Anders Storgaard (K): Løkkes tilbud var ikke bare amoralsk, men systemundergravende. Kan SVM holde til dét?

18.06.2025

Lydoptagelsen, hvor Lars Løkke Rasmussen forsøger at presse Mike Fonseca til at opgive sit mandat i bytte for seks måneders løn – markerer et nyt lavpunkt i dansk politik. Hvis ikke Folketinget klart afviser, at folketingsmandater kan gøres til genstand for handel, risikerer vi at underminere tilliden til hele vores demokratiske system. Men problemet er, at ingen i SVM-flertalsregeringen har noget incitament til at sige fra – og derfor er der en alvorlig risiko for at Løkke slipper afsted med det hele.

Af Anders Storgaard (K), kommunalbestyrelsesmedlem og folketingskandidat på Frederiksberg

Vi har set mønstret før. Lars Løkke Rasmussen har gennem hele sin politiske karriere skubbet til grænserne for, hvad et demokrati kan holde til. Bilagssagen – der handlede om misbrug af partiets penge. Betalte luksusrejser til familien i den såkaldte GGGI-sag. Gennem årene har han igen og igen opført sig, som om regler og normer var til for andre end ham selv. Men dengang blev han trods alt holdt i skak. Af støttepartier. Af et bagland. Af frygten for at miste magten.
Tirsdag stod han i endnu et stormvejr. Denne gang handler det ikke om kvitteringer eller vennetjenester, men om noget langt mere fundamentalt: Et kontant tilbud til et folketingsmedlem om at opgive sit mandat. Det er et direkte og næsten vulgært brud på demokratiets grundlovsfæstede spilleregler.

Hvis vi accepterer, at man kan betale sig til at fjerne politiske modstandere – hvad bliver så det næste? Må virksomheder byde på, at en besværlig ordfører trækker sig, så en venlig suppleant træder ind? Må partiledere tilbyde kritiske stemmer en økonomisk præmie for at træde fra? Selvfølgelig ikke. Og derfor er det også uden for enhver tvivl, at man heller ikke må tilbyde penge for at fastholde et regeringsflertal.

Det er simpelthen det, vi i andre lande ville kalde old-school korruption. Og det bryder med en af de mest grundlæggende søjler i vores demokrati: At det er folket, der vælger deres repræsentanter – og at ingen kan købe dem ud. Det står krystalklart i Grundlovens §56: Folketingsmedlemmer er kun bundet af deres egen overbevisning. Alligevel har Løkke og Moderaterne forsøgt at omgå den bestemmelse med en kontantoverførsel.

Det er ikke bare amoralsk. Det er systemundergravende. Det er dybt uværdigt. Og det er en trussel mod det repræsentative demokrati, som vi ellers har brugt generationer på at bygge op.

Moderaternes forsvar: Bruger den unge kvinde som skjold

Det mest groteske ved sagen er næsten, at Moderaterne ikke engang forsøger at benægte, at der blev tilbudt penge. Partiets pressechef, Britt Bager, har bekræftet aftalen – men hævder, at motivet var at beskytte den unge pige, der er involveret i sagen.

Den forklaring er absurd. Selv hvis Mike Fonseca havde sagt ja, ville historien før eller siden være kommet frem. Derudover er der intet, der tyder på, at det massive pres mod pigens familie kom på hendes eget initiativ – tværtimod. Alt peger på, at Moderaternes reelle mål var at redde regeringens flertal. Og det gør det desto mere usmageligt, at man nu forsøger at bruge en ung kvinde som moralsk skjold for at dække over sin egen magtpolitiske manøvre. Det er kynisk. Det er beregnende. Og det er, desværre, en gennemgående tendens i Løkkes politiske liv: at bruge mennesker som brikker i et spil, der først og sidst handler om at sikre hans egen position.

 

Det er kynisk. Det er beregnende. Og det er, desværre, en gennemgående tendens i Løkkes politiske liv: at bruge mennesker som brikker i et spil, der først og sidst handler om at sikre hans egen position
_______

 

Et andet forsvar, vi har hørt, er, at der blot var tale om en almindelig fratrædelsesaftale – som man kender det fra erhvervslivet. Men dét argument er i bedste fald misforstået og i værste fald dybt manipulerende. For folketingsmedlemmer er ikke ansatte. De er valgt. Deres mandat er ikke et ansættelsesforhold, man kan afvikle med tre måneders løn og en håndtryk. Det er et tillidsvotum givet af vælgerne – og det kan ikke handles væk over bordet.

Deres arbejdsgiver er ikke Moderaterne. Det er borgerne. Deres kontrakt er ikke skrevet i HR-afdelingen – den er underskrevet i stemmeboksen. Hvis vi begynder at behandle folketingsmedlemmer som udskiftelige ansatte, risikerer vi at udhule hele idéen om det repræsentative demokrati og erstatte det med et system, hvor loyalitet kan købes, og opposition kan købes ud.

Det er noget, vi kender fra andre lande, men aldrig i et af verdens frieste og mindst korrupte demokratier. Men det har indtil nu været uhørt i dansk politik. Derfor tvinger denne sag os til at stille et helt fundamentalt spørgsmål: Ønsker vi et Folketing til salg for højstbydende? Er det det Danmark, vi vil efterlade til næste generation?

Problemet er, at flertalsregeringen har sat de normale parlamentariske ventiler ud af kraft. Der er ingen støttepartier, der kan sige fra. Ingen uden for regeringskontorerne, der kan holde magten i snor. Og dermed er der heller ingen, der kan holde Løkke ansvarlig.

Og det mest skræmmende ved det hele er ikke engang, hvad Løkke har gjort. Alle systemer møder fra tid til anden personer, der bryder reglerne. Det mest skræmmende er, at han nok slipper afsted med det uden nogen konsekvenser.

SVMs flertalsregering har sat parlamentarismen ud af spil

I normale tider i dansk politik ville en sag som denne have kostet en partileder posten. Men Lars Løkke er ikke som andre partiledere. Han er sit parti. Der findes ingen intern opposition, der tør sige fra. Han har bygget Moderaterne op om sig selv, sten for sten, og gjort partiet afhængigt af hans personlige autoritet. Derfor er der heller intet, der tyder på oprør på de indre linjer – for der er ingen indre linjer. Kun Løkke.

Og i en flertalsregering har han heller ikke brug for støttepartier, der kan stille krav, presse ham til ansvar eller trække tæppet væk. Regeringsmagten ligger i hænderne på tre partiledere, som ingen udenfor kan rokke.

Løkke har med andre ord skabt sit eget system. Et netværk, hvor alt kredser om ham. Han er både arkitekt for politikken og nøgleholder til flertallet. Og det gør ham farlig – ikke fordi han nødvendigvis vil det onde, men fordi han er hævet over enhver konsekvens. Der er ingen voksne tilbage i rummet. Ingen, der siger: “Nu er det nok.”

Derfor er det også desværre sandsynligt, at hverken Mette Frederiksen eller Troels Lund Poulsen vil reagere. Ingen af dem ønsker et valg, så længe meningsmålingerne er, som de er. Og Løkke har samtidig sikret sig arbejdsro med en lukket aftale med de nordatlantiske mandater.

For første gang i Løkkes politiske karriere ser vi ham således operere i et system, hvor der ikke længere er nogen, der kan påføre ham konsekvens. Og måske er det netop derfor, han nu tør bryde alle normer og regler for at fastholde magten. Måske er det derfor, han ikke engang frygtede pressen eller oppositionen nok til at holde tilbyde Mike Fonseca aftalen i første omgang. For med et flertal, der er kritikken ligegyldig.

Derfor er det godt, at Folketingets formand, Søren Gade, nu har bedt om en drøftelse i Præsidiet. Vi må dog se, om V og S reelt vil sørge for, at der kommer konsekvenser. For hvis det ikke allerede er ulovligt at tilbyde penge til et folketingsmedlem som betaling for en politisk ydelse, så bør det hurtigst muligt blive det.

Vi har brug for at genskabe tilliden til vores politiske institutioner – og til os politikere. Hvis flertalsregeringer er kommet for at blive, må vi styrke de systemer, der skal holde magten i skak. Det kræver klare spilleregler, stærkere mindretalsbeskyttelse og måske endda en forfatningsdomstol.

Vi kan ikke vente på den næste skandale. Vi skal handle nu. For et demokrati uden kontrolmekanismer er ikke længere et demokrati. Det er et flertal uden bremser. Og så bliver spørgsmålet ikke længere, om magten misbruges – men hvornår.

For magt korrumperer. Og ultimativ magt korrumperer ultimativt.

 

Hvis det ikke allerede er ulovligt at tilbyde penge til et folketingsmedlem som betaling for en politisk ydelse, så bør det hurtigst muligt blive det
_______

 

ILLUSTRATION: Thorshavn, 17. juni 2025: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) møder pressen under sin ankomst til Færøerne ifm. kontaktudvalgsmøde med Rigsfællesskabet [FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]

Anders Storgaard (f. 1994) er kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg og Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Foruden dette er han tidligere landsformand for Konservativ Ungdom, tidligere radiovært og arbejder til daglig med grøn energi.

Apropos denne artikel:

Streubel-Kristensen og Vestenskov: Den iranske svækkelse har styrket Irak – en uventet vinder af 12-dagskrigen

Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Er Netanyahus 'humanitære by' i Gaza en plan for etnisk udrensning?

Poyâ Pâkzâd i RÆSONs nye trykte nummer: Hvordan vil historien huske det, der engang var Gaza?

Alexander Ryle (LA): Argentinas økonomiske mirakel udstiller venstrefløjens falske dommedagsprofeti

Theresa Scavenius: Folketinget vil ikke indrømme, at baseaftalen med USA er i strid med grundloven

Henrik Dahl i RÆSONs nye trykte nummer: Det er illusionerne, der brister – ikke virkeligheden