Jan Werner Mathiasen: Grønlandskrisen viste Europas sande styrke – og afslørede den falske fortælling om NATO
23.01.2026
Nu er det på tide, at Europas hårde stil også anvendes til at tage kontrol med den falske fortælling om USA, NATO og de europæiske bånd. Kun derigennem kan Trumps politiske og økonomiske pression gennem allianceforholdet ophøre.
Af Jan Werner Mathiasen
’America is back’ var temaet for tidligere præsident Joe Bidens tale ved München-konferencen i 2021. Samme sted fire år senere smadrer vicepræsident J.D. Vance resterne af det transatlantiske værdifælleskab ved at udpensle Washingtons afsky for Europa: et svagt kontinent i forfald, der altid har nasset på USA. Det sidste års tid har mange europæiske statsledere måttet acceptere det, alle frygtede siden 2020: Donald Trumps langfinger – og ikke Joe Bidens udstrakte hånd – er normen for de fremtidige relationer mellem gamle venner. Men at Trumps brutale stil med en stiltiende kongres kunne rettes mod allierede, kom nok som et chok for de fleste.
Gennem den seneste måned har Grønland og Kongeriget Danmark såvel som resten af Europa oplevet Trumps brinkmanship på allernærmeste hånd. Trusler om vold og straftold blev anvendt først mod Kongeriget og sidenhen mod alle de stater, der bidrog til at forhøje prisen for en militær annektering af Grønland. Militær magt fra USA ville også møde soldater fra Tyskland, Frankrig Storbritannien og Norden. Kombinationen af europæisk politisk solidaritet, indenrigspolitisk modstand i USA – og ikke mindst – faldende økonomiske nøgletal for det amerikanske marked, afværgede for en stund rædselsscenariet. Men spørgsmålet er hvor længe det varer, før Trumps pressionsmetoder igen rettes mod allierede.
Trumps favoritvåben har altid været de sikkerhedspolitiske aftaler med andre stater – og i særlig grad brydedelingen i NATO. Dermed styrer han både politiske og økonomiske forhandlinger ved at stille tvivl ved den kollektive sikkerhedsgaranti mellem allierede. Det vil han blive ved med, så længe allierede gør sig afhængige af USA’s styrke ved at acceptere de styrende fortællinger. Da forsvarsinvesteringer tager lang tid at beslutte, indkøbe og implementere, er det kortsigtede svar på Trumps pressionsmetoder derfor at ændre fortællingen om NATO.
At det virker, er Lars Løkke Rasmussen et konkret bevis på. Både som statsminister ved NATO-topmødet i maj 2017 og som udenrigsminister under de diplomatiske samtaler med J.D. Vance og Marco Rubio den 14. januar 2026 vendte Lars Løkke fortællingen om Danmarks rolle som allieret fra budgetstørrelse til solidariteten efter 9/11. Vejen frem for alle statsledere synes derfor at finde en fælles fortælling om de sikkerhedspolitiske bånd mellem USA og Europa. Og denne fortælling bør baseres på fakta om byrdedelingen i NATO samt historiske analyser af USA’s udenrigspolitik og NATO’s formål.
Byrdedelingen og Europas fragmentering
Europa bruger de facto flere penge på forsvar i det nordatlantiske område end USA, der klatter forsvarsbudgettet ud over verdens øvrige regioner. Washington har altid balanceret forsvarsbudgettet mellem egne værn og to verdenshave. Derfor er som minimum halvdelen af de 3,4 pct. af BNP foruddiskonteret til Stillehavet. Fraregnes øvrige regioner, har USA reelt set dedikeret langt under 2 pct. af sit bruttonationalprodukt specifikt til forsvaret af det nordatlantiske område. Derudover viser NATO’s egen opgørelse, at Washington – i modsætning til samtlige andre hovedstæder – reducerede forsvarsbudgettets andel af BNP frem mod 2025.
Ved utallige lejligheder har USA presset de europæiske NATO-lande til at investere i amerikanske kapaciteter frem for europæiske. Dermed er markedet for fælleseuropæiske udviklingsprojekter blevet begrænset, og de enkelte våbenproducerende lande har derfor primært styrket egne forsvar. Et eksempel er ’århundredets våbenhandel’ gennem Danmarks indkøb af F-16 fly, hvor svenske og franske kampfly blev skubbet af bordet gennem amerikansk pres og brugen af sikkerhedsgarantien. Jo – købet var en fremragende investering, men metoderne var ren pression til fordel for USA’s våbenindustri og på bekostning af Europas.
Det har de facto været USA’s deployeringer uden for det nordatlantiske område, der har tyndslidt alliancen mere end de europæiske velfærdsprioriteringer. Lige fra Koreakrigen og frem til kampen mod ISIL i Syrien har USA trukket veksler på de europæiske lande – ofte med sikkerhedsgarantien som pressionsmiddel. Det samme gælder i øvrigt for Canada, Australien og New Zealand. Efter 9/11 har USA’s sikkerhedspolitiske interesser tyndslidt kapaciteterne og personellet hos alle allierede. Hertil kommer, at USA’s strategi for Europa siden Berlinmurens fald i højere grad har splittet end samlet det gamle kontinent.
Europa bruger de facto flere penge på forsvar i det nordatlantiske område end USA, der klatter forsvarsbudgettet ud over verdens øvrige regioner
_______
USA’s udenrigspolitiske historie og NATO’s formål
USA har altid udviklet sikkerhedspolitiske aftaler efter helt snævre nationale interesser. I 1945 stod det klart, at Monroe-doktrinen ikke længere kunne sikre USA, som både af sikkerhedspolitiske og økonomiske årsager blev trukket ind i de to verdenskrige. Især fascismens hurtige opståen og effektivitet udgjorde en sikkerhedsrisiko for USA. Verdensordenen blev derfor designet som en amerikansk kontrolmekanisme til at bekæmpe og inddæmme konkurrerende regimer, der kunne true USA. Styrkelsen af velfungerende liberale demokratier og svækkelsen af alternative styreformer blev USA’s grand strategy efter Anden Verdenskrig.
NATO blev således ikke primært oprettet til forsvaret af Europa, men som en sikkerhed for USA. Det var USA, der designede NATO til inddæmning af sovjetkommunismens udbredelse og som en militær sikkerhedsgaranti for Marshallplanens massive økonomiske investeringer i Europa. Inddæmning af en politisk hovedfjende og oversøiske baser til præventiv imødegåelse af kernevåben udgør de to bærende elementer i samtlige af USA’s sikkerhedspolitiske aftaler. Det er præcis dette, USA fortsat har opnået i Europa. At regeringerne efter Berlinmurens fald prioriterede velfærdsstaterne frem for afskrækkelsen, er faktisk essensen af Truman-administrationens inddæmningsstrategi.
USA har altid skulle balancere trangen til isolationisme med behovet for internationalt engagement. Hver gang USA enten har trukket sig for langt tilbage eller interveneret for meget i resten af verden, er det gået galt. Det har slidt på både de væbnede styrker, statskassen og den nationale stolthed. Reelt set har USA indkasseret de største nationale ydmygelser efter at have isoleret sig eller forsøgt at opbygge små kopier af sig selv. Pearl Harbor og 9/11 var konsekvenserne af for lidt USA i verden. Saigons fald i 1975 og Kabuls fald i 2021 skyldtes for meget af USA i andre lande. Derfor er det fortsat Washingtons kerneinteresse at have et solidt, men balanceret fodaftryk i Europa – og gode relationer til kontinentet.
En ny fortælling om NATO?
Californiens guvernør Gavin Newsom kalder europæiske ledere for ynkelige, når de ikke står op for sig selv i konfrontationerne med Trump. For hverken Trump eller hans inderkreds kommer til at ændre adfærd, før de får kontant svar på tiltale. Selvfølgelig skal Europa styrke eget forsvar og stå militært stærkere i egen ret såvel som i NATO. Men den gentagne accept af fortællingen om et svagt Europa, der ikke leverer til den fælles sikkerhed, må stoppes nu.
Europa leverer faktisk størstedelen af den dedikerede militære kapacitet inden for det transatlantiske område. Europa har altid støttet USA’s sikkerhedspolitiske interesser ’out of area’. Det er primært Europas stærke velfærdsdemokratier, der har skabt sikkerhed for USA. I forlængelse af Grønlandskonflikten er effekten af truslerne om EU’s økonomiske bazooka blevet testet. Nu er det på tide, at Europas hårde stil også anvendes til at tage kontrol med fortællingen om USA, NATO og de europæiske bånd. Kun derigennem kan Trumps politiske og økonomiske pression gennem allianceforholdet ophøre. ■
Den gentagne accept af fortællingen om et svagt Europa, der ikke leverer til den fælles sikkerhed, må stoppes nu
_______
Jan Werner Mathiasen (f. 1972) er major og kandidat i politisk kommunikation fra Copenhagen Business School. Han er ansat som militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier.
ILLUSTRATION: Washington D.C., 20. januar 2026: Præsident Trump taler til pressen i James S. Brady Press Briefing Room i Det Hvide Hus [FOTO: Joyce N. Boghosian / Official White House Photo]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
