
Øjvind Hesselager: Sagen om Fonseca viser, at både eftertanken og de kildekritiske parader bliver ofret, når maddingen er for lokkende
23.06.2025
.RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Ved vi, hvor meget Mike Fonseca har påvirket det forløb, han selv vidste blev optaget, men som medier og politiske modstandere håndterer, som om det er autentisk og neutral dokumentation?
Kommentar af Øjvind Hesselager
Det fagreste træ i både den politiske og den journalistiske skov er den selvkritik, der altid skal indfinde sig, før man reagerer drevet af en instinktiv impuls. Det moment har desværre ikke indfundet sig i tilstrækkelig grad, når vi taler om ”talk of the days”-historien om, at folketingsmedlem Mike Fonseca, udstyret med skjult optageudstyr, har registreret nogle af de samtaler, han havde med Moderaternes ledelse, herunder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, da det kom frem, at Fonseca har en emotionel og lovlig relation til en ung pige, som begyndte, da hun gik i 8. klasse. Relationen strider mod de moralske principper i partiet, og derfor skulle han væk fra Moderaterne, mente ledelsen.
I det forløb har Fonseca optaget sine samtaler med ikke mindst Lars Løkke Rasmussen, og optagelserne viser, at der bliver fremsat et tilbud om, at Fonseca kan få seks måneders løn, hvis han forlader partiet af personlige årsager og efterlader sit mandat, som Moderaterne så kan lade gå til en anden. En manøvre, der angiveligt skulle sikre, at Moderaterne ikke mistede endnu et folketingsmedlem, og at regeringen dermed ikke mistede politisk manøvredygtighed.
De skjulte optagelser er formidlet videre i en velorkestreret medieoffensiv af Frihedsbrevet, hvis ansvarshavende chefredaktør Mads Brügger også har skrevet en bog på baggrund af kildematerialet.
Det hele er superspændende. Det er godt journalistisk arbejde. Det er væsentligt. Men vigtige mellemregninger har desværre ikke indfundet sig i efterbehandlingen hos hverken oppositionen i Folketinget – der mener sagen på det oplyste grundlag strider mod ånden i Grundloven – eller hos medierne, herunder blandt andre DR.
Lad os se bort fra, at påstand står mod påstand – Moderaterne fremfører, at det var Mike Fonseca, der bragte hele betalingsspørgsmålet på bane, hvilket jo udfordrer et bærende element i impulsreaktionerne. Nemlig påstanden om, at Moderaterne forsøgte at købe Mike Fonsecas mandat. Lad os også se bort fra, at den økonomiske aftale aldrig blev til noget. Lad os gå helt ind i det skattekammer, hvor enhver historie skal vurderes: Et det en autentisk historie, hvor vi er sikre på, at alle aktører opfører sig på samme måde, som hvis der ikke var optageudstyr?
Mike Fonseca går til samtalerne velvidende, at han vil optage dem og dermed sikre dokumentation mod blandt andre Lars Løkke Rasmussen
_______
Hos undertegnede meldte det spørgsmål sig, da jeg hørte, hvordan P1 på DR først i en speak reklamerede for både historien og den ledsagende bog, inden de tog den under journalistisk behandling. Værten i P1 proklamerede ligefrem flere gange, at man med bogen kom helt tæt på dansk politik – og at han selv var blevet grebet så voldsomt af den, at han havde brugt to timer på en parkeringsplads på at læse den i samme øjeblik, han modtog den.
Derpå opførte P1 et lyd-rollespil, hvor Mads Brügger skulle læse Lars Løkke Rasmussens replikker fra bogen, mens andre i studiet spillede andre roller i rekonstruktionen.
Altså en massiv blåstempling af et materiale, ingen journalist uden for Frihedsbrevets redaktion havde haft adgang til. Og uden mulighed for at stille kritiske spørgsmål til Mike Fonseca, der jo på dette tidspunkt er i gang med at kommunikere en slags effektiv tak for sidst mod Moderaterne. Det, at optagelserne var hemmelige, og at Lars Løkke Rasmussen dermed får lov at smage sin egen medicin, satte dømmekraften helt ud af spil. Synes jeg.
Især et punkt er helt afgørende i den kritik. Mike Fonseca går til samtalerne velvidende, at han vil optage dem og dermed sikre dokumentation mod blandt andre Lars Løkke Rasmussen. Det vil sige, at han i situationen ikke er neutral. Og at han ikke optager et absolut autentisk forløb som det er sket, men et forløb, hvor han selv kan styre sine replikker og sit kropssprog, for at få mest mulig effekt på optagelsen.
Han er altså en slags dobbeltagent – både sig selv og en agent provocateur. Når han for eksempel giver Moderaterne et afslag – måske på et tilbud, han selv har efterlyst oprindeligt? – får det Lars Løkke Rasmussen op i et felt, hvor både temperament og mikrofon overstyrer. Det udstiller Lars Løkke Rasmussen.
Men der ved Fonseca jo godt, at han har en mikrofon skjult på brystet. Måske smiler han endda skælmsk, provokerende, udfordrende? Det ved vi ikke. Måske giver han et nedladende håndtegn? Vi ved det ikke.
Der er med andre ord tale om en situation, hvor både det parlamentariske system og store dele af pressen reagerer, som om forløbet er autentisk, men hvor den ene part spiller en rolle
_______
Men vi ved, at Mike Fonseca ved, at han også selv bliver optaget. Er det derfor, han siger nej tak til tilbuddet? Hvordan påvirker det hans ageren? Hvad ville han have gjort, hvis situationen var autentisk, og han var sig selv – og ikke en dobbeltudgave af sig selv?
Der er med andre ord tale om en situation, hvor både det parlamentariske system og store dele af pressen reagerer, som om forløbet er autentisk, men hvor den ene part spiller en rolle.
I DR’s egne etiske retningslinjer står der om agent provocateur, at DR ”skal være meget opmærksom på, ikke at tilskynde til eller fremprovokere begivenheder, som ellers ikke ville have fundet sted. Det gælder især fremprovokation af udsagn eller handlinger, der kan skade den medvirkende eller sætte vedkommende i et dårligt lys.”
Det hedder videre om skjulte optagelser, at ”DR benytter som hovedregel ikke skjulte optagelser”. Og det understreges derpå: ”hvis man ønsker at bruge skjult kamera eller mikrofon skal begrundelsen gives skriftligt, og det skal altid godkendes på direktørniveau, inden der optages.” Og blot for at understrege, at DR altså har klare retningslinjer også for den konkrete situation: ”For eksterne produktioner går ansøgningen gennem den relevante DR-redaktør.” Dette er vel en ekstern produktion. Findes den ansøgning?
Lad mig understrege, at jeg synes historien er relevant, væsentlig, interessant. Jeg kan godt forstå, at Frihedsbrevet bringer den. Men hele konteksten viser, at både eftertanken i det parlamentariske system og de kildekritiske parader er blevet ofret, fordi maddingen simpelthen er for lokkende og impulstiden er for lav.
Det er ikke nok, at en journalist sidder på en parkeringsplads og synes, at en bog er god. Og man skal ikke lade forfatteren af en bog spille rollen som udenrigsminister i et hørespil i en kritisk programflade på DR – uden at forholde sig til, at replikkerne er født i en situation, som den ene part har mere magt over end den anden. Og at den, der har magten i situationen, har en klar egeninteresse i den formidling mediet laver. Og den interesse imødekommer DR fuldstændigt ukritisk ved tilsidesættelse af egne etiske regler.
I det parlamentariske system bliver historien brugt til at svække Lars Løkke Rasmussen ved at sige, at ånden i Grundloven er brudt.
Det er jo et efterspil, der angiveligt har substans – men så alligevel ikke. Man kan jo ikke dømmes for at have brudt ånden i noget – men måske nok fordømmes. Dermed er der tale om, at parterne bag udtalelserne foregiver at interessere sig for substansen, men de bedriver selvfølgelig bare indenrigspolitik på sagen. Interessen handler ganske enkelt ikke om at redde Grundloven, men om at svække en politisk modstander og profilere sig selv. Taberne er vælgerne, lytterne, læserne.
Alt i dette forløb er efter Frihedsbrevets publicering gået for stærkt, og rigtigt meget et gået forkert. Historien er hverken politisk eller journalistisk blevet deklareret med de nødvendige og helt elementære forbehold for både jura og journalistik.
Derfor kan det sagtens være, at Moderaterne er gået over stregen – men vi kan ikke afvise, at Mike Fonseca arrangerede et forløb, hvor store dele ikke ligger oplyst eller fremlagt, som skabte den situation, som mange impulsreagerer på. ■
Historien er hverken politisk eller journalistisk blevet deklareret med de nødvendige og helt elementære forbehold for både jura og journalistik
_______
Øjvind Hesselager (f. 1962) er uddannet cand.comm. og har været chefredaktør på Fagbladet Journalisten og Bornholms Tidende. For tiden laver han dokumentar-tv og studerer Academy Profession (AP) Degree of Nature Interpretation in Theory and Practice på Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Mike Fonseca taler med pressen i forbindelse med et gruppemøde hos Moderaterne på Christiansborg [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]