samtidig er ansat i en fuldtids karrierestilling. Mange af de kvinder, der satser på den slags stillinger, vælger netop ikke at få børn – og i nogle tilfælde slet ikke at gifte sig.
Med europæiske øjne kunne manden jo i mange tilfælde medvirke til at gøre dette dilemma mindre, hvis han tilbragte flere timer hjemme og deltog mere i husholdning og børnepasning, end hans far og farfar typisk har gjort. Det er der faktisk flere og flere unge fædre, der er villige til. Mændene vil gerne spille en mere aktiv faderrolle, end fædre traditionelt har gjort i efterkrigstidens Japan. Disse unge fædre kaldes ”ikumen”, ”mænd, der passer børn”, og det er et entydigt positivt begreb.
Arbejdsministeriet gennemførte for ti år siden ligefrem en større ikumen-kampagne, hvor man som en model for andre fremhævede mønster-eksempler på unge bomstærke fædre, der som en anden sexet superman hentede børn i børnehaven, lagde dem i seng og passede dem, når de var syge. Hver måned valgte man i ministeriet en ”ikumen”-stjerne, der havde hjulpet sin hustru på en eller anden helt særlig måde, og som blev fremhævet som rollemodel for alle unge japanske mænd.
En række undersøgelser har vist, at en større andel af Japans yngre fædre gerne vil være ikumen, og at de i forskellig grad lever op til det. Den tyske politolog Benedikt Brüning fra Goethe-instituttet i Frankfurt konkluderer i en artikel fra 2020 på disse undersøgelser, at ”fædre er faktisk villige til at involvere sig mere i børnepasning og støtte deres koner derhjemme med husholdningen”.
Man kan se på tv-reklamerne, at billedet af den unge kernefamilie, der går søndagstur i parken sammen, er et positivt billede, som kan bruges til at sælge såvel kiks som forsikringer og frosne færdigretter.
Men selv om de bløde ”ikumen”-mænd støttes af regeringens kampagner, selv om de ofte får accept af chefen til at gå tidligt og hente små børn i børnehaven, og selv om de er gevaldigt populære blandt unge kvinder, så er der store barrierer, der skal forceres, før Japan vil opleve en hel generation af unge ikumen-fædre.
De bliver presset fra flere sider. Kolleger ser ofte skævt til, at ikumen ikke gør den samme indsats for arbejdspladsen, som de gør. Og både familie og svigerfamilie er ofte bekymrede for, at ikumen ikke satser nok på deres karriere, og ofte møder de også skepsis blandt kvarterets unge mødre på legepladserne, når de kommer rullende med barnet i klapvogn. Offentlige legepladser har i årtier været små trygge kvindesamfund. Hvad vil manden pludselig her?
Mændene vil gerne spille en mere aktiv faderrolle, end fædre traditionelt har gjort i efterkrigstidens Japan. Disse unge fædre kaldes ”ikumen”, ”mænd, der passer børn”, og det er et entydigt positivt begreb
_______
Samtidig påpeger Benedikt Brüning, at adgangen til barselsorlov for fædre, der nu forbedres med den nye lov, i forvejen kun i begrænset omfang udnyttes. Ganske vist skete der i perioden mellem 2012 og 2018 en fordobling af det antal unge fastansatte fædre, som tog to ugers betalt barselsorlov efter barnets fødsel, fra 17,8 til 35,1 procent. Tidligere havde de fleste højst taget fem dage. Men samtidig skete der i samme periode et decideret fald i dem, der tog barsel i en længere periode end to uger.
Mange unge mænds forståelse for betydningen af at deltage i pasningen af deres børn er stigende. Den er langt større, end deres fædres forståelse var, men i forhold til barselsorlov lever deres handlinger endnu ikke op til disse liberale holdninger. Det har meget at gøre med kulturen på arbejdspladserne og forventningerne fra de ældre generationer i familierne.
Faktisk blev der også her i foråret vedtaget en ny lov om et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det blandt andet er et krav, at alle arbejdspladser med flere end 300 medarbejdere offentligt skal bekendtgøre, hvor mange af deres mandlige medarbejder der år for år har taget deres barselsorlov, og om det lever op til arbejdspladsens eget mål. Samme nye lov stiller også krav om, at man på arbejdspladserne åbner for mere hjemmearbejde, sætter grænser for overarbejde og giver ansatte bedre mulighed for at blive hjemme, når børn er syge.
Der er stadig desperat mangel på daginstitutioner for børn, bedsteforældrene bor i vore dage i stigende grad langt væk fra de unge kernefamilier, og hvis der ikke kan findes pasning til børnene, føler mange unge mødre sig presset til at opgive deres arbejde, selv om både de og deres mænd havde foretrukket, at de havde kunnet fortsætte. Senere vender de ofte tilbage til arbejdsmarkedet, når børnene er kommet i skole, men på det tidspunkt ofte i mere rutineprægede og mindre krævende job.
”I Japan stiger beskæftigelsen blandt barnløse kvinder i takt med deres uddannelsesniveau. De, der er beskæftiget, bruger i højere grad deres færdigheder, som derfor yderligere øges. I kontrast er beskæftigelsesgraden lavere for kvinder med børn, og der er ikke den samme tendens til, at deres færdighedsniveau stiger i sammenligning med ansatte kolleger. Disse data viser, at for kvinder i Japan er det at have børn en hindring i forhold til at udføre udfordrende jobs”, konstaterer økonomen Kyoko Komatsu, der er forsker ved Japan Institute for Labour Policy and Training, i en artikel på websiden nippon.com fra 2023.
Hendes konklusion er, at mens uligheden i muligheder for at bringe sine færdigheder i spil i et job gradvist mindskes mellem mænd og kvinder, så ”stiger divergensen i relation til færdigheder til gengæld mellem kvinder med og uden børn”.
Mens uligheden i muligheder for at bringe sine færdigheder i spil i et job gradvist mindskes mellem mænd og kvinder, så ”stiger divergensen i relation til færdigheder til gengæld mellem kvinder med og uden børn”.
_______
Rodfæstede kønsroller
Der er flere årsager til, at det – trods alle de erklærede gode hensigter fra myndigheder og virksomheder – er så vanskeligt for kvinder med børn at få mulighed for at bruge deres fulde færdigheder i et job. En forklaring er dybt rodfæstede kønsroller i familierne selv.
Men en anden forklaring er, at det ofte forventes, at nyansatte i fuldtidsjob i både offentlige kontorer og private virksomheder er på arbejdspladsen fra morgen til sen aften i flere år i begyndelsen af deres ansættelse for at vise deres engagement i firmaet. Selv med adgang til børnepasning er det vanskeligt for en ung mor med et eller flere børn derhjemme at leve op til disse forventninger. Efter nogle år er disse krav om tilstedeværelse ikke så barske længere, men typisk er det jo netop i de første år af ens ansættelse, at ens børn er små.
Endelig kan det ikke altid økonomisk betale sig for kernefamilier med børn, at både faderen og moderen er fuldtidsbeskæftiget med krævende karrierejob ude af huset. Det japanske skattesystem har i mange år baseret sig på temmelig rundhåndede fradrag for hjemmegående ægtefælle og hvert barn, og mange familier har lagt budget ud fra disse ordninger, da de i sin tid købte bolig, så den slags ordninger er svære at afskaffe. I mange tilfælde skal moderen med andre ord finde sig et relativt vellønnet job, hvis det overhovedet skal give det mindste overskud i husholdningskassen, at hun fortsætter med at arbejde, mens børnene er små, eller vender tilbage til arbejdsmarkedet, når de er blevet lidt større.
Der er mange faktorer i spil, og ”fremover, hvis man vil gøre noget ved ulighed mellem kønnene på det japanske arbejdsmarked, vil det kræve en omfattende og holistisk tilgang, som omfatter lovmæssige reformer, organisatoriske politikker, kulturelle forandringer og samfundsmæssige holdninger”, hedder det i konklusionen i Ayaka Yamadas førnævnte rapport til International Journal of Sociology.
”At skabe et mere ligeligt og inklusivt miljø på arbejdspladsen handler ikke kun om social retfærdighed, men er samtidig afgørende for Japans konkurrencedygtighed og bæredygtige udvikling på længere sigt. Ved at udnytte det fulde potentiale hos alle samfundets individer, uanset køn, kan Japan øge sin innovation, produktivitet og sociale sammenhængskraft og i sidste ende virkeliggøre en vision om en mere velhavende og ligelig fremtid for alle”, skriver hun.
Samtidig er det jo et valg, som hver enkelt ung kvinde i Japan står overfor. De mødes af det dilemma, som det aktuelle pres fra to sider – om både at skulle bidrage på arbejdsmarkedet og skulle føde nogle flere børn – stiller dem overfor. Et umuligt valg, føler mange. Det har indtil videre fået en del af dem til i sidste ende at vælge helst at blive hjemmegående, ligesom deres mor oftest var det.
Sociologiske undersøgelser har i lang tid vist, at det er der faktisk noget i retning af en tredjedel, der allerhelst vil. At blive ”husmor” står stadig højt på listen over foretrukne valg, når man spørger unge piger i Japan, hvordan de ser deres fremtid – i markant modsætning til situationen i andre OECD-lande. Muligvis med en vis resignation, muligvis blot fordi det for dem ser mindre afskrækkende ud end alternativerne, muligvis for at slippe ud af et umuligt dilemma. ■
At blive ”husmor” står stadig højt på listen over foretrukne valg, når man spørger unge piger i Japan, hvordan de ser deres fremtid – i markant modsætning til situationen i andre OECD-lande
_______
ILLUSTRATION: Tokyo, 13. januar 2020: Japanske kvinder klædt i kimonoer fejrer “Coming of Age Day”. Dagen markerer unge japanere, der når alderen 20 og betragtes som voksen [FOTO: Christopher Jue/EPA/Ritzau Scanpix]