Jesper Olsen: Hvordan skal vi reagere på korruptionsdommen mod Le Pen?
16.04.2025
Hvis vi accepterer, at en politiker skal kunne slippe afsted med korruption, bare vedkommende får nok stemmer, så eroderer en bærende søjle i vores demokrati. Det gælder i Frankrig, som det gælder herhjemme.
Af Jesper Olsen, Formand for Transparency International Danmark, ekstern lektor i offentlig ret
Ingen går ind for korruption. Ingen går ind for magtmisbrug. Men hvordan kan det så være, at der i den offentlige debat efter dommen mod den franske politiker Marine Le Pen er en vis tøven?
Dommen mod den franske politiker Marine Le Pen sætter hælen ned der, hvor det er allermest svært. Gælder der lighed for loven, eller er der et større spillerum, hvis man er en højt profileret politiker? Er vi her villige til at acceptere et vist niveau af korruption? Skal politikere dømmes af de juridiske domstole eller af folkedomstolen?
Ud fra nogle af reaktionerne på dommen fra Paris, er der også langt ind i den danske opinion en holdning om, at det er folket og ikke domstolene, der skal træffe afgørelse i den sag.
En straffesag er i sin natur bagudrettet. Hvad foregik der? Er det strafbart? Hvis ja, hvad skal straffen være? Det er det, domstolene skal tage stilling til. Men straffen er også fremadrettet i den forstand, at der skal tages stilling til, om den dømte skal fradømmes retten til at fortsætte den aktivitet, der har været rammen om den kriminelle, også fordi der ikke er tillid til, at vedkommende ikke vil gøre det igen.
Kunne vi forestille os, at en bankdirektør, der er dømt for hvidvask, fortsat skal kunne lede en bank? Eller en advokat, der har forgrebet sig på klientkontoen? Hvad ville vi sige til den anklager, der sagde, det må vi lade være helt op til kunderne eller klienterne at vurdere og bestemme.
I sin kerne er spørgsmålet ikke anderledes, når den franske dom fratager Marine Le Pen retten til at stille op til valg i en periode på fem år. Hun har misbrugt betroet magt. Ergo – skal hun for en periode ikke kunne få netop det – betroet magt. Det var det, lovgivningsmagten i Frankrig ville, da men vedtog den nye stramme anti-korruptionslovgivning. På den måde er sagen ikke anderledes end bankdirektøren eller advokaten, der er dømt for økonomisk kriminalitet. Og ja, det indgår i den politiske situation.
Der gik ikke mange timer, før Le Pen brugte det franske ord for heksejagt, som vi i snart et årti har hørt fra Donald Trump, når han har skulle bruge de mange retssager imod sig til at mobilisere sine vælgere. Det bygger i sin kerne på, at domstolene også er en del af systemet, som de kæmper imod.
Vi har jo også set det i Danmark. Jeg var selv til stede i Rigsretten, da den forhenværende integrationsminister kom med sine afsluttende bemærkninger i rigsretssagen. De var ikke henvendt til dommerne, men til vælgerne, der belønnede hende med et godt valg året efter – og et Folketing, der ikke fandt, at det havde betydning for ens værdighed, at man havde misbrugt sin ministermagt. For nu var man jo om ikke frikendt, så tilgivet af befolkningen – eller skal vi mere præcist sige: en del af befolkningen. Men da regeringsmagten fordeles på marginalerne, var der ingen, der turde lægge sig ud med hendes vælgere. Men er vi kommet dertil, at de politiske ledere er så bange for vælgerne, at man ikke ubetinget vil stå på lov og ret, lighed for loven?
Man kan også sige det på den måde, at havde anklagemyndighed og domstole ikke ageret, havde det jo også været politisk indblanding, bare fra en anden kant. Det er derfor, lovens grund er så godt et sted at stå, også selvom det er besværligt.
Jeg har i debatten om Le Pen set fremført, at hun ikke direkte berigede sig selv. Som om det skulle være en formildende omstændighed. Men lad os lige se på sagen: Hun brugte penge – der er bevilget til arbejdet i Europa-Parlamentet – til at drive politisk aktivitet i Frankrig. EU-kassen var en cash-cow. Jeg vil sådan set sige, at det kun er med til at gøre sagen værre. Havde det så bare været simpel berigelseskriminalitet til egen lomme. Men her var det at misbruge en ordning, som er sat i værk for at styrke det folkevalgte arbejde i lovmaskinen i Bruxelles.
På den måde sætter dommen hælen ned i et andet ømt punkt. De rigelige offentlige midler, der går til de politiske partier, og som skaber et rockwoll-lag rundt om politikerne, som er blevet en økonomisk sektor og en erhvervskarriere i sig selv med rigtig mange ansatte. Det skulle man se at få gjort op med, også i EU.
Jeg har nu i fem år været ansigtet på debatten om korruption i Danmark. Jeg bruger sjældent ordet. For jeg ved hvor stærkt det er. Jeg ved, hvor meget det polariserer, fordi der i mange ligger en iboende accept af, at målet helliger midlet. Når jeg bruger ordet ’korruption’ bliver det straks umuligt at komme igennem med nuancerne.
Jeg hører også til dem, der i disse år er stærkt nervøs for, at domstolene bliver trukket ind i sager, der i deres kerne er politiske. Men det gør de, fordi de politiske institutioner ikke altid løser sagerne selv. Det er farligt, hvis domstolene i den brede offentlighed ikke opfattes netop som det, de er: Upartiske og uafhængige. De opfattes i stedet i tiltagende grad som politiske redskaber og en del af systemet, som hos flere og flere ikke nyder den generelle samfundstillid.
Derfor har jeg også brugt en del tid på at tænke over dommen mod Le Pen. Men hver gang kommer jeg tilbage til følgende: hvis vi accepterer at en politiker skal kunne slippe afsted med korruption, bare vedkommende får nok stemmer, så eroderer en bærende søjle i vores demokrati.
Den demokratiske retsstat bygger på, at magt skal kunne holdes til ansvar, og at alle er lige for loven. Der er kun en, der er ansvarsfri og hvor det princip ikke gælder. Det er kongen. Det var netop opgøret med enevældens magtfuldkommenhed de demokratiske revolutioner byggede på. Hvis pendulet ikke skal svinge tilbage, så må vi stå fast på, at det er de juridiske domstole og ikke folkedomstolen, der skal afgøre straffesager om korruption og fastlægge konsekvensen efter loven.
Og det fine er – som i den franske sag – at ved de juridiske domstole, er der en appelinstans. Det er netop en del af kernen i ’de fine franske principper’.■
Det er farligt, hvis domstolene i den brede offentlighed ikke opfattes netop som det, de er: Upartiske og uafhængige
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
ILLUSTRATION: Paris, 6. april 2025: Marine Le Pen forlader støttedemonstration i Paris efter korruptionsdom [FOTO: Julien De Rosa/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
