Deniz Serinci: Assads fald efterlader kurderne uden nogen beskyttelse mod Erdoğan
10.12.2024
Med Assads fald skal Tyrkiet hverken tage højde for Rusland, Iran eller Assad før et angreb på kurderne, men har meget friere hænder. Deres eneste værn mod en tyrkisk invasion synes at være USA.
Analyse af Deniz Serinci
Assad-dynastiets 54 år lange diktatur i Syrien er slut. Præsidenten Bashar al-Assad er væltet. De forskellige kurdiske partier – kurderne udgør cirka 10 pct. af befolkningen i Syrien – udtrykker glæde over diktatorens afgang. I oktober da jeg besøgte de kurdiske områder i Syrien lykkedes det mig ikke at finde nogen, der havde noget positivt at sige om Assads regime. Årsagen var, nævnte de, at kurdisk undervisning var forbudt under regimet. Efter en folketælling i 1962 blev de kurdere, der ikke kunne fremlægge dokumenter for, at de havde boet i Syrien før 1945, kategoriseret som fremmede og mistede statsborgerskab og rettigheder. Det var på daværende tidspunkt cirka 120.000-150.000 kurdere, hvilket vil sige cirka hver femte kurder i Syrien.
Men i sommeren 2012 trak Bashar al-Assads styre sig ud af de kurdiske områder nordpå i borgerkrigens kaos, hvorefter det prokurdiske Demokratisk Enhedsparti (PYD) overtog magten. PYD opbyggede en administration, og kurdiske skoler, der var forbudte under Assad, blev åbnet, ligesom den engang undertrykte kurdiske kultur kom til at blomstre. Siden har kurderne i det nordlige Syrien haft de facto selvstyre. Selvstyret hedder officielt Nord- og Østsyriens Demokratiske Autonome Administration (DAANES), i folkemunde kendt som Rojava – det betyder ”vest” på kurdisk og hentyder til, at de kurdiske områder i Syrien ligger i det, som kurdiske nationalister kalder for ”Vestkurdistan”. Selvstyret er ikke anerkendt af noget land.
Der bor millioner af mennesker, hvoraf de fleste er etniske kurdere, mens resten er arabere, assyrere, armeniere, turkmenere, tjerkessere, osv. Området styres militært af Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der med vestlig luftstøtte nedkæmpede Islamisk Stats (IS) fysiske territorium i 2017 og 2019. Den vigtigste gruppe af SDF udgøres af Folkets Forsvarsenheder (YPG).
Efter Assads fald er kurderne bekymrede. For hvad nu? Får de lov at beholde deres selvstyre under de nye tyrkiskstøttede sunni-arabiske magthavere?
Forløbet op til afsættelsen af Assad har også været godt for kurderne: Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon erklærede i 7. december 2024, at SDF nu kontrollerer 40 pct. af Syrien, selvom de kun udgør en tiendedel af befolkningen. Da oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) og andre tyrkiskstøttede grupper lavede deres offensiv, trak Assads regime sig ud, hvorefter SDF skyndte sig at overtage den olierige by Deir ez-Zor der tilmed er den største by i det østlige Syrien med omkring en kvart million indbyggere. Desuden overtog SDF byen Abu Kamal, en vigtig forsyningsrute på grænsen til Irak. Sidst, men ikke mindst, fik kurderne i Syrien for første gang en lufthavn, da regimet trak sig ud af Qamishlys lufthavn og SDF rykkede ind.
Efter Assads fald er kurderne bekymrede. For hvad nu? Får de lov at beholde deres selvstyre under de nye tyrkiskstøttede sunni-arabiske magthavere?
_______
Dårligt nyt for kurderne
Det mindre gode for kurderne i DAANES og SDF er, at tyrkiskstøttede grupper lige nu kæmper om at smide dem ud af den strategisk vigtige og etnisk blandede by Manbij i det nordlige Syrien. Den anden dårlige nyhed er det forventede tyrkiske angreb mod DAANES.
Tyrkiet bomber jævnligt området, allersenest to dage efter, jeg besøgte området sidst, i oktober. I 2016, 2018 og igen i oktober 2019 invaderede den tyrkiske hær ligefrem området og indtog flere kurdiske byer.
En direkte årsag til Tyrkiets modvilje mod DAANES er, at det er styret af SDF – en paraplyorganisation, hvor YPG udgør den største del. Tyrkerne betragter YPG som en syrisk afdeling af ærkefjenden Kurdistans Arbejderparti, PKK. Mange tyrkere har årtiers traumatiske erfaringer med PKK: 45.000 mennesker, primært kurdere og tyrkiske soldater er døde i krigen mod PKK siden 1984, hvor PKK startede den væbnede kamp for at opnå kurdisk selvbestemmelse.
Officielt har USA benægtet, at YPG er en gren af PKK, men internationale eksperter fra den britiske tænketank The Henry Jackson Society siger, at PKK og YPG deler “medlemmer, ideologi og kommandostruktur”.
Under mit sidste besøg spurgte jeg Shera Ose, medlem af ledelsen i Det Syriske Demokratiske Råd (MSD), som er den gren af SDF, som kontrollerer de kurdiske områder i Syrien. Hun afviste overfor mig, at de skulle være forbundet med PKK. ”Der er en kæmpe afstand mellem os og PKK. PKK er her ikke. Vi er alle en del af Syriens folk,” sagde hun. Hun kunne ikke rigtig komme med et svar på, hvorfor der så er billeder af PKK’s leder, Abdullah Öcalan, overalt.
Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan understregede i oktober 2019 under et pressemøde i Ankara, at ”…dette ikke er en operation imod kurderne, men mod PKK og dets søsterpartier. Kort sagt, så vil vi ikke tillade etableringen af en terrorstat i det nordlige Syrien.”
Erdogan lytter også til sit tyrkisk-nationalistiske bagland, når han bomber kurderne i Syrien. Set fra et tyrkisk perspektiv er det et problem, at ærkefjenden PKK – eller deres formodede syriske gren i YPG – får et land lige syd for grænsen.
Tyrkerne frygter også, at et selvstændigt syrisk Kurdistan vil inspirere de tyrkiske kurdere til at løsrive sig fra Tyrkiet. Især fordi både de tyrkiske og syriske kurdere på begge sider af grænsen er forbundet med hinanden gennem tætte historiske, familiære, sproglige og ideologiske bånd.
En tredjedel af PKK’s guerillaer var således på et tidspunkt syriske kurdere, inklusiv den tidligere leder af PKK’s væbnede fløj, Fehman Hussein, og et sted mellem 7.000 og 10.000 syriske kurdere døde for PKK (jf. Harriet Allsopp, The Kurds of Syria, 2014).
Tyrkerne frygter også, at et selvstændigt syrisk Kurdistan vil inspirere de tyrkiske kurdere til at løsrive sig fra Tyrkiet
_______
I dag har mange familie på begge sider af grænsen. Både kurderne i Syrien og Tyrkiet taler samme kurmanci-dialekt af kurdisk, hvilket bidrager til samhørigheden. Sidst, men ikke mindst, er PKK-orienterede partier populære på begge sider af grænsen. Da de syriske kurdere oprettede YPG, fulgte de tyrkiske kurdere trop ved at etablere YPS (De Civile Forsvarsenheder). Og da de syriske kurdere erklærede selvstyre i januar 2014, fulgte de tyrkiske kurdere trop i efteråret 2015 ved at erklære autonome zoner i det sydøstlige Tyrkiet. Tyrkerne blev dermed bekræftet i deres frygt for den gensidige påvirkning.
Nu, hvor SDF har en lufthavn i Qamishly og 40 pct. af Syrien med strategisk vigtige byer som Deir ez-Zor og Abu Kamal, vil tyrkerne næppe acceptere det. Kan PKK-guerillaer så flyve direkte til DAANES, vil tyrkerne frygte?
Under mit sidste besøg i DAANES i oktober i byen Kobani følte kurderne sig beskyttede mod tyrkerne, for russisk militærpoliti og Assads styrker bevogtede grænsen til Tyrkiet og fungerede dermed som en buffer. Tyrkerne turde næppe angribe russerne og invadere Kobani. Nu er Assad og russerne væk. Kurderne har ingen beskyttelse mod Erdogan. Iran er også væk. Tyrkiet skal dermed ikke tage højde for Rusland, Iran eller Assad før et angreb på kurderne, men har meget friere hænder.
Før havde SDF to militære fjender i Syrien, nemlig den tyrkiske hær og syriske militante. Nu har de tre: den tyrkiske hær, syriske militante og den kommende syriske regering, der muligvis bliver tyrkiskstøttede sunnimuslimske arabiske grupper, som aldrig har godkendt, at kurderne skulle få et selvstyre.
HTS har forsikret kurderne, at de ikke vil angribe dem. HTS’ leder Abu Mohammad al-Jolani har modereret sine synspunkter, trimmet skægget, og er begyndt at gå mere sekulært klædt.
Men ikke alle køber ind på den forvandling. ”Han er en ulv i fåreklæder,” sagde min kontaktperson i Qamishly til mig i dag over en skrattende Whats App-forbindelse. ”Taliban påstod også, at de havde modereret sig. Men da de først generobrede magten, havde de ikke ændret sig en tøddel”.
Selvstyre eller ej?
Det store spørgsmål er: Kan DAANES ikke bare lægge afstand til PKK og fratage Erdogan en undskyldning for at invadere dem?
Historien har vist, at det er muligt at have et kurdisk selvstyre uden at blive invaderet af tyrkerne. I Irak har kurderne haft vidtstrakt selvstyre siden 1992 uden at blive angrebet af den nordlige nabo. Tyrkiet har ganske vist angrebet PKK-lommer i det irakiske Kurdistan, men de har aldrig fysisk angrebet de kurdiske myndigheder i Irak.
Tværtimod har tyrkerne og de irakiske kurdere gode økonomiske relationer og en livlig samhandel. Et godt forhold til tyrkerne er altafgørende for enhver kurdisk gruppe i regionen, og det skyldes, at det irakisk-kurdiske selvstyre tilhører et andet parti end PKK.
Som den amerikanske kurderekspert Michael Gunter engang har skrevet: ”Tyrkiet er den altafgørende regionale stat i den kurdiske fortid, nutid og fremtid. Uden tyrkisk samarbejde er en kurdisk stat umulig.” (Michael Gunter, Out of Nowhere, 2014.)
En kurdisk afstandtagen til PKK vil uden tvivl gøre det sværere for Erdogan at legitimere invasion af DAANES. Men det er vanskeligt at forestille sig DAANES lægge afstand til PKK uden at miste deres politiske legitimitet, da YPG og PKK er tæt forbundne. Både PKK og YPG betragter fx PKK’s stifter, Abdullah Öcalan, som deres leder – ham er der billeder og statuer af overalt i det nordlige Syrien, hvor YPG har magten. Det er da også normalt at møde krigere i YPG, der tidligere har kæmpet for PKK.
Desuden har mange familier i de kurdiske områder mindst én far, mor, bror, søster, fætter eller kusine, der på en eller anden måde har været tilknyttet PKK, ofte som guerilla. Det er således svært for dem at fordømme noget, de har personlige aktier i.
Desuden vil PKK-spørgsmålet ikke løse hele den kurdisk-tyrkiske konflikt, som også fandtes før PKK. Det kurdiske sprog blev forbudt i Tyrkiet i 1924 (i 1991 blev forbuddet dog ophævet), mens PKK først blev grundlagt i 1978.
I april 2020 fjernede det tyrkiske undervisningsministerium ordet “kurder” i en gammel klassiker af Ibn Khaldun, en arabisk filosof, sociolog og historiker fra det 14. århundrede. Den 15. maj 2022 aflyste en tyrkisk kommune en kurdisk koncert med sangerinden Aynur Dogan, der er kendt for at synge kulturelle, men ikke politiske sange, og dagen efter aflyste en anden tyrkisk kommune et kurdisk teaterstykke. I november 2024 aflyste myndighederne tre kurdiske sangeres koncerter. Erdogan og hans MHP-allierede slår altså ikke kun slår ned på PKK, men på udtryk for kurdiskhed mere bredt. Kurdernes eneste værn mod en tyrkisk invasion synes at være USA. Supermagten har erklæret, at dens soldater vil forblive i det østlige Syrien for at forhindre IS i at genopstå. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har USA 900 soldater i Syrien og yderligere 2500 i Irak.
Den 20. januar 2025 bliver Donald Trump indsat i Det Hvide Hus. Hvis IS rører på sig, vil det styrke USA’s argumentet for at blive i Syrien. Dermed vil SDF muligvis kunne være mere beskyttede mod tyrkiske og tyrkiskallierede syriske gruppers angreb. I går, søndags, ramte amerikanske fly 75 mål, herunder IS’ træningslejre i Syrien og dens ledere og fodsoldater. ■
Historien har vist, at det er muligt at have et kurdisk selvstyre uden at blive invaderet af tyrkerne
_______
Deniz Serinci (f. 1985) er journalist og forfatter til bl.a. bøgerne ”Med nye øjne” (2019, med Ahmed Akkari), ”Kurdistan” (2018), ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan (2018) og ”Slave i Islamisk Stat, IS” (2017), ”Kurderne fra A til Z” (2024). Han er desuden redaktør på det dansk-kurdiske netmedie Jiyan.dk.
ILLUSTRATION: Deir ez-Zor, 4. september 2024: En soldat fra SDF holder vagt [FOTO: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
