Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSON SØNDAG: I fem interviews advarer Mette Frederiksen indgående mod tidens store trussel. Men hvor er hendes eget svar?

14.12.2024

I ikke færre end fem store interviews beskriver statsministeren den farlige geopolitiske situation, som Danmark befinder sig i. Bare hun også havde givet et bud på en sikkerhedspolitik.



Af Mikkel Vedby Rasmussen

’DE MØRKE KRÆFTER har forenet sig,’ siger Mette Frederiksen til Politiken. Dermed siger hun også, at krigen i Ukraine ikke bare er Ruslands krig, men også Kinas – og Irans, Nordkoreas – krig. Frederiksen har meget lidt tro på, at Rusland har en reel vilje til fred i Ukraine. Hverken overfor Rusland eller dets ligesindede får man sikkerhed af at søge kompromiset. Statsministeren siger således til Jyllands-Posten om udsigterne til fred. ’Også da tænkte man, at med en forhandlet aftale så vil man opleve fred. Der skete måske faktisk det modsatte, da man forsøgte i 1938. Det onde går ikke væk. Det onde skal man faktisk have vilje til at besejre’.

’I den verden, vi kigger ind i nu, kan man vinde, og man kan tabe. Hvis vi ikke har viljen til at vinde, kommer vi til at tabe.’ For statsministeren er det vigtigt at få frem, at vi hverken er sikre eller sikre på at vinde. Der er noget på spil.

Budskabet er dog det samme i de fire interviews – uanset at Jyllands-Posten husker allerede i andet afsnit at minde sine læsere om, at statsministeren er fra Nordjylland. Samtalerne bekræfter statsministerens stålfasthed i Ukrainepolitik. Budskabet er, at den stålfasthed også omfatter holdningen til resten af CRINK-landene, som denne nye ’ondskabens akse’, bliver kaldt. ’Jeg ser nogle lande,’ fortæller statsministeren Jyllands-Posten, ’der er meget forskellige. Men der er desværre for meget lige nu, der samler dem. Det ene er en dybfølt afstandtagen til alt, hvad vi står for, et ønske om at ændre den globale spilleplade.’ Kina, Rusland, Iran og Nordkorea er blot centrum i en alliance af autokratier, som er en ny geopolitisk tidsalders modstandere.

 

Når statsministeren med en sådan styrke melder sig i den sikkerhedspolitiske debat, så havde det været rart, hvis hun samtidig havde kunnet præsentere nogle handlinger
_______

 

STATSMINISTEREN fører en hybridkrig mod Udenrigsministeriet. I denne konflikt er hendes ovenfor nævnte formulering et forsøg på at lave et denial of service-attack på Udenrigsministeriets politik overfor Kina:

Ligesom russiske hackere kan lægge en hjemmeside ned ved at sende tusindvis af mails og købsanmodning, så lægger Mette Frederiksen med sine fem interviews hele den udenrigspolitisk debat ned: Der findes kun hendes udlægning – der er ikke plads til Udenrigsministeriets tale om, at Danmark skal være ydmyge, mindre prædikende og erkende, at Vesten ikke dominerer verdensscenen. Spørger man statsministeren, og det gør Politiken, så har demokratiet nogle svagheder, ’men det er jo svagheder, som vi selv har besluttet os for at have.’ Ud af den formulering kan man formentlig godt udlede, hvad statsministeren mener om rygraden hos diplomaterne.

’Vi skal indstille os på, at verden er en anden,’ siger statsministeren til Weekendavisen, som bringer interviewet med Mette Frederiksen under overskriften ’militær og moralsk oprustning’. Handsken er kastet, Mette Frederiksen samler den op.

Ved at tegne udfordringen fra CRINK så skarpt op, får statsministeren understreget, at de vestlige lande har mere tilfælles, end der skiller dem ad, og hun får betonet med behovet for alliancen med USA. Med et blik for avisens læsere, siger Mette Frederiksen til Kristeligt Dagblad, at ’hvis man har en Gud, må man gerne bede til, at USA aldrig forlader NATO’ (det er Kristeligt Dagblad, som skriver gud i ubestemt form med stort, red.]

I Politiken omtaler Frederiksen den nyvalgte amerikanske præsident som ’president-elect’. Den formulering er nærmest lavet til at se respektfuld ud i oversættelsen til Trump-holdet. Når forsvarsministeren i februar fremsætter baseaftalen med USA for Folketinget, så er det godt at have behovet for en stærk og bindende aftale med amerikanerne i ryggen.

 

Logikken: Den egentlig pligtforsømmelse vil være ikke at sikre, at Danmark har midlerne til at afskrække ’de mørke kræfter’ og at det danske samfund er robust nok til at modstå alt fra cyberangreb til konsekvenserne af en kinesisk invasion af Taiwan
_______

 

NÆPPE VAR AVISERNE på gaden, før BT’s Henrik Qvortrup konstaterede, at det var ’dystre Mette’, som var kommet på banen. Qvortrup fandt tilbage til sin kritik af statsministeren på de talrige coronapressemøder. Det havde statsministeren set komme, og hun svarer Qvortrup, inden han har åbnet munden: ’jeg betragter det nærmest som pligtforsømmelse, hvis jeg ikke understreger, hvor farlig, jeg mener, situationen er’.

Umiddelbart bliver statsministerens tale set i en dansk sammenhæng. Qvortrup har formentlig ret i, at hun ikke bare gør sin pligt som statsminister, men også som partiformand, ved at tegne et dystert billede op. Mette Frederiksen bliver – som hun beviste under corona – af mange set som en god kriseleder. Det er svært ikke at se interviewene i sammenhæng med de andre tiltag som Socialdemokratiet i denne tid gennemfører for at gå i stilling til en kommende valgkamp.

Men sammenhængen er ikke udelukkende dansk. Den analyse, som statsministeren deler med de fem avisers læsere, finder man også i den tale som NATO’s nye generalsekretær Mark Rutte holdt i torsdags, 12. december. Her talte Rutte – for første gang i sit nye job – også om CRINK: ’They are testing us. And the rest of the world is watching. No, we are not at war. But we are certainly not at peace either’. Rutte og Frederiksen har mere tilfælles end en forkærlighed for taler med meget korte sætninger. De kan begge – med Ruttes ord – se, at ’danger is moving towards us at full speed’.

MED ANDRE ORD: STATSMINISTEREN DELER DET, DER ER EN EUROPÆISK debat om fremtidens trusler med danskerne. Hun ser det som sin pligt at sørge for danskerne forstår alvoren – og derefter at sikre at den danske stat har midlerne til at håndtere denne situation. Den egentlig pligtforsømmelse vil være ikke at sikre, at Danmark har midlerne til at afskrække ’de mørke kræfter’ og at det danske samfund er robust nok til at modstå alt fra cyberangreb til konsekvenserne af en kinesisk invasion af Taiwan.

Statsministeren lagde allerede i sin åbningstale op til at tilføre forsvaret flere penge. Troels Lund Poulsen (V) supplerede med et tal på Venstres landsmøde: der er behov for at give forsvaret 300 mia. kr. over en uspecificeret årrække. ’Vi kommer til at bruge flere penge,’ siger statsministeren til Jyllands-Posten, mens hun til Politiken siger: ’jeg tror selv vi er tættere på 3 procent end på 2. Hvor vi præcist lander henne må defineres af behovet.’ 3 procent er cirka 30 milliarder yderligere på forsvarsbudgettet. Overfor Weekendavisen understreger statsministeren behovet for ’samfundsmæssig robusthed’. Statsministeren lægger dermed op til de forhandlinger om et fremtidigt beredskabsforlig, som netop er gået i gang.

At forklare trusler er godt, at sørge for at bevillige penge er bedre, men det bedste er at bruge analysen til at formulere en strategi for, hvordan de penge giver størst mulighed robusthed og mest troværdig afskrækkelse. 2 år efter Ruslands invasion af Ukraine, så er den mest præcise formulering af forsvarsopgaverne et LinkedIn-opslag fra forsvarschefen. Regeringen har oprettet et beredskabsministerium, der forhåbentlig kan organisere et kriseberedskab og støtte civilsamfundet i at forberede sig på kriser. Men der er lang vej endnu, før Danmark kan siges at have en plan for, hvordan vi skal finde sikkerhed i en mere usikker verden og endnu længere til den plan kan være ført ud i livet.

Når statsministeren med en sådan styrke melder sig i den sikkerhedspolitiske debat, så havde det været rart, hvis hun samtidig havde kunnet præsentere nogle handlinger. Hvis de mørke kræfter er på vej mod os for fuld kraft (for nu at blande Ruttes og Frederiksens udsagn), så skal vi også handle med fuld kraft. Hvis det tempo, som både forsvar og beredskab opbygges i, er fuld kraft, så ville jeg meget nødigt være vidne til, hvor hurtigt det går ved normal kraft.

Tempo er én ting, men et sammenhængende bud fra statsministeren på, hvordan Danmark skal forsvares – og hvad et velfungerende beredskab kræver af den enkelte virksomheder eller borger – havde givet et konkret indhold til statsministerens optimisme på demokratiets vegne. Hvis statsministeren mener, at vi skal rette ryggen og tage fat, så fortæl hvad vi skal gøre. Hvis vi skal beslutte os for at handle mod de mørke kræfter, så handler sikkerhedspolitik ikke blot om at dele sin analyse, men også om at lave en strategi. ■

 

Når statsministeren med en sådan styrke melder sig i den sikkerhedspolitiske debat, så havde det været rart, hvis hun samtidig havde kunnet præsentere nogle handlinger
_______

 



ILLUSTRATIONER: Statsministeren besøger Kyiv på krigens 1000. dag [foto: Den Ukrainske Præsident kontor]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille