Lukas A. Lausen: 10 år efter “Wir schaffen das” er EU på vej mod en helt ny asylpolitik

30.10.2024


Med Ursula von der Leyens seneste udmelding og det øgede samarbejde mellem centrale EU-lande som Danmark, Italien, og Holland, kan vi være vidne til et afgørende øjeblik for Europas migrationspolitik.

Af Lukas A. Lausen

For lidt over et årti siden – i et øjeblik hvor hundredtusindvis af flygtninge væltede ind over Europas og særligt Tysklands grænser – udtalte den daværende tyske forbundskansler, Angela Merkel, de berømte ord: “Wir schaffen das” (Vi klarer det). En sætning, der kom til at definere Europas håndtering af flygtningekrisen, som dengang – i 2015 – blev udløst af konflikter i Syrien, Afghanistan og dele af Afrika. EU-landene var vidne til den største migrationsbølge siden Anden Verdenskrig med mere end en million asylansøgere, der i 2015 krydsede unionens grænser.

Dengang formåede EU.-landene ikke at samle et fælles fodslag om handling – tværtimod. Flygtningekrisen viste, hvordan Unionens medlemmer var dybt splittede i spørgsmålet. Det er de stadig.

I disse år, ti år senere, står Europa igen ved samme skillevej. Migrationsspørgsmålet er igen øverst på dagsordenen, men denne gang ser stemningen anderledes ud. Nye data fra Frontex viser, at antallet af ”irregulære grænseovergange” i 2023 nåede det højeste niveau siden 2016. Særligt den centrale Middelhavsrute, der forbinder Nordafrika med Sydeuropa, oplever en voldsom stigning med over 135.000 registrerede overgange. Den udvikling har tvunget politikerne til at adressere emnet igen. Og udviklingen fører i disse måneder til en voksende erkendelse blandt EU’s medlemslande om, at der er behov for en grundlæggende reform af migrationspolitikken.

Et afgørende møde i sidste uge

I sidste uge fandt en række afgørende møder og beslutninger sted i Bruxelles. Von der Leyen sendte således et brev til EU’s regeringschefer, hvor hun fremhævede behovet for omfattende stramninger af unionens asylpolitik. En af de mest bemærkelsesværdige elementer i den genudnævnte kommissionsformands forslag var, at hun nu åbner for ideen om udrejsecentre i tredjelande – et forslag, der længe har været en hjørnesten i den danske regerings migrationspolitik. I årevis har statsminister Mette Frederiksen netop argumenteret for, at asylansøgninger skal behandles uden for EU’s grænser for at mindske presset på de europæiske systemer. Selvom Danmarks egen Rwanda-model i øjeblikket er sat på pause, forventer Italien lige nu at have succes med et lignende koncept i samarbejde med Albanien, hvor man har placeret behandlingen af et antal asylansøgninger.

På et møde i en mindre kreds af regeringsledere – og på invitation af Frederiksen og hendes kolleger fra Italien og Holland – blev dette emne yderligere konkretiseret. Det er første gang, en så bred gruppe EU-lande er enige om specifikke tiltag for at begrænse migrationen. Dette kan markere et vendepunkt for unionens tilgang til migration, der i årevis har været præget af uenigheder og manglende fælles fodslag.

 

Det er første gang, en så bred gruppe EU-lande er enige om specifikke tiltag for at begrænse migrationen. Dette kan markere et vendepunkt for unionens tilgang til migration, der i årevis har været præget af uenigheder og manglende fælles fodslag
_______

 

Italien som testlaboratorium

Den relativt stramme migrationskonsensus i Danmark er ikke ny, men bunder i Socialdemokratiets tilpasning af sin egen udlændingepolitik, der skete skridt for skridt efter at Mette Frederiksen overtog formandskabet netop i 2015.

I Italien har premierminister Giorgia Meloni siden hun kom til magten implementeret en åbenlyst hårdere linje over for migration. Med den albanske model forsøger Italien nu at behandle asylansøgninger uden for sine grænser på en måde, hvor afslag fører straks til hjemsendelse. Forventningen er lynhurtig sagsbehandlingstid og en markant reduceret mængde af migranter, der faktisk kommer ind i landet.

Selv i Tyskland, hvor Merkels “Wir schaffen das” engang var symbolet på en åben og humanitær tilgang til migration, er der sket en markant politisk drejning. Ovenpå tre delstatsvalg, hvor Alternativ für Deutschland har vundet frem, erkendte kansler Olaf Scholz at Tyskland ikke kan fortsætte med at absorbere et stort antal flygtninge uden at ændre kurs. “At reducere irregulær migration er forudsætningen for den åbenhed, vi har brug for. Også for indvandring af faglærte,” fastslog han fornylig. Og mens et udsagn som dette kan virke ganske indlysende i Danmark, signalerer det en større skifte i den tyske politiske establishments retorik.

Spanien, som også har været et vigtigt modtagerland for migranter, oplever lignende udfordringer. Ifølge data fra Eurostat har Spanien set en 20 pct. stigning i antallet af asylansøgninger i 2023 sammenlignet med året før. Denne udvikling har ført til et stigende politisk pres på den spanske regering, som nu også taler om nødvendigheden af at tage mere drastiske skridt for at begrænse den irregulære migration.

Begyndelsen på et paradigmeskift

Med Ursula von der Leyens seneste udmelding og det øgede samarbejde mellem centrale EU-lande som Danmark, Italien, og Holland, kan vi være vidne til et afgørende øjeblik for Europas migrationspolitik. Ifølge FN vil der i de kommende årtier vil være millioner af mennesker, der søger mod Europa på grund af konflikter, klimaforandringer og økonomisk usikkerhed. Men samtidig fortæller OECD, at Europas befolkning vil falde med 5 pct. inden 2050, hvis ikke der sker en øget indvandring.

Den store udfordring for EU vil derfor være at finde en balance mellem at begrænse irregulær migration og samtidig sikre en kontrolleret og velintegreret tilstrømning af faglærte migranter, der kan afhjælpe det demografiske pres, og som bidrager til den nødvendige kvalificerede og stærke arbejdsstyrke.

Mens mange spørgsmål stadig står og blafrer i vinden, er der ingen tvivl om, at sol, måne og stjerner mere end nogensinde står rigtigt for en grundlæggende reform af EU’s migrationspolitik. Hvor langt denne reform vil gå, og hvordan den vil forme Europas fremtid, er ganske åbent. Men ændringen? Den kommer. ■

 

Mens mange spørgsmål stadig står og blafrer i vinden, er der ingen tvivl om, at sol, måne og stjerner mere end nogensinde står rigtigt for en grundlæggende reform af EU’s migrationspolitik. Hvor langt denne reform vil gå, og hvordan den vil forme Europas fremtid, er ganske åbent. Men ændringen? Den kommer
_______

 

ILLUSTRATION: Berlin, 19. januar 2020 (fra venstre til højre): Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Tysklands kansler Angela Merkel, FN’s generalsekretær Antonio Guterres og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen poserer til et fællesfoto under et topmøde om situationen i Libyen [FOTO: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix]