Lars Erslev Andersen om et amerikansk valg i skyggen af Gaza: Dommedagsretorikken er blevet trumf
04.11.2024
Slutspurten i de to svingstater Michigan og Pennsylvania styres hverken af Harris eller Trump, men derimod af rige Super Pacs, der med kæmpeindskud fra milliardærer som Miriam Adelson og Elon Musk pakker valget ind i dommedagsretorik. Dermed spiller konflikterne i Mellemøsten en særlig rolle for valgets resultat.
Af Lars Erslev Andersen
Apokalyptisk, politisk retorik er blevet gængs sprogbrug i den amerikanske valgkamp, ikke mindst i kraft af USA’s bekymring for Israel. Det følger dette mønster:
Hvis vi ikke griber til handling hurtigst muligt, er vi sårbare over for onde kræfter, der ønsker vores civilisations undergang. Vi er nødt til at bruge alle midler, herunder dem, der indebærer krig mod civile, folkemord og klokkeklare overtrædelser af konventioner og anden folkeret. Det er nødvendigt med hurtig nødhandling, hvis vi vil undgå mørkets kræfter i at overtage verden, knægte vores frihed og udslette vores civilisation.
Trump er en mester i genren. Men retorikken er blevet mainstream i debatter om international politik – også i Danmark. Den apokalyptiske retorik negligerer nuancer, og de reelle, historiske baggrunde fortrænges i budskabet om en truende undergang, som kræver øjeblikkelig handling.
Den samme retorik blev brugt af Israel selv, da landet indledte sin krig i Gaza som en reaktion på Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023. Hamas’ terrorangreb nødvendiggjorde krig på alle fronter med alle midler, for ellers var det kun katastrofen og udryddelsen, der ventede Israel. Angreb på boligblokke i Gaza og Beirut, flygtningelejre, landsbyer – herunder kristne – var også nødvendige, forklarede talsmanden for den israelske hær. Det samme hørte vi fra danske mediers korrespondenter i Israel; for terrorister fra Hamas og Hizbollah gemte sig i boligerne, hospitalerne, nødhjælpskolonnerne, skolerne, børnehjemmene og blandt de journalister, der prøvede at dække krigen i de internationale medier. Derfor skulle det hele bombes væk. Ellers kan tilbageværende terrorister overleve blandt de civile og udgøre en eksistentiel trussel mod staten Israel, lød det.
Eksempler på dommedagsretorikken er der mange af i de dialoger, der udveksles mellem det israelske krigskabinet og de amerikanske ledere omkring reaktionen på det forfærdelige Hamas terrorangreb 7. oktober – et forløb, som Bob Woodward udførligt gengiver i sin nye bog War.
Kort sagt: Det er en kamp for liv og død, mellem friheden og de gode over for de onde og mørkets kræfter. Trump vil redde Amerika fra undergangen. Ligesom Demokraterne fremmaner et dystert billede af det amerikanske demokratis ophør, hvis Kamala Harris taber valget – og verden får ”en fascist”, som leder af verdens stærkeste stat. Mens Joe Biden endnu var kandidat, sagde han på et fundraiser-møde i Washington: “The greatest threat Trump poses is to our democracy because if we lose, we lose everything” og konstatrede “Trump’s America in 2025: More Guns, More Shootings, More Deaths” (“Doom dominates 2024 messaging as Trump and Biden trade dire warnings”, The Washington Post).
Retorikken taler mere til mavefornemmelsen end til hovedet – men den virker.
Dommedagsretorikken er blevet et foretrukket kneb, når marketingsbureauer designer politiske kampagner, udgjort af tv- og radioannoncer, betalt af rige Super Pacs. Super Pac – som ’Preserve America og Future Coalition’– er en knopskydning på ’political action committee’, der kan indsamle penge fra enkeltpersoner til støtte for politiske kandidater. Personen skal registreres og kan maksimalt bidrage med 2.600 USD pr. kampagne. Da et præsidentvalg består af to valgrunder inden for et år, kan der dog i et præsidentvalgår bidrages med 5.200 USD pr. person til den foretrukne kandidat. Det kan selvfølgelig blive til store beløb, hvis tilstrækkeligt mange vælger at spytte i kassen.
I 2010 åbnede den amerikanske højesteret imidlertid muligheden for, at fonde med almene formål kunne modtage ubegrænsede bidrag fra virksomheder til at støtte kampagner med den ene begrænsning, at kampagnerne ikke må koordineres direkte med kandidaten (The Role of Super PACs in US Politics). Til gengæld kan bidragsydere være anonyme, hvis de ønsker det. Steffen Kretz’ beskriver i sin spændende bog, Storm på vej, hvordan mange gerne vil bidrage anonymt. Det betyder, at milliardstore summer postes ind i amerikansk politik som sorte penge, der forvaltes af Super Pacs til at finansiere fx annoncekampagner i tv og radio. Dertil kommer milliardærer, der praler med deres megastore donationer i størrelse af 100 millioner USD såsom Elon Musk og casinomilliardæren Miriam Adelson, der begge går all in for Trumps kampagne. Og Kretz viser, hvordan milliardærer sprøjter de mange penge ind i politik med det formål at få valgt Trump, der skal afregne støtten ved at give skattelettelser til de absolut rigeste.
Israels sikkerhed pakkes ind i apokalyptisk retorik, ikke mindst af kristne evangelister, via religiøse dommedagsvisioner fra biblens skrifter om de sidste tider
_______
I skyggen af Gaza
Økonomi er et stort tema i amerikansk politik og den aktuelle præsidentvalgkamp, hvor indvandring og abortrettigheder tillige fylder meget, mens udenrigspolitik fylder mindre. Ikke desto mindre kan Kamala Harris få store problemer netop med udenrigspolitikken –nærmere bestemt Biden-regeringens håndtering af Israels krige i Gaza og Libanon.
Israels sikkerhed pakkes ind i apokalyptisk retorik, ikke mindst af kristne evangelister, via religiøse dommedagsvisioner fra biblens skrifter om de sidste tider (The Bible in Christian Nationalist Rhetoric – Samuel L. Adams, 2024). Men også af de sekulære, politiske kræfter, der fremstiller dommedagsscenarier, hvor den jødisk-kristne civilisation over for en eksistentiel kamp mod den islamiske civilisation legemliggjort af islamister og Iran støttet af Kina samt Rusland. Succesforfatteren og journalist på den israelske avis Haaretz, Ari Shavit, leverer retorikken i sin nye artikel i Foreign Affairs om det, han ser som en eksistentiell krig (”What Israel Has Lost”). Det er en mørk, truende fremtid, som man i Vesten må få mareridt om.
Da jeg for år siden kom i kontakt med apokalyptikere i Jerusalem, troede jeg, at de udgjorde en lille og sær gruppe mennesker. På turene til Jerusalem lagde jeg gerne vejen forbi et lille undseligt hotel, der lå lige ved hjørnet, hvor vejen ned gennem den gamle jødiske bydel starter. Det viste sig at være et valfartssted for amerikanske apokalyptikere, der var draget af de kristne visioner om de sidste tider før verdens undergang. De søgte – naturligvis – til Jerusalem, som er det absolutte centrum i dommedagsvisionerne.
Det var fascinerende at iagttage og undertiden tale med dem. Konstant så de efter tegn, der kunne bekræfte deres apokalyptiske visioner. Semiotik kalder man læren om at fortolke tegn, og de var praktiserende semiotikere, hvor snart sagt alt kunne ses som tegn på de sidste tiders komme. De var ramt af semiotisk hyperaktivitet. Jeg syntes, de var fascinerende, lidt uhyggelige og med mine fordomme nok mest, at de var skøre.
Evangelisterne tur/retur
Men under de mange ture til USA opdagede jeg, at de var mainstream i amerikansk politik. I 2006 – under George W. Bush – udgjorde kristne evangelister 25 pct. af befolkningen og var dermed den største vælgergruppe. De sikrede hans genvalg i 2004. Og mange af de politisk aktive kristne evangelister koordinerede deres indsats med den israelske lobby (se kapitlet ”Lobbyen kontra palæstinenserne” i John J. Mearsheimer & Stephen Walt: Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik, Gyldendal (2007) side 264-277).
Bush selv var også genfødt evangelisk kristen, hvilket ikke forhindrede at han flere gange kom i konflikt med den israelske regering. Faktisk var Bush en af de præsidenter, som mest energisk og substantielt forsøgte at ændre Israels politik overfor palæstinenserne ved at insistere på, at der skulle etableres en suveræn, uafhængig palæstinensisk stat. Men det ville Israel og Likud-regeringen ikke høre tale om. Med det samme stod Bushs evangeliske vælgerbagland og den jødiske lobby udenfor hans dør og mindede præsidenten om, hvem han kunne takke for, at han residerede i Det Hvide Hus, og at der var en regning at betale.
Så han blev sammen med de mange kongresmedlemmer, som også havde nydt godt af støtten fra evangelisterne og den israelske lobby, sat på plads, og den israelske premierminister Ariel Sharon fik sin vilje. Bush-administrationen besluttede, at man da godt kunne kalde et amputeret palæstinensisk selvstyre for en stat, men suveræn og uafhængig ville den aldrig blive.
I 2004 var det kristne evangelister, der sikrede Bush valgsejren, men deres mobilisering skyldtes målrettede kampagner orkestreret af den israelske lobby og kristne organisationer. Det var før, Super Pacs var en realitet.
Men i 2020 kunne en stor vælgeranalyse fra the Public Religion Research Institute rapportere, at evangelisterne blev færre. Deres andel af befolkningen var faldet til 16 pct., mens det, der kaldes mainline-protestanter, havde overhalet dem i størrelse. Alligevel er den apokalyptiske, politiske retorik som nævnt ikke bare mainstream men dominerende:
Trumps mission er at skabe det nye Amerika og redde unionen fra den truende undergang – og løftet ”Make America Great Again” har stor gennemslagskraft hos de mange vælgere, der føler sig kørt helt bagud af dansen af ”those folks up in Washington”, der bare rager til sig på bekostning af de autentiske amerikanere, der føler sig som nationens rygrad. Nogle af dem stormede kongressen 6. januar 2021, fordi de ikke ville miste Trump som præsident.
Det apokalyptiske politiske sprog gennemsyrer retorikken i Trump-kampagnen, hvor han selv ofte omtales med vendinger, der ser ham som en messias, f.eks. i videoen ”God Made Trump”, eller da han ved indledningen til sin retsforfølgelse fremstiller sig selv som skydeskive for de onde kræfters angreb på de sande amerikanere, trumpisterne, og redder dem, mens vidnerne i retssagen ”korsfæstes” (se fx denne nyhedog denne reportage.
En række politiske budskaber om nødvendigheden bliver dermed til effektfulde fraser med stor resonans hos vælgere, som både frygter fremtiden og samtidig drømmer om en ny verden, som USA jo på en måde altid har været og igen skal genfødes som. Her indgår fraser om at stoppe indvandring og inflation samt at tage ejerskabet over kvindens krop fra kvinden selv.
Set fra de vestlige hovedstæder fremstår de ’ikke-vestlige’ stadigt mere fremmede, fjendtlige og ligefrem onde i bibelsk forstand. Det er autokratierne i Rusland og Kina, og det er islamisterne i ’Modstandens akse’, der er kontrolleret og sponseret af den inkarnerede ondskab i form af mullaherne i Iran. I årevis har de med rasende vildskab omringet og angrebet Israel, hvilket kulminerede 7. oktober 2023 med terrorismen, udført af Irans håndlanger, Hamas, som præsident Joe Biden samme dag kaldte ”pure evil”.
Det iranske regime står nu på tærsklen til at have atomvåben, som regimet har arbejdet på, siden Trump trak USA ud af atomaftalen. Her startede Iran langsomt berigelse som en form for afpresning, der skulle få især EU til fuldt at blive i aftalen. Afpresningen slog dog fejl, fordi de europæiske virksomheder var meget mere nervøse for økonomisk at blive straffet af USA end for at tabe penge i Iran, og derfor trak de sig ud af deres investeringer i landet.
Mange i både USA og Israel argumenterer nu for, at der kun er kort tid til at forhindre, at Iran bliver en atomvåbenmagt, hvorfor der skal handles militært nu, fordi diplomati i deres opfattelse ikke er en mulighed overfor det ondskabsfulde regime.
Retorikken om et snart atombevæbnet Iran, der med det samme vil bruge bomberne til at udslette Israel, fremstilles som det ultimative opgør mellem civilisationer – den jødisk-kristne civilisation og den islamiske. Det er en eksistentiel kamp, ikke blot for Israel men for den vestlige civilisation.
Iran som den store trussel
Argumentationen fremføres helt uden tanke på, at et iransk angreb på Israel eller Vesten vil være den helt sikre vej til total krig mod Iran, som regimet ikke kan overleve. Når Iran formodes at ville smide atombomber mod Israel – uden tanke for sin egen uundgåelige undergang – skyldes det, at landet betragtes som en såkaldt irrationel aktør – præcis som man så på Saddam Husseins før invasionen i 2003. Apokalyptisk retorik starter store krige – men har altid svært ved at stoppe dem.
Og retorikken levner ikke plads til at forstå, hvorfor Iran siden sin etablering i 1979 har handlet, som det har gjort. Den Islamiske Republik startede som en revolution mod et brutalt diktatur, der i 1953 var blevet installeret af USA og Storbritannien, da de gennemførte et kup for at sikre amerikansk indflydelse i Den Persiske Golf og britisk profit på den iranske olie, som den demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh ellers mente skulle tilhøre iranerne.
Der var tale om et regulært regimeskifte orkestreret af vestlige dominerende stater. Dét er aldrig blevet glemt af de iranske ledere, og kuppet er så betydningsfuldt i Irans nyere historie, at det er indskrevet i den forfatning, de religiøse ledere fik trumfet igennem allerede i april 1979. Når USA derfor med støtte fra Israel truer med regimeskift i Teheran, ved iranerne, at det er sket engang før, og derfor kan ske igen.
Opbygningen af ’Modstandens akse’ med stor støtte til bl.a. Hamas og Hizbollah er iranernes forsøg på at undgå direkte angreb på iransk territorium ved at flytte kampen til andre dele af Mellemøsten. Her er konflikten i Palæstina en oplagt scene for Iran at operere på, fordi mange i Mellemøsten ser palæstinensernes situation som udtryk for en dyb uretfærdighed, der overgik dem med fordrivelsen af op mod 800.000 i forbindelse med etableringen af Israel i 1948. En fordrivelse, som er blevet fulgt op lige siden af israelske territoriale erobringer, herunder Israels besættelse af palæstinensiske områder i 1967.
Nok ønsker Iran at bakke op om den palæstinensiske sag, men for de religiøse ledere i Teheran er støtten nok mere en strategi for, at deres kamp for regimet skal foregå udenfor Irans eget territorium. Det sker med støtte til modstandskamp, til terrorisme, sabotage, andre former for såkaldt asymmetriske forsvarsstrategier – og til tider understøttet af en retorik, hvis brug af undergangsmetaforer bestemt ikke lader den amerikanske noget tilbage.
Det er oplagt at mene, at mullahernes forsvarsstrategi er kynisk og fej, fordi de vil flytte deres egen kamp til fx Irak, Syrien, Libanon, Yemen og Palæstina. Man kan med god ret mene, at det iranske regimes overlevelsesstrategi tager befolkningen i Mellemøsten –ikke mindst i Palæstina, Israel og Libanon – som gidsler. Men historien minder os om, at det faktisk ikke er Iran, der med sin nok så feje og kyniske støtte til terrorisme er ’alle konflikters moder’:
Konflikterne i Mellemøsten er derimod tsunamibølger efter det jordskælv i Mellemøsten, USA og de europæiske stormagter inklusive Sovjetunionen skabte ved at løse det presserende og tragiske, jødiske problem efter Anden Verdenskrig med etableringen af staten Israel. Det skete, som man kan læse i de amerikanske kilder, med fuld bevidsthed om, at det ville skabe en række konflikter i det arabiske Mellemøsten, som Iran i dag blander sig i for med næb og klør at bevare sit eget feje regime. (At den amerikanske Harry S. Truman administration og præsidenten selv var fuldt ud klar over, at etablering af en israelsk stat ville skabe store og voldsomme konflikter dokumenteres i mange kilder, der sammenfattes med forbilledlig klarhed i Irene L. Gendzier: Dying to Forget. Oil, Power, Palestine & the Foundations of U.S. Policy in the Middle East fra Columbia U.P. 2015).
Men den historiske baggrund fortrænges fuldstændig i dommedagsvisionerne om Iran og islamisterne i Hizbollah og Hamas. Man glemmer også, at selv efter den jødisk-kristne civilisations endegyldige sejr over den iranske og islamistiske ondskab vil problemerne i Palæstina stå uløste tilbage.
Reelt har Harris svært ved at tilgodese begge fløje i sit parti og vælgerkorps. Både dem, der kræver fuld støtte til Israel og dem, der mener israelsk krigsførelse i Gaza er helt ude af proportioner og derfor skal indstilles
_______
Fra Mellemøsten til Michigan og Pennsylvania
De seneste uger er vælgerne i Michigan og Pennsylvania blevet bombarderet med apokalyptisk retorik fra diverse Super PACS, bl.a via kampagner betalt af Elon Musk og enken efter casinomilliardæren Sheldon Adelson, Miriam Adelson. Udenrigspolitik fylder som nævnt ikke meget i valgkampen, men Trump-kampagnen har ikke desto mindre været meget målrettet – både mod de arabisk-amerikanske vælgere i Michigan, som hjalp Biden til sejr der i 2020 og de jødiske vælgere i Pennsylvania.
De arabisk-amerikanske vælgere er kritiske over for den støtte, Biden har ydet Israel, der har gjort det muligt for landet at bombe så massivt i Gaza og senest også i Libanon. På vælgermøder bliver Harris indimellem afbrudt af folk, der råber ”stop krigen i Gaza”, og når hun bliver spurgt ind til, hvad hun vil gøre anderledes i Mellemøsten end Biden, viger hun udenom og undlader at svare.
Trump har holdt mange møder i Michigan. Hvor han som præsident blev set som antimuslimsk, har han i den aktuelle kampagne inviteret repræsentanter for muslimske organisationer med på scenen godt støttet af sin libanesiske svigersøns far, Massad Boulos, der hjælper med at mobilisere de arabisk-amerikanske vælgere. Samtidig har Adelson og Musks rige fonde kørt annoncekampagner målrettet de arabiske vælgere, der fremstiller Harris som en ren støtte af Israel, og postulerer at hun vil starte den ene krig efter den anden mod de arabiske befolkninger. De undlader heller ikke at gøre opmærksom på, at hendes mand, Doug Emhoff, er jøde, og at parret står sammen i en fuldblods israelsk kampagne mod araberne. Men den selvsamme fond har finansieret annoncekampagner i Pennsylvania rettet mod jødiske vælgere, hvor Harris fremstilles som en, der vil svigte Israel og som én, der har givet efter for pro-palæstinensiske kræfter i sit eget parti og blandt aktivisterne på de prestigefyldte universiteter.
Reelt har Harris svært ved at tilgodese begge fløje i sit parti og vælgerkorps. Både dem, der kræver fuld støtte til Israel og dem, der mener israelsk krigsførelse i Gaza er helt ude af proportioner og derfor skal indstilles. Mange ønsker, at bremse salget af amerikanske våben til Israel – herunder 77 pct. af vælgerne i Det Demokratiske parti (https://theintercept.com/2024/09/10/polls-arms-embargo-israel-weapons-gaza/).
Herimod høster Trump bifald for sine storskrydende forsikringer om, at han kan stoppe verdens krige til alles bedste på en dag. Det er dog næppe nok til, at de arabisk-amerikanske vælgere vil stemme på ham, men risikoen for Harris og Demokraterne er, at de i stedet stemmer på Jill Stein fra Green Party eller bliver hjemme i sofaen, hvilket i Michigan kan blive katastrofalt for Demokraterne.
Det var netop en mobilisering af arabiske-amerikanske stemmer, som sikrede Biden valgsejr i Michigan i 2020. Og måske kan annoncekampagnen i Pennsylvania, som Adelson og Musk finansierer, få de jødiske vælgere til at tvivle på Harris og søge mod Trump (som Adelson hylder for at give Israel Jerusalem og Golanhøjderne) eller blot få dem til at lægge sig på sofaen?
Kan Det Hvide Hus’ håndtering af Gazakrigen føre til, at Harris taber disse to vigtige svingstater? Gør hun det, må hun fundere over, om den udelte støtte – bl.a. i form af våben til en værdi af 160 milliarder kr. – var det rigtige sats, og ét, hun ikke har kunne legitimere med sine udtalelser om, at krigen har kostet for mange civile liv. Tænker Harris og Demokraterne mon så på, at USA i højere grad skal følge sin egen politik end lade den styre af indenrigspolitiske lobbyer og israelske prioriteringer? Det vil i givet fald være en markant forandring.
Uanset hvad resultatet i Michigan og Pennsylvania bliver, må man konstatere, at slutspurten i de to svingstater ikke i særlig stort omfang har været orkestreret af Harris, Trump og deres folk, men af superrige Super Pacs med kæmpeindskud fra folk som Adelson og Musk. Det er rigdom – brugt på apokalyptisk retorik – der vinder valg i USA. ■
Kan Det Hvide Hus’ håndtering af Gazakrigen føre til, at Harris taber disse to vigtige svingstater? Gør hun det, må hun fundere over, om den udelte støtte var det rigtige sats
_______
Aurora, Coloardo, 11. oktober 2024: Tilhængere af Trump står i kø til et af præsidentkandidatens rallies
Lars Erslev Andersen (f. 1956) er seniorforsker på DIIS. I 2021 udgav han bogen ”Oprør og Alliancer. Mellemøsten efter det arabiske forår” og i oktober 2023 bogen ”Den amerikanske mission. Mytologi og magt”. ILLUSTRATIONER: Fhv. præsident Trump i Lititz, Pennsylvania, 3. november [foto: AP Photo/Matt Rourke/Ritzau Scanpix]. Tilhørere venter på at komme ind og høre fhv. præsdient Trump i t Gaylord Rockies Resort and Convention Center i Aurora, Colorado, 11. oktober 2024 [foto: Isaiah J. Downing/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
