Hans Henrik Fafner: USA med Trump i spidsen vil reagere hårdt, hvis et islamistisk styre er på vej i Syrien

02.12.2024

Bashar al-Assad står for fald, men alternativet kan vise sig at være et Islamisk Stat-lignende regime. Og Donald Trump vil ikke afholde sig fra at reagere hårdt, hvis det viser sig, at sådan ét er på vej til at etablere sig i Syrien.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I slutningen af oktober truede iranerne med et massivt gengældelsesangreb på Israel. Det skulle være en reaktion på den spektakulære operation, hvor israelske jagerfly den 26. oktober bombede militær infrastruktur en række steder i Iran, og bl.a. satte den iranske produktion af raketter og missiler mindst et par år tilbage.

Den israelske efterretningstjeneste mente, at angrebet kunne komme i forbindelse med præsidentvalget i USA den 5. november, og israelerne lukkede store dele af samfundet ned i forventning om noget stort. Men angrebet kom aldrig, og nu tyder alt på at Iran har valgt at gå en anden vej. Tværtimod ser det ud til at iranerne i løbet af november lagde pres på en af deres vigtige allierede i regionen, den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon, til at acceptere den våbenhvile med Israel, som faldt på skrøbelig plads den 27. november.

Næppe var det sket, for volden eksploderede et andet sted i regionen. Mens mange trak vejret en smule friere og så våbenhvilen som et tegn på, at den truende regionale storkrig alligevel ikke ville drukne Mellemøsten, greb oppositionsgrupper i Syrien chancen til at indlede en ny offensiv mod præsident Bashar al-Assads styre. På få dage havde de skaffet sig næsten fuld kontrol over landets næststørste by, Aleppo.

Bashar al-Assads fald

Den dramatiske udvikling kom tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel – og alligevel er det næppe helt overraskende. Den syriske borgerkrig, som kostede mindst 300.000 menneskeliv og sendte 6 millioner syrere på flugt, udsprang af protester under det såkaldte arabiske forår i 2011. Styret i Damaskus slog ned på demonstranterne med stor brutalitet, hvilket sendt landet ud i kaotiske tilstande, og først i 2020 nåede man frem til en form for våbenhvile. Der har ikke været alvorlige sammenstød siden, men Syrien ligger i ruiner, og reelt kontrollerer styret kun dele af landet. De nordlige dele af Syrien er stadig under tyrkisk besættelse.

At Bashar al-Assad overhovedet overlevede skyldes rundhåndet hjælp udefra. Både Iran og Rusland deltog i nedkæmpelsen af oprørerne, og ikke mindst gav Hizbollah diktatoren en meget stor hjælpende hånd.

På den baggrund er det en logisk følge af de seneste regionale udviklinger, at borgerkrigen ville vende tilbage. En markant spiller i dette er den sunnimuslimske gruppe Hayat Tahrir al-Sham, som har Idlib-provinsen nær den tyrkiske grænse som højborg, og da de indledte deres lynoffensiv mod Aleppo, fik den hurtigt tilslutning fra kurdiske grupper. Gennem de senere år har Syrien oplevet en vis stabilitet, hvilket skyldes støtte fra navnlig Iran og Rusland, men denne er kun i meget begrænset omfang til stede nu, så med ét står Bashar al-Assad altså temmelig alene overfor en hævntørstig opposition.

Rusland har mere end nok i Ukrainekrigen, så der er meget få ressourcer til endnu et militært eventyr i Syrien. Iranerne har også foretaget et dramatisk kursskifte, hvilket våbenhvilen i Libanon understreger. Styret i Teheran begyndte allerede for nogle måneder siden at nedtone sit engagement i krigen. For præsident Masoud Pezeshkian, der formelt blev indsat på posten den 28. juli efter forgængeren Ebrahim Raisis død under et helikopterstyrt tidligere på året, tegner en mere moderat linje – og han har især stor magt i indenrigspolitiske spørgsmål. Han er manden, der synes at komme med svar til store dele af den iranske befolkning, der lufter stigende vrede over at landet bruger så store ressourcer på proxyer og Mellemøstens krige i stedet for at investere i hjemlig vækst. Landet er i økonomisk krise, og bl.a. lukker man for strømmen to timer om dagen for at spare. Iran har med andre ord ikke megen appetit på at kaste sig ind i den genstartede syriske borgerkrig. Bashar al-Assad er derfor i dybe vanskeligheder.

 

Iran har ikke megen appetit på at kaste sig ind i den genstartede syriske borgerkrig. Bashar al-Assad er derfor i dybe vanskeligheder
_______

 

Trumps genkomst

I et overordnet perspektiv er situationen i Syrien et udtryk for at den såkaldte modstandsakse er godt på vej til at falde sammen. Aksen dækker den alliance, iranerne opbyggede i regionen med en række proxyer som partnere. Dette var primært Hizbollah, der ligesom styret i Iran er shiamuslimsk, men også Houthierne i Yemen og endelig Hamas i Gaza. Sidstnævnte er ganske vist sunnimuslimsk, hvilket ikke altid er det bedste oplæg til samarbejde, men der eksisterer et taktisk interessefællesskab, som fungerede i flere år. I dette spil var Syrien en vigtig brik, idet landet tilhører den samme afvisningsfront mod Israel som de andre – og ikke mindst blev landet brugt som transportkorridor for iranske våben på vej til Libanon. Før den 7. oktober sidste år, da Hizbollah som en direkte følge af Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel begyndte at åbne ild mod nabolandet mod syd, mentes Hizbollah at ligge inde med et lager på 150.000 raketter og missiler, som stort set alle var produceret i Iran eller baseret på iransk teknologi.

Store dele af dette er borte i dag, hvilket også er en del af Bashar al-Assads misere. Gennem næsten et år førte Hizbollah lavintensiv krig mod Israel med jævnlige grænsetræfninger, men da israelerne den 1. oktober iværksatte en landoffensiv, blev denne ledsaget af heftige bombeangreb, der eliminerede store dele af våbenarsenalet. Samtidig likviderede israelerne store dele af bevægelsens ledelse.

Hizbollah står i dag i en helt anden situation end for blot nogle måneder siden. Det ses bl.a. ved at bevægelsen indgik en våbenhvileaftale, som i bedste fald kan betegnes som ufordelagtig. Hizbollah er blevet tvunget til at trække tropper og våben tilbage til landet nord for Litanifloden, sådan som det i øvrigt blev stipuleret i FN-resolution 1701, som også er våbenhvileaftalen fra 2006. Men først og fremmest har krigens ødelæggelser vakt en kolossal uvilje mod Hizbollah i den libanesiske befolkning, så lige nu kæmper bevægelsens nye ledelse for at genetablere sig og overleve politisk i hjemlandet.

Under den syriske borgerkrig stod Hizbollah som den nok stærkeste udenlandske støtte for Bashar al-Assad. I den periode nedtonede man fjendskabet til Israel og sendte tropper og våben til Syrien. Derfor har Hizbollah en meget stor del af æren for, at Assad-styret overlevede, men nu, da borgerkrigen ser ud til at være genstartet, er bevægelsen ikke længere i stand til at yde den slags strategiske vennetjenester.

Helt centralt er det, at den amerikanske præsident fra den 20. januar hedder Donald Trump. Og han har flere gange bebudet, at USA’s militære engagement i de globale krige og konflikter skal nedtones kraftigt, og i den forbindelse ønsker han at gennemtvinge en hurtig afslutning på de mellemøstlige krige. Som det er karakteristisk for Trump, står en nærmere strategi hen i det uvisse, men dette element har givetvis været med til at sætte iranerne på et andet spor. Teheran ser Trump som impulsiv og uforudsigelig, og man har ikke gode minder om hans hårdhændede kurs overfor Iran i den første præsidentperiode. Samtidig kan der ikke herske nogen tvivl om, at Trump går efter et samarbejde med Netanyahu i Israel. Alene af den grund er der masser af logik i, at iranerne valgte at indstille alle angrebsplaner, da det stod klart, hvem der ville vinde præsidentvalget den 5. november. Var sejren i stedet gået til Kamala Harris, der ikke havde nogen skarp politisk profil med hensyn til Mellemøsten, men i det mindste kunne tænkes at villa have fortsat Joe Bidens kølige forhold til Netanyahu, havde tingene måske stillet sig helt anderledes.

 

I et overordnet perspektiv er situationen i Syrien et udtryk for at den såkaldte modstandsakse er godt på vej til at falde sammen
_______

 

Syriens tragedie

Hvor mange måske havde set den nylige våbenhvile mellem Israel og Libanon som et lyspunkt, kan man nu sande, at roen ikke vil sænke sig over regionen lige med det samme. I stedet har krigshandlingerne flyttet sig til Syrien, hvilket er lige så bekymrende.

Shiamuslimske militsgrupper i Irak har allerede antydet, at de vil komme Bashar al-Assad til hjælp. Man vil søge at redde modstandsaksen, lyder begrundelsen, nu da de øvrige parter mere eller mindre er sat ud af spillet. Det er disse grupper, som hele tiden har sørget for at holde våbentransportruten mellem Iran og Hizbollah åben, men lige nu ser det ud til, at deres løfter er store ord med begrænset indhold. For Irak er i sig selv et land i dybe indre problemer, og de shiamuslimske grupper har rigeligt travlt med at holde fast på de dele af landet, hvor de har en vis kontrol over situationen. Assad skal nok ikke forvente mere end symbolsk støtte fra den kant.

Dermed er vi altså tilbage ved den syriske tragedie, der nu udfolder sig igen. Bashar al-Assad har bebudet, at han agter at sætte hårdt mod hårdt og iværksætte en modoffensiv. Men hans greb om magten er tydeligvis svagt. Mange grupperinger i det dybt splittede land nærer et had, eller i hvert fald en dyb mistro til præsidenten, der efter det arabiske forår i 2011 står med hovedansvaret for at have kørt Syrien helt i sænk. Der er også rapporter som soldater, der i disse dage deserterer fra regeringshæren fordi de venter det værste fra det nye væbnede oprør.

Oprøret, som indtil videre primært repræsenteres ved Hayat Tahrir al-Sham, skaber også bekymring for den fremtidige udvikling. Gruppen blev grundlagt ved borgerkrigens start i 2011, og gik dengang under navnet Jabhat al-Nusra. I vestlig presse hed den som oftest Nusra-Fronten, og den vakte en vis opsigt tidligere i borgerkrigen som en af de mest aggressive aktører. Regeringshæren, som også dengang primært bestod af almindelige værnepligtige med lav motivation, kom hurtigt til kort overfor denne styrke på op mod 10.000 mand. Takket være effektive og kamptrænede folk fra Hizbollah med russisk luftstøtte lykkedes det knebent Assad at generobre Aleppo og bringe situationen under nogenlunde kontrol.

Nu hedder Jabhat al-Nusra noget andet, men det er grundlæggende den samme. Ved dannelsen i 2011 hed en af nøglepersonerne Abu-Bakr al-Baghdadi – en ledende skikkelse i Islamisk Stat – ligesom gruppen havde tætte forbindelser til Al-Qaeda. Der er altså tale om skarp sunnimuslimsk jihadisme, og de forventes at ville få støtte fra flere små grupper af Islamisk Stat, som fortsat befinder sig i de enorme ørkenområder i Syriens østlige dele.

Efter nederlaget i Aleppo tidligere i borgerkrigen etablerede Hayat Tahrir al-Sham sig i Idlib, hvor de reelt har siddet på magten lige siden. Det er endnu uklart, hvad gruppens større strategi består i, men søndag aften meldtes det, at dens styrker bevægede sig i retning af Homs, som er den største by på vejen mod Damaskus. Indtil videre synes den folkelige opbakning at være betragtelig, idet mange syrere har et alvorligt udestående med Assad. Set i det lys vil motivationen blandt regeringshærens soldater nok vise sig at være endnu mindre. Men samtidig er dette også en situation, der hurtigt kan føre frem til endnu dybere kaos i det allerede martrede land. For lykkes det Hayat Tahrir al-Sham at vælte Bashar al-Assad og hans styre, vil der med stor sikkerhed være mange grupperinger, som ikke umiddelbart vil se frem til at leve under et IS-lignende regime.

Mens kun få formentlig vil savne Assad, hvis det skulle komme så langt, vil situationen måske lægge op til, at han kommer til at stå for en vis stabilitet, relativt set. Og navnlig vil et USA med Trump i Det Hvide Hus nok ikke afholde sig fra at reagere hårdt, hvis det viser sig, at Islamisk Stat – eller noget der ligner – er på vej til at etablere sig i Syrien.

 

Et USA med Trump i Det Hvide Hus vil ikke afholde sig fra at reagere hårdt, hvis det viser sig, at Islamisk Stat – eller noget der ligner – er på vej til at etablere sig i Syrien
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem mere end 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I november 2024 udkom hans seneste bog,’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav), som fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter, og i foråret 2025 udkommer ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag), der handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse op til den nuværende Netanyahu-regering.

ILLUSTRATION: Umayyad Moskeen, 8. december 2024: Lederen af oprørsgruppen HTS; Hayat Tahrir al-Sham [FOTO: Aref Tammawi/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille