Magnus Barsøe (S): Skal kontinentet bestå, må vi lære at sætte ’Europa først’

03.01.2024


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Hvis europæerne ikke sætter ’Europa først’, sygner vi hen og ender som Den Gamle By i Aarhus, hvor rige kinesiske turister svinger forbi og snupper selfier, mens de taler om den gamle europæiske civilisation, der engang ejede verden. Vi kan enten blive stærkere eller uddø.

Af Magnus Barsøe, kandidat til Europa-Parlamentet (S)

Jeg er blevet stillet et spørgsmål til denne kronik: Hvor er Europa om ti år? Mit svar er, at det ved jeg faktisk ikke. Men jeg er ret sikker på en ting: Europa står ved en skillevej. Vi står med en altafgørende krig på det europæiske kontinent, en global klimakrise og en kapitalisme, der på mange måder er blevet syg.

Det betyder, at de politiske valg, som vi europæere træffer i disse måneder og år, afgør, om vi også i fremtiden er verdensledende indenfor grøn teknologi, velstand og livskvalitet. Eller om vi langsomt sygner hen og bliver en slags museumsby som den Gamle By i Aarhus, hvor rige kinesiske turister svinger forbi og snupper selfier, mens de taler om den gamle europæiske civilisation, der engang ejede verden.

Det er åbenlyst karikeret, men vi skal være ærlige om situationens alvor.

I USA har præsident Joe Biden kastet et svimlende milliardbeløb ud over erhvervslivet med Inflation Reduction Act. Reformen skønnes at koste USAs statskasse over 1.100 milliarder dollars, men den har kickstartet et grønt investeringsboom og skabt mere end 170.000 arbejdspladser i løbet af et år. Den aldrende præsident har formentlig skabt den største transformation af amerikansk erhvervsliv siden New Deal i 1930’erne.

I verdens andenstørste økonomi, Kina, har man brugt de sidste ti-tyve år på at sætte sig tungt på den grønne værdikæde. De må have fnist en del i Beijing, mens vi i Vesten lod os forføre af folk som forfatter og forsker Richard Florida, der omkring årtusindeskiftet prædikerede ideen om, at vi kunne leve af skæve ideer på Post-Its, mens vi lod kineserne svede i fabrikshallerne.

Mange progressive troede i ramme alvor, at vi helt omkostningsfrit kunne adskille innovation fra produktion og blot sidde foran computeren hjemme i Herning med trekantede briller og sort rullekrave og designe de produkter, som kineserne så kunne lave. Men man kan ikke adskille teknologisk innovation fra produktion.

Tag batteriteknologi eksempelvis. I Kina sidder de på omkring 80 procent af verdens produktion af litiumbatterier, der er en nøglekomponent i elbiler. Det er næppe tilfældigt, at den kinesiske batterigigant BYD i 2023 annoncerede, at man nu har udviklet og vil forsøge at masseproducere batterier baseret på natrium og jern, hvilket vil presse prisen markant ned. Det bliver sandsynligvis Kina, der revolutionerer batteriteknologien. Ikke Europa eller USA.

 

Vi har deponeret vores grønne fremtid i lommen på Xi Jinping. En kommunist. Der må ligge en satirisk vittighed derinde et sted
_______

 

Det måske bedste eksempel på alvoren og dybden i den industrielle krise, som Europa har ladet sig selv synke ned i, er produktionen af solceller. Hele 91 procent af alle de solceller, der er sat op i Europa over de seneste fem år, er produceret i Kina. I løbet af ganske få år har kineserne kapret næsten hele verdens produktion af solceller. Og Kina har sat sig tungt på både udvinding og processering af litium, kobolt, kobber og sjældne jordarter, som er nødvendige råstoffer i grønne teknologier som batterier, solceller og vindmøller.

Hvad vil vi europæere egentlig gøre, hvis præsident Xi Jinping besluttede sig for at invadere Taiwan? Ville Vesten kunne pålægge sanktioner på Kina i samme omfang, som vi gjorde, da Putin lod sin kampvogne rulle ind over grænsen til Ukraine?

Svaret er nej. Vi kan simpelthen ikke undvære Kinas produktion af solceller i vores nødvendige og hastige vej væk fra fossile brændsler.

I Vesten hyldede vi i årevis globalisering, frihandel og den grænseløse kapitalisme, og nu ser vi konsekvenserne: Vi har deponeret vores grønne fremtid i lommen på Xi Jinping. En kommunist. Der må ligge en satirisk vittighed derinde et sted.

Realisme og ’Europa først’

Lad mig straks understrege, at der er masser af grund til håb. I Europa er vi stadig førende, når det kommer vindmøller, og der arbejder eksempelvis knap 33.000 i den danske vindmølleindustri. Europa-Kommissionen er i gang med at sikre adgang til sjældne metaller og understøtte den grønne industri, og Europa har et rigt og velintegreret indre marked med 450 millioner indbyggere.

Men pointen er, at den europæiske tilgang til industripolitik og sikkerhedspolitik over de seneste år groft sagt kan koges ned til et ord: Naiv. Vi var naive, når det kom til Putin, og vi var naive, når det kom til Kina. Fremover skal et andet ord gennemsyre vores politik: Realisme.

Den altoverskyggende politiske målsætning for Europa over de næste fem til ti år bør være, at vi bliver langt mere selvforsynende indenfor sektorer som grøn energi, medicin og militært isenkram. Og det kræver en offensiv industripolitik, der baserer sig på et princip, der kradser i nogens ører, men som er ganske dækkende for politikken: Europa først.

 

Jeg er selv naturlig skeptisk overfor centralisering og europæisk føderalisering, men krig, pandemi og klimakrise har vist, at der findes intet alternativt til et større og stærkere EU. Og hvis ikke EU vokser, vil Ruslands magt og indflydelse vokse på vores bekostning
_______

 

Hvad betyder det mere konkret? Tre ting.

For det første skal vi sikre en grøn genindustrialisering af Europa. Klimakrisen handler om moral og vores ansvar for at overlevere kloden grønnere til vores børn, men det handler også om fremtidens grønne arbejdspladser. Den amerikanske investeringsbank, Goldman Sachs, der næppe kan betegnes som et venstreorienteret veganerkollektiv, vurderer, at det grønne investeringsboom vil skabe i omegnen af 12 millioner arbejdspladser over de kommende år.

Vi bør bruge skattepolitik og statsstøtte til at sikre, at mange af de arbejdspladser kommer til at ligge i Europa. Helt konkret bør vi overveje en moderne pendant til landbrugsstøtten – en slags grøn industristøtteordning. Landbruget modtager i omegnen af 420 milliarder kroner årligt, og vi skal formentlig bruge noget tilsvarende på en grøn industristøtteordning.

Guleroden skal kombineres med pisk: Vi skal forhindre klimadumping og øge afgifterne på varer, der er produceret med fossil energi. Og vi skal forbyde alt salg af nye fossile biler og lastvogne senest fra 2030 og udbygge togdriften i Europa. Fremtidens transport er elektrisk og dem, der fatter det først, vinder fremtiden.

For det andet skal Europa være stærkere og større.

Jeg er selv naturlig skeptisk overfor centralisering og europæisk føderalisering, men krig, pandemi og klimakrise har vist, at der findes intet alternativt til et større og stærkere EU. Og hvis ikke EU vokser, vil Ruslands magt og indflydelse vokse på vores bekostning.

Europa skal derfor øge den militære støtte til Ukraine og styrke vores egen forsvarsindustri. Vi skal ruste os på en langvarig hybridkrig med Putins Rusland og en lurende trussel fra Kina. Vi har intet valg. Det er samtidig klart, at Ukraine taber, hvis Vesten trækker støtten. Og hvis Putin vinder, vågner vi op til en brutal og dyster verdensorden, hvor diktatorer frit kan invadere deres naboer. Det kan vi ikke tillade.

Der er lige nu ni lande i Østeuropa og Balkan, som står i kø for EU-medlemskab – bl.a. Ukraine, Georgien, Albanien og Moldova. Vi skal vise dem, at deres fremtid ligger i det europæiske fællesskab, hvis de ønsker det. Det har vi en stor sikkerhedspolitisk og økonomisk interesse i.

Men vi bør være realistiske. Vi er netop gået igennem ti år med udvidelsestømmermænd, fordi strømmen af polakker, litauer og rumænere lagde pres på vores arbejdsmarked. Det var helt almindelige danskere, hollændere og englændere på byggepladser, der betalte regningen for Bruxelles-boblens jubelagtige tilgang til globalisering. Hvis man skal arbejde i Danmark, skal det selvfølgelig være på danske løn- og arbejdsvilkår.

Vi skal lære lektien fra dengang og kun optage nye medlemmer i et tempo, som vores arbejdsmarked, politi og velfærdsstater kan holde til. Og vi skal ikke slække på optagelseskravene. Et ansøgerland skal have stabile politiske institutioner, en velfungerende retsstat, beskyttelse af menneskerettigheder og ingen korruption.

For det tredje skal vi tøjle den sygdom, der ultimativt truer med at æde vores demokratier indefra: Den stigende kløft mellem rig og fattig. Magt og rigdom koncentreres i stigende grad i hænderne på en lille ultrarig elite, hvilket er skidt for sammenhængskraften og den politiske stabilitet.  

Skattepolitik er i høj grad et nationalt anliggende, men EU kan faktisk gøre en del. Vi bør beskatte overnormale profitter hårdere og indføre en finansiel transaktionsskat for at dæmpe den risikable og kortsigtede spekulation. I 2012 skønnede Europa-Kommissionen, at en finansiel transaktionsskat på 0,1 procent ville indbringe op til 430 milliarder kroner. Måske burde vi lade spekulanterne betale for en ny grøn industristøtte.

Og vi bør gå længere: Bunden under selskabsskatten bør hæves til 20 procent, og vi bør grundigt overveje en formueskat på tværs af medlemslandene på den rigeste 1 procent. En koordineret europæisk indsats vil nemlig mindske incitamentet for at udnytte det indre marked til skattefifleri på tværs af lande. Og vi skal mere offensivt bekæmpe skattely. Internationale virksomheder alene gemmer op mod 7.000 milliarder kroner i skattely hvert år, viser ny rapport fra EU. Det er hamrende usolidarisk og komplet uacceptabelt.

Det er på den ene side rigtigt, at globalisering og frihandel helt overordnet har været et kæmpe aktiv for Europa og et lille land som Danmark. Men vi har ladet den grænseløse kapitalisme tage overhånd. Resultatet kender vi nu: Et voksende gab mellem rig og fattig og en katastrofal udflytning af arbejdspladser til Kina. Den udvikling skal vendes. Ellers ender Europa som den udkonkurrerede taber i stormagtsspillet mellem Kina og USA. ■

 

Det er på den ene side rigtigt, at globalisering og frihandel helt overordnet har været et kæmpe aktiv for Europa og et lille land som Danmark. Men vi har ladet den grænseløse kapitalisme tage overhånd. Resultatet kender vi nu
_______

 

Magnus Barsøe (f. 1981) er socialdemokratisk kandidat for Europa-Parlamentet. Han er uddannet civiløkonom fra CBS og er tidligere journalist på erhvervsmediet Finans og Politiken. Desuden er han forfatter til bogen ’Gud bevare afdragsfriheden – de forgældede danskere og bankernes guldalder’ (PeoplePress, 2018).

ILLUSTRATION: EU-møde i Granada, Spanien, 6. oktober 2023 (fra venstre til højre): Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, den tjekkiske premierminister Petr Fiala, en græske premierminister Kyriakos Mitsotakis og formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, deltager i et møde om migration til kontinentet [FOTO: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix]