
Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den
19.11.2024
.Det sublime i Trumps Deal Diplomacy er, at man ikke kan udelukke, at Israel, Golfaraberne og Iran med tilstrækkelige tilbud kan lade sig overtale. Trump vil spørge om det ikke er bedre for palæstinenserne at overleve end konstant at skulle flygte for israelske bomber.
Af Lars Erslev Andersen, Dansk Institut for Internationale Studier
Med valget af Donald Trump får verden en radikal anden amerikansk tilgang til verdensorden og konfliktløsning, end den vi så under Joe Biden. Som Bob Woodward gør et stort nummer ud af i sin seneste bog War, er Biden den første og eneste præsident siden Anden Verdenskrig, der ikke udstationerede amerikanske soldater. Trump praler af, at han ikke startede nye krige i sin første periode – skønt han retorisk ofte truede med krig – men i kampen mod Islamisk Stat sendte han dog soldater til Irak og Syrien. Og han bombede både i Syrien, Afghanistan og gennemførte drab på iranske topofficerer, mest dramatisk på generalen i den iranske revolutionsgarde Qassem Soleimani i et droneangreb i januar 2020.
Biden fanget mellem diplomati og krig
Bidens strategi var at samle en alliance af demokratier mod autokratierne, at etablere mindre alliancer mellem USA og asiatiske stater i rivaliseringen med Kina og at prioritere diplomati og sanktioner mod Rusland og Kina. Dertil massiv militær støtte til Ukraine og Israel. USA har, ifølge Brown Universitetets Costs of War projekt, hidtil finansieret Israels krige i Gaza og Libanon med knap 23 milliarder USD. Men Biden har ikke kunne stoppe krigene, hverken i Østeuropa eller i Mellemøsten, og hans diplomati har ingen af stederne givet de ønskede resultater.
Ifølge Woodwards bog forsøgte Biden-administrationen lige fra starten at lægge en dæmper på israelsk krigsførelse, insisterede på at beskytte civile og krævede, at Israel lod nødhjælp, mad og medicin komme ind. Men svaret fra det israelske krigskabinet lød, at det nægtede Israel med ordene, ”at ikke engang en Tylenol-pille ville komme ind” (Tylenol er smertestillende pille i håndkøb). Senere arbejdede Biden administrationen målrettet på at tilvejebringe våbenhvile i Gaza, men uden succes.
Udover diplomatiske forsøg på at overtale Israel til at dæmpe bombninger, tage civile hensyn og presse på for våbenhvile, gjorde Biden intet og fortsatte ubeskåret den militære støtte til Israels krige. Blandt unge og amerikansk-arabiske vælgere i USA var modstanden mod den politik stor og kom helt sikkert til at koste Kamala Harris mange stemmer ved valget 5. november.
Biden annoncerede ved sin indsættelse, at han ville genindsætte USA i den aftale om kontrol af det iranske atomenergiprojekt, som Trump trak USA ud af i 2018. Det lykkedes ikke. Han ville lægge Saudi-Arabiens reelle leder, Kronprins Muhammad Bin Salman (MBS), på is på grund af prinsens indblanding i likvideringen af en saudiarabisk dissident i Istanbul, men måtte bede om godt vejr hos MBS, da han efter Ruslands angreb på Ukraine havde brug for Saudi-Arabiens støtte til at stabilisere olieprisen. MBS afviste ham, og gennem hele Bidens periode har Saudi-Arabiens forhold til USA været særdeles køligt på trods af amerikansk ønsketænkning om en israelsk-amerikansk-saudiarabisk aftale, der skulle løse problemerne i Mellemøsten. Saudi-Arabien har været forbeholden, og siden Israel indledte sin krig mod Hamas og civile i Gaza decideret afvisende. MBS har blot ventet på, at Trump skulle komme tilbage i Det Hvide Hus. Samtidig har man i medier som The New York Times kunne følge med i, at han åbenlyst gennem Joe Biden perioden støttede Trump dynastiet. Både medstøtte til Trumps svigersøn Jared Kushner med et indskud på 2 milliarder USD til Kushners ejendomsfirma samt at han med store beløb har reddet Trumps egen Golfliga ved at tvinge en sammenlægning mellem den og PGA turens etablerede liga, der ellers havde igangsat boykot af Trumps liga. Men nu er det Trump og Saudi-Arabien, der styrer golfturneringerne.
Trump har ikke undladt at håne Bidens diplomatiske fiasko og påpege, at Harris er medansvarlig for den. Med stor støtte fra mangemilliardærerne Miriam Adelson og Elon Musk, der har målrettet store kampagner mod de vigtige vælgergrupper ikke mindst i svingstaterne Pennsylvania og Michigan, er det tilsyneladende lykkes for Trump-kampagnen at kapre traditionelle demokratiske stemmer, fået dem til at blive på sofaen eller støtte den tredje kandidat Jill Stein og hendes Green Party. Alt imens Trump pralede med, at han kunne løse alle problemer i verden i en håndevending.
Biden har ikke kunne stoppe krigene, hverken i Østeuropa eller i Mellemøsten, og hans diplomati har ingen af stederne givet de ønskede resultater
_______
Men hvad vil Trump i Mellemøsten?
Selvom Trump i sin første periode blev kendt som uforudsigelig og selv gjorde en strategisk dyd ud af det, kan vi faktisk godt forudsige, hvilken type diplomati, han vil holde sig til, nemlig Deal Diplomacy. Som han forsøgte med Kinas Xi Jinping, Nordkoreas Kim Jong-Un og Tyrkiets Recep Erdogan, kan man gætte på, at han i Mellemøsten vil slå en handel af – make a deal – med lederne i Israel, Iran og Saudi-Arabien. Risikoen for, at de deals hurtigt vil falde fra hinanden og lande i stumper og stykker på gulvet, som det skete med Trumps deals i første periode, er selvfølgelig kæmpestor, men det vil ikke afholde ham fra storskrydende at forsøge.
Trods sin store kærlighed til Benjamin Netanyahu, der i mange år har drømt om at få USA trukket ind i en regimeskifte krig i Iran, vil Trump ikke i krig mod Iran. Han vil i stedet forsøge at lave en deal med Iran, som udover kontrol med de iranske atomenergiprojekter også skal indeholde iransk ophør med at opbygge ’Modstandens akse’ i form af støtte til Hamas, Hizbollah og militserne i Yemen, Syrien og Irak. Trump udtalte kort før valget, at han ikke sigter mod regimeskifte i Teheran, men at han vil lave en bedre deal med mullaherne end Obama gjorde i 2015. Trumps kritik af Obamas aftale med Iran i 2015 rettede sig mere mod, at den ikke stoppede Irans støtte til militserne i Modstandens akse end til selve aftalens formål: at forhindre Iran i at få atomvåben. I 2019, hvor Trump-administrationen havde saboteret aftalen og underlagt Den Islamiske Republik nye omfattende sanktioner, reagerede Iran med terroraktioner og angreb på den kommercielle skibsfart i Den Persiske Golf. Iran nedskød endog en amerikansk drone, som Trump ville hævne med et missilangreb, men aflyste det i sidste øjeblik, fordi han mente, det ville være ude af proportion. Da iranske missiler sendt med droner fra Yemen, der ifølge Trump selv også var sendt direkte fra Iran, bombede saudiarabiske olieinstallationer, gjorde han, til arabernes forbavselse og voksende bekymring, ikke andet end at sende et Patriot Missil System afsted. Det ville næppe kunne forhindre iranske missiler i at ramme Saudi-Arabien eller Forenede Arabiske Emirater, som pludselig følte sig urimeligt sårbare. Meget hurtigt stoppede de deres aggressive retorik mod Iran og rakte hånden frem til diplomati og samarbejde. Efter Israels krige og risiko for eskalering til åben krig mellem Israel og Iran, har Golfaraberne holdt sig under radaren og forsikret Iran om, de ikke vil samarbejde med Israel om et eventuelt angreb på Iran. De skal ikke nyde noget af at blive fedtet ind i den krig. De ved, den vil føre til umådelig ødelæggelse i hele regionen og vil for alt i verden undgå den. Det samme vil Iran.
Risikoen for, at de deals hurtigt vil falde fra hinanden og lande i stumper og stykker på gulvet, som det skete med Trumps deals i første periode, er selvfølgelig kæmpestor, men det vil ikke afholde ham fra storskrydende at forsøge.
_______
Trump gider ikke krig – det er for dyrt
Trump gider ikke føre USA ind i endnu en ny stor krig i Mellemøsten. Og hans vælgere er enige med ham. Amerikanske penge skal bruges på dem og ikke på krig. Trump vil undgå krig med en deal. Mit gæt er, at skitsen allerede ligger i hans skuffe og hedder Peace to Prosperity, hvilket er den Peace Plan of the Century, hans svigersøn Jared Kurshner havde forhandlet igennem med israelerne og som Trump lancerede i februar 2020. Planen giver grønt lys til Israel til at annektere store dele af Vestbredden, til at alle de israelske bosættelser skal fortsætte med at være der, til at der kan være et palæstinensisk selvstyre i, hvad der svarer til ca. 15 pct. af det historiske Palæstina, men hvor alle dets beslutninger skal godkendes af Israel, der derfor har reel suverænitet over selvstyrets territorier, til at Jerusalem udelt skal være under israelsk suverænitet, til at palæstinenserne kan kalde en landsby uden for Jerusalem, Abu Dis, for deres hovedstad, til at det palæstinensiske flygtningeproblem løses ved, at palæstinenserne opgiver retten til at komme tilbage til deres ejendomme, afsiger sig ret til kompensation og at de omkringliggende arabiske stater integrerer palæstinenserne, hvilket penge skal overtale dem til. . Planen var udelukkende forhandlet med Israel, hvorfor den i USA går under øgenavnet Made in Israel. Skønt parametrene har ændret sig med Hamas angrebet 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza, på Vestbredden og i Libanon samt angreb på amerikanske soldater fra militser i Syrien og Irak, på Israel fra Hizbollah, Hamas, Houthierne i Yemen, der også har angrebet kommerciel skibsfart i Det Røde Hav og endelig Irans to missilangreb på Israel, vil Israel givet vis være helt med på en deal al la Trumps Peace to Prosperity. Den opfylder alle de krav, Israel har stillet til en fredsordning med palæstinenserne. Og Trump vil forsikre dem, at med hans plan, der stopper Gazakrigen, vil angrebene både fra Hizbollah og Yemen stoppe og Iran falde til ro, fordi der vil ske afspænding. Netanyahu og hans religiøst-nationalistiske støtter i regeringen vil lappe nogle ekstra glas sød sabbatvin i sig ved udsigten til, at USA endelig vil anerkende Israel suveræn kontrol over det bibelske Palæstina mellem ”floden og havet”. Vestbredden, Judæa, vil blive israelsk med jødisk befolkningsflertal. Den israelske finansminister, Bezalel Smotrich, der også har portefølje i Forsvarsministeriet for Vestbredden, eller Judæa og Samaria som han foretrækker at kalde den, annoncerede kort efter Trumps valgsejr, at 2025 ”med Guds hjælp vil være året for Israels suverænitet”.
Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater vil måske også skylle planen ned med myntete og rigelige mængder af baklava. Også selvom MBS har stillet som betingelse for en sikkerhedsaftale med USA, at Israel skal indlede en fredsproces med palæstinenserne, som skal føre til en uafhængig, suveræn palæstinensisk stat. Men Trump regner med, at udsigten til, at Washington både vil hjælpe med at bygge atomkraftværker, levere F-35 jagerfly, garantere sikkerhedsparaply og undgå en krig mellem Iran og Israel, som Saudi-Arabien undgåeligt vil blive inddraget i, måske vil være for fristende for MBS og få ham til at ofre palæstinensernes historiske krav til fordel for Trumps Made in Israel-fredsplan. Saudi-Arabien har reelt aldrig reelt støttet den palæstinensiske sag, men altid navigeret ud fra egne interesser: Da USA med Truman valgte at anerkende Israel i 1948, holdt saudiaraberne gladelig fast ved olieaftalerne med USA, fordi de tjente dem bedre end rodet i Palæstina. Siden Israels sommerkrig mod Hizbollah i 2006 har der været løbende kontakt mellem Israel og Saudi-Arabien, og at kongeriget ikke er gået videre med en normaliseringsaftale skyldes, at det vil skade hans image i de arabiske befolkningers øje – især efter Israels voldsomme krig siden 7. oktober sidste år. Kan Trumps plan stoppe krigen og give løfter om genopbygning af det sydlige Gaza samt palæstinensisk selvstyre i reservaterne på Vestbredden og Negev, vil MBS måske forsøge at overbevise araberne om, at det er et bedre perspektiv end fortsat bomberegn over mænd, kvinder og børn. Også selvom freden helt bliver på Israels betingelser.
MBS’s udtalelser på det netop overståede møde i Riyadh mellem Organisationen af Islamiske Lande (OIC) og Den Arabiske Liga kan dog tolkes i modsat retning: For første gang karakteriserede han Israels krig i Gaza som folkemord, der skulle stoppes øjeblikkeligt, og for det andet insisterede han på en palæstinensisk stat i den såkaldt tostatsmodel, som betingelse for aftaler med USA og Israel. Det var nu ikke nyt, for det havde det havde han også sagt under forhandlinger med Joe Biden før Hamas angrebet 7. oktober sidste år, og tostatsmodellen blev også anbefalet, da OIC og Arabiske Liga holdt møde om Gaza i november sidste år. Det nye var, at MBS vil stille sig selv i spidsen sammen med Norge for genoplivning tostatsmodellen (så vi ser nok snart MBS på besøg i Skandinavien). Man kan læse udtalelsen som en afvisning af Trumps Deal Diplomacy, men man kan omvendt også læse den, som indledende forhandlingskrav, der skal presse Trump til at levere stort til Saudi-Arabien. Ikke mindst med øje for, at Trump med republikansk flertal i begge kongressens kamre har meget bedre muligheder for at levere, end Biden havde. Måske vil MBS acceptere amputeret palæstinensisk selvstyre, hvis det kan sælges som en overgang på 5-10 år a la Osloprocessen, der skabe gensidig tillid mellem Israel og palæstinenserne og lægge grunden til en suveræn palæstinensisk stat (som dog aldrig kommer fordi Israel ikke vil acceptere den).
Netanyahu og hans religiøst-nationalistiske støtter i regeringen vil lappe nogle ekstra glas sød sabbatvin i sig ved udsigten til, at USA endelig vil anerkende Israel suveræn kontrol over det bibelske Palæstina mellem ”floden og havet”
_______
Trump sætter palæstinenserne kniven på struben
Det vil være det ultimative svigt for palæstinenserne, hvis håb helt og aldeles vil blive slukket af andre staters interesser i magt og regimebevarelse. Men det er Trump ligeglad med. Han bekymrer sig ikke om palæstinensernes historiske krav. Det dokumenteres allerede af ordlyden i hans 2020-plan. Da palæstinenserne blev sure og stilfærdigt protesterede over, at han flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i 2017 – og anerkendte det udelte Jerusalem som Israels hovedstad under fuld israelsk suverænitet – reagerede han med at stoppe amerikanske bidrag til UNRWA – den FN-enhed, som leverer hjælp til palæstinenserne i flygtningelejrene. Han viste dermed, at han er fløjtende ligeglad med de palæstinensiske rettigheder og krav, men kun ønsker, at de skal holde sig i ro, herunder holde kæft. Så meget, at de ikke inviteres til forhandlinger om deres egen fremtid. Hans problem er, at det ikke ser kønt ud, at USA hælder i hundredvis af milliarder amerikanske dollars i bomber mod en civilbefolkning og så synes han også pengene kunne bruges bedre, men palæstinensernes ve og vel bekymrer han sig ikke om.
Efter at være blevet sønderbombet i et år og have set mere end 43.000 fra deres nation blive tilfældigt likvideret, civile, mænd, kvinder og børn, kan Trump måske tro, at de er har fået nok og i stedet for bomberegn vil foretrække dét, hans plan stiller dem i udsigt. Nemlig at leve i nogle små enklaver med begrænset selvstyre i et territorium, der vil udgøre omkring 15 pct. af det historiske Palæstina, omgivet af Israel, der fortsat skal have fuld suverænitet over hele territoriet. Den plan blev lanceret som en ”tostatsløsning”, hvilket alle kunne – i hvert fald burde kunne – se ikke giver palæstinenserne noget, der ligner en stat.
Selvfølgelig sagde palæstinenserne nej til planen i 2020, og det gør de også i dag. Trumps kalkule vil formentlig være, at med mere krig og ødelæggelse, flere døde og mere sult og fordrivelse, i udsigt som det eneste alternativ til hans plan, samt Golfarabernes udsalg af palæstinensiske rettigheder til fordel for egne interesser, vil palæstinenserne blive tvunget til at bøje nakken. Og de vil vandre ind i det, der allermest ligner de reservater, USA sendte de indfødte ind i, da den såkaldte ”civilisering af det vilde vesten” af det nordamerikanske kontinent fandt sted i det 19. århundrede. Forventningen er måske, at palæstinenserne med kniven på struben kan tvinges til at finde sig i uretfærdigheden, som nogle af de amerikanske indianere gjorde, da de fik alternativet mellem udryddelse eller reservater. Det alternativ blev fremstillet af Præsident Andrew Jackson i forbindelse med vedtagelsen af ”Indian Removal Act” i 1830 og det siges, at netop Jackson er Donald Trumps helt store forbillede.
Det vil være det ultimative svigt for palæstinenserne, hvis håb helt og aldeles vil blive slukket af andre staters interesser. Men det er Trump ligeglad med
_______
Vil Golfaraberne virkelig svigte – og vil Iran lægge sig ned?
I hele Palæstinas historie siden Første Verdenskrig har de arabiske stater prioriteret deres egne interesser langt over palæstinensernes. Faktisk skal vi helt frem til begyndelsen af 1970’erne, før verden begyndte at omtale den indfødte arabiske befolkning som palæstinensere – frem til da, var de blevet omtalt, ”som dem, der boede der” eller som flygtninge. Deres situation blev forhandlet med Israel og de arabiske stater – hen over hovedet på dem. Først da Den Arabiske Lige i 1969 nølende accepterede, at Yassir Arafat kunne repræsentere de palæstinensiske interesser, begyndte man at tale om palæstinenserne, som for alvor fik verdens opmærksomhed med den palæstinensiske gruppe Sorte Septembers kidnapning af den israelske delegation ved OL i München i 1972. Affæren endte blodigt, Israel indledte en omfattende og systematisk jagt på terroristerne, men to år senere stod Yassir Arafat og talte palæstinensernes sag i FN’s Generalforsamling.
I krigen efter Israels etablering i 1948 kæmpede Jordan sin egen sag, besatte Vestbredden inklusive Østjerusalem og annekterede den i 1950. Først i 1988 anerkendte Jordan, at der var tale om palæstinensisk territorium og frafaldt kravet på Vestbredden, som Israel havde besat i 1967. De arabiske staters interesse i palæstinensernes sag har altid – altid – været styret af de arabiske staters kyniske interesse for at hyppe deres egne kartofler.
Det samme gælder Iran: Den Islamiske Republik har ikke opbygget ”Modstandens akse” og udsat sig selv for alskens ulykker i ædel solidaritet med palæstinenserne, men primært for at lave en strategi, hvor kampene mellem USA og Israel skal føres uden for iransk territorium. Med åbne missilangreb og konfrontationer mellem Iran og Israel samt åbenlyse trusler om at starte egentlige militære angreb på vitale iranske mål, vurderer Trump måske, at den strategi er ved at komme til sin ende? Han tænker måske, at Iran med udsigt til hævelse af sanktioner og amerikansk garanti for, at USA ikke vil indlede krig mod Mullah-regimet og gennemføre regimeskifte vil acceptere fornyet kontrol med atomenergiprogrammerne, afstå fra at lagre beriget uran samt overlade vennerne i ”Modstandens akse” og palæstinenserne til deres egen skæbne. Kan Iran føle sig sikker på, at USA ikke vil støtte israelsk regimeskiftestrategi, vil regimet måske nedtone støtten til vennerne i det arabiske Mellemøsten og i stedet bruge ressourcerne på opbygningen af et effektivt missilforsvarssystem? Og undgå nye og massive sanktioner, som Trump allerede har truet med. Allerede nu diskuteres der i Iran om der skal indledes dialog med Trump om en deal. Under George W. Bush, ovenikøbet efter den tale, hvor han inkluderede Iran i ”ondskabens akse” sendte Iran følere om en deal. Det var også under den religiøse Ali Khamenei og de kan være kyniske nok til at gøre det igen.
I Tehran har de hørt Trumps udmelding om en ny deal og den diskuteres ivrigt. Nogle argumenterer for, at høre hvad Trump har at byde på, mens andre hader ham, fordi han beordrede likvideringen af Soleimani.
Det sublime i Trumps Deal Diplomacy er, at man ikke kan udelukke, at Israel, Golfaraberne og Iran med tilstrækkelige tilbud kan lade sig overtale. Trump vil spørge om det ikke er bedre for palæstinenserne at overleve end konstant at skulle flygte for israelske bomber. Reservat eller udryddelse?
Palæstinenserne vil selvfølgelig reagere med et rungende nej, men det er længe siden, Trump og Israel har regnet dem for andet end at være besværlige. De arabiske stater, der ifølge planen skal integrere palæstinensere, er generelt ikke mere forstående over for palæstinenserne end Trump, men vil af samme grund gøre, hvad de kan for at kæmpe imod at skulle integrere dem. Kan Trump true eller belønne dem til at kysse hans fødder? Måske, måske ikke.
Det vil næppe afholde Trump fra at bebude sine mellemøstlige deals og forsøge at få håndslag på dem. Mon ikke hans første rejse som præsident til udlandet igen bliver Saudi-Arabien, medmindre han lige skal slå vejen omkring Moskva for at slå en handel af med Putin?
Det er svært at afgøre, om kynismen er størst hos Trump, i Israel eller hos Golfaraberne og Iran, men den er der i metermål til stede alle steder. Taberne vil igen, igen blive palæstinenserne. De kan kun håbe på, at alle de kyniske magtspil vil kollapse og give dem fornyet håb om at få deres rettigheder respekteret.
Eller de kan håbe på et sidste træk fra Joe Biden: Han var imod Israels voldsomme krig i Gaza, men trods sine protester og forsøg på at overtale Netanyahu til at skåne civile, sende nødhjælp ind og gå med til våbenhvile, fortsatte han med at finansiere krigen. Det gjorde han, fordi han var bange for, at sanktioner mod Israel ville føre til, at Demokraterne tabte præsidentvalget. Valget er overstået, Demokraterne tabte, og nu kan han handle alene for at redde sit eftermæle. Måske vil han omsider være tro mod den overbevisning, Bob Woodward tilskriver ham, og bruge de sidste måneder i Det Hvide Hus til at sætte Netanyahu stolen for døren og presse en våbenhvile igennem, inden Trump tumler rundt med sit Deal Diplomacy. ■
De arabiske stater, der ifølge planen skal integrere palæstinensere, er generelt ikke mere forstående over for palæstinenserne end Trump
_______
Lars Erslev Andersen (f. 1956) er seniorforsker på DIIS. I 2021 udgav han bogen ”Oprør og Alliancer. Mellemøsten efter det arabiske forår” og i oktober 2023 bogen ”Den amerikanske mission. Mytologi og magt”.
ILLUSTRATION: Riyadh, 21. maj 2017 (fra højre til venstre): Donald Trump med sin kone Melania Trump, Saudi-Arabiens daværende konge Salman bin Abdulaziz al-Saud og Egyptens præsident Fattah el-Sisi deltager i indvielsen af en organisation til bekæmpelse af “global ekstremisme” [FOTO: Bandar Al-Jaloud/AFP/Ritzau Scanpix]