Lars Bangert Struwe: Kontrol med Grønland, Canada og Panama? Trump vil føre en international politik uden allierede og normer

07.01.2025

Trump tænker som en leder fra 1700- eller 1800-tallet. Det betyder, at vi skal forholde os til tre forhold: For det første at den stærke bestemmer, for det andet at internationale regler og organisationer er ligegyldige, og endeligt for det tredje: Landegrænser kan ændres.

Af Lars Bangert Struwe

Det rabler ikke for Donald Trump. Han er ikke en idiot eller gal; han ser på verden med andre briller end dem, vi i Europa har udviklet siden 1945 – og særligt efter 1990. Det må vi forstå, for ellers ender vi med i mange år fremad ikke at kunne agere og få sikkerhedspolitisk indflydelse.

Trump tænker som en leder fra 1700- eller 1800-tallet. Det betyder, at vi skal forholde os til tre forhold: For det første, at den stærke bestemmer, for det andet at internationale regler og organisationer er ligegyldige og endeligt for det tredje: At landegrænser kan ændres.

Inden han bliver præsident, har Trump kastet sig ud i tre sikkerhedspolitiske projekter: Canada som den 51. stat i USA samt kontrol over Grønland og Panama-kanalen. Ukraine ligger samtidigt i baggrunde og lurer. Iøjnefaldende er det, at Trumps projekter alle gør op med international politik og internationale retsnormer. Derfor må vi forberede os på en ny international politik, der kan ændre den verden, vi kender i dag. Dog med et forbehold: Vi aner ofte ikke, om Trump vedholdende holder fast i sit engagement. Det er på sin egen måde er bekymrende.

Vitale nationale interesser styrer Trumps krav om, at Panama-kanalen skal tilbage til USA, og at Grønland skal blive amerikansk. I begge tilfælde kræver Trump, som var han en franske konge, eller den tyske kansler Bismarck, at man føjer ham. Vi ved endnu ikke, hvad der sker, hvis vi ikke føjer Trump, men vi skal nok ikke undervurdere hans vrede.

Helt grundlæggende ønsker Trumps administration – med Det Republikanske Parti i ryggen – at gøre USA stærkt igen. Det minder lidt om Ronald Reagan, der havde samme tanke da han udfordrede Sovjetunionen. Imidlertid forstod Reagan at bruge NATO og Europa. Reagan opererede inden for en alliancetankegang og et internationalt system – det gør Trump ikke. Han ser på verden, som USA imod alle andre, og kun USA skal sejre. Fra 1945 og fremefter tænkte USA, at ved at samarbejde med andre, så blev USA styrket.

I Europa har vi ikke lyttet til den stigende amerikanske frustration over, at vi ikke tog vores del af den sikkerhedspolitiske byrde. Det er et problem, som går så langt tilbage som 1950’ernes diskussioner under præsident Eisenhower om ”byrdedeling” i NATO. At vi ikke tog disse advarsler alvorligt dengang, er nu blevet et kæmpe problem for os i dag. Mange europæiske embedsmænd burde drages til ansvar for dette, for de advarede ikke politikerne nok om situationen – eller ville ikke forstå situationens alvor.

 

Vi ved endnu ikke, hvad der sker, hvis vi ikke føjer Trump, men vi skal nok ikke undervurdere hans vred
_______

 

Når man ser verden styret ud fra vitale nationale interesser og samtidigt ikke stoler på aftaler, så ender vi i en verden, hvor den stærke bestemmer, og hvor internationale aftaler ikke gælder. Derved kan der rykkes ved de fundamentale begreber, som fx Helsingfors-aftalen rummer: Lighed imellem stater opfattet som respekt for de rettigheder, der ligger i suverænitet. Afstå fra trusler og magtanvendelse. Grænsers ukrænkelighed. Staters territoriale integritet. Fredelig bilæggelse af tvister. Ikke-intervention i interne anliggender. Samarbejde mellem stater. Opfyldelse i god tro af forpligtelser i henhold til international ret. Principper, som i dag er udfordrede fra amerikansk side.

Særligt for Rigsfællesskabets vedkommende betyder det, at vi må erkende, hvilken grundlæggende sikkerhedspolitiske betydning Grønland har for USA. Det har Danmark sjældent forstået. Den såkaldte Arktis-pakke fra 2016, der skulle øge tilstedeværelsen i Arktis med bl.a. droner, er fortsat ikke fuldt implementeret, og der er ikke tilført kampenheder til Arktis. For USA er det katastrofalt, da Grønland er sidste post, inden russiske missiler med eller uden atomvåben kan ramme USA østfra. Også farvandene omkring Grønland gør, at den stærkt pressede russiske flåde har en mulighed for at snige sig ud i verdenshavene. Og Kinas store interesse for området og dets råstoffer accelererer den amerikanske bekymring.

Rigsfællesskabet aner reelt ikke, hvad der sker over, på eller i havet omkring Grønland. Derved kan vi ikke levere den sikkerhed, som USA ønsker i en langt mere ustabil sikkerhedspolitisk verden.

Der er brug for, at vi i Rigsfællesskabet forstår Trumps udtalelser, og at han ser USA truet. I årtier har grønlænderne troet, at de kunne leve fredeligt i et ikke-militariseret område, og det samme har mange danske sikkerhedspolitiske eksperter, embedsmænd og politikere også troet. Jeg var i en periode en af dem. Vi har troet, at vi i Arktis kunne have en blød sikkerhedspolitik med samarbejde. Den går ikke – hverken i den generelle sikkerhedspolitiske udvikling i dag endsige i Trumps politik.

Rigsfællesskabets sikkerhedspolitik må forholde sig til, at USA i fremtiden ikke vil respektere ligheden imellem stater, og derved er vi ufatteligt små. Vi må forstå, at alliancer for USA’s vedkommende kun er interessante, hvis det tydeligt kan se en fordel, at vitale amerikanske sikkerhedspolitiske interesser vil trumfe alle tidligere aftaler herunder alliancer, og at grænser står til diskussion. Det gør, at vi skal have EU med ved bordet – for vi er for små alene.

Vi må finde et ærligt og hurtigt svar til USA. Svaret skal vise, at vi ikke mener, at Trump er gal, men at Rigsfællesskabet og NATO’s europæiske del leverer vitale sikkerhedspolitiske redskaber til USA. Det betyder et stærkt forsvar af hele Rigsfællesskabet. Derfor skal regeringen og Folketinget meddele befolkningen, erhvervsliv og Forsvaret, at vi står i en national krisesituation, så fx normale indkøbs- og anskaffelsesprocedurer kan tilsidesættes, hvilket vil muliggøre, at vi kan få meget materiel hurtigere, end det er tilfældet i øjeblikket. Forsvaret må og skal opstille enheder, som var vi på randen af krig – ellers vil USA ikke stole på os, og det kan betyde, at de ikke leverer sikkerhed til os, og vil gøre alt for at gøre Grønland til en ikke-selvstændig del af USA. ■

 

Rigsfællesskabet aner reelt ikke, hvad der sker over, på eller i havet omkring Grønland. Derved kan vi ikke levere den sikkerhed, som USA ønsker i en langt mere ustabil sikkerhedspolitisk verden
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) arbejder med strategi og politisk analyse. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet 

ILLUSTRATION: Donald Trump holder tale i Phoenix, Arizona, 22. december 2024: [FOTO: Cheney Orr/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille