Anders Vistisen: Nu efterlyser den gamle elite en fælles kurs i EU’s udenrigspolitik. Det er og bliver en illusion

28.04.2025

Ukraine-krigen har vist sig at være en fremkaldervæske, der har afsløret EU’s fundamentale manglende evne til at fungere som sikkerhedspolitisk aktør. Derfor er NATO – med eller uden USA – stadig Europas bedste håb for fred og stabilitet. Vi bør styrke det samarbejde, ikke udvande det med urealistiske drømme om EU-hære og Macronske luftkasteller.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere

Kommentar af Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti

EFTER DONALD TRUMPS første tumultariske måneder i Det Hvide Hus, må Europa én gang for alle konfrontere den realitet, at USA er ikke en stabil, forudsigelig partner i sikkerhedspolitikken. Med en amerikansk præsident, der truer med at trække USA ud af NATO og i øvrigt ikke lægger skjul på sin sympati for Vladimir Putin, er det legitimt at spørge: Hvad nu?

Men svaret er ikke, som de fleste danske politikere advokerer for, på ren automatpilot at overlade mere suverænitet til EU – nu på forsvars- og udenrigsområdet. Det er derimod langt mere NATO.

Faktisk står det i dag klart, at selv et NATO uden USA vil være mere slagkraftigt, sammenhængende og troværdigt end ethvert forsøg på at bygge et fælles europæisk forsvar gennem EU. For NATO rummer ikke kun Europas mest handlekraftige nationer, men også stærke transatlantiske partnere som Storbritannien og Canada, der begge er villige til at tage ansvar – i modsætning til mange EU-lande, der hellere taler end handler.

I front for EU’s drømme om strategisk autonomi står Emmanuel Macron. Men hvem er det, der fører an? En fransk præsident, der i begyndelsen af krigen i Ukraine tog på charmeoffensiv i Moskva, holdt døren åben for Putin og advarede om ikke at “ydmyge Rusland”¹. Macron havde så travlt med at “forstå” Kreml, at han glemte at forsvare Kyiv. Først da krigens rædsler blev umulige at ignorere, skiftede han retorisk gear – uden dog at følge op med substantielle militære bidrag. Frankrig ligger stadig langt nede på listen over donationer til Ukraine². Han er, kort sagt, gået fra Putin-forståelse til en strategisk illusion

Præsidentens svingende linje og manglende handling viser tydeligt, at hans egentlige dagsorden ikke er at sikre Ukraine eller Europa – det er at bruge krigen som løftestang for et nyt europæisk storprojekt: en EU-hær, der skal realisere hans drøm om et “suverænt Europa”. Men hvem har givet Macron mandat til det? Ikke Østeuropa. Ikke Nordeuropa. Og bestemt ikke befolkningerne i de lande, der reelt betaler prisen.

 

Hvem har givet Macron mandat? Ikke Østeuropa. Ikke Nordeuropa. Og bestemt ikke befolkningerne i de lande, der reelt betaler prisen.
_______

 


For netop de europæiske befolkninger – og regeringer – står langt fra hinanden i synet på Rusland. Trusselsbilledernevarierer:

Øst- og Nordeuropa, fra Polen og Baltikum til Finland og Sverige, ser Rusland som en akut og eksistentiel trussel. Disse lande investerer massivt i nationalt forsvar og transatlantisk samarbejde. De ved, at det er evnen til selvforsvar – og støtten fra USA og UK – der holder Rusland i skak³.

I Centraleuropa og de ortodokse EU-lande agerer man derimod mere pragmatisk. Her findes kulturelle, religiøse og økonomiske bånd til Rusland, som gør landene mindre tilbøjelige til at støtte sanktioner og militærhjælp. Ungarn nægter fortsat at opgive russisk gas, og Cypern er dybt afhængig af russiske investeringer⁴.

