Peter Seeberg: For både Rusland og Tyrkiet er Libyen vejen til indflydelse i Mellemøsten – og i Afrika
17.01.2025
De senere års pause i konflikterne i Libyen kan ses som et udtryk for, at de to regionale stormagter ikke ønsker at anvende ressourcer på en intern konflikt i landet. Det vil nemlig kunne skabe uønskede problemer for forfølgelsen af deres respektive udenrigspolitiske mål og ambitioner i både Libyen og Afrika. Men det er langt fra sikkert, at den situation varer ved.
Analyse af lektor emeritus Peter Seeberg, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet
Det har længe været en politisk realitet, at både Tyrkiet og Rusland er til stede i Libyen og spiller centrale roller i landets interne konflikter. Det handler om at opnå magt og indflydelse, men også om, via tilstedeværelse i Libyen og Nordafrika, at have adgang til det øvrige Afrika, hvor der er økonomiske og geostrategiske interesser på spil. Aktuelt er forholdet mellem Rusland og Tyrkiet, hvad Libyen angår, forholdsvis stabilt, men måske vil Syriens sammenbrud ændre billedet.
På baggrund af det syriske regimes sammenbrud er Ruslands mulighed for at udnytte sine militære anlæg i Syrien blevet forandret. Det er fortsat uklart, om Rusland har opnået det nye Syriens tilladelse til at benytte sin flådehavn og sin flybase, begge i det nordvestlige Syrien. Under alle omstændigheder tyder det på, at det var som følge af Ruslands enorme forbrug af militære ressourcer i Ukraine, at Rusland valgte at neddrosle sine aktiviteter i Syrien i forbindelse med det syriske regimes sammenbrud. Det er så tilsyneladende målet at satse mere på at fastholde og udbygge sine relationer til vigtige aktører i Libyen for herfra at udfolde sine politiske og geostrategiske ambitioner på det afrikanske kontinent.
Baggrunden for Tyrkiets og Ruslands Libyen-forbindelser
En sådan udvikling kunne føre til en skærpet rivalisering mellem Tyrkiet og Rusland, som begge har været aktive i Libyen både før og efter Muammar Gaddafis fald i oktober 2011. Tyrkiets forhold til Libyen går tilbage til Osmannerrigets dominans i Nordafrika, som resulterede i, at der var en koloni af tyrkere i Libyen fra den tid. Både i det 20. og 21. århundrede har efterkommere opretholdt tætte relationer til det moderne Tyrkiet, handlet med tyrkiske virksomheder og holdt kontakt til regimet i Ankara. Nogle år efter Gadaffis fald valgte Tyrkiet at knytte sig til den af FN initierede regering i hovedstaden Tripoli, hvilket har ført til indirekte konfrontationer med Rusland, som støttede (og fortsat støtter) landets anden regering, som befinder sig i det østlige Libyen – og især den reelle magthaver i den del af Libyen, general Khalifa Haftar.
Ruslands rolle i Mellemøsten har ændret sig markant i løbet af de seneste 40-50 år. Under Den Kolde Krig havde Sovjetunionen en stærk placering i magtbalancen i Mellemøsten med opretholdelsen af en anti-vestlig lejr bestående af Algeriet, Egypten (indtil Camp David-aftalerne i 1979), Irak, Libyen, PLO, Sudan, Syrien og Yemen. Men med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og Boris Yeltsins vest-venlige politiske kurs forvandlede dette sig dramatisk. Rusland spillede en begrænset rolle i Mellemøsten i forbindelse med de kriser, der udspillede sig under de amerikansk-ledede invasioner i Irak i 1991 og 2003 og USA’s invasion i Afghanistan i 2001.
Men det har ændret sig igen siden. Rusland undlod at stemme for FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1973 i marts 2011 og muliggjorde dermed NATO’s aktioner i Libyen, der i praksis førte til Gadaffis fald i oktober 2011. Herved var Rusland med til at legitimere NATO-landenes militære operationer i Libyen, der utvivlsomt gik langt ud over, hvad der var dækning for i resolutionen. Det markerede i praksis en politik fra Ruslands side, der gik imod de arabiske staters interesser. Vladimir Putin var blandt de mest markante kritikere af den russiske politik, og med hans voksende magt i Ruslands interne hierarki ændredes gradvist det russiske syn på Mellemøsten i retning af en mere USA-kritisk position.
Ruslands og Tyrkiets interventioner i de interne libyske konflikter
Med Ruslands intervention i den syriske borgerkrig i 2015, trådte Rusland igen ind på den mellemøstlige scene. Det var dels bombeangreb mod IS, men også, i 2016, markante militære aktioner, hvor den syriske oppositions styrker i Aleppo blev nedkæmpet. Dette blev startskuddet til en langvarig tilstedeværelse i Syrien, hvor Rusland indtil december 2024 gennemførte en lang række militære angreb, der, i en slags uhellig alliance med Iran og Hizbollah i Libanon, som også militært og politisk støttede det syriske styre, i høj grad bidrog til at muliggøre Assads-regimets overlevelse.
Rusland intervenerede i Libyen i forbindelse med de indre konflikter i landet, der efter en forholdsvis stabil periode med demokratiske valg i 2012 og 2014 kom til at plage landet. Libyen blev politisk opsplittet mellem to selvstændige regeringer. Den ene holdt til i hovedstaden Tripoli i det vestlige Libyen og var et resultat af FN-initiativer indledt i 2015, hvor møder, der foregik i Marokko, skulle udgøre et grundlag for en national samlingsregering. En sådan blev faktisk etableret i 2016, ledet af premierminister Fayez al-Sarraj og blev kaldt Government of National Accord. Aktuelt benævnes denne regering Government of National Unity. Men denne har aldrig for alvor opnået opbakning i den libyske befolkning.
Siden kampen om Tripoli har såvel Tyrkiet som Rusland været militært til stede i hver sin del af Libyen, begge med udenrigspolitiske ambitioner om at markere sig dér og i Afrika i bredere forstand
_______
Overfor al-Sarrajs regering stod en anden regering med baggrund i det demokratisk valgte House of Representatives, der imidlertid af libyske militser var blevet fordrevet til et ufrivilligt eksil i Tobruk i det østlige Libyen. Det demokratiske House of Representatives var i alliance med en militær leder, feltmarskal Khalifa Haftar, der stod i spidsen for en sammenslutning af militser, som blev kaldt Libya National Army. I 2018 og i begyndelsen af 2019 kom det til en direkte militær konfrontation i Libyen, hvor Haftar og Libya National Army erobrede store dele af Libyen, og i april 2019 angreb de Tripoli. Rusland gik ind i konflikten med lejesoldater på Haftars side, og en overgang så det ud til kun at være et spørgsmål om tid, før Tripoli ville blive erobret – og det samlede Libyen ville være underlagt Haftars dominans.
Dette blev imidlertid forhindret af Tyrkiet, der besluttede at gå ind i konflikten på al-Sarrajs side. Tyrkiet, støttet finansielt af Qatar, intervenerede med lejesoldater i kampen om Tripoli og det lykkedes at forhindre en magtovertagelse. Siden har situationen stabiliseret sig, således at Government of National Unity har magten i den befolkningsrige vestlige del af Libyen, der strækker sig fra grænsen mod Tunesien og langs kysten til tre byer ved Middelhavet, først hovedstaden Tripoli og derefter byerne Misrata og Sirte. Haftar (og House of Representatives) dominerer i det sydlige og østlige Libyen, med storbyen Benghazi og over mod Tobruk og grænsen til Egypten. Siden kampen om Tripoli har såvel Tyrkiet som Rusland været militært til stede i hver sin del af Libyen, begge med udenrigspolitiske ambitioner om at markere sig dér og i Afrika i bredere forstand.
Ruslands og Tyrkiets udenrigspolitiske ambitioner i Libyen – og i Afrika
Det forekommer sandsynligt, at Kreml vil styrke sin tilstedeværelse i Libyen og derved, hvad angår indflydelse i det mediterrane rum, søge at kompensere konsekvenserne af Assads fald i Syrien. Siden kampene om Tripoli stilnede af, har Rusland opretholdt en militær styrke i det østlige Libyen som en del af det såkaldte Afrika-korps (tidligere kendt som Wagner-gruppen). Det er især foregået via Al-Khadim-lufthavnen et stykke øst for Benghazi, hvor våben, forsyninger og lejesoldater er blevet fløjet ind i samarbejde med Haftar-styrker fra Libya National Army. Ud over Al-Khadim findes der tre mindre russisk-kontrollerede luft-baser på ”grænsen” mellem de Haftar-dominerede østlige og sydlige områder af landet og Tripoli-regeringens territorium.
Der synes ikke aktuelt at være etableret en decideret russisk flådebase i det Haftar-dominerede territorium, men det er kendt, at russiske skibe har leveret våben til de russiske styrker i Libyen i 2024, og at flere russiske krigsskibe i årets løb har lagt til kaj i havnen ved Tobruk. Ifølge den amerikanske Libyen-ekspert Frederic Wehrey har Haftar i årevis, med hjælp fra russisk og syrisk side, både importeret syriske lejesoldater til Libyen og også lukreret økonomisk på at dække over illegal transport af migranter og flygtninge fra lande i Asien og Afrika, men dette er selvsagt ikke dokumenteret officielt nogetsteds.
Wehrey gør desuden gældende, at Rusland har udnyttet Libyen som en mellemstation i forbindelse med transport af personel og forsyninger til Sahel-stater og stater længere nede i Afrika syd for Sahara. Ruslands økonomiske og militære indflydelse i Afrika er forholdsvis begrænset, men nogle afrikanske stater, bl.a. Sydafrika, har tilnærmet sig Rusland, som har udnyttet mulighederne for våbeneksport til flere afrikanske lande. Desuden har Kreml benyttet FN som talerstol for udbredelse af forestillingen om en multipolær verden, og af BRIKS-landenes betydning i den forbindelse. Afrika-korpset er militært til stede i bl.a. Mozambique, Centralafrika, Sudan, Mali og Libyen og har en vis politisk indflydelse i en række andre lande. At mere end halvdelen af de afrikanske lande har afstået fra at fordømme Rusland i FN for dets invasion af Ukraine, taler for en moderat succes for de russiske synspunkter i Afrika.
Den tyrkiske intervention i Tripoli-konflikten var afgørende for, at Haftars styrker, støttet af Rusland, blev slået tilbage, hvormed Government of National Unity overlevede. Udfaldet gav samtidig anledning til en våbenhvile, der siden har fungeret nogenlunde. Dette kommer fortsat til udtryk i positive relationer mellem Tripoli-regeringen og Ankara. Således underskrev begge parter i august 2024 et Memorandum of Understanding, ifølge hvilket Tyrkiets repræsentanter i Libyen blev tildelt juridisk immunitet, uafhængighed af de libyske myndigheder og adgang til libysk territorium, luftrum og territorialfarvand.
Det muliggør, at Tyrkiet kan benytte Libyen som udgangspunkt for såvel udenrigspolitiske aktiviteter som handelsmæssige fremstød på det afrikanske kontinent. Hvad det første angår, har Tyrkiet bl.a. etableret et samarbejde med afrikanske partnere inden for undervisning og forskning, som har givet scholarships til afrikanske studerende i Tyrkiet og desuden har indbefattet aktiviteter i Tyrkiet med det formål at skabe øget indsigt, hvad angår viden om mulighederne i Afrika for tyrkisk eksport og samarbejde med afrikansk erhvervsliv. Tyrkiets eksport til afrikanske lande har bl.a. været indenfor infrastruktur, bygningskonstruktion og våbenindustri.
Hvis ikke Rusland viser sig i stand til at fastholde sin flådebase og sine militære forlægninger i Syrien, vil der være større motivation for at satse mere på Libyen
_______
Tyrkiets og Ruslands stilfærdige dominans i Libyen – og fremtiden
Tyrkiet har udnyttet sine muligheder for at operere i Libyen til en vis moderat tilnærmelse i forhold til Haftar, bl.a. i form af en aftale om anlæggelse af et stålproduktionsanlæg nær Benghazi. Da Haftar som beskrevet er støttet af russerne, er det således en indirekte tyrkisk tilnærmelse til Rusland, som også kan ses som et udtryk for, at de to regionale stormagter i virkeligheden ikke ønsker at anvende ressourcer på en intern konflikt i Libyen. Det vil nemlig kunne skabe uønskede problemer for forfølgelsen af deres respektive udenrigspolitiske mål og ambitioner i både Libyen og Afrika.
Den tyske Libyen-ekspert Wolfram Lacher har, i artiklen Invisible Occupation: Turkey and Russia in Libya (se litteraturlisten), påpeget, at Tyrkiets og Ruslands tilstedeværelse og politiske praksis i Libyen kan opfattes som udtryk for en art magtbalance, hvor begge regionale stormagter synes at være enige om at holde en forholdsvis lav profil i Libyen og udnytte denne situation til at fremme udenrigspolitiske formål lokalt og regionalt. Sagt med Lacher har den lokale magtbalance ”fastfrosset” den interne libyske konflikt siden Haftars sidste offensiv i maj-juni 2020 blev bragt til ophør i kraft af den tyrkiske intervention og den efterfølgende våbenhvile.
Det er dog samtidig oplagt, at situationen i Libyen næppe kan opfattes som vedvarende stabil. Allerede det forhold, at Haftar ikke nødvendigvis er indforstået med tingenes tilstand, hvad angår Governent of National Unity, kan få konflikten til at blusse op på ny. Hertil kommer, at Rusland aktuelt må formodes at være fuldt optaget af krigen i Ukraine – hvilket formentlig også var grunden til, at Putin valgte ikke at forsøge at redde Bashar al-Assads regime. Men hvis ikke Rusland viser sig i stand til at fastholde sin flådebase og sine militære forlægninger i Syrien, vil der være større motivation for at satse mere på Libyen. Den midlertidige leder i Syrien, Ahmed al-Sharaa, har ifølge CNN udtalt, at den nye regering ikke ønsker at Rusland skal forlade Syrien, men det er uklart, hvilken status dette udsagn har og om det vedvarende vil være gældende.
Så afhængigt af om og under hvilke omstændigheder Syrien-situationen falder til ro, vil Rusland måske ikke affinde sig med på længere sigt at dele magt og indflydelse i Libyen og Middelhavsområdet med Tyrkiet på de nuværende konditioner. For nærværende – og i lyset af Ruslands engagement i Ukraine – lever Kreml med situationen, men på sigt kan Ruslands ambitioner om et stærkere afrikansk engagement motivere dem til at lægge pres på Haftar for at opnå mere optimale vilkår i Libyen, herunder havnefaciliteter. I et videre perspektiv er Middelhavet også vigtigt for Rusland på grund af de begrænsninger, Tyrkiet lægger på den russiske sortehavsflådes mulighed for passage gennem Bosporus. Sammenfattende kan den aktuelle situation i Libyen føre til skærpet rivalisering og potentiel konflikt mellem Rusland og Tyrkiet.
Dette perspektiv er blevet omtalt i kommentarer i internationale medier og statements fra involverede politiske ledere. Premierminister Abdul Hamid Dbeibeh fra Government of National Unity i Tripoli har ikke overraskende udtalt, at han er imod enhver form for forstærkning af russiske militære anlæg i Libyen. Det er i god overensstemmelse med et muligt EU-synspunkt på den samme sag, idet EU, i hvert fald på sit officielle website, fortsat støtter Government of National Unity.
Hertil kommer de betænkeligheder fra vestlig side, som NATO-landene måtte have, hvad angår både Tyrkiets og Ruslands politiske praksis i Libyen og Middelhavsområdet mere generelt. Den aktuelle forholdsvis stabile situation i Libyen, hvad angår forholdet mellem Rusland og Tyrkiet, får ikke EU og NATO til at nære stærke betænkeligheder. Men på sigt er det ikke ønskeligt med en udbygning af russisk og tyrkisk tilstedeværelse og eventuelle faciliteter i Libyen. Afgjort ikke, hvis der skulle blive tale om militær opbygning så tæt på de sydeuropæiske lande – og slet ikke en skærpet rivalisering mellem Rusland og Tyrkiet.
Det er dog klart, at indtil videre bygger disse overvejelser på et delvist spekulativt grundlag. Det foreløbige i overvejelserne understreges af, at Donald Trump under sin første periode i 2019, da Haftar-styrkerne angreb Tripoli, ringede til Haftar og sagde til ham, at han anerkendte dennes indsats i kampen imod terror og for beskyttelse af den libyske olieudvinding. I sagens natur ved ingen, hvad Trump i de kommende år vil mene om Libyen-spørgsmålet. Under Joe Biden har Libyen ikke fyldt meget i amerikansk udenrigspolitik, men det er klart, at USA geostrategisk og handelspolitisk har interesser i at spille en central rolle i såvel Nordafrika som i Afrika i videre forstand. Det betyder for Washington, at der skal holdes øje med, hvad der foregår i Libyen – herunder hvad både Tyrkiet og Rusland foretager sig dér. ■
I sagens natur ved ingen, hvad Trump i de kommende år vil mene om Libyen-spørgsmålet.
_______
Peter Seeberg (f. 1952) er lektor emiritus, ph.d. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universsitet. Han har især arbejdet med forholdet mellem Europa og Mellemøsten med fokus på sikkerhed og migration, politiske konflikter mv. Har bl.a. publiceret i British Journal of Middle Eastern Studies, Democracy and Security, Democratization, European Foreign Affairs Review, Mediterranean Politics, Middle East Critique, Middle East Policy og Palgrave Communications.
ILLUSTRATION: Tyrkiets præsident Erdogan møder Ruslands Putin under et event i Istanbul til markering af færdiggørelsen af et gasrør, 19. november 2018 [FOTO: Lefteris Pitarakis/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
