Ulrike Franke: Europa skal forberede sig på en fremtid, hvor alliancerne langsomt opløses
10.10.2024
“Vi har skabt en situation, hvor vi knap kan gøre noget uden allierede. Og det er simpelthen farligt. Vi har brug for at diskutere muligheder for en plan B”
Interview med Ulrike Franke, ph.d. i international politik fra University of Oxford og senior fellow ved European Council on Foreign Relations.
Af Gustav Thyrri
RÆSON: Tre dage efter invasionen af Ukraine holdt den tyske kansler Olaf Scholz sin historiske ”Zeitenwende-tale”, hvor Tysklands regering igangsatte nogle nye – og historiske – tiltag inden for sikkerheds- og forsvarspolitikken: Der blev bl.a. oprettet en militærfond på 100 milliarder euro for at revitalisere Bundeswehr, og siden 2022 har Tyskland været den næststørste leverandør af militær og økonomisk støtte til Ukraine. Men samtidig ser tingene nu ud til at ændre sig; regeringen planlægger nu at halvere støtten til Ukraine i 2025, trafiklyskoalitionen er ekstremt upopulær, og den parlamentariske situation kan ændre sig dramatisk, hvilket de opsigtsvækkende resultater ved de østtyske delstatsvalg vidner om. Hvad er den nuværende status for Zeitenwende, og har Tyskland virkelig fundet en ny kurs, når det gælder sikkerheds- og forsvarspolitik?
FRANKE: Jeg tror, at svaret afhænger meget af, hvordan og hvorfra man ser på det. For nylig har vi set en række rapporter og undersøgelser, der grundlæggende påstår, at Zeitenwende er mislykket; at det aldrig rigtig startede – eller at man bør opgive det helt. Jeg er fundamentalt uenig i at opgive Zeitenwende. Primært fordi – og det her bliver indimellem misforstået – Olaf Scholz annoncerede den 27. februar 2022 ikke bare et ’Zeitenwende’, men erklærede snarere, at ét var i gang. Og der er en forskel her, fordi Zeitenwende grundlæggende beskriver et vendepunkt; en forandring af en æra. Det er noget eksternt; noget, der sker med os, med Tyskland, med Europa og med verden.
Derfor kan vi ikke bare opgive analysen og sige, at det ikke virkede – for det er simpelthen ikke det, det handler om. Erkendelsen af, at verden har ændret sig, er i det tyske politiske rum og, i hvert fald blandt de etablerede partier i Tyskland, men også hos de fleste tyskere, noget, som er blevet forstået. Og det er en vigtig og stor forandring i tysk politik.
Blandt tyskerne er der sket en enorm forandring i synet på verden, synet på militær magt og forsvar. Jeg mener, at der er brug for mere politisk lederskab og vejledning, men det er i gang. Så det er forkert at sige, at der ikke er sket noget. Det er simpelthen ikke sandt.
Tysklands tidligere tilgang til militær og forsvar var i virkeligheden ret unik. Før gik den tyske militære tankegang ud på at afvise alt vedrørende militært forsvar som noget forældet og uoplyst fra sidste århundrede. Og den tilgang er stort set blevet taget op til genovervejelse i Tyskland. Så den mentale forandring – ændringen i diskussionen, tonen og emnerne – har været enorm i tysk politik. Regeringspartiet De Grønne er det største eksempel på dette.
Når det kommer til støtte og militærhjælp til Ukraine, er Tyskland den største bidragyder i Europa og den næststørste bidragyder overhovedet efter USA. De absolutte tal er høje – og ja, relativt til BNP ikke helt så høje, men stadig høje. Og det er fra et land, der nærmest havde en regel om ikke at levere til konfliktzoner.
Indrømmet, vi har haft nogle absurde debatter om fx kampvogne og de langtrækkende Taurus-missiler – hvad er defensive og offensive våben? Det blev dårligt kommunikeret og dårligt udført. Det føltes ofte, som om Tyskland kun gjorde tingene modvilligt.
Men Scholz sagde grundlæggende fem ting i sin tale: Støt Ukraine med våbenleverancer, afslut afhængigheden af russisk gas og olie, støt og deltag mere i NATO, opgrader de tyske væbnede styrker og indfør sanktioner mod Rusland. Og når man går igennem den liste, er mange af tingene åbenlyst gennemført og kan betragtes som ret succesfulde.
Og de beslutninger, som Scholz beskrev, var virkelig markante: Vi skal købe F-35-fly for at sikre Nuclear Sharing (NATOs politik for atomafskrækkelse, der foreskriver at indblandede lande selv skal være involveret i affyring af atomvåben, når disse skal anvendes, red.), vi skal købe bevæbnede droner og vi skal investere 100 milliarder i forsvarsudgifter. For en som mig, der har arbejdet med de her emner i årevis, var det virkelig forbløffende at se, hvordan usikre spørgsmål, vi havde diskuteret i over 10 år, bare blive løst på én gang. Som Nuclear Sharing, hvor vi faktisk var bekymrede for, at Tyskland ville forlade samarbejdet om atomafskrækkelse gennem ren inaktivitet og ubeslutsomhed hos SPD. Og så beslutter Scholz det med et fingerknips.
Zeitenwende beskriver grundlæggende et vendepunkt; en forandring af en æra. Derfor kan vi ikke bare opgive analysen og sige, at det ikke virkede – for det er simpelthen ikke det, det handler om
_______
Scholz og hans trafiklyskoalition er i stigende grad upopulær, og der synes at være en generel metaltræthed over Ukrainekrigen, som protestpartier som BSW og AfD nyder godt af; begge partier opnåede gode valg ved de østtyske delstatsvalg og ved valget til Europa-Parlamentet, mens regeringspartierne bløder vælgere. Hvad er forholdet mellem Ukrainekrigen – og måske Zeitenwende – og så de parlamentariske forskydninger, vi ser?
Jeg tror ikke, at den dalende opbakning til trafiklysregeringen primært skyldes Ukrainepolitikken og Zeitenwende. Ukraine er en del af kritikken og modstanden mod regeringen, men det er ikke en særlig vigtig del. Mest af alt tror jeg, at det, der er sket, er, at oppositionen er blevet mere højlydt og mere organiseret. Nu er det ikke længere bare AfD langt ude på højrefløjen, der kun appellerer til et vist antal mennesker; Sahra Wagenknechts parti, Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW), har virkelig formået at samle folk, der er imod støtten til Ukraine, og de er blevet ret højlydte og organiserede.
Men hvis man ser på det overordnet, er den samlede tyske opbakning til Ukraine forblevet relativt stabil. Der er ikke enstemmighed, men der er et flertal, der siger, vi skal støtte ukrainerne: A, fordi det er det rigtige at gøre, og B, fordi det virker til at være i vores interesse. Og så vidt jeg kan se, har de her tal ikke ændret sig voldsomt. Jeg tror, der bliver stillet flere spørgsmål – med rette – om, hvor holdbar kursen er: Hvordan kommer krigen til at ende? Hvad er planen her?
Men der er virkelig mange andre kritikpunkter af Scholz’ trafiklyskoalitionen. Økonomien er et stort emne, miljø- og klimapolitikker et andet. Så der er så mange andre kritiske punkter, at jeg ikke tror, at dette er hovedårsagen, men det er en del af det.
Hvis man ser på det overordnet, er den samlede tyske opbakning til Ukraine forblevet relativt stabil
_______
Hvis de her protestpartier får så meget indflydelse på nationalt plan, som det ser ud lige nu, efter forbundsvalget næste år, hvad vil det så betyde for tysk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik? Har AfD og BSW deres egne “positive” visioner for, hvilken rolle Tyskland skal spille i Europa og i verden?
Jeg tror ikke, BSW har en fuldt udformet udenrigs- og sikkerhedspolitisk holdning, primært fordi de er så nye og små. Det er grundlæggende bare én kvinde, Sara Wachkenknecht, og et par mennesker omkring hende. Men BSW er virkelig Rusland-venlige og antimilitaristiske, så de kan appellere til nogle fra den pacifistiske venstrefløj, der føler sig svigtet af trafiklyskoalitionen – især hos De Grønne og SPD. Og så er de også meget antiamerikanske. Her ligger de på linje med AfD, som også er ekstremt antiamerikansk. Samtidig er AfD så pro-militær, så der er en forskel der.
AfD’s udenrigspolitik er nogenlunde sammenhængende. Jeg tror bare ikke, det er i Tysklands interesse. For det er et radikalt brud med alt, hvad Tyskland har stået for siden 1945 – et grundlæggende brud med alle alliancer. AfD vil ikke decideret forlade NATO, men de vil gøre langt mere på nationalt plan. De er rimelig pro-europæiske, når det kommer til sikkerhed og forsvar, fordi de erkender, at vi ikke kan gøre alting selv. Men så siger de ting som, at vi bør slutte os til russiske og kinesiske organisationer som Den Eurasiske Union og Shanghai-samarbejdet.
Nu har regeringen haft de her tre katastrofale valg, hvor de har tabt på en fuldstændig utrolig måde. Det var ganske vist et stykke hen ad vejen forventeligt, fordi det var østtyske valg. Og, vi skal huske, sådanne valg påvirker ikke udenrigs- og sikkerhedspolitikken direkte på nogen måde; de er regionale, og delstaterne fører ikke udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men fordi især BSW har ført kampagne med fokus på Ukraine-spørgsmålet, og nu endda siger, at de kun vil gå ind i en koalition på regionalt plan, hvis disse partier på føderalt niveau afviser støtten til Ukraine, tror jeg, det påvirker diskussionen. Det skaber en form for reaktioner på føderalt plan. Ikke direkte, men indirekte.
Fordi BSW har ført kampagne med fokus på Ukraine-spørgsmålet, og nu endda siger, at de kun vil gå ind i en koalition på regionalt plan, hvis disse partier på føderalt niveau afviser støtten til Ukraine, tror jeg, det påvirker diskussionen
_______
Så lad os udvide diskussionen lidt og gå videre til Tysklands rolle i EU og forholdet til deres allierede. Blandt Tysklands allierede er der også nogle interessante udviklinger i gang, ikke mindst indenrigspolitisk: Der er selvfølgelig USA, som næsten ikke behøver at blive nævnt, og så er der Frankrig, hvor mange stemte på La France Insoumise og Rassemblement National – to partier, som du beksriver beskrive som “anti-tyske” i en artikel fra juli i år. Kan du uddybe dette lidt: Hvad betyder det for Tyskland? Og hvorfor ser du, at Tyskland i stigende grad skal indstille sig på at være “alene hjemme”?
Frankrig har lige fået en ny regering, der består af folk fra centrum-højrepartier. Det er fuldstændig uudforsket territorium for Frankrig, så jeg har ingen idé om, hvor længe det vil holde, eller hvad der vil ske. Men det er klart, at vi hverken har en venstreorienteret regering eller en højreorienteret regering. Så vi har ikke de folk ved magten, der har talt for de her radikale anti-tyske, anti-europæiske positioner. Så på kort sigt forventer jeg ikke, at der sker noget – partierne er optaget af indenrigspolitiske forhold. Men på mellemlang eller længere sigt er det et langt større spørgsmål.
Alle ser frem mod det næste præsidentvalg i 2027, og om hvorvidt Marine Le Pen – eller en kandidat fra venstrefløjen – igen kan komme til magten. Hvis vi får et reelt magtskifte i Frankrig, især fra højre, er det værre for Tyskland. Hvis magtskiftet kommer fra højre, vil det pr. definition påvirke det fransk-tyske forhold. Det vil gøre det utroligt svært for Tyskland at samarbejde med en højreorienteret regering i Frankrig, da de her partier har sagt, at de vil afskaffe en masse ting, som Tyskland og Frankrig samarbejder om.
Og det fører mig til min pointe med ”Tyskland alene hjemme”: Tyskland har mere end noget andet større land bygget sin udenrigs- og forsvarspolitik op omkring samarbejde med allierede. Selvfølgelig kan alle i Vesten lide allierede. Men hvor USA, Frankrig og Storbritannien godt kan lide allierede og arbejder sammen med dem, er de stadig i stand til og villige til at gøre tingene selv. Det er Tyskland ikke. Tyskland har skabt en situation, hvor vi ikke kan gøre noget selv, enten fordi vi ikke har kapaciteterne, eller fordi de mange juridiske forpligtelser gør, at vi skal samarbejde med allierede.
Hvor USA, Frankrig og Storbritannien godt kan lide allierede og arbejder sammen med dem, er de stadig i stand til og villige til at gøre tingene selv. Det er Tyskland ikke
_______
Der er et stærkt mantra om aldrig at være alene i tysk udenrigspolitik – et “never alone”-princip. Og det er ikke nødvendigvis kritisabelt, men jeg synes, at det burde give anledning til en vis bekymring over, at Tysklands vigtigste allierede rundtomkring gennemgår deres egne identitetskriser.
Vi behøver næsten ikke at forklare situationen i USA med Trump. Og vi har lige talt om Frankrig. Men det gælder også mindre partnere som Holland. Alle lande er i færd med at justere deres positioner. Og jeg synes, det er tid til, at Tyskland anerkender det og tænker over, hvad vi gør. I betragtning af, at vi er nødt til at arbejde med allierede, hvad sker der så, hvis vores allierede ikke længere vil eller kan arbejde med os?
Min artikel, som du henviser til, var et forsøg på at ringe med alarmklokkerne. Og jeg opfordrer ikke til, at vi bør opgive eller forlade vores alliancer med USA, Frankrig eller nogen andre. Tværtimod. Jeg siger bare, at vi bør arbejde på vores egne kapaciteter, bare for en sikkerheds skyld. Det kan jo vise sig, at vi gerne vil have en plan B. Og det er en skræmmende tanke, men det er også en del af Zeitenwende på en måde: Verden ændrer sig, og en af de ændringer, vi ser, er, at alliancer måske er mindre stabile, end vi troede eller ønskede, de var.
Det er også en del af Zeitenwende på en måde: Verden ændrer sig, og en af de ændringer, vi ser, er, at alliancer måske er mindre stabile, end vi troede eller ønskede, de var
_______
Frygter du, at NATO eller EU eller andre alliancer kunne holde op med at fungere om nogle år – eller at de rent faktisk kunne bryde sammen eller gå i opløsning?
Ja, jeg tror, at både NATO og EU er i fare. Men det er ikke givet på forhånd, hvilket er grunden til, at det er så vigtigt at indse det nu, fordi begge institutioner er enormt gavnlige for Tyskland.
Det største problem for NATO er USA. NATO kan leve med, at mindre alliancepartnere ikke gør deres del, eller endda forlader NATO eller NATO’s militære kommando. Frankrig har tidligere forladt NATO’s militære kommando, og det kan de gøre igen, hvis Marine Le Pen bliver præsident. Det er ikke godt eller hjælpsomt – men det er ikke eksistentielt. USA, derimod, er eksistentielt for NATO. Og det bliver eksistentielt for NATO, hvis Trump bogstaveligt talt vælger at rejse sig og gå eller på anden vis underminerer USA’s bidrag til alliancen.
Men selv hvis det her ekstreme scenarie, hvor Trump går, ikke sker, bliver vi nødt til at indse, at for USA er NATO og det transatlantiske partnerskab bare en alliance. Det er vigtigt, men det er ikke eksistentielt. Derimod er det eksistentielt for os. Så på den måde mener jeg, at NATO er i fare, og og det er også derfor, jeg tror på ideen om europæisk suverænitet og strategisk autonomi. Jeg synes, det er en god ide – og også for NATO, i øvrigt, fordi det styrker vores kapabiliteter.
RÆSON: Frygter du, at NATO eller EU kunne gå i opløsning? FRANKE: Jeg tror, at både NATO og EU er i fare
_______
Hvad med på lidt længere sig: Ser du det som en mulighed, at EU udvikler sig til en decideret forsvarsalliance, som helt eller delvist kunne overtage nogle af de funktioner, som NATO har i dag?
Jeg tror, det er usandsynligt, medmindre der opstår et kæmpestort eksternt chok. Hvis NATO fx faktisk falder fra hinanden, eller en NATO/EU-medlemsstat angribes fra Rusland og den efterfølgende reaktion på det. Eller hvis Trump bliver valg, som på en måde er det samme som, at NATO falder fra hinanden.
Uden et massivt eksternt chok ser jeg ikke for mig, at EU får betydeligt flere kapabiliteter og kompetencer på forsvars- og sikkerhedsområdet – på trods af al snakken om forsvarsunionen. Simpelthen fordi der sker så mange ting nationalt i mange europæiske lande, herunder Zeitenwende, men også Polens store militærudgifter osv.
Ville det være en god idé at skabe en EU-forsvarsalliance? Det afhænger meget af konteksten. Jeg mener, at NATO generelt set er bedre egnet som en forsvarsunion, fordi det er det, det er. Men jeg mener, at NATO er skæv og ubalanceret på en måde, der ikke er holdbar. Og ikke kun på grund af Trump, men også på grund af faktiske tal (for forsvarsudgifter, red.). Det er bare ikke sådan, det burde se ud i 2024. Men der kan og bør rettes op på det. Og så burde EU fokusere mere, som jeg nævnte, på den industrielle dimension. Men igen, hvis EU bliver nødt til at træde i karakter, kan det måske gøre det, og så ville det være godt.
Men jeg ville ikke føre kampagne for, at EU bør forsøge at erstatte NATO. Jeg kan godt lide at minde folk, der foreslår den slags, om, at det også ville være utrolig dyrt. Så vi skal være forsigtige med, hvad vi ønsker os her.
For USA er NATO og det transatlantiske partnerskab bare en alliance. Det er vigtigt, men det er ikke eksistentielt
_______
Hvordan bør Tyskland og EU generelt forberede sig på at være “alene hjemme”? Du siger, at selv en Trump-sejr kan være katastrofalt for NATO, og at det i praksis vil være det samme som, at NATO falder fra hinanden – og det er jo langt fra utænkeligt, at han bliver valgt. Det er selvfølgelig din pointe, at vi bør forberede os på mulighederne for, at det kan ske – men hvis det ikke primært er gennem en europæisk forsvarsunion eller en mere omfattende forsvarsalliance i EU, hvordan kan vi så forberede os på en opløsning eller svækkelse af NATO, eller i det mindste en potentiel svækkelse af de amerikanske sikkerhedsgarantier?
Hovedsageligt ved at øge kapaciteten på det nationale niveau. For uanset om det er i NATO- eller EU-regi, så består væbnede styrker af nationale enheder. Der er ingen europæisk hær.
Og for resten: Vi bør gøre det samme for at forberede os på en Trump-præsidentperiode, som vi bør gøre for at forberede på en Harris-periode – eller hvilken som helst anden amerikansk præsident. Så: Gør meget mere på det nationale niveau og forsøg så vidt muligt at gøre det koordineret og i samarbejde. Selvfølgelig er det bedre, hvis vi køber og udvikler det samme udstyr og undgår permanent at konkurrere om at købe det samme udstyr.
Efter min opfattelse skal vi stadig skal gøre så meget som muligt med vores allierede. Men nu har vi skabt en situation, hvor vi knap kan gøre noget uden allierede. Og det er simpelthen farligt. Vi har brug for at diskutere mulighederne for en plan B.
Men der skal to til en tango, ikke? Og hvis man insisterer på at fokusere på alliancepartnere, der måske kan være på vej væk, så er det bare ikke godt nok. Vi bliver nødt til at være i stand til at gøre noget mere selv.
Samtidig bør vi gøre så meget som muligt i fællesskab, men på en måde, der ikke fuldstændig lammer os, hvis vores allierede forlader os. For selv om politiske regeringer og politiske synspunkter ændrer sig, så gør interesser det ikke. Det er også grunden til, at USA ikke fuldstændig opgiver Europa – det ville simpelthen ikke være i deres interesse. Selv Trump ville formentlig kunne forstå det.
Selv om politiske regeringer og politiske synspunkter ændrer sig, så gør interesser det ikke
_______
I lyset af det: Hvordan ser du så på potentielle tyske atomvåben? Bør Tyskland også forberede sig på at være alene hjemme, når det kommer til atomvåben?
Så måtte Tyskland forlade internationale traktater, hvilket ville sende et virkelig, virkelig, virkelig dårligt signal og skabe en farlig præcedens internationalt. Vi ville tabe mere ved det, end vi ville vinde ved at have et atomvåben. Så det er det første.
For det andet har vi ikke råd til det – eller vi vil ikke have råd til det. Det ville ikke være en god investering at bruge 100 milliarder euro på bare én kapabilitet. Så nej. Og i øvrigt ville selv Tysklands allierede og venner formentlig også blive en smule bekymrede: Et atombevæbnet Tyskland bliver ikke ligefrem anset for at være den bedste idé.
Så Tyskland har ikke brug for et atomvåben. Spørgsmålet er snarere, om Europa har brug for en eller anden form for fælles atomkapabilitet.
Jeg mener, at vi bliver nødt til at have de her diskussioner. Og med alt, hvad vi lige har sagt – hvis alliancer bliver mere usikre, end de plejede at være – ved jeg ikke, hvor det vil ende. Men jeg tror, der er et muligt underskud her. Selv NATO’s atomdelingsordning, hvis man kigger nærmere på den, var militært set allerede vakkelvorn inden Ruslands invasion, og den har aldrig rigtig været overbevisende. Ingen militærkyndige personer ville sige, at vi faktisk ville komme til at bruge de våben, der er i Tyskland, fordi de ud fra en militærfaglig betragtning er gamle og ikke videre pålidelige. Men det var og er fortsat et vigtigt militært og politisk signal, og derfor vil jeg absolut ikke opgive det. Men vi bør overveje en fælles europæisk atomafskrækkelse, men hvordan det præcist kunne se ud, ved jeg ikke. Jeg tror ikke på, at det bliver en atomkuffert, der roterer rundt i EU’s hovedstæder.
Det ville være noget meget begrænset, baseret på den britiske og/eller franske atomafskrækkelse, og derpå en eller anden form for europæisk atomdeling. Jeg forventer ikke, at sådan en model ville være lige så stærkt som den amerikanske atomparaply, hvilket er grunden til, at det fortsat er plan A. Og vi skal være helt klare på, at hvis vi mister dén, er det virkelig farligt. Og der er ingen gode alternativer til den amerikanske atomparaply, så det er noget, vi absolut skal bevare.
Det var fornuftigt af Macron at forsøge at fremme diskussionen om det her, og det er uheldigt, at han nu ikke længere har så meget at skulle have sagt. Men jeg mener, at Frankrig, Tyskland og Storbritannien bør have de her diskussioner om forsvar og sikkerhed. Og jeg håber, at selv regeringer, der ikke rigtig bryder sig om hinanden, vil fortsætte ad det spor, fordi det er på et så fundamentalt, eksistentielt niveau. Selv hvis regeringer ikke kan lide hinanden, er der en klar fælles værdi og fælles interesse her. Det europæiske kontinents overlevelse bør være en lav nok tærskel for, at lande kan arbejde sammen.
Men det bliver vanskeligt. Og jeg tror der i høj grad er et generationsmæssigt aspekt, hvilket er uheldigt, fordi jeg er ikke sikker på, at vi har den tid. Der er en god chance for, at USA vil fortsætte med at tilbyde atomparaplyen i lang tid, fordi det simpelthen giver mening for dem. Men hvis ikke, har vi et reelt problem, for der er ingen måde, vi kan erstatte den amerikanske atomparaply på inden for en kort tidsramme.
