Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

11.12.2025

Amerikansk sikkerhedsstrategi bør få SVM-regeringen til at droppe sin Komiske Ali-retorik.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et debatformat, skrevet af bl.a. politikere. Serien bringes udenfor betalingsmuren – så den kan læses af alle. Det er netop muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her for at læse mere

Kommentar af Kasper Junge Wester

USA er vores tætteste allierede.

Sådan har parolen i dansk og europæisk politik lydt i en menneskealder. Men 2025 blev året, hvor otte årtiers forsvarssamarbejde og varme forhold mellem USA og Europa kølnedes til sit absolutte nulpunkt. Alle illusioner om USA som en beskyttende storebror er på tærsklen til det nye år brast, både herhjemme og på tværs af kontinentet.

Vejen hertil har vi imidlertid bevæget os ad et godt stykke tid, og amerikanerne skal ikke have skyld for at have stukket os blår i øjnene undervejs. Alligevel er førnævnte parole blevet gentaget ad nauseam, og jeg har ofte spurgt mig selv, hvad der i grunden skulle til, før SVM-regeringen holdt op med at foregive, at USA er andet og mere end en tidligere allieret. Alene i år har vi nemlig fået en hel stribe vink med den sikkerhedspolitiske vognstang, uden at det har haft nævneværdig effekt på den virkelighedsfjerne danske fortælling om et nærmest ubrydeligt transatlantisk venskab:

Donald Trumps tirader mod de europæiske NATO-lande har vi for længst vænnet os til – ikke mindst budskabet om, at sikkerhedsgarantier koster ved kasse 1. Trump har som den første amerikanske præsident sået alvorlig tvivl om opbakningen til forsvarsalliancens musketered, og selvom kernen i hans kritik bunder i en rimelig forventning om byrdedeling, var truslerne om at lade Europa sejle sin egen sø det første klare varsel om den forestående retræte.

Et andet vink var, da Trumps købstilbud på Grønland kort inden hans edsaflæggelse i januar blev vekslet til påvirkningskampagner og regulære trusler om magtanvendelse og annektering. Smag på det én gang til: amerikansk suverænitetskrænkelse af et andet NATO-land. Fuldkommen uhørt. Ikke desto mindre bedyrede repræsentanter for den danske regering atter, at der ingen krise var at spore, og at USA naturligvis fortsat var hjørnestenen i Nato og dermed vores sikkerhed.

I marts fulgte så den tragikomiske ‘clean on OPSEC’-affære, hvor ledere i Danmark og resten af Europa – ud over at måtte tage sig til hovedet over vores ”tætteste allieredes” lemfældige omgang med følsomme oplysninger – i magasinet The Atlantic kunne læse, hvordan den amerikanske regeringstop taler om os, når de tror, ingen lytter. Det grænsede til noget, der mest af alt lignede afsky.

Læg dertil, at Trump sideløbende er blevet kørt rundt med af Vladimir Putin, som han efter eget udsagn beundrer, mens han hjemme i Washington har ydmyget en krigstræt Volodymyr Zelenskyj for rullende kameraer og skruet helt ned for den militære støtte til Ukraines frihedskamp. Ingen af de nævnte forhold har fået vores egen regering til at vakle i sin kommunikationsstrategi, der vækker mindelser om Komiske Ali: USA er og bliver vores tætteste allierede, uagtet at det amerikanske statsapparat i både ord og handlinger aktivt modarbejder vores sikkerhedsinteresser.

Med USA’s nyligt udgivne nationale sikkerhedsstrategi har amerikanerne så forsøgt at bøje budskabet i neon, så end ikke den mest tungnemme politiker på denne side af Atlanten kan misforstå det. Strategien tegner et billede af de europæiske lande – i hvert fald de mere EU-begejstrede, herunder Danmark – som regulære ideologiske fjender af USA. Sort på hvidt og med det præsidentielle segl på forsiden. Budskabet kan ikke gøres tydeligere, før der marcherer amerikanske marineinfanterister rundt i Nuuks gader. USA er ikke – og vil ikke være – vores allierede.

Vi kan håbe, at fornuften vender tilbage, når Trumps efterfølger sætter sig til rette bag The Resolute Desk i 2029. Men hverken Danmark eller vores europæiske naboer kan nogensinde igen lade vores sikkerhed afhænge af et land, som vi i værste fald kun kan stole på fire år ad gangen. Med den kendsgerning in mente håber jeg, at vi fremover slipper for at høre fremtrædende repræsentanter for regeringen lukke øjnene for virkeligheden og insistere på det modsatte. ■

 

Budskabet kan ikke gøres tydeligere, før der marcherer amerikanske marineinfanterister rundt i Nuuks gader
_______

 

Kasper Junge Wester (f. 1988) er cand.mag. fra Syddansk Universitet og tidligere marineoverkonstabel. Han har i en årrække beskæftiget sig med forsvar og sikkerhed som journalist og radiovært. I dag producerer han Krigskunst Podcast, ligesom han er medforfatter til bøgerne “Krigens logik” og “Krigens politik”.

ILLUSTRATION: Arlington, 11. november 2025: USA’s præsident Donald Trump og vicepræsident JD Vance saluterer under Veterans Day-ceremonien på Arlington National Cemetery [FOTO: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten

Ota Tiefenböck: Europa kan ikke andet end at bakke op om en fredsløsning i Ukraine

Stine Bosse (M) om afskaffelse af konventioner: Jeg frygter, det er begyndelsen på enden for det regelbaserede samfund