Lykke Friis: Vi er vidner til en splintring af Tysklands partisystem
04.09.2024
”Meget skarpt sat op er det også Tysklands evne til at regere, det her handler om. Er man regeringsduelig? Det er det spørgsmål, tyskerne stiller nu.”
Interview af Niels Koch-Rasmussen. Del 1 om det tyske delstatsvalg i Thüringen og Sachsen. Del 2 om Lykke Friis‘ genudgivelse af bogen Håbets Europa følger i morgen.
RÆSON: Lad os starte med at gribe fat i søndagens delstatsvalg i Sachsen og Thüringen. Hvad er din læsning af valget?
FRIIS: Min overordnede læsning er, at det etablerede Tyskland har fået en lussing af vælgerne. Og jeg tror, at det er meget vigtigt, at man ikke kun ser det her som værende et ’østfænomen’, for man kan se i målingerne, at der i hele Tyskland er stor frustration med regeringen, der ligger meget lavt i meningsmålingerne. Det er et udtryk for, at tyskerne grundlæggende gerne vil have en anden regering.
Så er der selvfølgelig noget, der er knyttet specifikt til Østtyskland. Man kan jo se på andre målinger, at mange østtyskere stadig opfatter sig som andenrangsborgere, og at de hermed også sender et signal til det øvrige Tyskland, at før man integrerer emigranter og flygtninge, skal man altså integrere østtyskere i det genforenede Tyskland – vel at mærke 35 år efter Murens Fald.
Hele skismaet mellem øst og vest vender vi tilbage til. Hvordan vil valgets resultat påvirke regeringens kurs og samarbejde internt i koalitionen?
Nu kommer de her valg jo som perler på en snor, kan man sige. Vi har allerede haft delstatsvalgene i efteråret sidste år, Bayern og Hessen, og så havde vi Europa-Parlamentsvalget – og så kommer de her valg, efterfulgt af delstatsvalget i Brandenborg den 22. september.
Så det er ikke kun en øst-tendens; regeringen klarer sig generelt dårligt. Socialdemokraterne (SPD) fik under 13 pct. ved EP-valget, og nu er vi i den situation, at den tyske regering har meget svært ved at blive enige. Det så vi fx også med det nye budget, efter at forfatningsdomstolen underkendte budgettet, hvor regeringspartierne kæmpede med at blive enige om et nyt budget.
Man har nu den situation, at regeringspartierne allerede er begyndt at tale om, at det her er en overgangsregering. Og lederen af De Grønne, Robert Habeck, var ude at sige, at han ikke skulle regere med formanden for FDP efter et valg.
Og alt her vil kun blive yderligere cementeret, nu hvor valgresultatet er så ringe. Det stiller så spørgsmålet: Hvem kan rent faktisk regere Tyskland?
Man har nu den situation, at regeringspartierne allerede er begyndt at tale om, at det her er en overgangsregering
_______
Det er en splintring af det tyske partisystem, vi er vidner til. Lige nu kigger alle mod kristendemokraterne (CDU/CSU). Hvem vil de i sidste instans danne regering med – og hvem kan de danne regering med?
Derfor er koalitionsspillet – altså de forskellige muligheder for at danne koalition i de to delstater –så afgørende. For hvis der er et digebrud, så man fx nu gerne vil forhandle med AfD eller nye parti BSW, vil det naturligvis påvirke valgkampen. Kan være sikker på at en stemme på fx CDU ikke også er en stemme på AfD?
Jeg kan dog ikke forestille mig, at nogen af partierne vil gå i regering med AfD. Den brandmur vil stadig stå. Men derfor har det etablerede Tyskland jo stadig et stort problem, for hvad er svaret på AfD’s store fremgang?
Ja, og hvis vi skal prøve at tage de historiske briller på, hvor stor en betydning har netop den her splintring af det tyske partisystem for den tyske tradition med koalitionsdannelse og flertalsregeringer?
Vi har så allerede i den sidste periode med delstatsvalget i Thüringen, at man accepterede, at man ikke kunne have en flertalsregering, og derfor dannede man en mindretalsregering. Men det kan jeg ikke forestille mig på forbundsstatsniveau.
Og det hænger stadig væk sammen med ”Weimar-spøgelset” – den periode mellem første og anden verdenskrig, hvor datidens mange mindretalsregeringer, i hvert fald i den tyske læsning åbnede døren til Hitlers nationalsocialisme.
Så det kommer man ikke til at gøre. I stedet kommer man til at finde på nye koalitionsdannelser. Og det bliver interessant at se. Hvis CDU/CSU fortsat går frem, kan det jo være, at de så kan nøjes med at regere med et parti, fx SPD. Men er det nok? Det vil de fleste nok være skeptiske omkring. Det næste træk skulle så være et tredjeparti – er det så De Liberale, hvis de overhovedet kommer ind? Eller De Grønne, som CDU/CSU klart har sagt, de ikke ønsker at regere med?
Så det er svært at se klare flertalsmuligheder. Meget skarpt sat op er det også Tysklands evne til at regere, det her handler om. Er man regeringsduelig? Det er det spørgsmål, tyskerne stiller nu.
Valgresultatet i weekenden viser i hvert fald, at der er en stor del af den østtyske befolkning, som ikke er enig i, at de tre søjler skal falde. Og den søjle, som de ikke vil rokke ved er den russiske
_______
I et interview, du gav til RÆSON sidste år, talte du om, at Tyskland efter Ukrainekrigen har oplevet, at deres fundamentale søjler – en slags DNA i den tyske selvforståelse om amerikansk sikkerhed, russisk gas og kinesisk eksport – er bortfaldet, hvilket har udløst en tysk identitetskrise. Fortæller weekendens valg os noget om, hvor den krise er på vej hen?
Valgresultatet i weekenden viser i hvert fald, at der er en stor del af den østtyske befolkning, som ikke er enig i, at de tre søjler skal falde. Og den søjle, som de ikke vil rokke ved er den russiske.
Og der må man sige, hvis man ser på valgresultatet, så er det sådan, at over 40% pct. af vælgerne har stemt på partier ,som ikke støtter våbenleverancerne til Ukraine men hellere vil finde et forhandlingsbord med Rusland. De støtter for øvrigt heller ikke, at Tyskland skal opstille amerikanske missiler i Tyskland. Og det er jo en ret markant modvilje mod den lære, som mange har fra den 24. februar 2022, og som var, at nu skulle Tyskland ikke længere samarbejde med Rusland og skulle tage bedre ansvar for sin egen sikkerhed.
Så det er nok det mest interessante: Mange i Østtyskland er ikke enig i, at det var det langsigtede svar på krigen i Ukraine.
I hvor høj grad hænger lige præcis dét, altså Ukrainekrigen, sammen med de østtyske vælgeres opbakning til AfD – og det ukrainekritiske venstrefløjsparti Bündnis Sahra Wagenknecht, som også har fået stor tilslutning? Hvilken betydning får det?
Her skal vi tilbage til pointen om, at man opfatter sig som andenrangsborgere – at man med det her valg vil sparke det etablerede Tyskland over skinnebenet og protestere helt overordnet. Det, man så også protesterer imod – det, som er mest ”establishment” – er netop, at man nu skal have en helt anderledes politik over for Putin. Man protesterer over den etablerede linje over for Putin ved at insistere på, at der skal findes et forhandlingsbord, ikke at ville levere flere våben osv.
Lidt spydigt kan man så indskyde, at den tyske regering faktisk på det seneste selv har indfriet noget af dette ønske ved at halverede næste års Ukrainestøtte. Og ved at også at sige, at i år har vi ikke flere penge.
Interessant er det, at CDU for lige akkurat at kunne slå AfD i Sachsen har måttet lægge betragtelig luft til partiets linje i Berlin, som er, at man skal fortsætte våbenleverancerne. Blandt andet ved at Michael Kretschmer, som er den nuværende ministerpræsident for CDU i Sachsen, har åbnet for at se på et forhandlingsspor. Så der er altså tegn på betydelige spændinger omkring den tyske ukrainepolitik – og dermed selvfølgelig også ruslandpolitikken.
Der er altså tegn på betydelige spændinger omkring den tyske ukrainepolitik – og dermed selvfølgelig også ruslandpolitikken
_______
Er det her en midlertidig frustration over det, du beskrev som det etablerede Tyskland, som også andre partier reagerer på, eller er det i virkeligheden udtryk for et mere grundlæggende skifte i den tyske ukrainepolitik?
På den korte bane er udfordringen, at der ikke er penge i det tyske budget til at fortsætte den markante støtte til Ukraine. Så da regeringen skulle få finansloven til at falde på plads, måtte den indgå en række kompromisser. Der skulle regeringspartierne have noget hver især: De Grønne fik, at man ikke skar så meget i klimastøtten, SPD fik, at man ikke skar i socialstøtten, og De Liberale fik, at man skulle respektere gældsbremsen.
I praksis betyder, at Zelenskyj der i den grad for øjeblikket har brug for, at Europa skruer op for støtten, oplever, at Tyskland gør det modsatte. Og det legitimerer jo at andre lande, kunne finde på at gøre det samme.
