Peter Lautrup-Larsen: Statsministeren valgte ikke at være populist

02.01.2025

Mette Frederiksen satser entydigt på at genskabe det indtryk af lederskab, som under Coronakrisen indiskutabelt gjorde hende til en langt mere respekteret statsminister i befolkningen, end tilfældet er i dag. Om det så er nok til at vende meningsmålingerne, er en anden sag.

Af Peter Lautrup-Larsen

Statsminister Mette Frederiksens nytårstale var uden egentlige politiske nyheder. Årets første mulighed for ud af tv-skærmen at kikke hver fjerde dansker i øjnene, som efter seertallene ser og hører den direkte transmitterede tale, blev ikke udnyttet til at lancere et nyt politisk projekt.

Statsministeren valgte i stedet for at overraske at bruge talen på endnu en gang at forsøge at overbevise danskerne om, at hendes og regeringens politik er den eneste rigtige og helt nødvendige, når Europa med hendes indledende henvisning til 80-året for befrielsen ”er mere udfordret, end vi har været siden de fem forbandende år”.

Valget var og er naturligvis bevidst. Mette Frederiksen maler med de mørke farver, når hun taler om ”en ny tid” med sin spådom om, ”at de kommende år vil byde på flere trusler mod vores land og levevis”. Hendes lys i mørket er mest, at vi har en bred SVM-regering over midten, som med hende selv i spidsen trods alt har en fast hånd på rattet.

Dermed er dagsordenen også sat for det kommende politiske år. Statsministeren valgte ikke at være populist. End ikke at være socialdemokratisk formand på bekostning også af de to andre regeringspartier, Venstre og Moderaterne. Hendes store motor – pensionsalderen i fremtiden – i det øjeblikkelige partipolitiske kapløb på Christiansborg for at vinde vælgernes gunst blev kun helt perifert berørt.

Oppositionens partiledere måtte da også i deres første umiddelbare reaktioner lede efter noget at være uenige i og som Danmarksdemokraternes partistifter Inger Støjberg mere kritisere det, som Mette Frederiksen ikke have med i nytårstalen end det talte ord. At italesætte den nære bekymring hos nogle over solceller på nabogrunden eller klimapolitikkens tab af arbejdspladser i landbruget, som Støjberg dyrker, var og bliver ikke overskrifter i statsministerens dagsorden.

Oprustning uomgængelig

På Christiansborg er end ikke Enhedslisten uenig med Mette Frederiksen i, at ”oprustningen er uomgængelig”, og hendes konstatering af, ”at de kommende år vil byde på svære beslutninger og prioriteringer”. Men hvilke? Statsministeren talte ikke om konkrete løsninger på de alvorlige udfordringer. Det blev alene til beroligende ord om, at vi skal gøre det på den danske facon, hvor ”vi før har stået over for store udfordringer og overvundet dem, så kan vi gøre det igen”.

Det er ikke hvorfor, men hvordan, som selv langt ind i regeringen splitter partierne. Den diskussion tog Mette Frederiksen ikke for alvor hul på i nytårstalen, bortset fra mere statsstøtte til økonomisk vækst i Europa og mindre EU-regulering. Vi bliver formentlig heller ikke meget klogere, når partilederne vil spørge ind til regeringens konkrete politik ved den først givne formaliserede lejlighed under Folketingets spørgetime med statsministeren d. 14. januar. Så havde det været med i nytårstalen og ikke ventet to uger. Tilbage står stadig det spørgsmål, som nu igen martrer dansk politik: ”Hvor skal pengene komme fra?”

Vi kender foreløbig kun de dele af regeringens køreplan, som udestår i det nu mere end to år gamle regeringsgrundlag, som de tre regeringspartier aftalte på Marienborg i december 2022. Mette Frederiksen fremhævede i nytårstalen ambitionen om at få ventetiderne i psykiatrien ned, en værdighedsreform, ændringerne af beskæftigelsessystemet, når regeringen lukker jobcentrene og kommende stramninger i straffeloven, så førtidspensionen ryger ved alvorlig kriminalitet. Men det er og bliver hakkelse i døgnets rejsestald.

 

At italesætte den nære bekymring hos nogle over solceller på nabogrunden eller klimapolitikkens tab af arbejdspladser i landbruget, som Støjberg dyrker, var og bliver ikke overskrifter i statsministerens dagsorden
_______

 

Historisk upopulær

Man kan heller ikke tage fra regeringen, at nok er den historisk upopulær med alle tre regeringspartiers vælgertab i meningsmålingerne, ligesom statsministerens egne tal er i bund, men regeret har den. Resultatlisten er og bliver lang med den grønne trepart, sundhedsreformen og ikke mindst flere hundrede annoncerede ekstra milliarder til forsvaret som det vigtigste af det, som 2024 vil blive husket for. Men politikere i Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, som frygter for deres genvalg, kan bare ikke bruge det til ret meget. Vælgerne belønner dem tydeligvis ikke for det, som er sket.

Hvis de havde håbet på en ny dagsorden, så må nytårstalen have skuffet dem. Den vil ikke gå over i historien som den konservative statsminister Poul Schlüters lancering af ”århundredets plan” ved indgangen til1989, hvor lønnedgang og skattelettelser skulle gå hånd i hånd for at forbedre danske virksomheders konkurrenceevne. Eller Venstres statsminister – det var dengang – Lars Løkke Rasmussen, som indledte 2011 med at ville sløjfe efterlønnen for yngre generationer.

Statsministerens om end retorisk velafleverede budskab med mere af hendes sikkerhedspolitiske alvor vil næppe vende meningsmålingerne her og nu, selv om hun tydeligvis godt ved, hvor skoen trykker. Hendes ledende spørgsmål i begyndelsen af nytårstalen: ”Bliver det store for stort og det små for småt?” var derfor rettet mod de vælgergrupper, som især er ramt ikke kun af frygt for krig, ufred og præsident Trumps uforudsigelighed, men også og især af inflation og prisstigninger. Når hun taler om det store, prøver hun også at overbevise om, at hun ikke glemmer det små.

Tabet af de ældre

Meningsmålingernes tale om, at især Mette Frederiksens parti, Socialdemokratiet, har tabt ældre vælgere, er ikke til at komme uden om. For et par måneder siden viste en rundspørge blandt mere end 7.000 medlemmer af ældreorganisationen Faglige Seniorer, at næsten halvdelen af dem, der ved sidste folketingsvalg sædvanen tro havde stemt socialdemokratisk – og det var i sig selv en halvdel af dem alle – nu ville sætte deres kryds på et andet parti end hendes og i stedet især ved SF.

Mere end ni ud af ti pegede på, at reguleringen af deres folkepension ikke var fulgt med prisstigninger og inflation. Noget, der ikke kun er en følelse, men faktuelt er rigtigt, når overførselsindkomsterne reguleres efter lønudviklingen med to års forsinkelse.

Hele nytårstalens afsnit om priseksplosionen på smør og pakker med et pund hakket oksekød, som nu kun er på 400 gram, var tydeligvis en slags ”kom hjem, kom hjem” fra statsministeren til især de ældre. Understreget af, at hun med talens eneste tal satte beløb på forhøjelsen af folkepensionen fra i år. Men det er og bliver en slags optisk bedrag. Forhøjelsen er jo ikke regeringens fortjeneste, men alene udtryk for systemets mangeårige indbyggede automatik.

Reelt udtrykker de højere beløb derfor mere, hvad pensionisterne har manglet i købekraft de sidste to år end en forsinket julegave. Statsministeren kunne have valgt at foreslå en ændret regulering fra den konstaterede lønstigning til den forventede, så de ældre fik dækket de højere priser straks, sådan som foreslået af Faglige Seniorer, men prisen for statskassen på beregnede fem milliarder indgår ikke i regeringens pressede prioriteringer. Hvor meget nytårstalens forsøg på sweet talk til økonomisk trængte grupper og udtrykte forståelse af deres hverdag ændrer på Mette Frederiksens og regeringens popularitet, er derfor nok mere end et åbent spørgsmål.

Fravalgte

Statsministeren fravalgte ligeledes at gå ind i en række af de spørgsmål, som flere af hendes partifæller har sat til debat i 2024. Den nuværende skatteminister Rasmus Stoklund rejste i sommer i sin bog ”Ingen Over Domstolen” om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol diskussionen vedrørende hjemsendelse af ikke kun kriminelle udlændinge, men også flygtninge i Danmark, når det oprindelige beskyttelsesbehov ikke længere er relevant. Noget med øjeblikkelig aktualitet for de tusindvis af syriske flygtninge I Danmark. Men ikke for Mette Frederiksen i nytårstalen.

Ligeledes undlod hun at komme ind på den stigende ulighed i Danmark. Både mellem rig og fattig, som Enhedslistens Pelle Dragsted påpegede i sin første kommentar, men også mellem udkantsdanmark og hovedstaden, som det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg og partiets uofficielle chefideolog, journalist og forfatter Lars Olsen, i deres fælles bog fra september gjorde til et hovedproblem for sammenhængskraften i det danske samfund.

Heller ikke justitsminister Peter Hummelgaard fik statsministeren ind på den debat om vold mod børn, som han opfordrede til i sin stærke bog fra november, Der er noget vi skal tale om, også om sin egen opvækst. Ikke et tilstrækkeligt påtrængende emne for den statsminister, der engang betegnede sig selv som børnenes.  

Mette Frederiksen er overbevist om, at den med hendes ord i anden sammenhæng ”farlige tid” ikke er til nye store politiske udspil. Opmærksomhed om alt andet end ”ondskabens akse” og nødvendigheden af ”at kæmpe for vores frihed” vil underminere hovedbudskabet, fordi man så populært sagt ikke kan se skoven for bare træer.

Hun satser entydigt på at genskabe det indtryk af lederskab, som under Coronakrisen indiskutabelt gjorde hende til en langt mere respekteret statsminister i befolkningen, end tilfældet er i dag. Både af hensyn til hende selv, til hendes parti og til regeringen. Og naturligvis, hvis man spørger hende selv, også af hensyn til landet.

Om det så er nok til at vende meningsmålingerne, er en anden sag. Der ligner håb en strategi. Nytårstalen tyder ikke på et snarligt folketingsvalg. ■

 

Hun satser entydigt på at genskabe det indtryk af lederskab, som under Coronakrisen indiskutabelt gjorde hende til en langt mere respekteret statsminister i befolkningen, end tilfældet er i dag
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet 2021/22 på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om aktuel politik og de 40 års erfaring fra det politiske liv.

ILLUSTRATION: Marienborg, 1. januar 2025: Statsminister Mette Frederiksen (S) holder nytårstale [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille