01.12.2024

Oprørsstyrkernes angreb mod Aleppo er et rystende vendepunkt for Bashar al-Assad, hvis regime i flere år har været præget af relativ stabilitet efter de militære sejre støttet af Rusland og Iran. Men Syriens borgerkrig er langt fra slut.




Af Darjan Afandi

Den syriske borgerkrig, der har rystet regionen i næsten et årti, synes at være trådt ind i en ny fase. I perioden mellem den 29 og 30. november 2024 rapporterede den syriske hær om et massivt angreb på byen Aleppo, der blev gennemført af oprørsgrupper ledet af den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham. Oprørernes overraskende fremmarch har givet et sjældent væk fra frontlinjerne i den syriske konflikt, som siden 2020 har været relativt stillestående. Dette angreb er ikke blot et militært tab for Assad-regimet, men det rummer også dybere politiske og strategiske implikationer for både Syrien og regionen.

Angrebet på Aleppo markerer den største udfordring for den syriske præsident Bashar al-Assad i mange år. Den syriske hær har meldt om “dødsfald blandt dusinvis af soldater”, og hæren har hurtigt lovet at forberede en modoffensiv for at genetablere kontrol over byen. Assads modsvar forventes dog at tage flere dage – og virker til at være overladt til de russiske fly at fortsætte deres bombardementer mod oprørsgrupperne, til den syriske hær kommer med et effektivt modangreb. Samtidig støtter Kongressen i USA oprørsgrupperne, og det virker umiddelbart til, at USA er klar til at intervenere og støtte, og eventuelt indblande sig på et senere stadie i denne nyskabte konflikt med det potentielle mål om at få greb om situationen i Syrien – og derfra kunne inddæmme Irans indflydelse.

Offensiven mod Aleppo er et rystende vendepunkt for Assad, hvis regime i flere år har været præget af relativ stabilitet efter de militære sejre støttet af Rusland og Iran, der har været med til at vende tidevandet i konflikten til hans fordel. På nuværende tidspunkt er dødstallene på 327 med både civile og frihedskæmpere dræbt i Idlib og Aleppo.

Men hvorfor er dette angreb så betydningsfuldt? Aleppo, Syriens næststørste by, har i årtier været et politisk og strategisk omdrejningspunkt i borgerkrigen. Byens kontrol har skiftet hænder ad flere omgange og har været skueplads for nogle af de mest intense og destruktive kampe i konflikten. I 2016 led Assad-styrkerne et stort tab her, men siden da har byen været under statens kontrol, dog med betydelige udfordringer fra oprørsgrupper, der fortsat opererer i området.

 

Angrebet på Aleppo markerer den største udfordring for den syriske præsident Bashar al-Assad i mange år
_______

 

Angrebet i Aleppo kommer på et tidspunkt, hvor konflikten i Syrien synes at have nået et lavpunkt i mediernes dækning, selvom kampene fortsætter. Frontlinjerne har været forholdsvis stabile siden 2020, og vestlige mediers opmærksomhed har flyttet sig til andre konflikter. Dette angreb, der vækker minder om de tidligere intense kampe, viser dog, at krigen i Syrien langt fra er slut. Det understreger den fortsatte ustabilitet i regionen og de sårbare sikkerhedsforhold, som Assad-regimet stadig står overfor.

En central aktør i dette angreb er Hayat Tahrir al-Sham, en gruppe der tidligere var knyttet til al-Qaeda, men som siden har distanceret sig fra gruppen for at forsøge at opnå politisk legitimitet. Derudover deltager også National Liberation Front, en tyrkiskstøttet alliance af moderate oprørsgrupper, og Syrian National Army, en paraplyorganisation med stærke forbindelser til Ankara. Mindre grupper som Turkistan Islamic Party, bestående af uighur-krigere, og diverse islamistiske brigader og militsgrupper spiller også en rolle i offensiven. Til sammen repræsenterer disse aktører en kompleks blanding af ideologier og alliancer, der konstant ændrer sig i form af hvilke formål og fokus grupperne burde have i form af islamistisk tankegang som en religion eller ideologi, hvilket yderligere komplicerer det syriske konfliktlandskab. Hovedpersonen, Hayat Tahrir al-Sham, har været en af de mest effektive modstandere mod Assad og har i flere år kæmpet i Nordvest-Syrien, især i Idlib-provinsen. Offensiven mod Aleppo kan altså ses som en vigtig optrapning i gruppens strategi for at udvide sin kontrol og maksimere sin indflydelse i en konflikt, der er blevet stadig mere fragmenteret. Men det er også et angreb på den syriske stat, som forsøger at vise, at modstanden mod Assad-regimet fortsat er levende og organiseret.

For præsident Bashar al-Assad er situationen kritisk. Mens han stadig kan regne med militær støtte fra Rusland og Iran, er der tegn på, at denne støtte er under pres på grund af ændrede forhold i begge lande. For Rusland betyder den langvarige krig i Ukraine betydelige militære og økonomiske belastninger, og det kan begrænse deres evne til at opretholde samme niveau af engagement i Syrien som tidligere. For Iran er de interne uroligheder og den økonomiske krise et væsentligt fokuspunkt, hvilket potentielt kan påvirke landets vilje og ressourcer til fortsat at støtte Assad-regimet i samme omfang, samt deres pågående konflikt med Israel. Dette skaber en ny dynamik, hvor Assads afhængighed af sine allierede udfordres, og hans evne til at opretholde kontrol står over for øgede usikkerheder. Derfor har han i de senere år måtte konfrontere både interne og eksterne udfordringer. Udenlandske magter, herunder USA, Tyrkiet og de arabiske lande, har haft varierende grader af indflydelse i konflikten ved ønske om at nedkæmpe al-Qaeda, ISIS, YPG og samtidig opretholde de relevante modstandsgrupper, mens der er en voksende modstand mod den syriske regering fra både lokale oprørsgrupper og internationale aktører, der ser på Syriens fremtid med bekymring eftersom konflikten har haft en midlertidig “rolig periode”, indtil nattens angreb.

 

For præsident Bashar al-Assad er situationen kritisk. Mens Assad stadig kan regne med militær støtte fra Rusland og Iran, er der tegn på, at denne støtte er under pres på grund af ændrede forhold i begge land
_______

 

Det er vigtigt at forstå, at den syriske konflikt ikke kun handler om Assad-regimet og oprørerne. Den har også en dyb regional betydning, især i relation til de geopolitisk interesserede aktører som Rusland, Iran og Tyrkiet, som alle har interesse i konfliktens udfald. Iran vil sandsynligvis opretholde sin støtte til Assad-regimet, men det eskalerende fokus på konflikten med Israel kan begrænse deres ressourcer og opmærksomhed i Syrien. Ellers har Rusland været Assads nøgleallierede i kampen mod de forskellige oprørsgrupper siden 2015 og har ydet massiv militær støtte gennem luftangreb og våbenleverancer. Dette har givet Assad mulighed for at genvinde kontrol over store dele af landet, eftersom kontrollen over Syrien var delt mellem flere oprørsgrupper og eksterne aktører. Assad-regimet havde, med massiv støtte fra Rusland og Iran, holdt fast i centrale byer som Damaskus, Latakia, Tartus og Homs, men havde svært ved at opretholde kontrol over områder som Aleppo, Raqqa (der har været genstand og et centralt midtpunkt for adskillige skududvekslinger og kampe tilbage i 2013-2015) og Idlib (samme status og betydning som Raqqa). I begyndelsen af konflikten i 2015 havde oprørsgrupper som Free Syrian Army (FSA), Ahrar al-Sham og al-Nusra Front kontrol over store områder i Nord- og Central-Syrien. Aleppo var delt, hvor oprørerne kontrollerende den østlige del, mens Assad-regimet havde kontrol over den vestlige del. I den sydlige del af landet, især i Daraa, havde oprørsgrupper også stærk tilstedeværelse. Islamisk Stat (ISIS) var en dominerende aktør og kontrollerede store områder i øst og nord, herunder Raqqa, som fungerede som deres de facto hovedstad, samt Palmyra og Deir ez-Zor, vigtige olieområder. I den nordøstlige del af Syrien havde de kurdiske YPG og deres allierede i Syrian Democratic Forces (SDF) etableret kontrol over vigtige områder som Qamishli, Hasakah og Kobani, og de modtog støtte fra USA i deres kamp mod ISIS. Tyrkiet støttede oprørsgrupper som FSA og gennemførte militære operationer som Operation Euphrates Shield og Operation Olive Branch, der resulterede i erobringen af områder som Al-Bab og Afrin, hvor kurderne blev fjernet, hvilket ligeledes lå i tyrkernes interesse. Hayat Tahrir al-Sham, som oprindeligt var al-Nusra Front, havde kontrol over den nordvestlige Idlib-provins og dele af Aleppo og Hama, og var en af de mest magtfulde oprørsgrupper i regionen. Gennem den øvrige beskrevne militære intervention og støtte fra Rusland begyndte Assad-regimet at genvinde flere områder fra 2015 og frem – herunder Aleppo i 2016 og Palmyra i 2017, mens ISIS blev nedkæmpet i de fleste af sine tidligere besatte områder. I de efterfølgende år, især 2017 og 2018, blev flere områder i syd og øst, såsom Deir ez-Zor og Daraa, genvundet af Assad-regimet, og konflikten begyndte at dreje sig mere mod kampen om de sidste oprørs- og kurdisk-kontrollerede områder i Idlib og den nordøstlige del af landet. Siden hen har der været løbende “fusioneringer” af de forskellige oprørsgrupper mellem Jabhat al-Nusra, Al Qaeda og Jabhat Fateh al-Sham og Ahrar al-Sham.

Det er altså ikke kun i Syrien, at denne konflikt har konsekvenser. Et destabiliseret Aleppo har potentiale til at påvirke den allerede anspændte situation langs grænserne til Tyrkiet og Irak – det kan forværre flygtningekriserne, der allerede har oversvømmet nabolandene og Europa. Derudover er Aleppo, som har lidt under flere års luftangreb og belejringer, stadig hjem for hundredtusindvis af civile, der lever i ekstrem usikkerhed.

I den kommende tid vil vi muligvis være vidner til en intensivering af kampe og luftangreb, som Assad-regimet vil bruge til at forsøge at genvinde kontrol over byen. Samtidig vil oprørerne sandsynligvis udnytte den relative ustabilitet til at etablere et stærkere fæste i regionen. Der er allerede rapporteret om russiske og syriske luftangreb på oprørspositioner i og omkring Aleppo – et skridt der skal vise styrke og afskrække yderligere fremrykning fra oprørerne. Det er første gang siden 2016, at russiske kampfly har været i offensiven igen og bombet Syriens næststørste by, hvilket har ført til mindst 16 civile dræbte, der allerede nu tyder på et signal om, at russerne ikke er eller vil være tilbageholdende med denne ‘nye’ overtagelse fra oprørsgrupperne i Aleppo.

Endelig afslører Aleppo-angrebet den syriske stats fortsatte skrøbelighed og manglende evne til at sikre suverænitet over sit eget territorium. Regeringens midlertidige tilbagetrækning er ikke blot en militær udfordring, men en indikation på et dybere, uløst konstitutionelt sammenbrud, hvor statens kontrol undermineres af både interne magtspil og eksterne interventioner. Det er endnu et eksempel på, hvordan Syrien efter mere end et årti med krig er blevet et geopolitisk eksperiment, hvor langsigtede løsninger på governance og statsopbygning konstant fortrænges af kortsigtede militære prioriteringer.

Syriens fremtid synes stadig usikker. Og mens den syriske stat under Assad har demonstreret betydelig modstandskraft, har den militære situation i Aleppo vist, at konflikten fra den syriske borgerkrig langt fra er afsluttet. I stedet for at afdæmpe konflikten, ser vi en fortsat flugt mod det kaos, der har kendetegnet Syriens skæbne de sidste mange år. Hvor dette vil ende, er endnu uvist, men én ting er klart: Aleppo er stadig et vitalt brændpunkt i krigens tragiske historie. ■

 

Syrien er efter et årti med krig blevet et geopolitisk eksperiment, hvor langsigtede løsninger på governance og statsopbygning konstant fortrænges af kortsigtede militære prioriteringer
_______

 

Darjan Afandi (f. 2003) er stud.jur på Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet (2022), og har både gennem sit studie og sideløbende, beskæftiget sig med militær folkeret, national sikkerhed, (anti-)terror(-lovgivning), samt juridiske og etiske aspekter af krig og konflikt.

ILLUSTRATION: Aleppo, 30. november 2024: Styrker fra den syriske opposition poserer foran Aleppo Citadel efter de har indtaget byen [FOTO: Anas Alkharboutli/DPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille