Helle Malmvig: Iran må sidde og tænke: Det angreb, vi havde med droner og 300 missiler sidst, var ikke afskrækkende nok – særligt nu, hvor Israel har taget eskalationen et nøk op ved at gennemføre angrebet i landets hovedstad, Teheran

06.08.2024


“Det er en ekstra højspændt situation lige nu – på regionalt plan nok det mest højspændte vi har set. Der spekuleres i hvordan Iran og Hizbollah vil svare tilbage på de israelske angreb. Iran har officielt udtalt, at angrebene skal hævnes og at det er nødvendigt at afskrække Israel fra at angribe inde i Tehran . Så spørgsmålet erHvordan vil de svare tilbage?”

Interview af Christian Bach

I den seneste tid har vi set flere angreb fra Israel på højtstående medlemmer af både Hizbollah og Hamas. Det har resulteret i store spændinger – særligt i Libanon og Iran. Nu fortæller flere kilder, at Anthony Blinken ser et angreb mod Israel som ‘ nært forestående’. Hvor meget er situationen eskaleret? Er vi tæt på en regional krig?
Situationen er uden tvivl eskaleret. Vi er nok tættere på en egentlig regional krig, end vi har været siden 7. oktober. Dog er det værd at huske på, at siden begyndelsen har mange regionale aktører og brændpunkter været i spil, her tænker jeg særlig på Hizbollah i Libanon, og militser i Syrien og Irak. Men på et forholdsvist lavt niveau.

Det er en ekstra højspændt situation lige nu – på regionalt plan nok det mest højspændte vi har set. Der spekuleres i hvordan Iran og Hizbollah vil svare tilbage på de israelske angreb. Iran har officielt udtalt, at angrebene skal hævnes og at det er nødvendigt at afskrække Israel fra at angribe inde i Tehran . Så spørgsmålet erHvordan vil de svare tilbage?

Hizbollah har indtil nu mest fokuseret på grænseregionen i det nordlige Israel. Hvis de for eksempel rammer længere inde i Israel, vil der være tale om en eskalering. Da Iran lavede et gengældelsesangreb tilbage i april, advarede de Israel inden, og sørgede for, at det var noget som Israel kunne forholdsvis nemt kunne modstå, . I talende stund holder man øje med, om Iran er parate til at gøre noget voldsommere. Herefter vil man naturligvis afvente Israels eventuelle modsvar.

 

At et angreb fandt sted i Tehran giver en anden dynamik, og gør, at Iran formentlig vil reagere hårdere
_______

 

Hvis vi skal tale lidt om Irans nuværende situation: Drabet på Ismail Haniyeh foregik jo på Irans territorium. Er det noget som kan påvirke deres respons mod Israel?
Iran må sidde og tænke: Det angreb, vi havde med droner og 300 missiler sidst, var ikke afskrækkende nok – særligt nu, hvor Israel har taget eskalationen et nøk op ved at gennemføre angrebet i landets hovedstad, Teheran. Der har tidligere været et angreb på konsulatet i Damaskus, hvor to iranske generaler blev dræbt, men det at det nu var i Tehran giver en anden dynamik, og gør, at Iran formentlig vil reagere hårdere.

Omvendt har Iran dog meldt ud, at de ikke vil eskalere situationen. Og understreget at de ikke ønsker en komplet regional krig.

Men hvis ingen af parterne ønsker en regional krig, hvorfor bliver vi så ved med at med at se, at tingene eskalerer? Er det fordi, at man bliver ved med at finde ting man skal hævne?
Ja, det er en del af forklaringen. Det er en form for gengældelsesspiral. Fra Irans og Hizbollah perspektiv ser de sig nødsaget til at svare hårdere tilbage nu, fordi Israel svarede hårdere tilbage på Hizbollahs angreb i Golan højderne.

En af de andre grunde til at vi risikerer yderligere eskalation er, at der er så mange aktører der er involveret. Og der er mange brændpunkter rundt i regionen, hvor konflikten kan blusse op og bruges som en slags stedfortræder kampplads. Vi har den såkaldte modstandsakse med Iran og sine allierede på den ene side, og USA og Israel på den anden side. Her tænker jeg specifikt på de Iransk-støttede militser i Irak og Syrien, hvor USA også er til stede med mindre baser. Og Libanon naturligvis med Hizbollah, og området med Houthierne omkring Det Røde Hav og Adenbugten. Der er mange steder, hvor der er mulighed for, at lokale aktører kan forfølge deres egne dagsordner, hvilket kan risikere få tingene til at løbe løbsk.

Når man har en så højspændt situation som denne – og det gælder ikke kun konflikten i Mellemøsten – så er der desværre altid en risiko for at parterne komme til at fejlvurdere hinanden intentioner, og det kan resulterer i meget hårde modsvar og en endnu større konflikt. Også selvom det ikke er i nogen af parternes erklærede interesse eller mål.

Haniyeh var, som bekendt, en af chefforhandlerne for Hamas under fredsforhandlingerne. Qatars vicepræsident og premierminister, Sheikh Mohammad skriver på det sociale medie X, at fredsforhandlinger bliver yderligere kompliceret, ‘når den ene side dræber forhandleren på den anden side’. Hvor meget er disse forhandlinger blevet besværliggjort?
Citatet viser tydeligt, hvad der er på spil. Qatar selv spiller en hovedrolle som mægler i våbehvile og gidselforhandlingerne mellem Israel og Hamas. Så de sender et stærkt signal til Israel ved at udtale sig på den måde. Udtalelsen tydeliggør også hvor langt væk en permanent våbenhvile formentlig er. Også på den længere bane, hvor det selvfølgelig ikke kun handler om drabet på Haniyeh, men hvordan der i det hele taget mangler en politisk horisont og plan for, hvad der skal ske efter en eventuel våbenhvile – både ift. administration af Gaza og spørgsmålet om en eventuel fredsbevarende styrke, men selvfølgelig især udsigterne til reelle forhandlinger om en palæstinensisk stat.

Vi har tidligere set, at der tidligere er blevet talt om flere normaliseringsaftaler mellem Israel og nogle af de arabiske lande, særlig Saudi Arabien. Ydermere har Biden-administrationen været en smule kritiske overfor Israels fremtoning i den seneste periode. Hvor meget har Israels angreb påvirket de diplomatiske forhold?

Biden-administrationen har på mange måder fortsat samme politik som Trump, og administrationerne før ham; altså en ret pro-israelsk linje. Israel har fået politisk, militær og juridisk rygdækning af USA i bl.a. FNs Sikkerhedsråd. Og fornylig fik Netanyahu en varm velkomst da han var på besøg i den amerikanske kongres. Men der er sket et skred i befolkningen især i den yngre generation og små sprækker i det demokratiske parti, så vi har en ny debat og mobilisering i det amerikanske samfund om den ubetingede støtte til Israel. Så det kan på den længere bane skabe forandringer i den amerikanske Mellemøstpolitik.

Inden Hamas’ angreb i oktober var der meget debat om, hvorvidt Saudi Arabien mon ville normalisere forholdet til Israel. Det er dog ikke på tegnebrættet foreløbig, og jeg tror heller ikke det er Israels øverste prioritet lige nu. De vil dog gerne have stater som de allerede har aftaler med, til at spille en rolle i efterspillet i Gaza. Det kunne for eksempel være, at få Emiraterne og Egypten til at deltage i en fredsbevarende styrke. Det er kompliceret spil at få inddraget de to, blandt andet fordi at de to regeringer selv har et overlangt opgør med det muslimske broderskab bag sig.

I medierne fokuseres der selvsagt meget på den politiske dimension i de større konflikter. Men hvor står den civile befolkning i Mellemøsten i alt det her? Kan de presse regeringerne til at (de)eskalere konflikten?
Befolkningen spiller bestemt en rolle. Lederne skal forholde sig til både indenrigs- og udenrigspolitisk pres. Og Israels upopularitet i den arabiske verden besværliggør regeringssamarbejde mellem Israel og eksempelvis Egypten, Jordan eller Emiraterne. Den palæstinensiske sag har altid været vigtig i de arabiske befolkninger, de seneste år i mindre grad på regeringsplan. Men det har tiden efter den 7. oktober afgørende ændret på. ■

 

Israel vil erne have stater som de allerede har aftaler med, til at spille en rolle i efterspillet i Gaza. Det kunne for eksempel være, at få Emiraterne og Egypten til at deltage i en fredsbevarende styrke
_______

 

ILLUSTRATION: Jerusalem 2. juli 2024: Premierminister Netanyahu mødes med praktikanter fra Israels National Security College [foto: Kobi Gideon/Den israelske premierministers kontor]