07.02.2023

”Konkurrencestaten står over for en transformation. Det væsentlige spørgsmål er, hvilken samfundsform der kommer ud af det. For det er ikke den velfærdsstat, vi kender. Det er ikke den velfærdsstat, konkurrencestaten har reddet. Det er ikke den type af vækstmodel. Det er ikke den type af livsform.”

Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen



RÆSONs Interviewserie bringer hver onsdag et dybdegående interview med en stor stemme fra den danske politiske eller intellektuelle debat. Denne uge med professor emeritus Ove Kaj Pedersen.

Se alle interviews i serien her.

RÆSON: Du jo blevet sat som eksponent for konkurrencestaten, og mange forbinder dig måske med en, der også taler for konkurrencestaten, selvom det jo først og fremmest er en analyse. Hvordan har du det med, at konkurrencestaten har været så udskældt gennem mange år?

PEDERSEN: Hvis man skal forstå, hvorfor folk har reageret kritisk eller negativt over for konkurrencestaten, må man forstå, hvad der knytter sig til begrebet om velfærdsstaten og velfærdssamfundet. De begreber har en nærmest mytologisk karakter i den danske befolkning, og så er det klart, at det er helligbrøde at prøve at introducere noget andet. Og den helligbrøde er relativt ny, for når man studerer velfærdsstatens historie, så er velfærdsstat jo et af de mest diskuterede og kritiserede begreber i efterkrigstidens Danmark.

Det er først, når vi kommer op i det, jeg kalder konkurrencestatens periode – altså fra slutningen af 80’erne, begyndelsen af 90’erne – at det begynder at gå op for hovedparten af den danske befolkning, at velfærdsstaten er noget, de værdsætter, og som det er værd at fastholde. Og der bliver velfærdsstaten en traditionel forståelse af, hvad det er for et samfund. Så jeg har været oppe imod en fælles forståelse af, at vi alle sammen er afhængige af velfærdsstaten, og at vi har fået positive individuelle liv ud af det.

I 60’erne og begyndelsen af 70’erne var der en voldsom diskussion om selve begrebet konkurrencesamfund og konkurrencestat med folk som Villy Sørensen og K.E. Løgstrup, og med socialdemokrater, for hvem konkurrence var et fyord. Det var et fyord, fordi det baserede sig på den forståelse af liberalisme og privatkapitalisme, som Socialdemokratiet er født i opposition til, og som jo gik igennem både Staunings Danmark i fremtiden fra 1924 og Jens Otto Krags Fremtidens Danmark fra 1945. Så jeg mødte kritikken af konkurrencebegrebet som en form for rygmarvsreaktion hos mange socialdemokrater.

Kritikken af konkurrencestaten er i høj grad gået på, at den netop har ødelagt velfærden, at den ødelægger de unge i skolerne, som skal skynde sig alt for meget, at new public management har mistænkeliggjort de offentligt ansatte og indført en masse bureaukrati, som er gået ud over de ’varme hænder’ osv. – altså som modsætning til velfærd?

Ja, men pointen er, at alt netop er blevet fredet og reddet ved det. For velfærdsstaten kollapsede allerede op igennem 70’erne, hvor der kom stor inflation, betalingsbalanceunderskud, voksende statsgæld, og hvor økonomien i 1982 stod på statsbankerottens rand.

Så velfærdsstaten har været en myte, som vi har klamret os til i 40-45 år, siden den kollapsede?

Ja, og det var ikke bare i Danmark. Det var jo en voldsom international økonomisk krise i 70’erne, hvor der var krig i Mellemøsten, Oktoberkrigen, Seksdageskrigen, alle faktorer, som knækkede velfærdsstaten. Og nu er vi så i en tid, hvor der er krig og energikrise, og vi har lige haft en coronapandemi, hvor man troede, at det var det, der kunne omvende verden så meget som overhovedet muligt.

Ser du, at der er ved at åbne sig et vindue nu, som efter Anden Verdenskrig, hvor det er muligt at ændre samfundet grundlæggende, og hvor vi kan tænke i en ny samfundsform og i nye idealer efter en lang kontinuitetsperiode, hvor vi har kørt efter de samme – konkurrencestatens – imperativer?

