24.01.2025

Vi står i en læsekrise, som alle data peger på kun bliver værre. I den situation er der ikke brug for en enkelt – om end velment klatkage. Der er brug for flere penge. Langt flere penge.

Denne artikel bringes i RÆSONs serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Kommentar af Simon Skov Fougt, lektor, ph.d., Aarhus Universitet, DPU

I juletiden samles familier og venner omkring julemad, juletræ, julehygge, julekonfekt og julegaver. Kulturministeriet tog forskud på glæderne, da det d. 17. december 2024 udsendte en pressemeddelelse om, at det havde fordelt 22,8 mio. kr. til børn og unge i 67 kommuner. Pengene skal gå til ”spændende bøger og til et bedre samarbejde på tværs af skoler og folkebiblioteker” med det klare mål, at ”[l]æseglæden og adgangen til bøgernes forunderlige verden skal styrkes for børn og unge”. En tidlig julegave, skrev ministeriet. Jeg tror, de mente det konkret og ikke som en metafor.

Julegaver er vel, uanset om de gives på dagen eller en uge før, ment som noget, der skal vække glæde. Det var også tydeligt på de skoleledere, medarbejdere på de pædagogiske læringscentre (PLC), bibliotekarer og kommuner, at gaven vakte glæde. Fx fik Møn Skole i Vordingborg Kommune lidt over en halv mio. kr. til projektet ”Børnelitterære landskaber og magiske læseverdener”, som er blevet til i et samarbejde med Vordingborg Bibliotekerne og CFU Absalon. Skolelederen på Møn Skole, Dorthea Ryhl Pedersen, fortalte da også til kommunens hjemmeside, at hun ”var meget overvældet og jublende lykkelig over at kunne fortælle mine medarbejdere, at projektet var gået igennem.”

Som læseforsker kan jeg naturligvis sagtens forstå glæden på de skoler, der har fået del i beløbet. De falder på et meget tørt sted i et vanddrænet landskab i kæmpe tørke, for nu at blive i metaforerne. Jeg glædes over Kulturministerens ønske om – og nu for skolerne muligheden for – at styrke læseglæden, som aldrig har været lavere i Danmark. Kun 14 pct. af eleverne i 4. klasse udviser læseglæde, viser den seneste PIRLS -undersøgelse, som jeg leder i Danmark.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) udlagde det på følgende måde, da jeg d. 17. december 2024 var i P1 Debat med bl.a. ham om emnet: ”Det er også derfor jeg har fundet en ikke uanseelig håndfuld millioner” til bøger.

For det første: En skrædder i helvede eller en dråbe i havet

22,8 mio. kr. virker umiddelbart som en pænt stor julegave. Men i min matematikbog er det et ubetydeligt beløb i det større perspektiv og forslår som en skrædder i helvede (jeg er glad for metaforer). Det årlige budget på en stor skole med 1300 elever er på ca. 100 mio. Det er over fire gange mere end 22,8 mio. På én skole… Her er størstedelen selvfølgelig løn, bygninger og drift, og så er der lidt håndører til skolebiblioteket (250.000) og til læremidler (1 mio.). På ÉN skole.

Ifølge Danske Forlags årlige statistik blev der købt skønlitteratur i Danmark i 2023 for 484,5 mio. kr. Og der blev brugt 729,2 mio. kr. på indkøb af læremidler. Nu vil man så tilføre – hold fast – 22,8 mio. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor skræddere skal i helvede, men jeg ved, at en dråbe på ingen måder er nok til at slukke den brand, vores læsekompetencer er i. En dråbe i havet rækker ikke langt.

 

Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor skræddere skal i helvede, men jeg ved, at en dråbe på ingen måder er nok til at slukke den brand, vores læsekompetencer er i
_______

 

For det andet: Den brændende platform er, at isene smelter

Mit anden kritikpunkt af ’boggaven’ er fordelingen mellem køb af bøger og formidling heraf, som blev udlagt som et 90-10-forhold: 90 pct. af de 22,8 mio. går altså til at købe bøger (i min lommeregner giver det 20,5 mio.), og så går 10 pct. til formidling = 2,3 mio. 2,3 mio. er i det perspektiv ingenting. Det siger sig selv, at der skal kompetente voksne til hjælpe barnet med at finde den bog, der er brug for lige nu og her, og 2,3 mio. kroner giver godt nok ikke mange voksentimer og jo slet ikke i forhold til de 678.544 elever i grundskolen, der var i 2023.

Et udbredt fænomen i begynderundervisning i læsning er lydrette tekster, dvs. tekster, hvor bogstaverne udtales som deres standardudtale. Tallet ”9” er lydret,, udtalt [n-i], mens ”5” ikke er, [f-æ-m], ordet ”is” er lydret [i-s], mens ”de” [d-i] ikke er. Tanken med disse tekster er at lære børnene at omsætte bogstav til lyd, hvorved eleverne hurtigere kan komme i gang med at … læse?

En lydret tekst som ”Ni is i sol” – som stammer fra læsebogsystemet Kom og læs til 0. klasse, er muligvis nem at afkode, men er totalt volapyk forståelsesmæssigt. Jeg undskylder det dårlige eksempel, der jo slet ikke passer til årstiden, for solen skinner jo ikke meget her i januar. Jeg tror heller ikke, jeg kan spise ni is. I øvrigt antager jeg, at isene ville smelte ret hurtigt, hvis de var i solen, og jeg har heller ikke forstået, hvordan isene overhovedet er endt i solen, eller hvorfor de er der, og hvis det da endelig var, ville jeg da hellere have ti, for det er også lydret. Sådanne volapyktekster udvikler ikke vores børns læseforståelse. Der mangler også penge til meningsfulde læsetekster, undervisning i læsning og formidling af bøger!   

For det tredje: Der skal andre boller på suppen. Eller vat i åen

De 22,8 mio. kr. er et engangsbeløb. For at sætte dette tal yderligere i perspektiv anvendte staten 500 mio. kr. på at medfinansiere digitaliseringen af folkeskolen i “den fællesoffentlige indsats for it i folkeskolen“, suppleret med kommuners bidrag på samme niveau. Der blev altså brugt mindst en milliard i det offentlige på at digitalisere skolen 2012-2017.

Tilsvarende uddelte A.P. Møller Fonden 1 mia. i 2013 i “Folkeskoledonationen” til efteruddannelse af det pædagogiske personale for at fremme elevernes trivsel og læring. Det giver 2 mia. kr.

Når op mod 25 pct. af eleverne i 4. klasse (PIRLS 2021) og blandt de 15-årige (PISA 2022) reelt ikke kan læse, opfatter jeg den faldende læsekompetence som en potentiel trussel mod vores demokrati. Samme meldinger om faldende læsekompetence ses i gymnasiet og på universitetet. Derfor vil jeg som en stor parentes bemærket foreslå A.P. Møller Fonden at kaste en eller to mia. kr. efter læseområdet?

De mindst to mia. kr., som blev brugt på digitaliseringen af folkeskolen, har jo netop haft en mærkbar effekt. Så stor, at Børne- og Undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) sendte en undskyldning ud  til en generation af digitale forsøgskaniner, som han udlagde det i december 2023. Det manglede da bare, altså effekten. 2 milliarder er fanden fløjtme mange penge. 22,8 mio. kr. er vattet i den sammenligning.

Og derfor foreslog jeg, at pengene lige så godt kunne have været brugt på ”at købe vat”. Dette polemiske forslag kritiserede kulturministeren i P1-debatten ved at sige ”Det var jeg meget ked af, at du skrev … for jeg synes at emnet er for vigtigt til at tale det ned på den måde”.

 

Når op mod 25 pct. af eleverne i 4. klasse (PIRLS 2021) og blandt de 15-årige (PISA 2022) reelt ikke kan læse, opfatter jeg den faldende læsekompetence som en potentiel trussel mod vores demokrati
_______

 

Han var nu enig i, at det var sjovt, men jeg havde faktisk en ret alvorlig mening med provokationen. Børn kan selv og alene finde ud af at gøre noget med vat, særligt i juletiden. Det kan de ikke med læsning. 22,8 mio. kr. giver råd til at købe 1.169.230 pakker økologisk vat à 19,50 kr., svarende til halvanden pakke plus en tot eller to pr. barn i grundskolen. Så kan de muntre sig med det til næste jul?

Vi står i en læsekrise, som alle data peger på, kun bliver værre. Der skal langt flere penge til, helst som varige tildelinger og ikke som en enkelt, om end velment klatkage.

For det fjerde: Styr jeres skærmskræk og skyd alle dyr

Jeg har i flere omgange hørt politikere advare os mod skærme, jf. Tesfayes undskyldning  til de digitale forsøgskaniner. Samme Tesfaye kommenterede de signifikant faldende læseresultater i PIRLS 2021, da de blev offentligtgjort i maj 2023 på ministeriets hjemmeside og kaldte det for ”tankevækkende, at denne udvikling er sket i en periode, hvor der bliver læst mere og mere på skærme og ikke i rigtige bøger”. Samme dag skrev kulturministeren på daværende Twitter, at resultaterne var “bekymrende”, set i lyset af at vi som samfund i årevis har “kastet penge efter skærme og digitale løsninger i skoler og fritidsklubber”. “Det må stoppe nu – litteraturen og læsningen må og skal tilbage!”

I den omtalte P1-debat sagde Engel-Schmidt bl.a., at skærme er ”med til at erodere vores evne til at fordybe os”, ”i takt med at skærmene fylder mere og mere for de yngste de yngste generationer er den (læsekrisen) blevet mere massiv” og ”meget af fritiden overtaget af skærmene, som fylder mere og mere”.

Men det er ikke ”skærme”, der er problemet. I debatten spurgte jeg kulturministeren ”sådan lidt polemisk”, om han synes, vi skal udrydde alle dyr i Danmark? Spørgsmålet fik det til at gibbe i alle i studiet. Jeg fortsatte, inden han fik svaret, med pointen om, at hvis vi kategoriserer et dyr – fx rotter – som et skadedyr, så er er det dem, vi laver en indsats mod – ikke alle dyr. Og derfor er det så skadeligt for debatten at tale om skærme, når skærme er alle mulige forskellige ting og i særdeleshed meget andet en kommercielle, algoritmehungrende sociale medier.

Jeg er helt enig med kulturministeren i, at børn ikke skal være på sociale medier. Men sociale medier er ikke det samme som skærme. En skærm er et bæremedie, som styres af nogle bagvedliggende kommunikationsteknologier, som kan være både fugl eller fisk – eller rotte eller rådyr. Hvis rotter er problemet, pløkker vi ikke alle rådyrene, vel?

Kommunikationsteknologier kan også anvendes yderst fornuftigt pædagogisk, fx til illustration, analyse, multimodal kommunikation og samskabende målgrupperettet produktion, hvilket jeg da også forstod på ministeren var en god idé. Men det kræver altså en skærm!

Så et afsluttende ønske i læsedebatten: Styr jeres skærmskræk. Multimodal, kildekritisk læsning har aldrig været vigtigere, og kun 1 pct. af eleverne i 8. klasse i Danmark udviser kildekritik på højeste kompetenceniveau. ÉN PROCENT. Det er en dråbe i havet. Derfor skal vi også styrke vores elevers kildekritiske tilgang, og det kræver nu en gang skærme.

For det femte: Så er der ikke flere pointer

Det korte budskab med kommentaren er: Tal om problemets kerne. Det er ikke skærme, dråber i havet, skræddere i helvede, smeltende is, vat eller boller på eller i suppen! Det er mangel på penge. Penge til kompetent uddannede voksne på skolerne, som har tid til at kunne vejlede den enkelte elev i at finde lige netop den bog, der passer lige nu. Som har tid til at tale med eleven om teksten og om læsningen. Alle skoler bør have et åbent skolebibliotek bemandet med uddannede skolebibliotekarer. Hvor der er bøger – både digitalt og analogt. Men i begynderundervisningen især bøger.  Lærere, som er grundigt uddannet i læseundervisning. Som har tid til den enkelte elev.

Og så kræver det opdragelse i hjemmet. For nej, børn har grundlæggende ikke noget at bruge smartphones til – og det er jo heller ikke skolen, der giver dem dem. Og ja, digitaliseringen af grundskolen skal i høj grad også gentænkes. Men også det kræver varige investeringer i bøger og pædagogik i en radikalt anderledes størrelsesorden end en eller flere pakker vat. ■

 

Alle skoler bør have et åbent skolebibliotek bemandet med uddannede skolebibliotekarer.
_______

 

Simon Skov Fougt, født 1974. Lektor på DPU, v. Aarhus Universitet, national forskningsleder på PIRLS (2019-). Ph.d. (2016), cand.pæd. didaktik, dansk (2009), læreruddannet (1998). Tidl. folkeskolelærer (1998-2010), timelærer, adjunkt og lektor på læreruddannelsen (2010-2012; 2015-2019), forlagsredaktør (2011-2012). Læremiddelforfatter og -konsulent. 

ILLUSTRATION: Lektor på DPU, Simon Skov Fougt, fotograferet i sit hjem på Frederiksberg [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Rikke Wetendorff Nørgaard: Europa må bruge Trumps taktik, hvis vi skal have en plads ved bordet og sikre vores sikkerhed

Klaus Krogsbæk efter München: USA brød borgfreden i Vestens indre relationer – men afslørede også hykleriet i de ydre

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Amerikanerne søger tre svar fra europæerne om Ukraine. Hvad vil vi svare?

Jesper Olsen: Når kryolitstøvet har lagt sig, er der behov for en alvorlig samtale om genren: TV-dokumentar

Craig Calhoun: Vi er nødt til at tage alvorligt, hvor ødelagte de liberale demokratier var inden Trump

Jacob Kaarsbo: Det er ikke Putin, men europæerne, der er problemet for Trump. Derfor kan vi stå over for et stort transatlantisk brud