Kirsten Biering i RÆSON Kompakt: Fører Macrons lynvalg til regeringskollaps?

03.12.2024

Kaos har hidtil været alle de andre. Så hvorfor vælger Marine Le Pen at forlade det omhyggeligt oppudsede billede af sit parti som den regeringsduelige garant for stabilitet og ordentlighed?

Af Kirsten Biering

Frankrigs præsident Macron havde håbet, at udskrivelse af lynvalg til Nationalforsamlingen denne sommer ville få alle til at besinde sig. En vanskelig parlamentarisk situation kunne dårligt blive værre. Det var højt spil. For det kunne den.

Den nye franske Nationalforsamling kom til at bestå af tre næsten lige store blokke, mod venstre og yderste venstre, centrum og centrumhøjre, og mod yderste højre. Ingen har flertal. Hvis en regering derfor skal overleve, kræver det samarbejde uden for egne rækker og som minimum, at politiske modstandere beslutter sig for at leve med den. Det er en uvant disciplin i fransk politik. Linjerne bliver stadig trukket så hårdt op, som var det ikke tilfældet.

Efter valget blev efter mange uger dannet en mindretalsregering baseret på mandater fra midten – Macrons folk – og det i dag temmelig lille Det Republikanske Højre. En veteran i fransk politik, Brexit-forhandleren og højrefløjspolitikeren, Michel Barnier, blev regeringschef. Han er af politisk temperament imødekommende, lyttende og høflig i en grad, så man kan få ondt i tænderne, men ubøjelig, når han må. Han har stået fast i forhold til en præsident, der nødig slipper grebet. Forhandlet til alle sider. Barnier kunne godt ligne den ideelle kandidat til netop den post netop nu. Venstrefløjen fremlagde ganske vist en mistillidsdagsorden allerede ved regeringens tiltrædelse. Men det yderste højre og Marine Le Pen valgte at præsentere sig som det stabile anker, der ikke ville kaste landet ud i uføre. Barnier kunne – underforstået – sidde så længe, som det ellers måtte passe hende og hendes parti.

 

Frankrig har et gabende offentligt budgetunderskud. Låneadgangen på de internationale markeder er lige nu ikke bedre end for Grækenland og Italien
_______

 

Det gør det ikke længere. Anledningen er budgettet for 2025, som ikke kan samle flertal i det splittede parlament. Det kan vedtages uden om parlamentet ad en bagdør: forfatningens artikel 49,3. Men regeringschefen skal samtidig åbne for en afstemning om mulig mistillid til hans regering. Håbet har været, at Marine Le Pen ville undlade at trække stikket, hvis hendes parti National Samling fik nogle iøjnefaldende indrømmelser i budgettet. Det viste sig ikke at være tilfældet i forhandlinger med National Samling, hvor målstolperne hele tiden blev flyttet, indtil Barnier sagde stop. Ovenikøbet har Le Pen tilkendegivet at ville stemme for en mistillidsdagsorden fremlagt af venstrefløjen, der ellers normalt er genstand for den skarpeste kritik fra hendes egne rækker.

Kaos har hidtil været alle de andre. Så hvorfor vælger Marine Le Pen at forlade det omhyggeligt oppudsede billede af sit parti som den regeringsduelige garant for stabilitet og ordentlighed? Frankrig har et gabende offentligt budgetunderskud. Låneadgangen på de internationale markeder er lige nu ikke bedre end for Grækenland og Italien. Der er behov for både reformer og besparelser på de offentlige budgetter for at rette kursen. Der er stadig heller ikke noget iøjnefaldende alternativ til Barnier-regeringen. At fælde Barnier kommer med ikke så lidt af en pris.

Der spekuleres, om det er et røgslør, mens Le Pen venter på afgørelsen til næste år i sagen om National Samlings misbrug af EU-midler. Findes hun og partiet skyldig, kan Le Pen også i værste fald blive udelukket fra politisk embede i 5 år. Eller håber hun på at mudre vandene nok til få tvunget Macron ud af præsidentpalæet og få en tidlig chance til at indtage det embede, der er hendes egentlige ambition. Le Pen og partiet kan endelig have nået den konklusion, at kernevælgerne simpelthen fandt den hidtidige kurs alt for lempelig.

Hvis det sidste skulle være tilfældet, peger flere på, at det kan være en kortfristet sejr. Le Pen og hendes parti er kommet til at stå så stærkt – ikke mindst fordi nye midtergrupper er kommet til den trofaste skare af tilhængere. Det er typisk ikke vælgere med hang til protestpartier eller kaotiske tider. De kan måske få lyst til at vende tilbage til det mere traditionelle højre. Så vil det koste Le Pen på den lidt længere bane.

Den franske Nationalforsamling tager stilling til de fremlagte mistillidsdagsordener onsdag og måske også torsdag i denne uge. Med udmeldingerne fra Le Pen er det så godt som udelukket, at Barnier-regeringen kan overleve. Frankrig kan ifølge forfatningen tidligst gå til valg igen sommeren 2025. Stabilt bliver det i hvert fald ikke. ■

 

Med udmeldingerne fra Le Pen er det så godt som udelukket, at Barnier-regeringen kan overleve. Frankrig kan ifølge forfatningen tidligst gå til valg igen sommeren 2025. Stabilt bliver det i hvert fald ikke
_______

 

Kirsten Biering er seniorrådgiver ved Tænketanken Europa og ass. seniorrådgiver, DIIS. Hun har tidligere været ambassadør bl.a. i Paris, Stockholm, Haag og Wien (OSCE).

ILLUSTRATION: Paris, 29. november 2024: Macron besøger Notre-Dame for at se restaurationen af kirkens indre [FOTO: Stephane De Sakutin/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille