Magnus Lund Nielsen i RÆSONs nye serie Bruxelles Briefing: Venter der en anden virkelighed i Europa-Parlamentet efter juni?

06.02.2024


Ligesom der herhjemme for nyligt blev vendt op og ned på de normale brudflader i dansk politik, ser Europa-Parlamentsvalget i 2024 også ud til at kunne skubbe ved vante forestillinger om koalitionerne i det europæiske underkammer.

Af Magnus Lund Nielsen

Med Bruxelles Briefing får du en analyse af et aktuelt emne – i ugens anledning det snarlige Europa-Parlamentsvalg til juni. Dernæst et nyhedsoverblik og til sidst en læseliste med gode skriv om europæiske anliggender.

ANALYSE: Historisk EP-valg risikerer at knække midtens magtmonopol 

Den internationale tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR) har kigget i krystalkuglen og givet deres bud på, hvordan et nyt Europa-Parlament kunne se ud de næste fem år efter sommerens EP-valg. Den altoverskyggende konklusion er, at Europa kan se frem til det mest højreorienterede Europa-Parlament nogensinde. For de tre partier i midten, som i dag tegner sig for flertallet, ser kun lige akkurat ud til at holde stand.

Hvem vinder og taber? Ifølge ECFR’s fremskrivning kommer de to største europæiske partifamilier hver især til at gå en smule tilbage. S&D, hvor de danske socialdemokrater sidder, forventes at gå fra 141 til 131 mandater, mens EPP, hvor de danske konservative og snarligt også Liberal Alliance sidder, skrumper med et par mandater. Det er værd at holde sig for øje, at Europa-Parlamentet vokser med 15 medlemmer fra 705 til 720 med valget i år.

Den sidste europæiske partifamilie i den store koalition, som de sidste mange år har fordelt de ledende EU-poster imellem sig, er den liberale og pro-europæiske gruppe, Renew Europe. Her er Venstre og Radikale allerede medlem, mens Moderaterne håber på at gøre dem selskab efter juni. Partigrupperne Renew Europe og De Grønne, hvor SF er medlem, ser ud til at blive valgets store tabere. Begge partier forventes at tabe over 10 mandater hver, så Renew ender på 86 og De Grønne på 61.

Valget store vindere ser ud til at blive de to partigrupper til højre for EPP. ECR, hvor Danmarksdemokraterne potentielt kunne finde sig hjemme sammen med Sverigedemokraterne, ser ud til at kunne udvide familien og sætte sig på 85 sæder. Går man endnu længere ud på fløjen ser ID-gruppen, hvor Dansk Folkeparti og Marine Le Pens Rassemblement National hører til, ud til at få et fantastisk valg. Gruppen forventes at vokse med op mod 40 ekstra mandater og lande på 98 sæder.

 

Ligesom der herhjemme for nyligt blev vendt op og ned på de normale brudflader i dansk politik, ser Europa-Parlamentsvalget i 2024 også ud til at kunne skubbe ved vante forestillinger om koalitionerne i det europæiske underkammer
_______

 

Spørgsmålet er nu: Hvem kan tælle til 361? Herhjemme er vi vant til den vanlige talgymnastik, der altid følger i kølvandet af et folketingsvalg. Men ligesom der herhjemme for nyligt blev vendt op og ned på de normale brudflader i dansk politik, ser Europa-Parlamentsvalget i 2024 også ud til at kunne skubbe ved vante forestillinger om koalitionerne i det europæiske underkammer.

Som sagt ser den nuværende ledende koalition bestående af socialdemokraterne (S&D), de kristenkonservative (EPP) og de liberale (Renew) ud til at holde stand. Denne midterkoalition bliver med reference til den radikale højrefløj kaldt cordon sanitaire, sanitetskorridoren. Dette lidet flatterende kælenavn afspejler frygten, der hersker i Bruxelles, for en ny højredrejet koalition. Der tegner sig nemlig et nyt muligt flertal bestående af de kristenkonservative og de to partifamilier, der ligger til højre herfor, ECR og ID. Denne koalition, som ECFR døber ”det populistiske højre”, vil – hvis de ellers kan blive enige – fuldstændigt kunne endevende det politikmæssige liberale output, som Europa-Parlamentet ellers er kendt for at levere.

Men selv, hvis ’sanitetskorridoren’ består, og midtens magtmonopol holder, er det helt givet, at deres flertal skrumper. Derfor håber højrefløjen at kunne profitere på de kontroversielle filer, der splitter partierne. For partifamilierne i Europa-Parlamentet har som bekendt kun begrænset partidisciplin. Både fordi partifamilierne typisk favner bredt, mens sanktionsmulighederne mod MEP’ere, der vælger at gå imod partilinjen, simpelthen er begrænsede. Tag bare Renew Europe, hvor både Radikale Venstre og Venstre sidder, hvor du ofte finder dybt forskellige syn på fx landbrugspolitikken blandt MEP’erne.

Alt det spiller bolden lige i fødderne på partifamilierne på den yderste højrefløj. Det er selvfølgelig svært at sige, hvordan et nyt parlament vil stemme, men ECFR’s analyse peger på, at miljøbeskyttelseslove, som de blev vedtaget fornyeligt, aldrig havde klaret skærene, hvis parlamentet så ud som prognoserne lægger op til.

Selvom midten holder stand, er det givet, at EU får politisk slagside til styrbord efter sommerens valg. Det afspejler både den europæiske folkestemning i 2024, men også den generelle udvikling i national europæisk politik i de senere år: Meloni er kommet til magten i Italien, Kristerssons regering beror på Sverigedemokraternes luner, og i Nederlandene, hvor en ny borgerlig regering, muligvis med Wilders i spidsen, venter. Et nyt Europa-Parlament er nok et nybrud, men også forventeligt.

 

Denne koalition, som ECFR døber ”det populistiske højre”, vil – hvis de ellers kan blive enige – fuldstændigt kunne endevende det politikmæssige liberale output, som Europa-Parlamentet ellers er kendt for at levere
_______

 

De vigtigste nyheder 

Orbán under pres. Som pressen har kunnet fortælle – også i RÆSON – er en række af de regeringschefer, der har været mest utålmodige med Ungarn, tilsyneladende lykkedes med at sætte Orbán på plads. I et lækket dokument afslørede Financial Times søndag d. 28. januar, at EU i et hidtil uset træk undersøgte muligheden for at stoppe alle EU-investeringer i landet. Håbet er, at det vil få Orbán på andre tanker ved truslen om at ramme en allerede halt ungarsk økonomi.

Som om det ikke var nok, overvejer flere medlemslande at genoplive Artikel 7-processen mod Ungarn. Artikel 7 i EU-traktaten gør det muligt for de resterende lande at fratage et land dets stemmeret i Rådet, hvis det bliver fundet skyldig i overtrædelser af EU’s grundlæggende værdier. Udfordringen ligger her i at skaffe opbakning fra samtlige af de resterende 26 lande.

50 milliarder euro til trængt Ukraine. Om det var truslerne, der gjorde forskellen, finder vi nok aldrig ud af. Men Orbán endte i al fald med at stemme for den historiske fireårige hjælpepakke til Ukraine under sidste uges ekstraordinære topmøde i Det Europæiske Råd, hvor EU’s stats- og regeringschefer mødes. Noget tyder på et hold – bestående af bl.a. den italienske premierminister Giorgia Meloni samt rådspræsident Charles Michel og Kommissionsformand Ursula von der Leyen – fik Orbán overtalt over morgenmad få timer før topmødet.

Orbán fik ikke indlagt det årlige gennemsyn af hjælpepakken, der ville give alle medlemslande vetoret, som han havde stået stærkt på. Han fik til gengæld garanti på en årlig debat om Ukraine-hjælpepakken og mulighed for en kommissionsrevision ved halvvejen, hvis alle medlemslande stemmer for det.

Svensk NATO-medlemskab. En ungarsk godkendelse er nu det eneste udestående for et svensk NATO-medlemskab efter det tyrkiske parlaments ratificering af den svenske ansøgning. Først inviterede Orbán d. 23. januar den svenske statsminister Ulf Kristersson til Budapest med henblik på forhandling, før han på det sociale medie X annoncerede, at Ungarn støtter svensk NATO-medlemskab og opfordrede parlamentet til at godkende ansøgningen snarest.

Men da det ungarske parlament var samlet i mandags d. 5. februar, var Orbáns parti, Fidesz, ingen steder at se i kammeret. Orbáns lovgivere insisterede på, at den svenske statsminister som minimum kommer til Budapest først. Gruppeformand for Fidesz gav på sociale medier udtryk for, at en godkendelse kunne finde sted, næste gang parlamentets mødes i slutningen af februar.

Kan EU bruge russiske penge til at betale for Ukraines genopbygning? Mens EU langt om længe er blevet enig om en økonomisk håndsrækning til Ukraine, og amerikanernes støtte fortsat lader vente på sig, diskuterer ledere fra begge sider af Atlanten en anden mulig finansiering for genopbygningen af Ukraine. Siden Ruslands fuldbyrdede invasion af landet i 2022 har en stor mængde russiske økonomiske midler nemlig været fastfrosset i europæiske banker som en del af EU-sanktionspakker.

Skulle det lykkes, ville det være et historisk nybrud, hvorfor flere EU-lande er betænkelige ved planen. Men selvom det først blev slået hen som et radikalt tiltag af frygt for, hvad det ville gøre for euroens status som reservevaluta, lader flere og flere beslutningstagere til at blive lune på idéen.

I første omgang er medlemslandene blevet enige om at lægge afkastet fra de russiske midler til side med henblik på muligvis at overføre pengene til EU-budgettet og siden den ukrainske genopbygning.

Landbrugsprotester i Europa. Efter et hurtigt kompromis om Ukraine-hjælpen til EU-topmødet i sidste uge havde stats- og regeringslederne desto bedre tid til at diskutere de omfattende landbrugsprotester, der bl.a. satte ild til pladsen udenfor Europa-Parlamentet, mens lederne mødtes. EU’s klima- og miljøpolitik har sendt tusinder af bønder på gaden over hele unionen. Overalt fra Vilnius til Paris indtager traktorer gadebilledet til kamp for lempelse af EU’s miljø- og klimaregulativer. Senest har også slovakiske landmænd meldt klar til kamp mod EU’s ”grønne fanatisme”.

EU-Kommissionen har indkaldt til dialog med landmændene i håb om at finde en mindelig løsning på udfordringerne forud for Europa-Parlamentsvalget til juni. Og som beskrevet i ugens analyse er særligt det store paneuropæiske centrumhøjreparti, EPP, bange for at blive overhalet højre om af politiske kræfter, der håber på at slå mønt på landmændenes frustration.

Selvom protesterne fortsætter, lader de allerede til at have båret frugt. I hvert fald har Macron opfordret til, at franske bønder fritages fra en del af EU’s fælles landbrugspolitik. EU-Kommission har også givet landbruget fripas i EU’s nye klimamål om 90 pct. reduktion af drivhusgasser i 2040.

 

Overalt fra Vilnius til Paris indtager traktorer gadebilledet til kamp for lempelse af EU’s miljø- og klimaregulativer. Senest har også slovakiske landmænd meldt klar til kamp mod EU’s ”grønne fanatisme”
_______

 

Værd at læse 

Er Europa klar på krig på egen hånd? Politico har begået dette fine skriv om Europas forsvar uden USA. For nu er svarene bekymrende, selvom europæiske ledere så småt har kunnet lugte kaffen og sat skub i øget europæisk produktion og koordinering på forsvarsområdet.

Er den transatlantiske alliance ved at kollapse? De potentielle konsekvenser ved et sammenbrud i det transatlantiske samarbejde, skulle Trump komme til magten igen, blev opridset af den amerikansk-europæiske journalist Dave Keating i dette interessante indlæg i oktober sidste år. Han undrer sig over, hvorfor europæerne først nu ser lyset i at kunne stå i egen ret.

Er Orbán og Meloni EU’s nye power couple? Den italienske premierminister får meget af æren for, at det i sidste uge lykkedes at få Orbán med ombord. I denne analyse spekulerer EU-Observer i, om det mon er en varig alliance mellem de to konservative regeringsledere (bag betalingsmur).

Magnus Lund Nielsen (f. 1994) er kandidat i EU-studier fra Europa-Kollegiet i Warszawa. Han skriver speciale om EU og Ukraine på kandidaten i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS. Han er tidligere rådgiver i Europa-Parlamentet og PA- og kommunikationskonsulent.

ILLUSTRATION: Prag, 25. april 2019: Marine Le Pen fra Rassemblement National og Geert Wilders fra Frihedspartiet deltager i et europæisk højrefløjsmøde i den tjekkiske hovedstad [FOTO: David W Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix]

Artiklen er blevet rettet til efter udgivelse.