Frederik Stjernfelt i Interviewserien: Vesten er ikke sikret af nogen hegelsk verdensånd. Jeg tror, vi kan tabe det hele
21.06.2023
”Da jeg var ung, var der lysår mellem yderfløjene. De var overhovedet ikke i kontakt. Nu er det ligesom i mellemkrigstiden, hvor der opstår de her mærkelige strømninger, som blander de videnskab- og demokratiskeptiske yderfløje. Vi ser teorier sive fra den ene yderfløj til den anden.”
Interview af Niels Koch-Rasmussen
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Frederik Stjernfelt, dr.phil., forfatter, skribent og professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet.
Hvordan vil du overordnet vurdere tilstanden for det vestlige demokrati i dag?
Jeg ser en model i krise på en lang række måder. Da jeg var ung i 70’erne, 80’erne og 90’erne, havde den vestlige model en guldalder i en vis forstand. Nu står vi overfor en masse problemer, som vi nærmest kun anede dengang: religionens tilbagekomst og demokratiskepsissens tilbagekomst på både venstre- og højrefløjen. Populisme, autoritære konkurrerende magters opstigning – Rusland og Kina i første omgang, men også ”vest-skeptiske” magter som Indien, Brasilien og andre. Vesten har tabt den fyrtårnsrolle, som vi bildte os ind, vi havde – i hvert så sent som 90’erne.
Har den øvrige verden også set os som et fyrtårn, eller er det mere en vestlig myte, vi bilder os selv ind?
Det er nok både-og. Der kom jo en bølge af demokratiseringer i de sidste 10 år af det 20. århundrede, hvor den vestlige model havde en større tiltrækning, end den har nu. Det er jo det store, deprimerende billede.
Kigger vi indad på Vesten, så synes jeg også, at man kan se nogle deprimerende politiske udviklinger. På venstrefløjen, som jeg identificerede mig meget med i 70’erne og 80’erne, er der sket noget meget afgørende; nemlig opgivelsen af marxismen, som jo har med Murens Fald at gøre, men som allerede begyndte før den. Ikke fordi marxismen var sand i nogen dybere forstand – der var også vrøvl og usandheder i den – men den forpligtede venstrefløjen på en videnskabelig verdensopfattelse. Marxismen forstod sig selv som en videnskabelig socialisme. Det var den ikke, men det betød dog, at venstrefløjen var mere immun overfor vrøvl, end den er nu.
Da marxismen visnede bort, greb venstrefløjen i stedet ud efter nogle andre fortællinger koncentreret om moral og identitet. Det har ikke nødvendigvis noget med historiske religioner at gøre, men den her nye venstrefløj kommer til at dele en række organisationsformer og forestillinger med religionen, der bunder i, at vurderingen af personers moralske habitus er blevet den vigtigste parameter..
Siden 1800-tallet har det vigtigste for den gamle venstrefløj været økonomien. For det tilsagde marxismen. Der var socialdemokraterne, der ville skaffe arbejdere flere penge ved hjælp af reformpolitik, og der var den mere hårde venstrefløj, der ville gøre det gennem revolution. Men begge var de enige om, at var økonomien fundamentalt var den bane, man spillede på. Men da man opgav marxismen, blev man også mere ligeglad med økonomien. Nu var det vigtigere, om mennesker var moralske, og derfor blev store dele af venstrefløjen moralistisk – og mindre optaget af økonomi. Og det ser vi i shitstorme, de-platforming og cancelling, osv. – hele den der bølge, der er på venstrefløjen nu, hvor man tror, at man kan presse og ydmyge folk til at opføre sig moralsk.
Du har ikke automatisk ret, bare fordi du er et mindretal. Og det er helt naivt at tro, at mindretal kan enes, bare fordi de er imod flertallet
_______
Det tror jeg ikke på. Jeg er ikke overbevist om, at moral er så vigtigt et mål. Jeg vil ikke sige, at det ikke spiller nogen rolle, men det er bare ikke hovedrollen. For folk har jo også interesser – det var noget, som marxismen var klar over: Folk agerer ikke alene ud fra deres etiske forestilling, men også ud fra interesser. Jeg er sådan set pluralist, hvad filosofisk antropologi angår. Jeg tror, at folk har mange forskellige motivationer. Men det betyder så netop, at man ikke kan forestille sig en verden, hvor en enkelt type motivation er enerådende, som fx den moralske. Det er der, hvor jeg synes, at venstrefløjen er på vej hen.
Og det får den betydning, at mange flere er åbne for crackpot-teorier (konspirationsteorier red.) og vrøvl. Tag hele den identitetspolitiske bølge, hvor man lægger vægt på, hvad ret små identitetsdefinerede grupper mener og tænker om sig selv. Den betyder jo, at venstrefløjens spektrum for at opfatte verden er skrumpet dramatisk. Nu ses det ud fra nogle identitetsgrupper, som er defineret ved køn, race, religion, hudfarve, etnicitet eller hvad det nu kan være.
Og det er en meget snæver synsvinkel. Det vedkommer nogle meget få personer. Og det betyder også, at man har mistet sansen for en meget vigtig ting i demokrati, nemlig at skabe store alliancer. Det var det, Socialdemokratiet gjorde i sin tid. De tænkte, at selvom de primært repræsenterede arbejderklassen, måtte de for at få deres politik igennem skabe alliancer med andre store grupper som fx de offentligt ansatte eller med intelligentsiaen. Det er jo det store politiske spil, hvor du, hvis du vil have indflydelse, skal kunne danne alliancer. Den sans har venstrefløjen tabt med det identitetspolitiske projekt, som aldrig kan blive et flertalsprojekt – også fordi de forskellige mindretalsgrupper ikke har samme interesser, men konstant støder sammen. Så du nyheden fornylig om striden i den lille forstad til Detroit, hvor der er blevet muslimsk flertal i byrådet. Det blev hyldet som ”mangfoldighed” af de lokale liberals – men det første det ny byråd gjorde, var at afskaffe tilladelsen til at flage med pride-flag på offentlige bygninger. Det viser to ting: du har ikke automatisk ret, bare fordi du er et mindretal. Og det er helt naivt at tro, at mindretal kan enes, bare fordi de er imod flertallet.
Men endnu værre betyder det, at venstrefløjen har tabt forpligtelsen på videnskab. Et eksempel er køn. Jeg mener, at det er common sense at sige, at køn både er biologisk og socialt. Og nu er der så ideologer, som vil lære os, at vi skal overhovedet ikke høre på, hvad biologien siger – at det kun er en social konstruktion. Og at man skal shitstormes og fyres, hvis man mener noget andet. Men den bedste videnskabelige evidens viser, at det er begge dele.
Hvis vi anerkender det som et problem, men samtidig kigger mod på det parlamentariske politiske system, så er det vel ikke sådan, at den identitetspolitiske bølge, du beskriver der, er så tydeligt repræsenteret på venstrefløjen? Når der i debatten optræder standpunkter, som størstedelen er uenige i, så er det vel typisk mere kulørte udtalelser fra universitetsmiljøet eller fra interessegrupper, som ikke sidder på Christiansborg, som medierne så kaster sig over?
Du har ret i, at hvis vi kigger på den parlamentariske situation, så synes SF jo at være relativt immune overfor de her ting. Enhedslisten er en anden sag, men du har ret i den forstand, at det ikke har nogen overvældende parlamentarisk repræsentation.
Men jeg ser det i den dynamik, at nye idéer opstår på fløjene, og de idéer, som så får indflydelse, er dem, der formår at vandre ind mod midten. Det vil sige, at hvis begge fløje er blevet syge, så er idégenerationen og vandringen ind mod midten, hvor tingene afgøres, er hæmmet.
Hvis vi kigger på den modsatte fløj – højrefløjen – så var den jo, da jeg var ung, karakteriseret ved en stor forsigtighed overfor crackpot-vrøvlet. Og det havde jo nok noget at gøre med tømmermændene efter Anden Verdenskrig. Der havde man i den grad haft en højrefløj, der var fuld af teorier om verdensjødedommen og racelære og alt muligt vrøvl, som spillede ind i nazismen. Det gjorde i mange årtier højrefløjen ret immune over for sådan nogle fantasier og konspirationsteorier. Dengang dominerede liberalismen over konservatismen på højrefløjen, men nu er konservatismen tilbage, for better and worse, så at sige.
For dens radikale udgaver er også åben over for crackpot-teorier. Det er selvfølgelig mest tydeligt i USA med fx QAnon, Stop the Steal og så videre. Et samlingspunkt for mange har været vaccineskepsis. Men det er interessant, at Men in Black efter alt at dømme trak folk til sig fra begge fløje. Og det er en ny og deprimerende ting. Da jeg var ung, var der lysår mellem yderfløjene. De var overhovedet ikke i kontakt. Nu er det ligesom i mellemkrigstiden, hvor der opstår de her mærkelige strømninger, som blander de videnskab- og demokratiskeptiske yderfløje. Vi ser teorier sive fra den ene yderfløj til den anden.
Og det er demokratiskeptiske teorier, som siger, at det demokrati, vi har, i virkeligheden er en elite, som har et eller andet dunkelt formål med os alle sammen. Og som egentlig ikke rigtig er demokratisk. Derfor er de skeptiske over for både såkaldte demokratiske autoriteter, og de er skeptiske over for videnskaben, som vil pådutte dem alt muligt. Der er også den nye lighed mellem fløjene, at de begge synes identitet er helt enormt vigtigt, det angår bare forskellige grupper. ”Génération identitaire” er en højrefløjsstrømning. På den ene fløj angår identiteten køn, race, etnicitet; på den anden er det nation og tradition – og på begge fløje er det religion og kultur … Men hvorfor skal det være så vigtigt hvem du ER? Jeg synes det er mere vigtigt, hvad du KAN eller du GØR …
Hvis begge fløje er blevet syge, så er idégenerationen og vandringen ind mod midten, hvor tingene afgøres, er hæmmet
_______
Hvad skyldes den forvandling?
Der er flere årsager til det. Som sagt er en meget vigtig ting tror jeg er tømmermændene efter Anden Verdenskrig. Jeg er født efter krigen, men det er en generationsspecifik ting, som primært hørte til generationen før mig. Dem, der primært oplevede tømmermænd, var den ældre generation, som oplevede krigen og som tænkte, at den vej skulle vi aldrig gå igen. Men efterhånden som generationerne går, mistes den levede erfaring.
Så kommer Murens Fald. Selve eksistensen af betonkommunismen var indirekte en meget stor legitimation af den vestlige model, der kunne brande sig som ”The Free World”. Det var diskursen fra krigen til Murens Fald. Og den legitimation forsvandt, da alternativet imploderede. Nu har vi så fået nogle andre autoritære stater, der er karakteriseret ved, at der ikke er særlig stor opbakning i den vestlige intelligentsia. Det havde kommunismen jo.
Du ser jo ikke folk i massevis i pressen eller på universiteterne, som støtter Kina eller Rusland. Det findes næsten ikke. Men det betyder, at de ny autoritære magter paradoksalt nok ikke spiller samme afskrækkende og prodemokratiske rolle som Sovjetblokken gjorde.
Kommer den største trussel mod det vestlige demokrati indefra – fra de tendenser, du har beskrevet – eller udefra i form af afglobalisering, udfordrede relationer til omverdenen og særligt Kina og Rusland?
Det er svært at vurdere. Der er store trusler begge steder. Man kan sige, at der var en rosenrød periode i 90’erne, hvor mange troede på globaliseringen, og på at man kunne gøre folk til demokrater ved bare at handle med dem. Det troede jeg også selv på. Og det passede måske i nogle tilfælde, men vi kan også se, at det snarere er en tommelfingerregel end en lov – dvs. den har undtagelser.
Men i lang tid så det jo ud, som om det virkede. Kina kom ind i verdenshandelssamfundet, og det så ud, som om de var på vej et gavnligt sted hed. Tilsvarende med Rusland efter Murens fald, hvor levestandarden også steg indledningsvis. Det så ud til faktisk at virke. Men det gør det ikke længere. Den vestlige model har ikke den tiltrækningskraft, som den havde i 90’erne.
Og handler det bare om Vestens handelspolitik, eller handler det også om, hvad Vesten projicerer udadtil? Nu nævnte du selv det med ’verdens fyrtårn’ tidligere.
Jo, det handler både om økonomi og kultur. Det er helt klart, at de autoritære lande er jo nu interesserede i at portrættere Vesten som et forfaldent, umoralsk og dekadent sted. Alle de der gamle kategorier. Så det er helt klart, at det kulturelle side også spiller en kæmpe rolle.
Også jeg troede på fremskridtet, men på en mere ureflekteret måde. Jeg tror, vi kan tabe det hele, hvis vi er uheldige
_______
Jeg interesserede mig meget for konflikterne på Balkan i 90’erne. Jeg var meget rundt i Serbien og Bosnien og de områder, og der var det meget slående for os at se den store forskel i kulturen mellem Vesteuropa og Østeuropa, når det fx handler om seksuel frigørelse. Der var jo store og aggressive voldelige demonstrationer mod homoseksuelle i Beograd. Du skal bare fra Berlin til Warszawa. Det er ikke ret langt.
Ud over den geografiske nærhed, er der så måske også en tidsmæssig nærhed, hvor vi ikke skal langt tilbage, før vi selv ikke havde de værdier og den bevidsthed? Skal vi ikke erkende i Vesten, at vi måske er forbi vores gyldne periode, der i virkeligheden var en historisk undtagelse?
Det er jo heldigvis uforudsigeligt. De gyldne år i 50’erne, 60’erne og 70’erne, gav anledning til, at folk kunne tro på et hegelsk skema, hvor fremskridtet er uundgåeligt og ville køre helt af sig selv bag om ryggen på os. Hele moderniseringsteorien i sociologien, som lød, at der er en uafvendelig moderniseringsproces, der kører, som efterhånden vil indhente og transformere de traditionelle samfund til moderne samfund, spillede en stor rolle i international politik i mange år og måske endnu idag. Det er en art modificeret hegelianisme. Den indeholdt både et økonomisk ben, som var, at man blev økonomisk liberale og fik en eller anden variant af kapitalismen, og et demokratisk ben, hvor man nærmede sig den liberale demokratiske politiske institution. Ofte med den kobling, at en liberal økonomi ville skabe en oplyst middelklasse, og den ville ikke finde sig i et autoritært styre, men før eller siden kræve demokrati. Den teori var enormt stærk, men den automatik er der ikke rigtig nogen, der tror på længere. Jeg tror heller ikke på den. Jeg tror, vi kan tabe det hele.
Jeg tror ikke, vi er sikret af nogen hegelsk verdensånd. Jeg har aldrig været en stor hegelianer, må jeg indrømme. Det anfægtede mig ikke, da jeg var ung. Også jeg troede på fremskridtet, men på en mere ureflekteret måde. Jeg tror, vi kan tabe det hele, hvis vi er uheldige.
Den udløsende årsag for mig var selvfølgelig Muhammed-krisen, hvor jeg begyndte at interessere mig for ytringsfrihedens historie, og jeg begyndte at interessere mig for oplysningstidens idéhistorie – hvor vi har de elementære ideer om demokrati, ret, lighed, frihed fra. Hvordan er de blevet formuleret og hvordan har de udviklet sig? Og hvilke kampe var det oprindeligt, de ideer i en flere hundrede år lang proces måtte gå gennem for at blive indflydelsesrige? Det blev interessant, efter det gik op for mig, at de ideer er udfordrede i dag. Jeg tænkte så: det må du gøre til en del af dine forskningsinteresser – så nu har jeg snart skrevet en håndfuld bøger om disse emner.
Da jeg var ung var ytringsfrihed eller demokrati overhovedet ikke noget, der var til debat – det var den luft, man indåndede – noget man tog for givet. Blev det debatteret, så var det, hvis Jens Jørgen Thorsen tegnede Jesus med ståpik, og der var nogle kristne, der protesterede – det forekom bare latterligt. Derfor kom det som en stor overraskelse for mig i nullerne, at det pludselig var noget, der seriøst kunne sættes spørgsmålstegn ved.
Er der nogle af de diskussioner, vi havde i årene efter Muhammedkrisen, som vi har fundet svar på i dag? Har vi lært noget – som Vesten – om hvordan vi skal håndtere de her spørgsmål?
Jeg synes ikke, vi har lært noget som helst. Det eneste, der er sket siden dengang, er at både ytringsfrihed og demokrati bliver antastet på endnu flere måder. Det, der karakteriserede Muhammedkrisen, var den radikale religions genkomst på verdensscenen – primært selvfølgelig i form af islamisme, men det spredte sig jo snart til radikal hinduisme, og i en vis forstand også til radikal kristendom, fx i Trumps base. Men siden da har vi bare fået endnu flere problemer med ytringsfrihed..
De amerikanske yderfløje er blevet enige om, at ytringsfrihed er noget, der skal indskrænkes. Heldigvis er de ikke enige om hvordan
_______
Nu har vi et USA – som for better or worse stadigvæk er det sted, hvor tingene kommer fra, og hvor debatterne spreder sig fra – hvor både venstrefløjen og højrefløjen er blevet ytringsfrihedsskeptikere på hver på sin måde. Det havde vi ikke for 20 år siden.
Den amerikanske venstrefløj vil slå hårdere ned på fake news ved hjælp af forbud. Og de kan ikke se, at der er noget problem i at gøre det. På den modsatte fløj har vi hele den der skolebogsbevægelse, som vil smide alle mulige bøger ud fra skolerne, hvis bare der bliver nævnt en enkelt bøsse i dem. Begge de strømninger er skøre. De amerikanske yderfløje er blevet enige om, at ytringsfrihed er noget, der skal indskrænkes. Heldigvis er de ikke enige om hvordan. Derfor har vi fået nogle nye problemer med det, som er anderledes end de der radikale religionsproblemer, som dog stadig er der. Og så er der de helt principløse techgiganter med deres omfattende fjernelsespolitikker, der er kommercielt motiverede – og det forfærdelige problem med shitstorme på sociale medier, som jeg synes er et problem fra helvede.
Men er USA’s demokratiske problemer også nødvendigvis Danmarks problemer?
Altså i et vist omfang ser vi det jo. Du har nok ret i, at de excessive varianter er noget, man ser på marginale miljøer på universiteterne, i hvert fald indtil nu, hvad venstrefløjen angår. Men tag den der sag med drag queens, der læser op for børn på biblioteket – der var jo også højrefløjsreaktioner mod det i Danmark. Det er direkte lånt fra USA.
USA har været den kulturelt dominerende magt siden Anden Verdenskrig med henblik på populærkultur, musik, film og selvfølgelig internettet. Men jeg synes også, det er blevet stærkere. Hvis du ser Ekstrabladet eller BT, så handler halvdelen af deres stof om amerikanske skuespillere, der er blevet gravide eller går fra hinanden.
Du kan også se, at vigtige ting, der sker i vores eget politiske bagland, EU, store begivenheder i Frankrig eller Tyskland, som er lige uden for vores egen gadedør, får meget mindre presse end et eller andet, der sker i Californien. Det er helt ejendommeligt. Du kan sammenligne drabet på George Floyd, som blev en kæmpe ting herhjemme med demonstrationer og alt muligt, og så drabet på Samuel Paty, skolelæreren i Frankrig, som overhovedet ikke fik samme dækning. Men de to sager var jo i en vis forstand politisk lige vigtige.
Vi er jo på en måde blevet blinde for, at vi selv er en del af en af de verdenspolitiske aktører, nemlig EU.
Jeg bliver nødt til at sige noget om de her shitstorme, som er endnu værre end problemet med demokrati, for det er ældre end det: Og det handler om retsstaten.
Et af Fukuyamas mere oversete argumenter er, at man skal have en retsstat, før man kan få demokrati. Det kan man måske skændes om, men der er en empirisk tendens der peger i den retning. Man kan i hvert fald konstatere, at i Europa er retsstaten i de fleste lande gået forud for demokratiet.
Retsstaten var noget, som typisk blev indført under enevælden – i vaklende form, men principperne var der. Og der synes jeg, at de der shitstorme bomber os tilbage til ikke bare før demokrati, men til før retsstaten.
Senest har vi haft Lizette Risgaard og Jon Stephensen. Jeg har ingen særskilt personlig sympati for dem – det er et principielt argument, jeg kommer med, og som er, at retsstat går ud på, at ingen straffes uden ved lov. Og i de her tilfælde bliver de ikke dømt efter nogen lov, de bliver bare dømt efter en folkestemning. Der bliver ikke ført noget bevis, før de dømmes skyldige. De har ingen forsvarer. Det er ikke engang en flertalsafgørelse – det er bare de mest højtråbende på nettet. Det er ’det vilde Vesten’.
Der har altid været tendenser til, at ophidsede folkemasser kunne lynche en person, de fandt umoralsk, men det var netop det tilfældige og grusomme i det, som retsstaten tilstræbte at inddæmme
_______
Er det ikke en ekstra dimension af straf snarere end en kompromittering af retsstaten som sådan?
Problemet er, at der opstår et alternativt ureguleret retsvæsen i den sociale medieoffentlighed. Det etablerede eksisterende retsvæsen kører videre og er indtil videre nogenlunde upåvirket af det her – men der er ligesom kommet en alternativ lynchningsret, som ikke har været der før, eller som måske kun marginalt har været der. Meget tidligere har det naturligvis været der: der har altid været tendenser til, at ophidsede folkemasser kunne lynche en person, de fandt umoralsk, men det var netop det tilfældige og grusomme i det, som retsstaten tilstræbte at inddæmme ved at indføre en mere reguleret og argumenteret proces..
Problemet består i, at de mennesker ikke har mulighed for at føre et ordentligt forsvar. Så der er ikke nogen formel proces. Selv den værste forbryder skal have en fair proces, og skal have en ordentlig forsvarsadvokat til at tale sin sag. Det plejer vi at rose os selv for. Men det har de her mennesker jo ikke. Det er en shitstorm, som primært kører på de sociale medier, og så er det nemt at være en af dem, der kaster stenen. Der skal ikke ret meget til at trykke på en like-knap, eller skrive under på en eller anden internetskrivelse imod en person som man vistnok tror måske har gjort noget umoralsk. Og der kommer vi over i moralismen.
Det er på en måde en degeneration af offentligheden. Hvad de anklagede personer siger, spiller ingen rolle, for de er allerede blevet stemplet som umoralske individer, og derfor opleves det – i hvert fald af en stor delmængde af personer – som rimeligt, at de skal fyres fra deres job og få deres reputation spoleret i en grad, så de aldrig mere kan få et andet.
Sent i processen bliver der så måske nedsat en advokatundersøgelse. Men man afventer aldrig resultatet af den advokatundersøgelse, før personen bliver fyret. Hvis der var noget fairness i det, så skulle det være omvendt. Så skulle man jo afvente, at den der advokatundersøgelse kom med en udtalelse, før man skred til handling. Der er også det problem i det, at så snart shitstormen kører, så er der åbent for, at alle mulige personer, der er mugne på den udsatte af helt andre grunde, kan melde sig i koret og af egen interesse bidrage til fx at få en konkurrent væltet. Det er jo derfor vi har domstole med professionelle, der ikke selv har egen interesse i sagerne. Jeg synes, at det er helt forfærdeligt at overvære.
Ser du en lignende tilsidesættelse af juridiske dyder afspejlet i det politiske system? Nu har vi haft fx Inger Støjberg, som blev dømt for en rigsret og så efterfølgende fik et bragende godt valg.
Jeg tror snarere, at folk kompartmentaliserer det – dvs. ser det som helt forskellige fænomener. Hvis du spørger folk, så vil de stadig støtte, at vi har det etablerede juridiske retsvæsen og de elementære retsstatslige normer. Men samtidig er vi ved at få en alternativ retskilde, som er de sociale medieprocesser. Det er, som om folk opdeler det og siger, at der er etableret retsvæsen til kriminalitet, og så har vi en ny social mediejustits til umoral. Så det er forskellige kategorier af handlinger, der bliver processeret i to parallelle processer. Der er kriminelle handlinger overfor umoralske handlinger, som ikke er kriminelle og ikke er beskrevet i loven.
Det sidstnævnte ligner religiøse sekters justits overfor deres medlemmer, for det handler om umoralske spørgsmål. Der er på en måde tale om en spiritualisering af offentligheden, som jeg ikke bryder mig om. Personers moralske vandel er pludselig blevet et af de vigtigste parametre i offentligheden.
Jeg hører til den generation, der tænker: ham Lizette Risgaard har klappet på røven for femten år siden – har han taget livslang skade af det? Jeg tror ikke på det.
Tror du selv på, at vi kan vende tilbage til den model, som du ser forvitre?
Det ved jeg ikke. Internettet er jo kommet for at blive og dets positive sider er jo stærkere end de negative. Jeg tror snarere, der må opfindes nogle nye normer og procedurer, der kan genindføre en retssikkerhed for personer, der udsættes for shitstorme. Et første skridt er, at chefer og overordnede må gro noget mere hård hud og ikke fyre folk ved den mindste halløj på nettet. De skal sige til sig selv, at selv om der er tusindvis, der hopper med på at rase over en eller anden, som de måske ikke ved vældig meget om, så er der stadig millioner, der så ikke gør det. Jeg er meget knyttet til oplysningstraditionen, så jeg er i en vis forstand forpligtet på at være optimistisk på langt sigt. Men på kort sigt er jeg ikke særlig optimistisk. Mange af de her problemer, som vi har nævnt, tror jeg ikke vil forsvinde i min levetid. Måske heller ikke i din. ■
Jeg er meget knyttet til oplysningstraditionen, så jeg er i en vis forstand forpligtet på at være optimistisk på langt sigt. Men på kort sigt er jeg ikke særlig optimistisk
_______
Frederik Stjernfelt (f. 1957) er dr.phil., forfatter, skribent og kritiker ved Weekendavisen og professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet.
ILLUSTRATION: Trump-støtter kravler op på Capitol-bygningen i Washington under stormen på kongressen, 6. januar 2021 [FOTO: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
