28.10.2024

“Venstredrejningen, som det demokratiske parti har taget, har også kostet partiet en del popularitet, og der er sket en kurskorrektion siden 2020, hvor man har bevæget sig mere ind på midten”

Stephen Hawkins er forskningschef for den internationale tænketank, More in Common, der beskæftiger sig med politisk polarisering og demokratiudvikling.

Interview af August Østergaard Nilsson

RÆSON: Det lader til, at USA undergår en voldsom polarisering for tiden: Hvad er forklaringen på det?

HAWKINS: Der er flere elementer forbundet med det: Jeg vil nævne fire: identitetsstabling (stacking of identities), færre forpligtende fællesskaber, opbrud i informationssystemer og ringere tilliden til de samfundsbærende institutioner.

Identitetsstabling vil sige, at der er sket en sammenkobling af identiteter: Hvis du er højtuddannet og bor i en storby, er du med meget stor sandsynlighed demokrat – hvis du er religiøs og bor i et landdistrikt, er du langt mere tilbøjelig til at være konservativ og republikaner. Det var ikke tilfældet i det 20. århundrede: Dengang var der var en konservativ fløj i Det Demokratiske Parti og en liberal fløj i Det Republikanske Parti. De to partier kunne være uenige om, hvor stor eller lille de foretrak statsmagten, men der var ikke den samme ideologiske polarisering, som der er i dag: Folks identiteter er på en måde sammensmeltet med deres valg af politisk parti, således at der er meget høje omkostninger ved fx at være republikaner i elitekredse i USA.

Derudover kan vi se, at der i dag er ringere social samhørighed og færre forpligtende fællesskab. Det begyndte i slutningen af 1960’erne og er fortsat frem til i dag, hvor det at engagere sig i kirker, synagoger, klubber, medlemsorganisationer, nabolagsforeninger osv. er faldet. Med andre ord er der færre muligheder for at interagere organisk med mennesker fra forskellige baggrunde, forskellige generationer og forskellige klasser, og det har bidraget til en karikeret forståelse af politiske modstandere i USA.

Opbrud i de klassiske informationssystemer har også været bidragende til øget polarisering i USA: Den økonomiske model for de klassiske informationssystemer baserede sig på upartisk og neutral journalistik; det var sådan, man opretholdt det størst mulige antal læsere og seere. Nu har vi kabelnyheder og sociale medier, hvor målet er at fastholde folks opmærksomhed så længe som muligt, hvilket gøres gennem sensationelle historier snarere end neutral journalistik.

Endelig har USA oplevet et drastisk fald i tilliden til de samfundsbærende institutioner: Siden 1970’erne er tilliden til medierne, den føderale regering, højesteret, universiteterne og militæret faldet. Hvis du som politiker kan tordne imod medierne som sådan eller diskreditere hele universitetssystemet, puster det til en meget mere eksistentiel polarisering, end det ville være muligt, hvis der var respekt for de samfundsbærende institutioner. Alle disse udviklinger har bidraget til stigningen i polarisering.

 

USA har oplevet et drastisk fald i tilliden til de samfundsbærende institutioner: Siden 1970’erne er tilliden til medierne, den føderale regering, højesteret, universiteterne og militæret faldet
_______

 

Det lader til, at polariseringen er rodfæstet i noget dybere end bare uenighed om politik. Hvorfor identificerer amerikanske vælgere sig pludselig personligt med deres politiske holdninger?

Det er svært at pege på egentlige kausale sammenhænge, men lad mig foreslå en fortolkning: USA diskuterer ikke længere spørgsmål om statens størrelse, hvilket historisk set har været det store spørgsmål: Skal regeringen gøre mere eller mindre? Skal skatten hæves eller sænkes? Dén debat er blevet erstattet af spørgsmål om identitet og moral. Og spørgsmål om identitet og moral er meget mere personlige: Støtter du homoseksuelle ægteskaber? Støtter du legalisering af canabis? Går du ind for fri abort? Hvad mener du om transkønnede? I hvilket omfang er USA stadig et racistisk samfund? I hvilket omfang må man være stolt af sit land?

Disse spørgsmål har defineret den politiske debat i mindst et årti, og det er personlige spørgsmål, der har meget mere at gøre med moral end spørgsmål om økonomisk ansvarlighed eller udenrigspolitik. Overgangen til den moralske og personlige sfære giver en forklaring på, hvorfor det nu føles mere personligt at være demokrat eller republikaner – og mindre som en abstrakt, fjern kategori.

Det lyder som det argument, der blev fremført af Ronald Inglehart i 1977: Vi lever i en post-materiel virkelighed, hvor politik – fordi de basale materielle behov er opfyldt – defineres af værdier snarere end materielle interesser: Er det din pointe?

Nej, det ville jeg ikke sige. I USA har vi en meget stor befolkning, der kæmper med socioøkonomiske problemer: regninger, studiegæld, voksende ulighed osv. Det er ikke sådan, at folk bare er komfortable og kæmper om identitet som en art luksus.

Det, der er sket, er, at USA’s vigtigste kulturinstitutioner – medierne, underholdningsindustrien og universiteterne – har fået en bias henimod sekulære, liberale ideer. Og de her kulturelle platforme – medierne, akademia osv. – bliver ofte forsøgt udnyttet til at ændre samfundet ud fra et progressivt verdenssyn. Samtidig er der ikke særlig meget kulturel magt tilbage i de konservative institutioner som fx kirken og militæret. De her historisk konservative institutioner definerer ikke kulturen, som vores børn vokser op i, og de former ikke de unges hverdag i nær lige så høj grad, som venstrefløjen gør det med underholdningsmedierne og universiteterne.

Så en del af det, vi ser udspille sig i USA, er, at højrefløjen bruger politiske metoder – guvernørposter, præsidentembedet, reguleringsorganer osv. – til at modarbejde, det der sker i kulturen. Republikanere og demokrater er ca. lige store i det politiske system, men venstrefløjen har en kæmpe kulturel fordel, hvilket konservative og centrum-højre amerikanere er dybt frustrerede over. Derfor forsøger de at adressere det igennem politik – igennem forbud og påbud. Det skal imidlertid ikke ses som en negligering af deres materielle interesser: økonomien, jobs og priser er stadig de vigtigste emner til dette års præsidentvalg.

 

Det, der er sket, er, at USA’s vigtigste kulturinstitutioner – medierne, underholdningsindustrien og universiteterne – har fået en bias henimod sekulære, liberale ideer
_______

 

Vil det sige, at den progressive venstrefløjs kulturelle lederskab har forårsaget den politiske reaktion fra den konservative fløj?

Jeg kan ikke fastslå en sikker kausal sammenhæng: Det er noget, som historikere nok vil diskutere i fremtiden – men den progressive venstrefløjs kulturelle lederskab er helt sikkert en del af forklaringen. En anden vigtig faktor er de socioøkonomiske spørgsmål: Outsourcing af job, stagnerende lønninger, ringere social mobilitet og flere selvmord blandt ældre hvide mænd. Disse tendenser har intet at gøre med venstrefløjens kulturelle lederskab, men de er meget smertefulde og meget relevante for mange amerikanere. Én forklaring på, hvorfor Donald Trump vandt i 2016, var, at vælgerne var trætte af den progressive venstrefløjs kulturelle lederskab. Og Trump formåede samtidig at rette en populistisk appel til en amerikansk vælgerbase, der følte, at de økonomiske og handelspolitiske beslutninger simpelthen ikke havde tjent dem godt – at de havde det værre end deres forældre, og at deres udsigter til at leve komfortabelt på én indkomst var blevet radikalt decimeret.

Desuden kan spørgsmålet om immigration ikke udelades. I 2016 blev Donald Trumps immigrationspolitik fordømt som konservativ, restriktiv og racistisk, og hans grænsemurspolitik blev afvist på venstrefløjen. I dag er Trumps immigrationspolitik blevet konsensus, og højrefløjen har vundet debatten. Både venstrefløjens kulturelle lederskab, de socioøkonomiske faktorer og immigration er meget relevante for at forklare højrefløjens medvind.

 

I 2016 blev Donald Trumps immigrationspolitik fordømt som konservativ, restriktiv og racistisk, og hans grænsemurspolitik blev afvist på venstrefløjen. I dag er Trumps immigrationspolitik blevet konsensus, og højrefløjen har vundet debatten
_______

 

I en rapport fra 2018 skriver du, at kun 33 procent af den amerikanske befolkning befinder sig på fløjene. De resterende to tredjedele udgør det, du kalder ”det udmattede flertal”. Ikke desto mindre virker det som om, at amerikansk politik i dag defineres af fløjene. Hvordan kan det være, hvis to tredjedele af den amerikanske befolkning ikke er på fløjene?

I vores forskning identificerer vi to fløje i den amerikanske befolkning: de progressive aktivister på venstrefløjen, der udgør 8 pct. af befolkningen, og så de traditionelle og stærke konservative på højrefløjen, der repræsenterer 25 pct. af befolkningen.

Hvis man ser på det republikanske parti, havde de jo faktisk mulighed for at vælge en moderat præsidentkandidat i stedet for en antagonistisk karakter som Donald Trump: De kunne have valgt Chris Christie eller Nikki Haley, som havde været et markant mere moderat valg – men Donald Trump behøvede næsten ikke at gøre noget for at vinde. Og det har at gøre med, at vi på højrefløjen ser en slags antagonisme og en følelse af trussel, der er meget stærk og dominerende hos den konservative højrefløj.

Hvis man ser på venstrefløjen, kan man sige, at selvom de progressive aktivister kun udgør 8 pct. af den amerikanske befolkning, er de meget højlydte i USA: De fylder rigtig meget på universiteterne; de er meget aktive på sociale medier; de formår at definere debatterne; og de er meget repræsenterede i elitekredse.

Hvordan og hvorfor blev venstrefløjens progressive aktivister så stærke?

Forfatteren Yascha Mounk sporer i The Identity Trap oprindelsen af nutidens progressive tænkning tilbage til akademiske discipliner som postkolonialisme og postmodernisme: De her akademiske discipliner står i modsætning til klassisk universalistisk tænkning og lægger i stedet vægt på magt, gruppeidentitet og en ny type epistemologi – en anden type viden, der fokuserer på individets levede erfaring som medlem af en gruppe med en plads inden for et socialt hierarki. Og dét skaber et nyt sæt normer i forståelsen af politik – nu er det ikke en proces, hvor individer argumenterer for og imod politik – men snarere en proces hvor grupper forsvarer positioner af henholdsvis magt og undertrykkelse. Der er autoritet i oplevelsen af at være dårligt behandlet eller offer i samfundet: Der er en ekspertise i at være marginaliseret.

Mounk undersøger denne her progressive tænknings fremkomst i populærkulturen, som i høj grad kan siges at være udgået fra universiteterne igennem de sociale medier.

 

Der er autoritet i oplevelsen af at være dårligt behandlet eller offer i samfundet: Der er en ekspertise i at være marginaliseret
_______

 

Hvorfor har denne her meget intellektuelle måde at tænke på social retfærdighed og rettigheder spredt sig så meget uden for akademia?

Indflydelsen har været tydelig at spore i sproget: Pludselig er vi begyndt at tale om disproportionalitet, om undertrykkelse og om repræsentation. Mange af de her nye termer har selvfølgelig ældre betydninger, men de har fået en meget specifik betydning i en kontekst, hvor man ser verden gennem en linse af grupper og magt.

Der er sket et radikalt skift i, hvor bevidste folk er om køn og race og den politiske relevans heraf. Det er en forståelse, der gennemsyrer NGO’er, universiteter, det politiske og medierne. Folk i disse institutioner er meget bevidste om begrænsningerne i deres eget perspektiv – især hvis de betragtes som privilegerede. Implikationerne af denne progressive verdensopfattelse er ret vidtrækkende – ikke kun i politik, men også i sprog og kultur og i fastlæggelsen af normer: Der er mange, der ønsker at definere, hvad der er passende og upassende for en person at sige, tænke og argumentere for. Og vores kultur er blevet formet af de progressive, der definerer denne udvikling.

Men hvordan har venstrefløjen været i stand til at opnå så stor en indflydelse?

Jeg kan nævne et eksempel: Det skabte stor furore for et par år siden, da universiteterne begyndte at kræve en erklæring om, hvordan man som ansat ville fremme diversitet på universitetet. Et sådant krav betyder i realiteten, at universiteterne abonnerer på et verdenssyn, hvor en person ses primært som sin race, sit køn og sin position inden for magthierarkiet. Den form for institutionelt lederskab er en vigtig komponent at forstå, fordi de her institutioner former verdenssynet for tusinder af studerende og millioner af seere og lyttere, når det kommer til tv-shows, film og musik: Den progressive aktivistiske venstrefløj sidder på kanalerne for indflydelse i USA, og der er en downstream-effekt, ved at dem, den progressive fløj påvirker, selv bidrager til at sprede kulturen.

En anden indflydelseskanal går gennem en slags moralsk overlegenhed: Det progressive verdenssyn har bragt rigtig meget godt til USA: i sin kamp for ligestilling i ægteskabet, i anerkendelsen af politibrutalitet mod sorte amerikanere osv. Disse er meget nyttige fremskridt, og derfor kan den progressive venstrefløj – også med en vis legitimitet – påkalde sig en art moralsk overlegenhed, hvilket den konservative højrefløj ikke på samme måde kan.

I sin hårdeste form kan indflydelsen fra venstrefløjen beskrives som intimidering – i sin blødere form kan den beskrives som moralsk autoritet.

 

I sin hårdeste form kan indflydelsen fra venstrefløjen beskrives som intimidering – i sin blødere form kan den beskrives som moralsk autoritet
_______

 

Den venstredrejning, der er sket i USA, er den også afspejlet i dette præsidentvalg? Er Kamala Harris en venstreorienteret kandidat?

Jeg vil hævde, at Biden-administrationen og Harris-kampagnen ikke har været defineret af progressive aktivistpositioner, men snarere af et mere centristisk og moderat demokratisk ideal. Kamala Harris fokuserer ikke på spørgsmål om identitet: Hun fortæller ikke en historie om sig selv som en marginaliseret kvinde, der har overvundet undertrykkelse, hvilket ville være den fortælling, som progressive aktivister ville fokusere på. I stedet fokuserer hun på, at hun elsker sit land, at hun vil arbejde for alle amerikanere og fokusere på praktiske spørgsmål som økonomi og immigration.

Hvis hun havde været en progressiv aktivist, ville hun markere sig markant stærkere, når det kom til økonomisk omfordeling, kulturelle spørgsmål samt den palæstinensiske sag i Gazakrigen. Demokraterne og Kamala Harris skal overbevise over halvdelen af den amerikanske befolkning, og det progressive verdenssyn deles ikke af 50 pct. af amerikanerne. Det deles af en meget mindre andel af de mere uddannede, især urbane, hvide mennesker, så 2024-valget har meget mere at gøre med praktiske politiske beslutninger end med identitetsbaserede spørgsmål.

Venstredrejningen, som det demokratiske parti har taget, har også kostet partiet en del popularitet, og der er sket en kurskorrektion siden 2020, hvor man har bevæget sig mere ind på midten.

 

Venstredrejningen, som det demokratiske parti har taget, har også kostet partiet en del popularitet, og der er sket en kurskorrektion siden 2020, hvor man har bevæget sig mere ind på midten
_______

 

Er Det Demokratiske Parti et moderat parti?

Jeg vil sige, at Det Demokratiske Parti forsøger at være et majoritetsparti. Det søger at stå der, hvor offentligheden står. Så hvis moderation betyder at stille sig der, hvor den gennemsnitlige amerikanske vælger står, så kæmper Det Demokratiske Parti hårdt for at være moderat. Det Demokratiske Parti har ikke særlig mange fordele for tiden: Republikanerne dominerer Højesteret; Demokraterne sidder kun akkurat på magten i Senatet; Republikanerne har magten i Repræsentanternes Hus, og der er meget tæt kamp om præsidentembedet lige nu. Så spørgsmålet, som det demokratiske parti forsøger at besvare lige nu, er ikke: “Hvordan kan vi levere en ideologisk ren version af vores verdenssyn?” – Man stiller spørgsmålet: “Hvordan kan vi få så mange mennesker som muligt til at stemme på os?”

Hvis man ser på Demokraternes konvent – som er den mest koordinerede, orkestrerede fremvisning af, hvad et parti står for – var det ikke en fremvisning af progressiv tænkning. Der var meget lidt omtale af Kamala Harris’ køn, meget lidt omtale af progressive idéer, om marginalisering og magt – til gengæld var der meget stort fokus på at appellere til den gennemsnitlige amerikaner. Så ja, det demokratiske parti søger at være pragmatisk i sin indsats for at vinde amerikanernes stemmer snarere end at forsøge at være ideologisk ren.

Vil du hævde, at Det Republikanske Parti er moderat eller ekstremt?

Der er to svar til det spørgsmål: Det første handler om politik, og det andet handler om Donald Trump som partiets lederfigur. Hvad angår politik, er det slående, hvor ens agendaerne er mellem Harris og Trump: Begge forsøger at løse økonomiske problemer, ordne problemer ved grænsen og adressere amerikansk utilfredshed. Der er sandsynligvis forskelle, når det kommer til miljø og til spørgsmål om køn og LGBTQ-rettigheder – men alle disse spørgsmål er stort set blevet overført til statsniveauet i dag.

 

Det demokratiske parti har ikke særlig mange fordele for tiden: Republikanerne dominerer Højesteret; Demokraterne sidder kun akkurat på magten i Senatet; Republikanerne har magten i Repræsentanternes Hus, og der er meget tæt kamp om præsidentembedet lige nu
_______

 

Så når det kommer til egentlig politik, forsøger Det Republikanske Parti – og Donald Trump – at være pragmatisk, men Det Republikanske Parti er blevet ekstremt i sin uvillighed til at udfordre sin lederfigur og sin præsidentkandidat. Der er meget lidt plads i det republikanske parti til at være en anden slags republikaner end trumpist. Donald Trump har været en meget aggressiv leder af det republikanske parti: Han modsætter sig ethvert medlem af Kongressen, der kritiserer ham eller er uenig med ham – så kritiserer han dem i medierne og støtter deres modstandere i primærvalgene. Derudover er det Donald Trumps egne familiemedlemmer, der driver RNC (Republican National Convention – øverste ledelsesorgan i partiet, red.) i dag, og han har fusioneret RNC’s økonomi med sin egen personlige økonomi, sådan at partiet er blevet en forlængelse af Donald Trump-virksomheden. Så Det Republikanske Parti er ekstremt – måske ikke så meget politisk – men meget i forhold til Trump.

Ifølge din undersøgelse er en tredjedel af den amerikanske befolkning på fløjene, og to tredjedele er i det, du kalder ”det udmattede flertal”: Hvis to tredjedele af den amerikanske befolkning ikke er på fløjene og har mulighed for at stemme på en moderat eller en ikke-moderat kandidat, hvorfor er valget så tæt så?

Det er fordi, det udmattede flertal er ikke en homogen gruppe af centrister eller moderate. Vi har et specifikt segment i befolkningen, som vi identificerer som moderate: De udgør ca. 15 pct. Men det udmattede flertal er ikke ideologisk homogent overhovedet: Der er traditionelle liberale, som har et Barack Obama- eller Bill Clinton-lignende verdenssyn. Men så har du også moderate, der er mere konservative, som typisk stemmer mere republikansk. Og du har borgere, der er apatiske og ikke stemmer. Fællesnævneren i flertallet er simpelthen, at de er mere bekymrede for fremtiden og mere interesserede i funktionel politik, end de er investeret i deres politiske identiteter og i den politiske kamp.

At have et topartisystem tager en komplekst sammensat befolkning på ca. 140 millioner amerikanske vælgere og giver dem et binært valg. Der ville være mere variation, hvis der var fem eller syv kandidater, men folk bliver tvunget til at stemme på nogen, de ikke kan lide, så længe de kan lide den anden kandidat mindre. Det skaber en vildledende fortolkning af, hvor splittet vi som land egentlig er.

 

Hvad angår politik, er det slående, hvor ens agendaerne er mellem Harris og Trump: Begge forsøger at løse økonomiske problemer, ordne problemer ved grænsen og adressere amerikansk utilfredshed
_______

 

Stephen Hawkins er forskningschef for den internationale tænketank, More in Common, der beskæftiger sig med politisk polarisering og demokratiudvikling.

ILLUSTRATION: Sierra Vista i Arizona, 22. august 2024: Donald Trump beøsger grænsemuren nær Mexico [FOTO: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Er præstestyrets dage talte?

Marc Sabatier Hvidkjær: Omkostningerne ved at gå imod Trump vokser og vokser. Det kan koste det amerikanske demokrati

Lars Bangert Struwe: Ukraine og Israel viser, at dyb infiltration er nøglen til at vinde krige

Hans Henrik Fafner: Netanyahu benyttede Trumps diplomatiske fallit til at angribe Iran

Helle Malmvig: Israel har knækket deres værste fjende – men har også skubbet nogle venner væk

Jacob Kaarsbo i RÆSON SØNDAG: Selv voldsomt øgede europæiske forsvarsudgifter vil ikke sikre kontinentet