23.04.2025

Spørgsmålet er ikke, om vi overvåges, men af hvem vi bliver det, og hvordan det kontrolleres.

Kommentar af Jesper Olsen

”Mere demokrati, mere åbenhed. Men ikke naivitet”. Ordene stammer fra den tidligere norske statsminister og NATO-generalsekretær, Jens Stoltenberg, der udtalte dem i dagene efter terrorangrebet i Oslo og på Utøya.

Generelt er der to modpoler i debatten om åbenhed – hvad jeg plejer at kalde den falske modstilling: mørklægning og overvågning. Det anføres nemlig af skiftende justitsministre som et argument imod større åbenhed, eksempelvis i offentlighedsloven, at konsekvensen må være, at der skal være åbenhed om alt. Dermed er modstillingen falsk al den stund, at ingen vil kunne leve i et samfund, hvor alt er åbent og transparent uden hemmeligheder eller små hvide løgne. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at leve i et sådant land præget af total overvågning.

For nogle år siden blandede jeg mig i debatten om kontanter. Mit synspunkt er sådan set sagligt nok for en, der kæmper mod bestikkelse, og hvor kontanter i brune kuverter har været en velkendt praksis. Der er nemlig så mange danske kroner i kontant i omløb, at vi kunne købe Fehmernbroen kontant og få et par supersygehuse med i købet, og hvem går ind for, at det skal være nemt at hvidvaske? Det er der formentlig ikke nogen, der gør, i hvert fald ikke officielt. Jeg sagde i den sammenhæng glad og fro ja til at deltage i en P1 debat om emnet, hvor jeg stillede mig op ved siden af en vicedirektør fra Jyske Bank og erhvervsorganisationer, hvoraf sidstnævnte argumenterede for sikkerhed, og at det simpelthen er dyrt at håndtere kontanter.

Hvad jeg ikke havde forudset var, hvor meget modstand jeg ville møde uden for radiostudiet. Der havde jeg ramt en nerve – nemlig beskyttelsen af privatlivets små hemmeligheder. For folk vil have lov til at ryge, uden at banken ved det, og de vil have lov til at være deres partner utro og invitere elskerinden på restaurant, uden at det kan spores på et kontoudtog. Der er simpelthen nogle ting – i al uskyldighed – vi pokker gale mig vil have lov til at kunne, uden at det kan efterspores. Det er ikke stor kriminalitet, selvom det vel heller ikke helt kan udelukkes, at der er mange, der er glade for at kunne få gjort huset rent sort.

Modstanden mod overvågning er ikke helt konsistent, eftersom alle med en mobiltelefon eller en Facebookprofil forærer deres data rask væk til techgiganterne. Vi er så overvågede som aldrig før, og vi sætter elektroniske spor overalt. Man skal være godt naiv, hvis ikke man erkender, at når det kommer til stykket, så kan vores liv og færden nemt og hurtigt rekonstrueres af techgiganterne. Spørgsmålet om logningsreglerne er et meget godt eksempel. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi overvåges, men derimod af hvem vi bliver det, og hvordan det kontrolleres.

Jeg havde nogle år ansvaret for chefjuristfunktionen i Region Hovedstaden. Her stødte jeg ofte ind i debatten om brugen af sundhedsdata til forskning i og udvikling af nye behandlingsformer. Gang på gang endte vi i den situation, at persondatarettigheder og sundhedsjura stod i vejen, og vi var oppe imod et stort pres fra læger og forskere. Spørg blot rundt i velfærdssamfundet, hvad man mener om GDPR, og hvad det har givet af besvær og vanskeligheder i forhold til at målrette eller planlægge ydelser, både med bedre effekt for medborgerne og til lavere omkostninger for fælleskassen.

Derfor har jeg ofte rejst rundt med følgende sætning: ”Liberalisér reglerne, og straf misbrug hårdt.” Vi ved jo godt, hvad det er, vi vil beskytte – nemlig at vores data kan bruges eller misbruges i en anden sammenhæng end den, som den er indsamlet til. Dette gælder også oplysninger, som gør, at vi ikke er berettiget til en ydelse, eller at vi bliver udsat for myndighedskontrol i andre sammenhænge. Læg dertil, hvor nogen vil bruge dem kommercielt eller politisk. De landvindinger, vi eksempelvis har opnået om anerkendelse og beskyttelse af forskellige seksuelle præferencer, er ikke hugget i sten. Hvem ved, hvornår jagten på ’afvigere’ går ind – igen? Det vil ikke være første gang i verdenshistorien.

Danmark er et gennemdigitaliseret land, og en af de værdier, vi højsynger igen og igen, er den generelt høje samfundstillid. Når man som jeg indimellem hejser et advarselsflag, bliver jeg ofte mødt med, at det ikke kan ske i Danmark. Så stærk er tilliden til os selv nu og – endnu mere uforsigtigt og blindt – i fremtiden. Det er ikke, fordi jeg altid skal være bekymret for en sikkerheds skyld, for der skal man også passe på med, ikke at devaluere reelle og ikke teoretiske trusler. Men når jeg ser hvordan beskyttelsen af retsstaten svækkes rundt om i verden, så kan vi ikke afskrive risikoen – heller ikke i Danmark.

Men hvad er så samfundstillid? Man kan pege på tre elementer. Det handler om robuste og transparente processer, der opleves retfærdigt. Robuste fordi de ikke ændres fra gang til gang, og de sikrer, at beslutninger tages på et ordentligt grundlag. Transparente så vi i det mindste kender dem. Og retfærdige, så at vi måske ikke alle er enige i beslutningerne, men der kan argumenteres for dem.

Hver gang politikerne indfører nye regler, der skal lette politiets arbejde med samkøring af registre samt brugen af overvågningskameraer, så sker det med argumenter, som er svære at trumfe. For hvem går ind for at beskytte terrorister, pædofile og bandekriminalitet?

 

Det vil være naivt af politikerne at tro, at det ikke gnaver i noget af det mest værdifulde vi har, hvis vi ukritisk øger mulighederne for overvågning
_______

 

Vi er nødt til at erkende, at disse redskaber også kan bruges og misbruges til noget, som de ikke var tiltænkt. I enhver datafangst er der bifangst, og hvad gør man ved den? Det er jo fristende også at forfølge de sager. For selvom politiet har knappe ressourcer, apropos den aktuelle debat om, at vaske sager, som man ikke efterforsker, så er det jo ikke efter offentligt kendte kriterier. I den sammenhæng vil jeg også vende tilbage til Stoltenbergs ord om mere demokrati og åbenhed, men ikke naivitet. For naivitet har to sider: På den ene side må vi ikke være naive over, hvad det er for kræfter, demokratiet er oppe imod. Det er også derfor, jeg går ind for, at man skal kunne bruge stærke magtmidler, herunder en effektiv efterretningstjeneste. Dog har naiviteten i min optik også en anden side. For det vil være naivt af politikerne at tro, at det ikke gnaver i noget af det mest værdifulde vi har, hvis vi ukritisk øger mulighederne for overvågning. Her tænker jeg på den stærke samfundstillid. Det er derfor skal vi vende tilbage til de to første elementer i tillidsbegrebet – nemlig robuste og transparente procedurer.

Ved siden af den styrkelse af de civile beredskabsmyndigheder, som er i gang, bør vi tilsvarende styrke datatilsynet, hvor der allerede er sket noget. Jeg plejer at kalde Datatilsynet den tredje efterretningstjeneste efter PET og FE, og det er ikke tilfældigt, at det er her, tilsynet netop med de to tjenester er forankret. Dog kunne jeg godt ønske mig, at ministeransvaret blev lagt et andet sted end hos de ministerier, der har ansvaret for netop politi og forsvar. Måske skulle det endda ligge i en myndighed som Domstolsstyrelsen eller Finanstilsynet med sin egen bestyrelse og dermed med et andet end det traditionelle ministeransvar, for at have robuste processer, så der netop ikke sker misbrug af de data, som indsamles.

Da debatten om FE/PET-sagen kørte på sit højeste, deltog jeg i en række offentlige debatter herom. Jeg fik nogle gange folk til at spærre øjnene op, da jeg sagde, at når det kom til efterretningsvirksomhed, kunne jeg godt acceptere doktrinen – så lovligt som muligt – hvis der vel at mærke var et stærkt tilsyn, samtidig med at jeg også godt kunne acceptere, at en del af dette skete, uden at jeg og offentligheden havde indsigt i, hvad der foregik. Så jeg blev bestyrket i, at det sker i realiteten og ikke kun i formaliteten. I den sammenhæng ved jeg godt, at det ikke er alle, der har den samme hvilepuls, som jeg har, når det kommer til fejl og lovbrud fra myndigheder, men det sker, og det sker alle steder. Det vil være enten naivt eller at tale mod bedrevidende at påstå noget andet. Til gengæld lever vi i en politisk – og vel også mediemæssig – virkelighed hvor enhver lille fejl kan blæses ud af proportioner. Derfor har systemerne det med at lukke sig om sig selv uden at leve op til åbenhed om fejl. For vi kender godt mekanismen, og vi skal hurtigst muligt finde den ansvarlige, klynge vedkommende op, og så komme videre. Problemet er bare, at hver gang det sker, så gnaver vi et lille stykke af den generelle samfundstillid.

JEG KUNNE DERFOR godt ønske mig, at hver gang der kommer nye lovtiltag om øget overvågning, at vi for det første fik bedre tid til debatten end det seneste eksempel på nye beføjelser til PET, der skal vedtages inden sommerferien. Hvad betyder det? God tid til debat og reelle svar på bekymringer kan være med til at gøde jorden for samfundstilliden.

Det andet jeg kunne ønske mig er, at man samtidig fastholder retssikkerhedsgarantier og tilsyn. For hvad hjælper domstolskontrol, som er det klassiske instrument i værktøjskassen, og har domstolene reelt mulighed for at sige nej? Måske ikke. Domstole skal efter min mening i sådanne sager, hvor man giver tilladelse til overvågning eller andre tvangsindgreb i en efterforskning af alvorlig kriminalitet, indtage et ret stort forsigtighedsprincip i forhold til den samfundsmæssige sikkerhed. Alene det, at man skal skrive det ned, argumentere for det, og bringe det for domstolene, er med til at sikre, at man mener at have tilstrækkeligt grundlag for at det både er proportionalt og nødvendigt, at foretage dette indgreb. Det, et tilsyn vel i virkeligheden skal betrygges i, er alle de sager, hvor man ikke går til domstolene. Det tal er i min optik det mest interessante.

Problemet med den måde, der drives politik på i Danmark, når det kommer til overvågning og øgede myndighedsbeføjelser, er det stik modsatte af det, Stoltenberg sagde, nemlig at vi får mindre demokrati, mindre åbenhed, og mere naivitet – i hvert fald i forhold til, hvad den generelle samfundstillid kan bære, og hvordan vi kan afmontere nogle af de grundlæggende retsstatsprincipper, som vores velfungerende samfund bygger på. Vi må ikke være naive i forhold til de stærke kræfter, der ikke vil demokratiet. Her tænker jeg både på det, der var terrortruslen, men også på lande som Kina og Rusland – og måske også det USA, som Donald Trump har sat sig i spidsen for. Dog ender vi med at gå de kræfters ærinde, som vi vil beskytte os imod, ved ikke også at ruste os på samfundstilliden, for de abonnerer nemlig ikke herpå. Vi må ikke tøve med at bruge magt mod disse kræfter, og vise, at retsstaten både er stærkere og mere effektiv. Det kræver, at vi ikke afmonterer den. ■

 

Vi ender med at gå de kræfters ærinde, som vi vil beskytte os imod, ved ikke også at ruste os på samfundstilliden
_______

 

Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

ILLUSTRATION: Jesper Olsen [FOTO: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Erslev Andersen: Det er gået op for Trump, at Netanyahus Israel er den største trussel mod hans vision for Mellemøsten

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvem har kortene i Tyrkiet?

Chris Hvidberg (LA) om det næste folketingsvalg: Skal vi ikke snart give danskerne mere frihed?

Deniz B. Serinci: Med PKK’s opløsning bortfalder en vigtig brik i kampen om Mellemøsten

Sune Steffen Hansen: Er danskerne færdige med USA? Ikke nødvendigvis

Hans Henrik Fafner: Radikalisterne i Israel og radikalisterne i Gaza fører mod fortsat krig – og ingen vinder