Sune Haugbølle: Evigheden er slut i Syrien
12.12.2024
Man må håbe, at Vestens politik harmonerer med de håb og krav, som en million syrere har givet deres liv for.
Kronik af Sune Haugbølle
Pludselig er Assad væk. Ikke bare præsidenten Bashar al-Assad, men hele Assad-familiens Syrien, som har defineret alle aspekter af landet i et halvt århundrede. Et af de mange absurde slogans, som regimet brugte på plakater, statuer og alle vegne i det offentlige rum var ”al-Assad lil-abad,” Assad for evigt. Det var den gamle diktator, Hafez al-Assads vision: en familie, der skulle fortsætte med at styre Syrien som leder af Baath-partiet. Nu er evigheden slut, og en ny tid begynder i disse dage med glæde, forvirring, og stor usikkerhed.
Hele verden skulle pludseligt tilbage til Syrien, efter at landet har været væk fra nyhederne i flere år. Efter bare to ugers offensiv står vi med et verdenshistorisk øjeblik og muligheden for en helt ændret situation i Mellemøsten. Scenerne fra Damaskus bringer mindelser om Saddam Husseins fald i 2003. De samme tiltede statuer, de samme hule slogans der pludselig forstummer, de samme folkemængder. Men det er også anderledes, for dette var ikke en vestlig intervention, selvom oprørsgrupperne bestemt har fået hjælp udefra gennem årene. Det var det syriske folk selv, der bragte Assads evighed til en afslutning, da de begyndte en folkelig opstand i 2011, efter flere år med krav om reformer var blevet mødt med ligegyldighed. Det betyder alverden. For at det nye Syrien skal lykkes, må det folkelige mandat og den folkelige medbestemmelse konsolideres i en politisk proces.
Den proces støtter Hayat Tahrir al-Sham, den dominerende gruppe i oprørernes felttog, tilsyneladende. Det store spørgsmål er, om en islamistisk gruppe, der delvist udspringer af al-Qaeda og som har ledt Idlib-provinsen siden 2017 efter islamiske forskrifter, er en troværdig tovholder for en demokratisk transition. Deres leder Ahmed al-Sharaa, som har smidt sit tidligere jihadistiske nom-de-guerre Abu Mohammed al-Jolani og barberet sit skæg kortere, lover at respektere Syriens minoriteter og sikre, at transitionen ikke udvikler sig til kaos. Nogle især kristne syrere frygter, at han er en ulv i fåreklæder, der siger det, som Vesten vil høre, men i virkeligheden vil dominere den nye stat. De mange andre, der lige nu vælger at tro på ham og på HTS, peger på, at de indtil videre har levet op til deres løfter. Desuden er HTS reelt tvunget til at efterleve den brede befolknings ønsker. Et meget sammensat syrisk samfund, der lige har afsluttet fem årtiers frygteligt diktatur, kan ikke finde sammen under et nyt despoti. Ahmed al-Sharaa lader til at forstå dette.
HTS er reelt tvunget til at efterleve den brede befolknings ønsker. Et meget sammensat syrisk samfund, der lige har afsluttet fem årtiers frygteligt diktatur, kan ikke finde sammen under et nyt despoti. Ahmed al-Sharaa lader til at forstå dette
_______
Hvis vi vil det nye Syrien det godt, må vi støtte transitionen så meget, vi kan. Det er fornuftigt at være skeptisk og afvente det nye styres initiativer, men vi bør samtidig forstå, hvor vigtigt det er for det nye Syriens overlevelse, at det får humanitær, økonomisk og politisk hjælp udefra uden at man prøver at kontrollere processen. Hvad kan det indbefatte for Danmarks vedkommende? Listen af prioriteter bliver lang for den nye regering, som står med et ødelagt land, hvis økonomi rangerer blandt de fattigste i verden. Det syriske folk har selv formuleret de væsentligste punkter i deres opstand, og de nye magthavere må lytte til disse krav. Den 11. december tiltrådte Mohammed al-Bashir, som tidligere var udviklingsminister i Idlibprovinsens såkaldte redningsregering under HTS’ styre, som premierminister i en ny overgangsregering, som skal lede landet indtil 1. marts 2025. Efter det bliver der forhåbentlig udskrevet valg, og det demokratiske liv kan for alvor begynde.
Det vil blive afgørende for den nye stats levedygtighed, at HTS ikke overtrumfer opstandens oprinde krav. De blev gentaget ved ugentlige demonstrationer i hele landet da opstanden var på sit højeste, og formuleret som politiske programmer af lokale koordinationskomiteer og fra 2012 i Den Syriske Nationale Koalition. Dem der måtte flygtetog deres håb og krav med sig, ud af landet. Tusinder døde for deres overbevisninger. Selvom borgerkrigen lagde en skygge over den syriske revolutions oprindelige ånd, så er den ikke forsvundet. Det har vi været vidner til i de sidste par dages glædesudbrud og forsigtige håb.
Det første krav er, at syrerne ikke ønsker mere krig. Ikke med hinanden, og ikke med deres nabolande. Israel indsatte den 7. december tropper i en bufferzone i Golanhøjerne ved grænsen til Syrien, som tidligere har været kontrolleret af FN. Siden har de udvidet operationen til områder tæt på Damaskus og bombet våbenlagre og militære installationer i hele landet, en fremfærd der er blevet kritiseret skarpt af flere europæiske ledere, som påpeger at krigen i Syrien skal afsluttes, ikke eskaleres. Det kommer til at kræve en endnu større diplomatisk indsats at finde en løsning på det kurdiske spørgsmål. Koalitionen Syrian Democratic Forces kontrollerer stadig det nordøstlige Syrien, som de gerne ser omdannet til en semi-autonom provins i stil med irakisk Kurdistan. Byerne Manbij og Deir e-Zor er i den sidste uge blevet overtaget af henholdsvis den tyrkisk støttede milits Syrian National Army (SNA) og HTS, og dele af SDF’s arabiske medlemmer er angiveligt gået over til HTS. Midt i denne konflikt mellem arabiske og kurdiske syrere fastholder Tyrkiet, at den kurdiske gruppe YPG, som indgår i SDF og som har forbindelser til PKK, udgør en terrortrussel. Det er derfor tvivlsomt, om præsident Recep Erdogan vil deeskalere det nordlige Syrien, selvom det er det, landet akut har brug for. Et kompromis må forhandles med international hjælp. Samtidig skal Islamisk Stat nedkæmpes, inden de udnytter det nuværende magttomrum til at konsolidere sig øst for Palmyra.
Det andet punkt for syrerne er, at Syrien skal genopbygges, så de mange millioner syrere, der er flygtet, kan vende hjem. Hvis det lykkes at skabe en stabil, folkevalgt regering efter den nuværende overgangsperiode, er der mulighed for at den Internationale Valutafond, Golfstaterne, og store firmaer vil se en mulighed for at investere de anslåede 2000 milliarder kroner, der skal til for at genopbygge landet. Genopbygningen kan blive den økonomiske motor, der sætter gang i Syrien igen. Meget skal gå godt, og meget kan gå galt, før det lykkes, men muligheden findes.
Det tredje krav fra syrerne er et repræsentativt styre. Der kommer til at være en national debat nu om hvilken styreform, som passer bedst og kan accepteres af alle. Spørgsmålet om sekterisk repræsentation bliver afgørende. Under Assad var den politiske magt centraliseret, mens staten beskyttede de religiøse minoriteter. Nogle syrere ønsker, at den nye stat skal give mere direkte politisk repræsentation til religiøse grupper, ligesom i det libanesiske system. Det vil kræve en ny forfatning. Hvis den libanesiske model vælges, vil sunnimuslimske arabere få et klart flertal i parlamentet.
Under alle omstændigheder vil det politiske liv vil starte igen, og mange af de syrere, der var med til at starte opstanden i 2011 vil vende hjem med ideer og initiativer. I det omfang at det nye Syrien ønsker det, kan vi hjælpe dem med at skabe en ny politisk orden. Den kommer også til at indbefatte en ny sikkerhedsstruktur, som syrerne vil kræve, er fri for repression. Her kan omverdenen også hjælpe, ligesom i Irak, hvor Danmark siden 2018 har hjulpet det irakiske politik med lokalpolitiarbejde, efterforskningsmetoder og ledelse.
Det fjerde krav er, at Syrien tager en anden retning end Assad. Det vil også kræve et opgør med fortiden, som kommer til at blive afgørende for at landet får behandlet dets traumer, og får etableret en form for retfærdighed. Hvordan overgangsjustits kommer til at se ud i Syrien, bliver op til syrerne selv at forhandle med hinanden, men omverdenen kan hjælpe med at støtte og rådgive. Der er mange forskellige modeller for tribunaler, høringer, museer, og andre former for historieforvaltning. Måske bliver det, som HTS allerede har antydet, nødvendig med en generel amnesti for alle almindelige soldater i den syriske hær. Men mange andre kan komme til at stå for en domstol.
Vi har i Danmark gode forudsætninger for at hjælpe med civilsamfundsopbygning. Et frit Syrien ville give os helt andre muligheder end i lande som Jordan, Marokko og Egypten, der nok har givet plads til gode initiativer under det dansk-arabiske partnerskabsprogram, men som stadig er underlagt autokratiske restriktioner. Syrien kunne også blive et brohoved for kulturel udveksling mellem Danmark og Mellemøsten. Her har vi det Danske Institut i Damaskus at bygge på: en prægtig kulturinstitution midt i den gamle by, som forhåbentlig kan slå dørene op igen efter at have været lukket siden 2011, så Danmark helt bogstaveligt kan komme tilbage til Syrien.
Nogle af de perspektiver ligger længere ude i fremtiden, og de afhænger som nævnt af, at Syriens overgangsregering ikke udvikler sig autokratisk. En inkluderende overgangsregering vil gøre det muligt at hjælpe det nye, frie Syrien på vej. Arbejdet skal starte med stabiliseringen af Syrien og støtten til at opbygge en demokratisk stat. Man må håbe, at Vestens politik harmonerer med de håb og krav, som en million syrere har givet deres liv for. ■
Vi har i Danmark gode forudsætninger for at hjælpe med civilsamfundsopbygning
_______
Sune Haugbølle (f. 1976) er professor i Globale Studier ved Roskilde Universitet. Han forsker i moderne arabiske samfund og har skrevet flere bøger, senest ‘The Fate of Third Worldism in the Middle East: Iran, Palestine, and beyond’ (med Rasmus Elling, 2023).
ILLUSTRATION: Damaskus, 2. december 2024: En plakat med al-Assad i den syriske hovedstad fotograferet i de dage, hvor oprørsgrupperne væltede hans styre [FOTO: Louai Beshara/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
