Signe Bøgevald: Igen skal velfærden reddes med flere penge, lover Mette Frederiksen i nytårstalen. Men det er systemet, der skal tænkes om

02.01.2025

At der er behov for privat innovation og nytænkning af velfærden betyder ikke, at velfærden i et vidst omfang ikke skal finansieres af staten – særligt for de mest udsatte borgere. Men at staten understøtter velfærden økonomisk, behøver ikke samtidig at betyde, at den nødvendigvis skal udføre og planlægge den.

Debatindlæggene i RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere

Kommentar af Signe Bøgevald

I SIN NYTÅRSTALE fremhævede Mette Frederiksen at regeringen havde tilført flere midler til velfærden. Men uanset hvor mange flere penge man tilfører det offentlige velfærdssystem, så kommer vi ikke til at løse de grundlæggende udfordringer uden den innovation og drivkraft, som private velfærdsleverandører bidrager med.

Førhen blev man mødt med udspillede øjne og en rysten på hovedet, hvis man argumenterede for, at det var nødvendigt med mere privat velfærd. For danskerne har i lang tid identificeret sig med idéen om en stærk velfærdsstat, som leverede velfærd til os fra vugge til grav. I dag er virkeligheden en anden. Når jeg som ungt menneske tænker på min alderdom, tænker jeg hverken på kommunale plejehjem eller offentlige ydelser. Jeg tror, at mange har det som mig. Vi har ikke tillid til, at der i fremtiden vil være en velfærdsstat, der sørger for hver en ydelse og imødekommer hvert et behov.

Det skræmmer mig dog ikke. Fordi den grundlæggende idé om, at det nødvendigvis er staten, der skal stå for samtlige af vores velfærdsydelser virker ikke alene utopisk – den var ikke gennemtænkt fra begyndelsen. For det er ikke systemisk muligt at tage højde for menneskers forskellige præferencer og behov. Og politikere har det ofte med at være glade for systemer, desværre.

 

Den grundlæggende idé om, at det nødvendigvis er staten, der skal stå for samtlige af vores velfærdsydelser virker ikke alene utopisk – den var ikke gennemtænkt fra begyndelsen
_______

 

NÆSTEN 6 mio. danskeres ønsker til velfærden kan umuligt måles på én enkelt skala, der fx handler om mere eller mindre velfærd. Vores ønsker til fx hvilken ældrepleje vi gerne vil have, når vi bliver så gamle, at vi ikke længere kan klare os selv, afhænger af rigtig mange forskellige ting – ikke kun om flere eller færre penge til kommunerne, som er det spørgsmål, den politiske debat om ældrepleje ofte ender med at dreje sig om. Nogle ældre vil måske foretrække at få selskab mens vedkommende handler ind, tager en tur i biografen eller går en tur, mens andre ønsker mere hjælp til madlavning eller rengøring.

Kritikere vil indvende, at velfærdssamfund, hvor der i højere grad var mulighed for at modtage mere forskelligartet hjælp, ville gå udover de svageste. Dem, der ikke kan klare sig selv skal naturligvis hjælpes. Men de mest udsatte er jo ikke en samlet ens masse, der har de samme behov. Også de har jo brug for hjælp på forskellige måder. Derfor vil systemet ofte ikke kunne leve op til ønskerne.

Den statsstyrede velfærd baserer sig nemlig på hvad et flertal af politikere, uanset om de sidder i Folketinget eller i kommunen, kan blive enige om. Resultatet vil altid være en form for kompromisløsning, som ingen rigtig er tilfredse med.

 

Er velfærden netop ikke så vigtig, at vi ønsker, at dem, der leverer den, også gør sig umage?
_______

 

OG UDENFOR debatten eksisterer et hav af andre muligheder, som politikerne aldrig nogensinde ville kunne få indsigt i. For én ting er nemlig, at vi har forskellige værdier og præferencer i forhold til den velfærd vi ønsker os. Noget andet er, at disse præferencer er vores egne og dybt personlige og kan kombineres på utallige måder. Kort sagt: Rigtig velfærd imødekommer hvad mennesker ønsker, ikke hvad staten ønsker.

Udover at en model, hvor staten styrer alle vores velfærdsservices virker utopisk, så taler den aktuelle udvikling også imod denne model. Ikke færre end 2,9 mio. danskere har en privat sundhedsforsikring. Gennem forsikringen får man typisk adgang til services såsom fysioterapi, psykologhjælp og hurtigere behandling på privathospital. Samtidig ser vi, hvordan flere ældre selv tilkøber praktisk hjælp, og at innovative virksomheder tilbyder privat sygepleje eller tilkøb af personlige assistenter til pleje og omsorg. Denne udvikling, hvor flere danskere tilvælger private alternativer til den offentlige velfærd, åbner op for mere konkurrence, innovation og flere forskellige slags velfærdsydelser, hvilket har en positiv effekt på kvaliteten.

Til tider hører man argumentet om, at velfærden er for vigtig til at konkurrenceudsætte. Enhedslisten har fx tidligere ønsket et decideret forbud mod profit i private dagtilbud. Oftest er argumentet, at profitten kun kan genereres ved at den service, borgerne modtager, bliver dårligere – fordi den ansatte får sin faste løn. Men argumentet holder ikke. For er velfærden netop ikke så vigtig, at vi ønsker, at dem, der leverer den, også gør sig umage? At de bliver udfordret? Og at de bliver opmuntret til at levere den bedst mulige service til bedst mulige pris? Den private udbyder har ikke sin virksomhed i morgen, hvis kvaliteten ikke lever op til en særlig standard. Potentielt ville øget konkurrence fra private aktører også kunne forbedre det tårnhøje sygefravær, der er i det offentlige, idet den øgede konkurrence ville kunne lægge et pres på de offentlige arbejdsgivere for at forbedre arbejdsvilkårene i konkurrencen med det private.

 

Meget tyder på, at vi af den offentlige velfærdsservice i hvert fald ikke kan forvente, at den bliver udbygget. Snarere tværtimod hører vi fra kommunerne og regionerne
_______

 

SELVOM MANGE i de yngre generationer er skeptiske, har andre stadig høje forventninger til det offentlige. En undersøgelse fra Advice viser, at lidt over halvdelen af danskerne forventer at kunne modtage en bedre behandling i sundhedsvæsenet om 10 år end de kan i dag. Det er paradoksalt. For meget tyder på, at vi af den offentlige velfærdsservice i hvert fald ikke kan forvente, at den bliver udbygget. Snarere tværtimod hører vi fra kommunerne og regionerne – der mangler, fortæller de, midler til at kunne hjælpe den stigende andel af ældre og kronikere. Hvis vores forventninger skal indfris, er der behov for at tænke uden for de offentlige kasser og systemer.

At der er behov for privat innovation og nytænkning af velfærden betyder ikke, at velfærden i et vidst omfang ikke skal finansieres af staten – særligt for de mest udsatte borgere. Men at staten understøtter velfærden økonomisk, behøver ikke samtidig at betyde, at den nødvendigvis skal udføre og planlægge den. Særligt ikke, når vi i stigende omfang efterspørger privat velfærd.


FORTÆLLINGEN OM DANMARK som en velfærdsstat, hvor det offentlige klarer det meste, er ved at krakelere. Derfor er den private velfærd – som antallet af private sundhedsforsikringer viser – kommet for at blive. Men det skræmmer mig ikke. For jeg tror på, at vi yngre generationer rent faktisk går en lysere fremtid i mø de – OG at vi får en lysere alderdom end vores bedsteforældre, der har været tvunget til at finansiere og gøre brug af tvivlsom offentlig velfærd. Danmark behøver ikke være en velfærdsstat for at forblive et velfærdssamfund. Og staten kender ikke danskernes velfærdsbehov bedre end danskerne selv. ■

 

Danmark behøver ikke være en velfærdsstat for at forblive et velfærdssamfund
_______

 

Debatindlæggene i RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis at læse – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere

Signe Bøgevald (f.1998) er uddannet cand.scient.pol. Hun arbejder som konsulent og er kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance. Formand for LAU fra 2019-2021. ILLUSTRATION: Nytårstale på Marienborg [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille