John Foley: Lars Løkkes fejlslåede møde i Washington har udvidet konflikten til hele Europa
19.01.2026
Har ønsket om politisk profilering og international synlighed vejet tungere end hensynet til strategisk disciplin og europæisk sammenhængskraft?
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af John Michael Foley
De seneste døgns udmeldinger fra USA, hvor præsident Donald Trump yderligere har skærpet tonen over for Danmark og EU, bør give anledning til en nøgtern gennemgang af det diplomatiske forløb, der førte os hertil. For hvis formålet med Danmarks udenrigspolitiske håndtering har været at dæmpe konflikten, må man konstatere, at resultatet indtil videre er det stik modsatte.
I centrum står udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og hans beslutning om at invitere sig selv til et møde i Washington. Et møde, der efterfølgende er blevet fremstillet og hyldet som et ansvarligt forsøg på dialog – men som i praksis ser ud til at have bidraget til eskalation snarere end afspænding.
Det er i udgangspunktet ukontroversielt at hævde, at dialog er nødvendig i internationale konflikter. Problemet opstår, når dialog reduceres til et symbolsk mål i sig selv – løsrevet fra mandat, timing og koordination. Diplomati handler ikke blot om at “tale sammen”, men om hvordan, hvornår og på hvis vegne man taler.
I dette tilfælde fandt mødet sted uden et tydeligt europæisk mandat og uden synlig forankring i en fælles EU-strategi. Det har haft den konsekvens, at USA efterfølgende har skærpet sin retorik og taget økonomiske magtmidler i brug – særligt told – som politisk presmiddel.
Her er det afgørende at skelne mellem retorik og instrumenter. Konflikten italesættes fra amerikansk side som et bilateralt anliggende med Danmark, men de anvendte virkemidler – herunder toldtrusler – er i praksis brede og rammer EU som helhed. Danmark fungerer dermed som indgangsvinkel, mens EU er det reelle presmål.
Det alvorligste i forløbet er derfor ikke alene Danmarks position, men konsekvenserne for Europa. Gennem håndteringen er konflikten blevet løftet fra et dansk-amerikansk spørgsmål til en bredere transatlantisk spænding, hvor hele EU nu reelt er trukket ind – uden at have været med ved bordet fra begyndelsen.
At statsminister Mette Frederiksen aktivt har bakket op om denne kurs og efterfølgende har søgt EU-opbakning, ændrer ikke ved det grundlæggende problem: Europa reagerer nu på en eskalation, som det ikke selv har været med til at forme. Det svækker EU strategisk, fordi reaktionen bliver defensiv og reaktiv – ikke planlagt og koordineret.
Når Lars Løkke Rasmussen i dag forsøger at fremstille sig selv som den ansvarlige krisestyrer, er det derfor værd at holde fast i en enkel målestok: Hvad var intentionen – og hvad blev effekten? Intentionen var angiveligt at dæmpe situationen. Effekten er en hårdere amerikansk linje, øget handelsmæssigt pres og en konflikt, der nu er bredere og mere fastlåst end før mødet.
Det rejser et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål: Har ønsket om politisk profilering og international synlighed vejet tungere end hensynet til strategisk disciplin og europæisk sammenhængskraft?
Forløbet illustrerer et velkendt fænomen: Når udenrigspolitik i praksis begynder at fungere som indenrigspolitisk positionering. I sådanne situationer bliver tempo, synlighed og personligt lederskab vigtigere end det langsommelige, koordinerede diplomati, som små stater er afhængige af.
Danmark har historisk haft størst gennemslagskraft, når vi har handlet diskret, koordineret og tæt forankret i europæiske fællesskaber. Det aktuelle forløb peger i den modsatte retning – og konsekvenserne ser vi nu udfolde sig i realtid.
Det er derfor ikke urimeligt at konkludere, at det selvinviterede Washington-møde ikke har bragt Danmark eller Europa tættere på afspænding. Tværtimod har det bidraget til en eskalation, som nu er vanskeligere at kontrollere – og som har gjort hele EU mere sårbart. ■
I centrum står udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og hans beslutning om at invitere sig selv til et møde i Washington. Et møde, der efterfølgende er blevet fremstillet og hyldet som et ansvarligt forsøg på dialog – men som i praksis ser ud til at have bidraget til eskalation snarere end afspænding
_______
John Foley (f. 1947) er selvstændig cybersikkerhedsrådgiver og pensioneret major. Han har været tilknyttet sikkerhedsekspert i Forsvaret og var med til at etablere Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste i 2011.
ILLUSTRATION: Washington D.C., 14. januar 2026: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands udenrigsminister Vivian Motzfeldt mødes med senator Lisa Murkowski og senator Ruben Gallego i Kongressen [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