Tyskland har ikke brug for et atomvåben. Spørgsmålet er snarere, om Europa har brug for en eller anden form for fælles atomkapabilitet
_______
Her til sidst: Hvordan ser du for dig, at Tysklands rolle i verden og EU eller Europas rolle mere generelt i verden kommer til at udvikle sig i de kommende år? I Danmark har vi den her kliché om, at Europa til sidst vil blive forvandlet til en slags frilandsmuseum med smukke bygninger og en stolt historie, men uden nogen global betydning. Kommer Europa til at miste sin betydning fuldstændig, både politisk og økonomisk, eller hvordan ser udviklingen ud?
Hvis vi ser på den sandsynlige udvikling, ved vi faktisk allerede, at vi mister indflydelse og magt. Og jeg tror, vi til en vis grad ikke helt har indset dette endnu.
Og det er det europæiske “vi”?
Måske især Tyskland, men også Europa som helhed. Vi har stadig den her fortælling om, at godt nok er vi ikke en militærmagt, men vi er stadig en stor økonomisk og handelsmæssig magt; vi er det her store marked, og folk har brug for vores penge og vores produkter. Men relativt set er det bare i mindre grad tilfældet – det forsvinder selvfølgelig ikke helt: Europa er stadig rimelig stort og ret rigt, men resten af verden udvikler sig også hurtigt. Så vi mister økonomisk indflydelse og finansiel magt. Vi har heller ikke indset tilstrækkeligt, hvor meget USA også relativt set mister magt, fordi resten af verden stiger så hurtigt.
Jeg tror ikke, der er mange europæere, der har haft blik for det her: Men siden finanskrisen har USA fortsat med at udvikle sig, mens Europa grundlæggende set ikke har. Og derfor er kløften mellem os blevet større og større. Og det er en reel bekymring. Økonomisk set er Vesten slet ikke så sammenhængende og ensartet som før.
Så noget af svaret vil være bare at acceptere vores nye position i verden. Men det er lidt ligesom med afkoloniseringen: Du mister en bestemt opfattelse af dig selv og din indflydelse i verden, og sådan er det bare, og så må du forholde dig til den nye situation. Og det kommer til at kræve en anderledes, mere ydmyg udenrigspolitik, hvor man møder internationale partnere mere i øjenhøjde. Det er let at sige, men meget sværere at gøre.
Men samtidig er der stadig ting, vi kan gøre. Og jeg tror, det er afgørende for os at holde Vesten samlet – at fortsætte samarbejdet med USA, at fortsætte med at forsvare vestlige værdier, som vi betragter som universelle. Fordi enhver verden domineret af nogen anden end USA eller Vesten og vestlige værdier vil være værre for os, end det vi har nu.
Men det bliver vanskeligt. Og på en måde er den største udfordring, vi står over for lige nu, at det på ingen måde er et godt valgslogan: At det, du stræber efter, i bedste fald er at bevare status quo. At bevare status quo for Europa og Vesten ville være et rigtig godt resultat, som jeg næsten synes er usandsynligt. Men det udgør ikke en særlig god valgplakat. Så vi har på en måde brug for en ny positiv vision for, hvad vi ønsker at være, og hvad vi kunne være i verden.
Her er der virkelig tale om et Zeitenwende; et sandt vendepunkt. Og det er meget, meget større end blot den russiske invasion eller Kinas fremgang og voksende indflydelse. Det er en ændring i magtbalancen globalt på mange forskellige niveauer. Og jeg tror ikke rigtig, vi er forberedte på det. ■
Det europæiske kontinents overlevelse bør være en lav nok tærskel for, at lande kan arbejde sammen
_______
Ulrike Franke er ph.d. i international politik fra University of Oxford og er senior fellow ved European Council on Foreign Relations. Hendes forskning omhandler primært tysk og europæisk forsvar samt anvendelse af droner i krigsførsel. Hun er vært på podcasten ” Sicherheitshalber Podcast” om forsvar og sikkerhed.
ILLUSTRATION: Omaha Beach i Normandiet, 6. juni 2024 (fra venstre til højre): Storbritanniens nu tidligere udenrigsminister, David Cameron, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Tysklands kansler, Olaf Scholz og USA’s præsident Joe Biden fotograferes ved fejringen af 80-året for D-dag – de vestlige magters landgang i Europa under Anden Verdenskrig FOTO: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