Sydeuropa, anført af Italien og Spanien, har brugt Ukraine-krisen til at fremme interne EU-dagsordener – som fælles gældsoptag og lempede budgetregler. Deres støtte til Ukraine er mest symbolsk, og deres reelle bidrag til forsvaret af Europa forsvindende lille⁵.

OG I TYSKLAND kæmper Merz’ mod folkestemningen. Samtidig med at selv Europas største økonomi vakler har CDU-leder Friedrich Merz forsøgt at tage ansvar ved at foreslå en mere offensiv og pro-ukrainsk linje – men han kæmper i modvind. Både venstrefløjen (Die Linke) og højrefløjen (AfD) er imod øget militærhjælp til Ukraine og har betydelig opbakning i befolkningen.⁶ Ved det seneste valg fik de to partier tilsammen omkring en tredjedel af stemmerne – nok til at blokere for forfatningsændringer og bremse enhver ambitiøs oprustning.

Og sandheden er, for mange tyskere, at hamskiftet væk fra den traditionelle Ostpolitik, der har været konsensus i tysk politik siden Anden Verdenskrig har været for hastigt og vidtgående. De frygter, at øget militærstøtte kan trække landet direkte ind i krigen. Merz vil nok gerne – men er i realiteten hæmmet af en svær parlamentarisk situation og meningsmålinger, der nu går AFD til Tysklands største parti.

DERFOR konklusionen: At NATO – selv uden USA – er Danmarks bedste kort.

Ukraine-krigen har været en fremkaldervæske, der har afsløret EU’s fundamentale manglende evne til at fungere som sikkerhedspolitisk aktør. Mens Macron holder taler, og Sydeuropa forhandler om gæld, er det NATO – og særligt de lande, der tør se virkeligheden i øjnene – der bærer byrden.


En fælleseuropæisk udenrigspolitik er og bliver en føderalistisk illusion. Den bygger på idéen om, at alle EU-lande vil det samme, ser verden ens og er villige til at dele risiko. Det passer ganske enkelt ikke.

Og som sagt: I denne splittede europæiske virkelighed står NATO selv uden USA, som det bedste sted af forankre vores sikkerhed. Alliancen rummer de militært stærkeste og mest beslutsomme lande: Storbritannien, Canada, Polen, de baltiske lande, Norden og i mindre grad Tyskland. Denne konstellation har både kapacitet og vilje til at forsvare Europa – særligt den nordlige flanke. Det samme kan ikke siges om EU, hvor lande som Ungarn, Cypern og Spanien trækker i modsat retning.

Vi bør styrke det samarbejde, ikke udvande det med urealistiske drømme om EU-hære og Macronske luftkasteller. Faktisk har NATO’s nordlige flanke allerede vist vejen: høj forsvarsparathed, tæt transatlantisk samarbejde og konkret støtte til Ukraine. Det er her Europas sikkerhed bygges – ikke i Paris’ salonsnak.


Uforenet vi står – og det bør vi også turde indrømme. For først når vi kender vores svagheder, kan vi handle derefter. Og derfra er NATO, ikke EU, det eneste ansvarlige valg. ■

 

Vi bør styrke det samarbejde, ikke udvande det med urealistiske drømme om EU-hære og Macronske luftkasteller. Faktisk har NATO’s nordlige flanke allerede vist vejen
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere

Fodnoter:
1. Macron: udtalelser før og efter invasionen, 2022
2. Kiel Instituttet, Ukraine Support Tracker, januar 2024
3. Tænketanken Europa, analyse af nordeuropæiske forsvarsbudgetter, 2024
4. ECFR, analyser af Centraleuropas og ortodokse landes Ruslandspolitik, 2023
5. Tænketanken Europa og YouGov, støtte og militærbidrag fra Sydeuropa, 2023-24
6. Der Spiegel, “Merz vs. AfD and Linke on Ukraine”, 2024

ILLUSTRATION: Præsident Macron og det Europæiske Råds daværende formand Charles Michel i Paris, november 2023 [foto: EU]