Det er også interessant at se, at der ikke har været særlig mange protester over Tysklands beslutning om Ukraine-støtten. Der var nogle løftede øjenbryn og lidt forvirring over, hvad det her gik ud på, men der har jo ikke været nogen almen protest over det uden for Tyskland. Og det ser jeg som et tegn på, at der også er andre, som kunne lade sig inspirere af det, og som står i samme situation. Så frem til valget til Forbundsdagen 28. september 2025 ser jeg ikke, at der kommer større ryk i den tyske Ukrainepolitik. Snarere ser jeg status quo; altså at man skærer i Ukrainestøtten.
Hvor Ukraine ifølge Zelenskyj i den grad har brug for, at Europa skruer op for støtten, kommer Tyskland til at gøre det modsatte. Og det legitimerer jo andre lande, som kunne finde på at gøre det samme
_______
Hvor stor en betydning skal vi tillægge problematikken omkring gældsbremsen for, at Tyskland ikke kan fortsætte Ukraine-støtten?
For den nuværende regering – altså særligt De Liberale, som i meningsmålingerne ligger tæt på spærregrænsen – er det simpelthen no-go at løfte gældsbremsen. Og CDU/CSU, som i høj grad konkurrerer med dem om den økonomiske politik, fastholder, at man ikke skal ændre ved gældsbremsen. Så der er i hvert fald det element i det.
Og så man må bare konstatere, at Olaf Scholz både ved EP-valget og ved weekendens valg har prøvet at markedsføre sig selv som værende ”fredskansleren”. Og der er altså en betragtelig skepsis blandt hans egne over den fortsatte levering af våben og afvisning at fredsfølere til Putin. Så Scholz kunne godt være fristet af at neddrosle sit engagement for Ukrane. Det styrkes blot af, at AfD og Sahra Wagenknechts vælgere også gerne ser en anderledes Ukrainepolitik. Så Olaf Scholz er under pres. Han har derfor brug for at lægge luft til den hidtil førte ukrainepolitik.
Hvor efterlader det Tysklands store og meget omtalte ’Zeitenwende’ – både med tanke på udviklingen i støtten til Ukraine, men også den omdiskuterede investering i eget nationalforsvar? Er ’Zeitenwende’ forbi, eller kom det aldrig rigtig i gang?
Man har foretaget et Zeitenwende ved, at man væltede de søjler, som vi talte om før. Det var virkelig et vidtgående skridt at sige, at nu måtte man levere våben i krigstid, stoppe import af russisk gas, at man sagde, man ikke ville storhandle med kineserne, og man ville investere i eget forsvar i stedet for hjælp fra amerikanerne. Man kommer ikke til at rykke tilbage på de ting. Men lige så klart er det jo, at det bare tager tid. Og nu er det sådan, at man er i en økonomisk situation, hvor det ikke længere bare går op – se fx på den tyske vækst, som er aftagende. Og grundlæggende handler det også om at ændre den tyske selvforståelse om, at krig igen er muligt, og man kun kan skabe fred ved våben. Det går imod meget af det tyske DNA.
Så man skal passe på med at sige, at Zeitenwende er aflyst. Men der er sket det, at meget af det er blevet udsat. Og hvis man ser budgettet omkring våbenleverancerne, så siger man, at det må en regering efter valget i 2025 tage sig af. Og det siger man også, når man ser på penge afsat til det tyske forsvar. Det er også først i 2025, formentlig efter en ny regering, at det skal gå op igen.
Og hvilken betydning får det for Ukraine nu og her?
Timingmæssigt er det jo nu, Ukraine har brug for støtte. For spørgsmålet er, om østfronten overhovedet kan holde? Så det er nok timingen, der er meget alvorlig, set med Zelenskyjs øjne.
Vi har et Rusland, der forsøger at smadre det ukrainske energisystem. Man er i gang med en ny form for kold krig, hvor man forsøger at fryse de civile ukrainere ud. Og vi står over for et amerikansk præsidentvalg, hvor amerikanerne – uanset hvem der kommer til –indikerer, at de i hvert fald ikke kommer til at øge støtten.
Hvem er det så, der skal øge støtten, hvis ikke Europas største land? ■
RÆSON: Hvilken betydning får det her for Ukraine? FRIIS: Timingsmæssigt er det jo nu, Ukraine har brug for støtte. For spørgsmålet er, om østfronten overhovedet kan holde?
_______
Lykke Friis (f. 1969) er direktør for Tænketanken EUROPA og p.t. Richard von Weizsäcker Fellow ved Robert Bosch Academy i Berlin.
ILLUSTRATION: “Vores land først”, lyder budskabet fra demonstranter foran Reichtagen i den tyske hovedstad, 8. oktober 2022 [FOTO: Mathias Berg, CC BY-NC-ND 2.0]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