Det tror jeg, men der er intet, der er sammenligneligt med Første og Anden Verdenskrig, som var et historisk chok ind i alle civilisationer.

Det relevante er, hvad der sker fra 70’erne og frem efter. Det, der er så karakteristisk for de store omvæltninger i den periode, er, at de alle sammen springer ud af kriser. Og især økonomiske kriser.

I 70’erne var vi midt i en kold krig. USA mistede sin førerrolle økonomisk, hvilket medførte en betydelig usikkerhed for de vestlige samfund, som havde lagt sig ind under den amerikanske paraply. Så det er en sikkerhedspolitisk krise, som giver sig udtryk i økonomiske forhold.

Hvis man ser på efterkrigstiden, så finder der en form for cykler sted, som forløber over 25-30 år, hvor man ser, at måden, hvorpå man har håndteret tidligere udfordringer, begynder at virke sig ud over 25 år, hvorefter man begynder at se de negative og uforudsigelige konsekvenser af selve de instrumenter, man har brugt. Og det er den samme periode, vi er i nu.

 

Vi er flere generationer, der lever i en, kan man sige, kritikfuld men holdningsløs selvforståelse
_______

 

Og hvordan viser det sig nu?

Først og fremmest er der selvfølgelig den økonomiske krise, og det, at vi begynder at se konsekvenserne af den måde, vi har indrettet økonomien på op gennem 90’erne og 00’erne, og som kommer til udtryk ved energiafhængighed af Rusland, afhængighed af produktion og forsyningskæder i Kina osv. Ligesom vi ser konsekvenserne for klimaet, som måske er det allervæsentligste. Så vi ser selve vækstmodellen forandre sig.

Men det viser sig også i Danmark på en anden og efterhånden traditionel dansk måde – nemlig ved kritik, kritik, kritik. Du og jeg er generationer, som er dannet og opdraget i en folkeskole, et gymnasium, et universitet, som har kritik og selvbevidsthed som det centrale. Vi er dannede til at reagere på omverdenen gennem kritik.

Det var den kritik, der blev sluppet løs i 70’erne. Og spørgsmålet var også dengang: Hvad betyder den dannelse til kritik og selvbevidsthed egentlig for den mentale tilstand? Villy Sørensen var skeptisk, fordi det er jo en kritik, som er uden snor, uden stabilitet. Og der vil jeg sige, at den forudsigelse er i stor grad slået igennem. Alle er kritiske, men alle ved ikke, hvorfor de skal kritisere alt. Og dermed er vi havnet et sted, hvor det ikke bare er kritik af alt, men det er også kritik af mig selv for ikke at leve op til alt, som jeg ikke ved, hvad er. 

En kritik uden holdepunkter? 

Ja, uden substans. Bare jeg er kritisk, bare jeg har en mening, hvor den så kommer fra, og hvad den har af konsekvenser. Jeg kritiserer, og dermed er jeg. Den forståelse af kritik er så omfattende, og har været så stort et substantielt aspekt af vores pædagogik i så mange år, at vi er flere generationer, der lever i en, kan man sige, kritikfuld men holdningsløs selvforståelse. Så længe jeg kritiserer og har en mening, er jeg, men jeg behøver ikke at være bevidst om, hvad den indebærer af holdning.

Når kritikken er blevet grundløs – som du siger – er det så, fordi det eksisterende samfund ikke er i stand til at tilbyde troværdige svar på de udfordringer, som borgerne står konfronteret med?

Der er også kommet, synes jeg – og jeg skal understrege, at det er en personlig vurdering – en ny type ontologi, en virkelighedsforståelse, som har ’jeg’ i centrum, og som ser omverdenen som noget uigennemskueligt – noget, som er en kraft, som ikke kan påvirkes, som rammer med nærmest umådelig kraft, og som man kun kan reagere på ved at kigge ind i sig selv og blive overrasket over, hvor meget omverdenen gør skade på en.

Min generation havde en anden ontologi, hvor verden var en, man kunne analysere og påvirke. Det var en verden, hvor man kunne identificere skurke og helte. Kapitalismen blev skurken, men det blev også en kapitalisme, som man forsøgte at gennemskue og analysere. 70’erne og 80’erne var først og fremmest domineret af en voldsom diskussion om, hvilken analytik af omverdenen, der var den relevante.

Men det gav jo så også håbet, som Hannah Arendt formulerede, politikens håb – at man med politik kunne ændre noget i omverdenen, at politikken var det redskab, som man skulle adressere for at ændre det, som man syntes var utilstedeligt eller forkasteligt, eller som bragte konsekvenser, man ikke kunne acceptere ud fra en moralsk eller etisk dimension. Den dimension, den ontologi, er forsvundet.

Lige nu sker der det, som jeg kan se det – og der synes jeg, at Bruno Latour er den, der har formuleret det bedst – at klima og miljø og natur generelt er blevet identificeret som et selvstændigt subjekt – et, som reagerer mod mig. Naturen artikuleres som en kraft, der rammer mig. Men uden den forståelse af, at den også kan påvirkes via politikken.

Og så kommer vi til klima. Klima er det store selvstændige subjekt i dag, men det er også et subjekt, som ingen kan gennemskue. Jeg kender ingen, der er i stand til at sige, at dét eller dét aspekt ved klima er det vigtigste. Det er amorft og uigennemskueligt, men det står der som en trussel, som rammer mig individuelt.

Står demokratiet og politikken i en legitimitetskrise på det her område med klimaet, fordi det netop ikke kan gennemskues?

Det er sket en afpolitisering og indtrådt en lede ved politik, som afføder en idé om, at politik ikke er tilstrækkelig til at håndtere det her. Men der peges ikke på et alternativ, og derfor blaffrer vi der mellem en pessimisme og en optimisme med politik. Men politikere sidder med jo det samme problem. Hvordan adresserer man det? Hvor skal man tage fat først?

Med klima har vi ikke et svar. Det er et enormt eksperiment, en trial and error-proces. Ligesom det var i 1900-tallet med økonomien. Ingen vidste jo, hvad de skulle gøre med økonomien, før de fandt ud af det med erfaring. Så klima er en ny tids udfordring, og det er også en ny tids selvforståelse – en potentielt ny ontologi.

Ser du for dig, at klima, ligesom velfærd, kan danne rammen om og en fortælling om et nyt samfund, som udvikler sig? 

Det er det allerede blevet på forskellige måder. Men der er en modsætning mellem velfærd og klima, forstået på den måde, at de fleste er vidende om, at velfærd baserer sig på vækst. Vækst er det, der skaber den velstand, der kan fordeles til velfærd. Det vil sige, at dybt nede i årsagskæden, er den vækst, man er kritisk over for. Men hvad er alternativet til vækst, som forudsætning den til velstand, som skal fordeles via et skattesystem til velfærd? Heller ikke antikapitalismen har et egentligt svar, for alle og enhver, der ved lidt om det – også antikapitalisterne – vil i løbet af en kort diskussion blive enige om, at der skal en form for vækst – en bæredygtig vækst – til, for at løse dele de klimaproblemer, vi har.

 

Klima er en ny tids udfordring, og det er også en ny tids selvforståelse
_______

 

Tror du, at konkurrencestaten i sin grundlæggende form kan omstilles til en grøn model, eller at den er kompatibel med en form for ”bæredygtig” eller ”grøn” vækst?

Man kan ikke producere en vindmølle uden vækst. Man kan ikke producere diger, der holder vandet tilbage, uden vækst. Og man kan ikke lave nye energikilder uden vækst. Derfor er vi henne i den periode, hvor der sker en reformulering af vækstbegrebet, samtidig med en reformulering af velstand- og velfærdsbegrebet. Men vi er også i en periode, hvor denne reformulering i kernen handler om, hvordan vi kan skabe en bæredygtig vækst, uden de negative konsekvenser, vi kender fra tidligere vækstmodeller. Og her kan teknologi bringe os langt, men det kan ikke bringe os hele vejen.

Hvad så med resten af vejen? Det er vel grundlæggende også et spørgsmål om, at vi skal forstå, hvad det vil sige at være menneske, på en anden måde?

Der er et menneskesyn på spil – ligesom der var det efter verdenskrigene. Den store velfærdsstat er jo reaktion på krigens grusomhed. Nu skulle velfærdsstaten umuliggøre, at der skete en gentagelse, ved at alle – og det er jo Keynes’ paradigme – fik velstand, således at de ikke sloges om krummerne, og vi kunne undgå krig.

Det viser sig så ikke at kunne lade sig gøre fuldt ud, men vi har i hvert fald levet i den mest fredelige periode nogensinde i menneskehedens historie. Så velfærdsstaten er et fredsprojekt. Menneskesynet har jo med ontologien at gøre. Er jeg er et enestående, enerådende menneske, som rammes ubønhørligt at kræfter, som jeg ikke har kontrol over? Det tror jeg, mange unge ville sige i dag.

Eller er jeg et menneske, som er ansvarligt og politiserer og deltager for at ændre det, jeg bliver ramt af? Det er to forskellige menneskesyn: Det selvrådende, selvansvarlige, aktiverede og deltagende versus det, der ser sig som et offer for kræfter, der ikke kan påvirkes. Og det er vel kapitalismens egentlige sejrsgang, vi her taler om.

Den er blevet så uomvendelig, så uomgængelig, har udryddet alternativer i et sådant omfang, at alle mener, at den kommer som en kraft. Ikke kræft, men kraft. Ingen af de alternativer, der er formuleret – kommunisme, socialisme, fascisme, populisme –har kunnet frembringe noget, der kunne konkurrere med kapitalismen, og de har ikke kunnet bringe livsformer, som er mere positive. Alle alternativer er kollapset. Så den står der som den store ubønhørlige. Og det er et af nutidens menneskesyns store udfordringer.

Viser der sig ikke for tiden netop en træthed over konkurrencestaten og det arbejdsregime, den hviler på? Senest fx med debatten om Store Bededag, hvor regeringen har en fortælling om, at vi bærer byrden sammen ved alle at arbejde lidt mere, men hvor det har vist sig, at der ikke er en villighed i befolkningen til mere arbejde?

Det er en hovedpointe at understrege, at det efter en periode altid vil vise sig, at den måde, man har løst tidligere tiders problemer på, skaber nye udfordringer. Og det her fokus på arbejdsduelighed, rådighed for arbejdsmarkedet og arbejdsdisciplinering gennem konkurrencen, har mobiliseret en reaktion imod sig. Det er helt evident.

Du gav tilbage i 2020 et interview til Information, hvor du sagde, at nu havde vi en situation, hvor vi ville få brug for filosofferne og teologerne, og at nu skulle vi have en diskussion om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have. Ser du den diskussion for dig, eller har det vindue lukket sig? Og er der stadig brug for en sådan diskussion?

Det er stadig et potentiale, en mulighed. Og jeg mener, at der er brug for den. Der er brug for at give kritikken en substans. At give den en holdning. Pandemien var en sprække – en Cohensk sprække, where the light gets in. Det lyste lige pludselig ind og gav en forståelse hos de fleste af, at bag alt, hvad vi har tænkt økonomisk, så er der noget på spil, som er mere fundamentalt, men som vi egentlig ikke har ord for, andet end forskellen på liv og død.

Det er jo karakteristisk for alle vestlige regeringer, at de reagerede ved at sige, at kapitalismen, nu lægger vi lige den til side. Statsgælden, nu lægger vi lige den til side. Fordi nu er der noget andet, der er vigtigere. Og det lys, det er jo det samme lys, som klimakrisen bringer frem.

 

Det er en hovedpointe at understrege, at det efter en periode altid vil vise sig, at den måde, man har løst tidligere tiders problemer på, skaber nye udfordringer
_______

 

Det er noget uforståeligt, ikke-transparent, der rammer, men som vi har brug for indsigt i, hvorfor og hvordan vi skal håndtere. Det, der så gik galt med pandemien, var, at økonomismen straks overtog igen. Der gik jo ikke mere end nogle få måneder, før der var nogen, der ville åbne det meget hurtigt, der var nogen andre, der ville lukke det ned længere, og man diskuterede, hvad det kostede på statsgælden osv. Så det lykkedes den økonomistiske tilgang så at sige at lukke sprækken igen.

Og det er jo samme sprække, som nu bliver lukket omkring klima. Der bliver jo ikke rejst et spørgsmål om menneskesyn. Der bliver rejst et spørgsmål om, hvad jeg har bibragt gennem alle de flyveture, jeg har taget til Rom, hvordan det kan være, at jeg stadigvæk køber trøjer fra Kina osv. Man er konstant i samvittighedsnag, og det er jo selvdestruktivt, for jeg har ikke noget som helst redskab til at se, hvordan jeg ellers kan gøre det. Den store udfordring er at få skabt et menneskesyn, som kan gøre det muligt for mig at håndtere disse udfordringer.

Hvilket menneskesyn er det?

Det menneskesyn, tror jeg, hvor en etik introduceres, for etik er jo det redskab, vi har fra filosofien og religionshistorien, der siger, at ethvert valg medfører en begrundelse for det valg. Du er forpligtet til at vælge, men du er også forpligtet til at begrunde over for andre, hvorfor du vælger, som du gør. Og der er det, at vi i dag mangler begrundelsen. Hvorfor vælger jeg, som jeg vælger? Hvis svaret er, at jeg ikke kan andet, så er det begrundelsen, der mangler en begrundelse. Og den diskussion om begrundelse, den etiske substans, den er fraværende i kritikken. Vi har brug for at sætte idéerne før politikken og politikken før økonomien.

Hvad bliver konkurrencestatens rolle i overgangen til et nyt samfund – med et nyt menneskesyn? Ser du konkurrencestaten som en politisk styremåde, eller samfundsform, som kan konvergere med klimahandling og køre videre om 15 år?

Det, der er hovedpointen, er, at konkurrencestaten vil blive grundlæggende transformeret i den proces, så det, der kommer ud af den, ikke er en konkurrencestat. Men konkurrencestaten er forudsætningen for at starte den proces. Hvad der kommer ud af den, er der ingen, der ved. Men jeg er helt sikker på, at det er noget andet end en konkurrencestat.

Konkurrencestaten blev en redningsaktion, som redede den store velfærdsgeneration. Som jeg læser diskussionen om Store Bededag nu, så er det regeringens måde at sige, at nu er det middelklassens tur til at tage sin tørn. Den skal tage den med længere arbejdstid. Og det meddeler den store middelklasse nu, at det vil den ikke – med det resultat, at så må politikerne tage det i brug, de har prøvet over mange år, og det er at skære i kontanthjælp, i dagpenge, på efterlønnen, på alt, hvad der kan skæres i.

Men er det instrument ikke også snart ved at være opbrugt? Er det ikke det, det viser, når regeringen tyer til helligdage?

Jo, og den møder folkelig modstand. Der er ingen tvivl om, konkurrencestaten vil løbe ud, og at dens redskaber er ved at være anvendt. Der er ikke flere lavthængende frugter at plukke – træet er plukket helt til det yderste.

Vi har talt om, at velfærdsstaten var svaret på krigens rædsler. Hvordan er situationen anderledes i dag, hvor der igen viser sig – som du har beskrevet det – sprækker, som åbner for nye måder at forstå samfundet på?

Efterkrigstidens svar var jo stærkt religiøst præget. Det var også derfor, filosoffer og religionsteoretikere fik chancen. Den religiøse dimension var sprækken – indsigten i, at der er forskel på liv og død. Og herunder ansvaret for, at der ikke er alt for mange, der dør. Nu er der en anden sprække med klima, men som også hele tiden er i fare for at blive lukket.

Der er en voldsomt religiøs dimension ved klimadiskussionen, som gør klimaet til en ’kraft’. Det er et begreb, der kommer fra reformationen. Og det formuleres og reformuleres som Guds kraft, menneskets kraft, kapitalismens kraft, markedets kraft. Det er det samme begreb. Og det er en kraft, som rammer dig som straf, hvis du ikke påvirker den. Og der er vi stadigvæk. Det, vi står mellem, er den universalistiske gudskraft, som rammer dig, versus den rationalistiske markedskraft, du kan påvirke gennem politik.

Og der står vi i dag med alle disse dilemmaer og modsætninger, og her er menneskesyn helt centralt. Og derfor var pandemien jo så fascinerende at se. For lige pludselig var lyset der, og det var troen, der bragede igennem som lys. Og så blev den lukket. Og rationalismen tog over igen.  Klima har det potentiale i sig. 

 

Der er ingen tvivl om, konkurrencestaten vil løbe ud, og at dens redskaber er ved at være anvendt. Der er ikke flere lavthængende frugter at plukke – træet er plukket helt til det yderste
_______

 

Lad os her til slut vende tilbage til konkurrencestaten. Hvordan ser du dens fremtid, ikke kun i lyset at klimakrisen, men også krigen i Ukraine og den konkurrencetræthed, vi har været omkring?

Konkurrencestaten bygger jo på den positive udvikling, at markederne kunne sprede sig ud. Nu trækker markederne sig tilbage, så derfor ændrer konkurrencebetingelserne sig også. Og derfor er det spørgsmålet, om konkurrencevne er den fremtid, det har været. Det ved vi ikke. Men tiden er ved at løbe ud, også for konkurrencestaten, helt åbenlyst.

Og når vi to mødes her om 25 år, så er du i hvert fald i stand til at sætte begreb på, hvad der egentlig skete. Det er vi ikke i dag. Det var vi heller ikke i slutningen af 70’erne. Der havde alle været kritiske over for konkurrencesamfundet osv. Nu er der forslag om klimastat, beskyttelsesstat, sikkerhedsstat osv.

Så der er noget nyt på vej, som vil afløse konkurrencestaten?

Absolut. Det, der er det væsentlige spørgsmål, er, hvilken samfundsform der kommer ud af det. Fordi det er ikke den velfærdsstat, vi kender. Det er ikke den velfærdsstat, konkurrencestaten har reddet. Det er ikke den type af vækstmodel. Det er ikke den type af livsform. 

Det, der skal til, er en ny vækstmodel, en ny livsform, en ny reguleringsform, en ny fordelingsform. Det hele. Men det er også det fascinerende ved det, for det er her, politikken betyder noget. Det er politikkens håb, der træder ind igen. Og det er i det lys, jeg ser regeringsgrundlaget. Det er et fascinerende grundlag. Jeg kender ikke noget sammenligneligt med det bortset fra Henning Christoffersen og Schlüters i 1982, hvor de introducerer konkurrenceevnen og konkurrencestaten. Det er det mest omfattende regeringsprogram, vi har haft, og det nye regeringsgrundlag er sammenligneligt med det.

Men regeringsgrundlaget er vel også i konkurrencestatens ånd?

Både og. Det er i hvert fald et forsøg på at redde velfærdsstaten, i den forstand, at der skal mere selvforsørgelse, eget ansvar, mere vægt på det lokale, og der skal mere vægt på arbejdsomhed. Og dermed er det åbenlyst et alternativ til konkurrencestaten, men samtidig en videreførelse.

Og så er det også fascinerende, den introduktion af velfærdssamfundet og accept af velfærdssamfundet, som vi ser nu hos Socialdemokraterne, som omfavner netop velfærdssamfundet og ikke velfærdsstaten. Det knytter sig til et traditionelt historisk ideologisk opgør mellem samfund og stat, som fandt sted i 60’erne og 70’erne, hvor socialdemokraterne stod på stat og de borgerlige på samfund. 

 

Jeg har aldrig set så værdibaseret et regeringsgrundlag nogensinde. Når de politiske kommentatorer og chefredaktører ikke ser det værdimæssige i det, så er det, fordi de bare læser med øjne, der ikke ser
_______

 

Nu vil også Mette Frederiksen have velfærdssamfundet. Der står på side 1 i regeringsgrundlaget, at det er regeringens ambition at gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund, med vægt på alle de borgerlige dyder, som karakteriserer samfundstænkningen. Jeg har aldrig set så værdibaseret et regeringsgrundlag nogensinde. Når de politiske kommentatorer og chefredaktører ikke ser det værdimæssige i det, så er det, fordi de bare læser med øjne, der ikke ser. Og det er, fordi de ikke kender historien. Det er, fordi de ikke kan se begrebernes fodspor. Det er, fordi de ikke ved, hvad disse begreber egentlig betyder, fordi det for dem er hamrende ligegyldigt, om der står samfund eller stat. Men det er det ikke. Der er dybe historiske forskelle og masser af slagsmål bag. Så hør nu efter.

Og det er der, vi står i dag. Og derfor synes jeg, at regeringsgrundlaget er fascinerende. Blandet med den dimension, at det er en reintroduktion af ideologi som modsætning til teknokrati. Og samtidig er regeringsgrundlaget det største katalog over de sidste 10-15 års diskussioner, jeg nogensinde har set. Der er ikke den diskussion, vi har haft med hinanden, som ikke er indskrevet. Det er lige fra trivsel over klima til velfærd til krig, til pædagogik versus økonomisme, til lokal versus central, til eget ansvar versus fællesansvar. Det står der. Alt er med. Dermed er det også så stort et katalog, at de fleste vil miste kompasset midt i det.

Men det er jo et udtryk for, at den her regering mener, at det ikke bare er en flertalsregering, som baseres på et kompromis mellem partier, men det er et ideologisk kompromis, der er det nødvendige. Og dermed et opgør med fortidens skillelinjer. Og det er der ikke ret mange, der har fattet. Og hvad er så begrundelsen for det ideologiske opgør? Det er ikke krig. Det er ikke klima.  Fordi det har de fleste, i hvert fald blandt politikere, den teknokratiske løsning på. Nej, det er, at demografien løber os ind i tre generationer, som har forventninger til velfærd, som velfærdsstaten ikke kan leve op til. Hvordan begynder vi at fordele ansvaret for egen livsform ned til den enkelte, fra det centrale ansvar – statssamfundet, og hvordan sikrer vi dermed de store partiers overlevelse? Fordi hvis velfærdsstaten kollapser, som den har været ved i flere gange, og forventningerne vokser, men indløses mindre og mindre, så er det ikke alene velfærdsstaten, men også de partier, der har koblet sig på velfærdsstaten og dens historie, der kollapser. 

Og det er derfor, de også går ind og italesætter befolkningens forventninger og bruger kriseretorik?

Styring af forventningerne er det allervigtigste. Det er den største udfordring. Og så er det et brud med hele efterkrigstidens ideologiske modsætninger, med hele efterkrigstidens forventninger om det centrale statslige ansvar overfor den enkelte, og en revitalisering af den enkeltes ansvar over for det fælles.

Vi er i en historisk overgang, som ikke bare er en 20-årig eller 30-årig cyklus. Det er en oplysningstid, hvor alle de grundlæggende kategorier og begreber viser sig ikke at være særligt anvendelige til at forstå, hvad der foregår. Og det er jo dybt imponerende at sidde og se den ene borgerlige analytiker sige, at konservatisme er udfordret, mens der sidder en anden socialdemokratisk analytiker og siger, at socialdemokratisme er udfordret. De er alle sammen udfordret af samme grund! Og ingen har overbevisende svar på, hvorfor de er forskellige. 

Og dermed er vi tilbage ved det, vi har snakket om, med den grundløse kritik, som ikke er koblet til substantielle alternativer, hvis de svar, der gives, hænger fast i ideologier, som ikke har forbindelse til konkrete problemer længere?

Præcis, og som reelt er opløst gennem de mange ideologiske kompromiser og politiske kompromiser og reformer, som har draget dem sammen og gjort alle ansvarlige over for en velfærd, som ikke er levedygtig. ■

 

Vi er i en historisk overgang, som ikke bare er en 20-årig eller 30-årig cyklus. Det er en oplysningstid, hvor alle de grundlæggende kategorier og begreber viser sig ikke at være særligt anvendelige til at forstå, hvad der foregår
_______

 

Ove K. Pedersen (f.1948) er dr.phil. og professor emeritus i komparativ økonomi. Han har bl.a. skrevet bøgerne Konkurrencestaten (2011), Markedsstaten (2014) og senest Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion (2018).

Apropos denne artikel:

Udsolgt i 2023, 2024 og 2025. Vidensfestival 2026 er med bl.a. Stefan Hermann, Peter Øvig, Peter Viggo, Josefine Klougart, Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Zinini Elkington

Peter Møller Thomsen: USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi begynder og slutter på den vestlige halvkugle. Ikke i Kyiv, ikke i Taipei

Theresa Scavenius: Regeringen bevæger sig støt fremad mod en overvågningsdystopi

Jakob Matthiesen: Er Jermaks fald en sejr eller et tilbageslag for Ukraines kamp mod korruption?

Lars Struwe: Før 2022 forstod de færreste Ruslands krigsplaner – nu står Europa i samme situation

På vej i 2026: Foredrag med Peter Viggo Jakobsen i Aarhus og København