Mads Dalgaard Madsen: Derfor tabte Harris. Og derfor lever trumpismen ikke videre uden Trump
09.11.2024
”Det kan godt være, at hele partiapparatet er ejet af Trump, men det lever også af, at Donald J. Trump lever.”
Mads Dalgaard Madsen er USA-analytiker og bliver flittigt brugt i danske medier. Han er tidligere rådgiver på Den Danske Ambassade i Washington D.C. og sidder i dag som senior-rådgiver i teknologivirksomheden, Terma Group, hvor han beskæftiger sig med USA og Arktis.
Interview af August Østergaard Nilsson
RÆSON: Hvorfor tabte Kamala Harris?
DALGAARD: Ja, det er jo den helt store obduktion, der skal i gang nu. Det er som om, Demokraterne har fået en kæmpestor knytnæve af virkelighed lige i ansigtet. Jeg kan pege på to grunde til, hvorfor det her er sket: Omstændighederne er en faktor, og Demokraternes egne beslutninger er en faktor – især Joe Bidens.
Hvis vi tager omstændighederne først: Vi snakker meget om 2020-valget som coronavalget. Jeg vil kalde det her for det andet coronavalg. Donald Trump fik katastrofedelen af corona i hans første periode – krisehåndteringselementet af corona – hvilket på mange måder også var det han tabte valget på. Joe Biden fik til gengæld konsekvenserne af corona – efterslæbet af corona: Han skulle ligesom håndtere alle de negative sider ved corona.
Det er interessant, at der ikke er nogen vælgere, der husker Trump-årene for corona overhovedet: Der var ikke nogen, der kunne huske, at det sidste år handlede om government shutdowns og håndteringen af corona. Det var simpelthen ikke en del af amerikanernes opfattelse af de fire år med Trump: Biden-administrationen stod tilbage med aben efter corona og skulle håndtere efterslæbet.
Er det økonomi, du tænker på?
Hovedsageligt økonomi. Hvis man skal pege på én ting, der har kendetegnet det her valg, så er det den inflation, der opstod efter corona: Biden stod der med nogle omstændigheder, der var virkelig, virkelig uheldige for ham.
Biden valgte så også at åbne grænsen op i et forsøg på at levere på nogle valgløfter overfor sine egne vælgere. Biden fjernede rigtig, rigtig mange af de executive orders, som Trump havde indført for at bremse immigration, og pga. corona var der en hel del ’opsparet’ immigration, som lige pludselig kom ind, da man åbnede grænsen. Så valgets to hovedemner blev skabt af efterslæbet fra corona-årene. Det er omstændigheder for valget.
Biden fjernede rigtig, rigtig mange af de executive orders, som Trump havde indført for at bremse immigration, og pga. corona var der en hel del ’opsparet’ immigration, som lige pludselig kom ind, da man åbnede grænsen
_______
Åbnede Demokraterne den amerikanske grænse for at være tro imod deres progressive, liberale vælgerbase?
Ja, og valgets tale her er – uden at jeg har set tallene endnu – hovedsageligt: for at komme videre fra det her nederlag, er Demokraterne nødt til at fravriste sig den yderste venstrefløjs greb, hvis de igen skal være et parti, der kan vinde valg. Demokraterne er på mange måder taget gidsler af en progressiv fløj, som kom ind i Clinton-årene: Det er en fløj, hvis måde at tale på, på ingen måde appellerer til den brede amerikanske befolkning – især arbejderklassen og middelklassen.
Og så siger du, at der også er et personspørgsmål her, hvor du peger på Joe Biden?
Lad mig starte i midtvejsvalget 2022: Joe Biden klarede sig meget bedre, end nogen siddende præsident skal gøre i deres første midtvejsvalg. Normalt skal en siddende præsident få ret store smæk ved det første midtvejsvalg: Typisk mister man flertallet i en af Kongressens kamre, men Joe Biden var tæt på at beholde flertallet i begge kammer. Han beholdt fuldstændig sensationelt flertallet i Senatet, og begrænsede tabet enormt i Repræsentanternes Hus. Republikanerne regnede med et flertal på 40-45 sæder, og de fik kun et flertal på 5.
Dét læste Biden fuldstændig forkert: Han læste det som en godkendelse af hans præsidentperiode, og han læste det som et signal om, at han godt kunne genopstille i 2024 – han fik simpelthen mod på at genopstille og give op på hans løfte til Det Demokratiske Parti om at være en transitional president.
Nu hvor vi kigger på det, er dét den store, fatale fejl, som på mange måder også ødelægger Joe Bidens eftermæle og destruerer hans ellers meget prominente politiske karriere. Så det, at han valgte at genopstille, ser jeg som den store fejl, som også har sat Kamala Harris i en ret utaknemmelig situation. I amerikansk politisk sammenhæng er det fuldstændig uhørt at banke en national præsidentkampagne op på tre måneder.
Der er mange, der skæller ud på Harris lige nu og siger, at hun var en svag kandidat, men årsagen til det er, at Biden klamrede sig til magten i så lang tid, og at Demokraterne ikke havde en ordentlig proces, da de skulle vælge deres kandidat.
Der er mange, der skæller ud på Harris lige nu og siger, at hun var en svag kandidat, men årsagen til det er, at Biden klamrede sig til magten i så lang tid
_______
Og det er jo så Kamala Harris, der ender med at stille op, da Biden – efter massivt pres – trækker sig. Var hun det rigtige valg? Har hun ført en god kampagne?
Nej. Hun havde en meget alternativ og mærkelig strategi: Hun stod overfor Donald Trump, der har været siddende præsident i fire år, og du kan hurtigt positionere ham som the incumbent – som det etablerede – og dig selv som the change candidate. Og man ved bare, at change candidates, de vinder valg.
Harris-kampagnen står så der med en mulig change candidate, der bliver skudt ud med en kanon, fordi hun er brat (popkulturel betegnelse for en person, der er kompromisløst sig selv – introduceret af sangeren, Charlie XCX, red.). Der var nærmest en Obama-agtig 2008-hype omkring hende. Hun er samtidig også vicepræsident i en administration for en af de mest upopulære præsidenter i moderne amerikansk historie. Hvad er spørgsmål nummer ét, som kampagnen skal svare på? Det er: ”Hvordan adskiller du dig fra den administration, som du sidder i? Hvordan er du the change candidate? Hvordan vil du finde en ny vej for USA?” Det kan hun ikke svare på – det svarer hun på intet tidspunkt på i denne her præsidentkampagne.
Der er en eller anden mystisk loyalitet overfor Biden, og hun nægter hele vejen igennem at smide ham under bussen. Det er underligt, for tallene peger på, at det er det, der skal til: For at beskytte Bidens arv, er hun nødt til at smide ham under bussen, men hun vil simpelthen ikke kritisere ham. Det står stadig tilbage for mig som meget, meget mystisk – meget mystisk.
Der er også nogle underlige dynamikker i valgkampen, hvor hun først er på alles læber – hun får halvandet måneds uafbrudt god pressedækning og tørrer gulv med Trump til debatten – men efter debatten i september træffer kampagnen en mystisk beslutning og trækker hende fra alt: Lige pludselig deltager hun ikke i nogen interviews, hun prøver ikke at definere sig selv, og hun prøver ikke at introducere sig selv. Min fortolkning af deres strategi er, at hun håbede på, at Trump ville ødelægge det så meget for sig selv med de her katte og hunde, der bliver spist i Ohio, at hendes modstandere ville gøre arbejdet for hende. Det er en Sun Tzu, Art of War– agtig tilgang: “Don’t interrupt your enemy when he’s making a mistake.”
Min fortolkning af Harris’ strategi er, at hun håbede på, at Trump ville ødelægge det så meget for sig selv med de her katte og hunde, der bliver spist i Ohio, at hendes modstandere ville gøre arbejdet for hende
_______
Hvad gør Trump som modspil? Trump og Vance holder næsten dobbelt så mange valgmøder og blaster reklamer ud i svingstaterne: Så i september måned lykkes det Vance og Trump at definere Harris, fordi hun ikke definerer sig selv.
I oktober pivoterer Harris-kampagnen så rundt og laver en medieturné, og det første, de gør, er at booke hende på The View, hvor hun får spørgsmålet, ”hvad ville du have gjort anderledes end Joe Biden?”, hvortil hun svarer ”nothing comes to mind”. Jeg skrev selv på det tidspunkt, at her ser vi nok valgets vigtigste angrebsreklame for Republikanerne skrive sig selv i realtid. Og det var det, der skete.
Halvvejs igennem oktober pivoterer Harris-kampagnen så hele muligheden om: De tænker, at de ikke længere kan gøre det til et præsidentvalg af Harris; så de gjorde det til et præsidentfravalg af Trump. Så hedder det pludselig, at Trump er fascist og en trussel mod demokratiet. De gør alt det modsatte af det, de lykkedes med i sommeren, hvilket betyder, at de bare puster Trump op og giver ham lov til at dominere mediebilledet i resten af valgkampen.
Hvis jeg skal opsummere det hele, så har vi de her omstændigheder (økonomi og immigration), der gør det rigtig svært for en siddende administration at vinde et valg; vi har en siddende præsident, der læser sin situation fuldstændig forkert og forsøger at genopstille; og vi har en kampagne, der eksekverer på en meget mystisk måde. Alt sammen overfor en republikansk kandidat, som de skal kunne vinde over. Det er det, som Demokraterne i virkeligheden har deres store identitetskrise over lige nu: De tabte til Trump, men Donald Trump er grundlæggende mulig at slå. Han er en politisk kandidat, du altså skal kunne slå, fordi han leverer alle angreb for dig.
Det er det, som Demokraterne i virkeligheden har deres store identitetskrise over lige nu: De tabte til Trump, men Donald Trump er grundlæggende mulig at slå
_______
Så stemte amerikanerne imod Biden og Harris, eller stemte de for Trump?
Jeg læser det som et fravalg af Biden og Harris meget mere end et tilvalg af Trump. Vi har ikke de sidste stemmetal på plads endnu, men 68 millioner stemte på Harris (nye tal: 69,2 mio., red.) og 72,6 millioner stemte på Trump (nye tal: 73,5 mio., red.). I 2020 stemte 81 millioner på Biden, og der var 74 millioner, der stemte på Trump. Harris mangler 13 millioner (nye tal: ca. 12 mio., red.). Hvor er de? De 13 millioner er jo ikke gået til Trump, så der er jo noget galt her. Der er nogle vælgere, der mangler – nogle vælgere, der er blevet hjemme.
Donald Trump har til gengæld også fået stemmer nogle nye steder fra: Den sorte og den latinamerikanske del af befolkningen, som plejer at stemme demokratisk, men i højere grad end tidligere har stemt republikansk. Når man tænker på, at Trump-lejren har brugt de sidste par måneder har brugt kontroversielle udtalelser om minoriteter, hvorfor stemmer de her grupper så på ham? Hvordan har han formået at vinde dem over?
Vi er vidne til nogle ret vilde vælgervandringer i amerikansk politik. Donald Trump har formået at holde fuldstændig fast i sin egen base og samtidig bare hakke af den demokratiske vælgerkoalition i meget, meget imponerende grad. Dybest set handler det om, at Demokraterne er nødt til at fravriste sig den gidselsituation, de er i overfor den yderste, progressive venstrefløj.
Det, Trump lykkes med, er at tale til middelklassen og arbejderklassen som middelklasse og arbejderklasse. Det Demokraterne prøver på, er at tale til arbejderklasse-latinoer som latinoer først og fremmest, eller sorte amerikanere som sorte først og fremmest: Som om, at det var race, der var den mest motiverende faktor for dem. Det, Trump lykkes med, er at tale til især latinamerikanske mænd, som middelklassevælgere først og fremmest. Den socioøkonomiske status er den øverste prioritet for Trump, mens det racemæssige, identitetspolitiske ståsted er det, Demokraterne fokuserer på.
Det, Trump lykkes med, er at tale til middelklassen og arbejderklassen som middelklasse og arbejderklasse. Det Demokraterne prøver på, er at tale til arbejderklasse-latinoer som latinoer først og fremmest, eller sorte amerikanere som sorte først og fremmest
_______
Jeg talte med Stephen Hawkins fra More in Common (RÆSON 28/10-2024), som har lavet statistik på vælgergrupper i USA. På den yderste venstrefløj finder man kun otte pct af vælgerkorpset, og fra et strategisk perspektiv, giver det ikke særlig god mening at appellere til kun otte procent af den samlede vælgerskare. Hvorfor har Demokraterne så satset på det?
Vi er i en periode, hvor revolutionen er begyndt at æde sine egne børn: Der er en overhensynstagen hos Demokraterne, hvor man har været bange for at blive cancelled, og man har kæmpet om at være mest politisk korrekt. Det er ikke en stemmemaksimerende valgkampstrategi, og Demokraterne har henvendt sig for meget til de 8 pct – men det er til gengæld nogle meget højtråbende 8 pct, der er villige til at udskamme dig meget hurtigt og meget højt.
Biden fik markant flere stemmer, da han stillede op i 2020 end Harris i 2024. Det giver mening, når man tænker på omstændighederne med økonomi og immigration, og det giver mening, når man tænker på de strategiske fejl, Harris-kampagnen lavede. Men i forhold til wokeness, som lader til at have været en faktor også, kan man så sige, at Kamala Harris er en mere woke kandidat end Joe Biden?
Ja, det er hun. I starten af kampagnen laver de en kæmpe strategisk fejl ved at sende Barack Obama til Georgia. Det var Obama, når han er allerværst: Han holder en tale i et demokratisk valgkontor til sorte mænd, hvor han nærmest får sagt, at de er sexister, hvis de ikke stemmer på Harris: De er forpligtet på at stemme på Harris, både på grund af hendes køn og på grund af hendes race. Hvor meget mere identitetspolitisk og woke kan det overhovedet blive?
Alle indikationer, vi har, peger på, at sorte mænd, bliver sure, når de hørte sådan en tale. De blev så vrede af at få at vide, at fordi du er født på en bestemt måde, så skal du stemme på en bestemt måde. Så Demokraterne har været bundet og fanget i deres eget identitetspolitiske net i rigtig, rigtig lang tid. Mads Fuglede sagde det meget godt, da han sagde, at Demokraterne er ved at bygge en kæmpestor udgave af Det Radikale Venstre. Det her valg er nok et wake-up call til, at de skal tilbage til, hvad der rent faktisk var de demokratiske rødder: Arbejderklassepartiet, der havde den lille mand for øje.
Demokraterne har været bundet og fanget i deres eget identitetspolitiske net i rigtig, rigtig lang tid
_______
Til gengæld har Kamala Harris ikke selv spillet særlig meget på hverken køn eller race.
Nej, det er rigtigt: De havde fat i noget helt gyldent ved ikke at spille kvindekortet i starten af kampagnen. Harris formåede at genopfinde en ny, liberal patriotisme, hvilket vi så til det demokratiske konvent, hvor demokrater stod og råbte USA, USA: Det har vi ikke set i 15 år, fordi man i Det Demokratiske Parti har tænkt ”uha, vi havde slaveriet.” USA skulle ligesom undskylde for at være USA: Det gjorde hun op med i sommeren.
Men her til sidst, var det som om hun gik lige tilbage i Hillary Clinton-fælden og fokuserede meget på kvinder. Det var helt utroligt. Selv når kampagnen forsøgte at appellere til mænd, appellerede de til kvinder: Reklamerne, hvor de satsede på mænd, handlede om, at mænd skulle stemme på Harris på grund af kvinderne i deres liv, og Michelle Obamas afsluttende tale var også bare én stor formaning til mænd om, at de hader kvinderne i hendes liv, hvis ikke de stemmer på Harris.
Harris startede sådan set ud på et forholdsvis fornuftigt fundament, men det krakelerede fuldstændig. Biden vandt kvinder med 15 pct. i 2020, og Harris vinder dem med 8 pct. Altså, Biden havde større opbakning hos kvinder nationalt end Harris. What the damn hell.
Hvis vi ender os mod Trump. Han er blevet forsøgt myrdet to gange – hvor stor en faktor har det været i valget?
Jeg kan ikke se, hvordan de her attentatforsøg har gjort det helt store. Donald Trump blev forsøgt skudt juli måned, hvor kulen ramte hans øre. Lige der får han nok den største politiske mulighed i nyere amerikansk historie, fordi han for første gang i sit politiske liv får sympati i ryggen til at appellere til den bredere amerikanske befolkning og sige ”okay, nu er det gået for vidt, nu må vi se fremad, nu fokuserer vi på inflation og immigration, og jeg dropper min hårde retorik.” Hvis han havde gjort det, er det min påstand, at vi havde kigget ind i et Reagan-agtigt jordskredsvalg til Trumps side.
Der gik en uge, så skulle han holde sin store tale til det republikanske konvent, hvor forsøget på at moderere sig selv holdt i omkring 15 minutter. Herefter var det 2 1/2 times fuldstændig sædvanlig Donald Trump med samme hårde retorik og meningsmålingerne rørte sig ikke ud af stedet.
Jeg kan ikke se, hvordan attentatforsøgene har gjort det helt store
_______
Republikanerne har vundet både Senatet og Det Hvide Hus, de har et flertal i Højesteret og med al sandsynlighed også i Huset. Republikanerne kommer til at styre Washington. Hvad kommer de til at bruge den deres nyvundne magt til, hvis vi skal kigge fremad?
Ja, det må du nok spørge om. Det bliver rigtig, rigtig interessant. Lige nu har vi det, der hedder government trifecta, som betyder, at ét parti sidder på hele Washington. Der er nogen, der kalder det government quadrector, fordi de regner Højesteretten med, men det er lidt kontroversielt, da Højesteretten jo ikke som sådan er et politisk organ.
Republikanernes førsteprioritet, tror jeg, kommer til at være immigration. Det er det mest håndgribelige valgløfte, Trump har givet igennem valgkampen. Jeg tror ikke en dyt på, at han kan deportere 13 millioner illegale immigranter. Men der skal nok heller ikke mere end en halv million til: Det er der sindssygt gode billeder i for ham.
Kommer han til at bruge militæret til det?
Han kommer i hvert fald til at bruge ICE (Immigration and Customs Enforcement, red.), og jeg kunne forestille mig, at budgettet til Border Patrol og ICE kommer til at blive fordoblet, tredoblet og firdoblet. Men det ville være meget kontroversielt hvis han indsatte militæret i USA: Det er jeg heller ikke sikker på, at der er behov for.
Jeg tror ikke en dyt på, at Trump kan deportere 13 millioner illegale immigranter. Men der skal nok heller ikke mere end en halv million til
_______
D. 1. juli stemte Højesteret for at tildele præsidenten immunitet i alle officielle handlinger: Hvad kommer det til at betyde helt praktisk i en ny Trump-periode?
Præsidenten er normalt bundet af tradition og lov: Det er Trump ikke på samme måde nu. Men jeg er heller ikke sikker på, at Trump i sin første periode følte sig særlig bundet – hvis der var noget, der skulle have holdt ham tilbage, skulle det være de folk, der var omkring ham – de folk er der selvfølgelig ikke længere, og de kommer ikke til at være der igen. Men jeg tror ikke, han vil gøre mere på grund af højesteretsdommen – nu vil han bare ikke komme i kachotten for det.
Du siger, at der var folk omkring ham, der i hans første periode ville have stoppet ham: Kommer Trump til at udskifte dem? Altså kommer han til at udskifte neutrale embedsmænd med partiloyalister?
Det er det, jeg holder allermest øje med. Glem politik, glem, hvad det første, han kommer til at gøre, er. Hvis han laver denne her armlægning med det føderale bureaukrati og genindfører Schedule F (jobkategori i embedsværket med krav om loyalitet til præsidenten – indført under Trump i oktober 2020, red.), så begynder det at blive et andet USA, end vi har været vant til. For mig er det det helt store: Det ville skabe en helt anden opfattelse af, hvad det føderale USA er, og hvad vi forventer os af Washington D.C. Det vil være et brud med det USA, vi har set siden 2. Verdenskrig, da det moderne USA blev født.
Frygter du personligt for det amerikanske demokratis fremtid efter det her valg?
Jeg holder lidt igen med dommedagsprofetier. Vi kan sætte det i historisk perspektiv: Efter 2. Verdenskrig havde vi The Red Scare, og Senator McCarthy udnyttede sin position til at mistænke alle for at være kommunister – det var virkelig en vild udnyttelse af det amerikanske juridiske system. 1960’erne starter med, at JFK bliver skudt i hovedet. I 1968 bliver Martin Luther King skudt, og alle storbyer i USA står i brand. Så hamrer vi lige ind i 1970’erne, hvor Vietnamkrigen er ved at splitte samfundet fuldstændig til atomer: Man er så uenige om, hvad man laver i Vietnam. Så er Nixon er nødt til at trække sig, fordi han bryder loven: En præsident, der har udnyttet sine beføjelser i fuldstændig uhørt grad. Vi starter 1980’erne med, at en præsident bliver skudt igen: Reagan er nok ufattelig populær, men også utrolig kontroversiel i store dele af den amerikanske befolkning. Efter det kommer AIDS-epidemien. I 1990’erne bliver Newt Gingrich formand for Huset. Og i nullerne har vi Irakkrigen, der spillede lidt samme rolle som Vietnamkrigen.
RÆSON: Frygter du personligt for det amerikanske demokratis fremtid? DALGAARD: Jeg holder lidt igen med dommedagsprofetier
_______
Forskellen er måske, at vi i dag har TikTok, Instagram, liveblogs på TV2, og 28 politiske kommentarer i Danmark, der hver dag bliver spurgt, hvad tilstanden i det amerikanske demokrati er. Hvor mange af de samme konklusioner var vi ikke nået til, hvis vi havde befundet os i 60’erne, 70’erne og 80’erne? Men dermed ikke sagt, at det ikke er nogle fuldstændig unikke, vilde udfordringer, som USA står overfor.
Trump har knyttet GOP’s økonomi op på selve Trump-koncernen og indsat sine egne familiemedlemmer på de ledende poster i partiet. Hvad sker der, når Trump ikke er her mere? Bliver Det Republikanske Parti nogensinde det samme?
Min mavefornemmelse er, at trumpismen ikke kommer til at overleve Trump: Jeg kan ikke se, hvem i det parti, der har samme cocktail af fuldstændig manglende fornemmelse for tradition og manglende respekt for institutioner, kombineret med at være en folkeforfører, humoristisk og underholdende.
Hvem er det lige, der kan gøre Trump kunsten efter i Det Republikanske Parti? J.D. Vance? Han kan noget af det, men han kan ikke det hele. Det synes jeg, at det her valg virkelig har demonstreret. Hvem kan læse et crowd, som Trump kan læse et crowd? Hvem kan pivotere sine talking points fuldstændig 180 grader på et minut? Hvem har den evne, som Trump har? Han er et unikum i amerikansk politik. Med ren karisma gjorde han Tea Party-Bevægelsen til Trump-bevægelsen. Så grene af trumpismen vil måske overleve, men jeg kan stadig ikke se hvem i 2028, der kan gøre Trump kunsten efter.
Og du tror ikke, at det, at partiet nu er knyttet officielt op på Trump-koncernen, det at hans familiemedlemmer sidder på ledende poster i RNC – altså at Trump formelt har overtaget partiet – ville forhindre fx en Nikki Haley eller en Chris Christie, eller hvilken som helst moderat republikaner at stille op for partiet?
Trump kan godt forhindre dem i at stille op, men så kommer Republikanerne til at tabe, tror jeg. Skulle Donald Trump Jr. blive den nye? No way in hell. Det kan godt være, at hele partiapparatet er ejet af Trump, men det lever også af, at Donald J. Trump lever: Det er så bundet op på én person. Politik er jo båret af din evne til at argumentere og forføre og underholde og alle de her ting. Og jeg kan simpelthen ikke komme på nogen, der kan bære trumpismen videre. ■
Hvem er det lige, der kan gøre Trump kunsten efter i Det Republikanske Parti?
_______
Mads Dalgaard Madsen er USA-analytiker og bliver flittigt brugt i danske medier. Han er tidligere rådgiver på Den Danske Ambassade i Washington D.C. og sidder i dag som senior-rådgiver i teknologivirksomheden, Terma Group, hvor han beskæftiger sig med USA og Arktis.
ILLUSTRATION: Philadelphia, 4. november, 2024: Vicepræsident og præsidentkandidat Kamala Harris taler ved et vælgermøde i svingstaten Pennsylvania på dagen før valget [FOTO: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
