Niels Byrjalsen i RÆSONs nye trykte nummer: Nødvendighedens internationale politik
12.07.2023
Af Niels Byrjalsen
FRA RÆSON54. Artiklen er med i det trykte nummer af RÆSON, “Politik på klimaets betingelser”, der er ude nu. Som noget helt nyt er alle artikler også udgivet som lydversioner, eksklusivt for vores abonnenter.
Ukraines kamp mod en diktatorisk besættelsesmagt gør det tydeligt for enhver, at international politik i stadig højere grad handler om konflikt. Og at der er noget at kæmpe for. For dem, der vil demokrati. For dem, der vil bestemme selv. For dem, der vil leve i en fredeligere og mere retfærdig verden. For dem, der ser en regelbaseret orden som den eneste vej til at håndtere de mange internationale kriser. Men de tydeligere konfliktlinjer gør ikke verden nemmere at navigere i. Hvad der derimod tegner sig, er en altdominerende, men også kompleks strategisk konkurrence fyldt med dilemmaer.
For det første forsøger både Vesten (anført af USA) og Kina og Rusland (nogle gange sammen, andre gange hver for sig) at bygge bedre relationer til lande over hele kloden. Målet er at vinde opbakning til forskellige ,ordensprojekter’ – en ny version af den nu svækkede liberale orden eller et antihegemonisk alternativ, som gør op med Vestens dominans. Kinas overraskende mæglerrolle i forhandlingerne om at genoprette de diplomatiske forbindelser mellem Iran og Saudi-Arabien viser, at USA og Europa står svagere i denne kamp, end man måske kunne fristes til at tro.
For det andet søger begge sider svar på tidens store udfordringer. Men det gøres mere og mere i en konkurrencetilstand, mindre og mindre ved forhandlingsborde, der samler stormagterne om fælles løsninger. Hvem producerer den vaccine, der kan stoppe en pandemi? Hvem udvikler hurtigst de teknologier, som kan imødegå klimakrisen? Hvem kommer først til kunstig intelligens og anvendelige kvantecomputere, så de kan vinde fremtidens krige, effektivisere økonomien og tilfredsstille (eller undertrykke) befolkningens vilje? Hvem mægler i Mellemøsten – eller i Ukraine, hvis det bliver relevant?
For det tredje går USA, Kina og Rusland langt for at undergrave hinanden i det internationale spil om magt og indflydelse. Ruslands angrebskrig i Ukraine undergraver suverænitetsprincippet og staters ret til selv at vælge deres udenrigspolitiske tilhørsforhold. Det russiske regime fører derudover en langsigtet subversiv politik over for Vesten – både ude i verden, fx i form af Wagnergruppens desinformationskampagne mod Frankrig i Afrika, og inde i de vestlige lande, fx gennem omfattende spionagevirksomhed i Norden, som DR-dokumentaren Skyggekrigen for nylig afdækkede. Kina bruger sjældent lige så åbenlyst grænseoverskridende midler, men grundlogikken er den samme: Det handler om at svække Vesten og især amerikansk magt. Samtidig understreger lækket af klassificerede dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium i foråret, at også de vestlige stater agerer i gråzonen mellem krig og fred. Dokumenterne indikerer bl.a., at der er vestlige specialstyrker inde i Ukraine, at USA spionerer mod den russiske militære efterretningstjeneste GRU, og at amerikanerne har opsnappet information om kinesiske forsøg på at øge tilstedeværelsen i Nicaragua. Aktiviteterne og den indsamlede information kan anvendes i forsøget på at underminere Kinas og Ruslands udenrigspolitiske bestræbelser.
Den strategiske konkurrence skaber en verden præget af nødvendighedens internationale politik. Her må man altid være pragmatisk først, idealistisk bagefter. Her skærer man ikke på pengene, men på principperne. Her afvejer man hensyn ud fra systemets logik: den allestedsnærværende konkurrence- og konflikttilstand. Her arbejdes ikke ud fra store politiske visioner eller ideer om, at verden kan ,designes’, så den bliver liberal, demokratisk, fredelig og fair. Snarere må man håndtere problemer, som de opstår, og acceptere begrænsningerne og selvmodsigelserne i alt, hvad man foretager sig. Det er rammen for vestlig udenrigs- og sikkerhedspolitik og essensen i Frederiksen og Løkke-doktrinen. Det er selvsagt også en vanskelig og dilemmafyldt verden at bevæge sig ud i.
Den nye orden
Det har længe været velkendt, at den globale orden er på vej væk fra det amerikansk-dominerede unipolære system, der kendetegnede årene efter Den Kolde Krigs afslutning. I mange år handlede debatten om, hvilken form for polaritet der ville afløse ,det unipolære moment’. En bipolaritet med USA og Kina i spidsen for hver sin blok? En multipolaritet med USA, EU, BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika), Japan, Indonesien og andre i rivaliseringer på kryds og tværs? Eller måske endda nonpolaritet med flydende konstellationer af mange forskellige stater med forskellige former for magt? På tværs af disse tolkninger var forventningen med rette, at stormagtskonkurrencen igen ville blive en mere fremherskende del af international politik.
I disse år – og især med Ruslands skelsættende invasion af Ukraine – bliver det imidlertid tydeligere, hvad det egentlig er for en verden, der tegner sig. Vi kan kalde den A4-verdenen, ikke fordi, der, som statsministeren ønsker det, ikke må være et A4-ark mellem Europa og USA (det bliver svært!), men på grund af fire centrale kendetegn ved den nye orden.
De store og stærke autokratiske stater er ikke for alvor blevet udfordret af en middelklasse, der vil have mere frihed og demokrati. De har derimod konsolideret deres magt
_______
1. Autokratisk konsolidering
I 1990’erne og et godt stykke op i 2000’erne var to formodninger udbredte, i hvert fald i Vesten. Sovjetunionens sammenbrud betød, at der ikke var reelle alternativer til det liberale demokrati og markedsøkonomien. Verden ville lade sig demokratisere og liberalisere. Samtidig ville globaliseringen lægge en dæmper på konflikter, fordi det var en dårlig forretning at gå i clinch med handelspartnere – og helt meningsløst at gå i krig. Begge formodninger har vist sig at være forfejlede, eller i hvert fald sandheder med betydelige modifikationer. De store og stærke autokratiske stater er ikke for alvor blevet udfordret af en middelklasse, der vil have mere frihed og demokrati. De har derimod konsolideret deres magt. Allerede i 2012 fremhævede The Economist på en forside den nye statskapitalisme, som især i Kina indebar en meget ,synlig hånd’ – den stærke stat – i spidsen for den økonomiske udvikling. Globalt er demokratiseringsbølgen gået i stå. Årets rapport fra tænketanken Freedom House viste, at det liberale demokrati er på tilbagetog – for 17. år i træk.
Alt tyder på, at autokratiet også fremover vil have gode kår. Den politiske polarisering og stagnation i USA, Storbritannien og flere andre demokratier gør Vesten svagere i den globale konkurrence. Den betyder også, at den liberale orden mister tiltrækningskraft hos de befolkninger i autokratiske lande, der ifølge demokratiseringstesen skulle skabe forandringer indefra og nedefra. Det moderne autokrati har omvendt vist, at det kan levere en vis økonomisk fremgang og i mange tilfælde også en identitetsskabende nationalfølelse, som i bl.a. Kina og Rusland medvirker til at sikre en vis regimestabilitet. Derudover lukrerer autokratierne på den digitale udvikling og dens onde tvilling overvågningskapitalismen. I en højteknologisk verden, hvor staten besidder magtmidlerne, bliver det kun lettere at holde sin befolkning i et jerngreb og undertrykke ethvert ønske om frihed. Med konsolideringen bliver de autokratiske stater mere selvhævdende og afstår – på trods af samhandel og gensidig afhængighed – ikke længere fra konflikter med Vesten.
2. Asymmetri
Den nye orden er også asymmetrisk på en måde, der er væsensforskellig fra tidligere epoker. Asymmetrien handler om magtrelationer, om den historiske arv og om styreformer. USA styrede opbygningen af internationale institutioner efter Anden Verdenskrigs afslutning, og de seneste tre årtier har været præget af amerikansk hegemoni. På nogle måder lever vi fortsat i en amerikansk-ledet verden. Selvom kineserne i stigende grad kan udfordre amerikansk magt, især økonomisk og teknologisk, har USA en magtposition, som ingen bare kan ,overtage’. Det skyldes landets vedvarende militære dominans, det ekstremt veludbyggede alliance- og basenetværk, den kulturelle indflydelse (bundet til vestlig kultur og det engelske sprog) og det teknologiske forspring, der er forankret i USA’s forsknings- og innovationssystem, i big tech og i den amerikanske sikkerhedssektor.
Samtidig er USA den ledende stat i den vestlige blok. Det indebærer, at det liberale ordensprojekt er vævet sammen med global ulighed og uretfærdighed skabt over århundreder med kolonialisme, krig, udnyttelse og undertrykkelse – og det, der mange steder opfattes som fortsat vestlig imperialisme og arrogance. Men det indebærer også, at man arbejder for at fremme en verden formet af regler og principper, som begrænser den rå magt og de stærkes ret. Selvom denne tilgang langtfra altid er blevet efterlevet i praksis, understreger støtten til Ukraine, at målet om en liberal, regelstyret orden stadig har stor tilslutning i Vesten.
Udviklingen betyder, at der ikke foregår en magttransition i traditionel forstand, dvs. imellem ensartede stormagter. Snarere foregår der en kamp imellem forskellige stater og ordensprojekter, der står i et asymmetrisk forhold til hinanden. I denne kamp har stærke autokratiske stater nogle særegne handlemuligheder. De kan med desinformation, spionage, cyberangreb, strategiske investeringer og andre gråzoneaktiviteter svække de åbne, demokratiske samfund. En tilsvarende svækkelse kan ikke lade sig gøre omvendt, altså over for lukkede, autokratiske stater med censur, overvågning og stærk statslig kontrol over økonomien og befolkningen – i hvert fald ikke på samme måde og i samme grad. De seneste års resiliensdagsorden har imødegået nogle af de mest presserende udfordringer, fx ved at øge opmærksomheden på desinformation omkring demokratiske valgsituationer, beskyttelsen af kritisk infrastruktur og sårbarhed over for cyberangreb i et digitaliseret samfund. Der er dog en grænse for, hvor langt man kan gå uden at underminere det liberale demokrati og dets værdigrundlag.
Kina og Rusland kan derudover også, med en vis autoritet, placere sig som forkæmpere for et internationalt system, der er mindre domineret af Vesten, hvor også andre kan komme til orde og få indflydelse. Dette kobles med en rendyrket transaktionalisme, hvor man som mindre stat kan handle, indgå aftaler og få støtte uden at skulle levere på liberale og demokratiske standarder og reformkrav. Disse dynamikker ses fx i Afrika, hvor Kina og Rusland mange steder har vundet politisk indflydelse og adgang til vigtige ressourcer og markeder ved at spille på modstanden mod vestlig indblanding og dominans og ved at tilbyde lokale magthavere en vej til militær støtte (bl.a. fra Wagnergruppen) og økonomisk udvikling, der ikke forudsætter liberaliseringer.
De vestlige lande søger i øjeblikket nye måder at gøre sig attraktive på, som også den danske regerings fokus på ,ligeværdige partnerskaber’ i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi indikerer. Men indtil videre er man sat skak af asymmetrien.
Afkobling er i modstrid med den tilgang, der har skabt fred og fremgang på det europæiske kontinent, og det er svært at forene afkobling med ideer om en åben og moderne verden
_______
3. Afkobling
Den globale tendens til afkobling har været undervejs i nogle år, men den er blevet kraftigt intensiveret af COVID-19 og Ukraine-krigen. Globaliseringen indebar en forbundethed og integration muliggjort af den teknologiske udvikling. Men den skabte også nye udfordringer og risici – og en tiltagende modstand blandt mange stater og samfundsgrupper, der ønskede forbedrede vilkår, højere status og mere ligeværd, men i stedet så en konsolidering af nationale og internationale hierarkier.
Især fra stormagternes side har svaret været afkobling. Det kommer til udtryk ved protektionisme, manglende vilje til at indgå aftaler og statslig styring af handel og investeringer samt udmeldelse af og ekskludering fra internationale organisationer. Det ses også ved opbygningen af parallelle ordener, systemer og institutioner. Der er ikke ét internet, men udvikles i stedet flere forskellige, understøttet af hver sine undersøiske kabelnetværk. Der oprettes parallelle udviklings- og investeringsbanker, og der er forsøg på at vriste sig fri af en økonomi med dollaren som dominerende valuta. Både nye og gamle regionale fora og organisationer – herunder NATO, EU, G7, Quadrilateral Security Dialogue, Aukus, I2U2, CSTO, Shanghai Cooperation Organization og Forum on China-Africa Cooperation – indgår i den geopolitiske rivalisering og sigter ikke mod en bredere integration (i modsætning til mange af de internationale organisationer, som blev dannet efter Anden Verdenskrig).
For mange, ikke mindst i Europa, er afkobling en svær pille at sluge. Afkobling er i modstrid med den tilgang, der har skabt fred og fremgang på det europæiske kontinent, og det er svært at forene afkobling med ideer om en åben og moderne verden. Dertil kommer det åbenlyse problem, at det bliver sværere at håndtere fælles udfordringer, særligt klimaforandringerne, pandemier og den accelererende teknologiske udvikling af bl.a. kunstig intelligens.
Derfor er det heller ikke overraskende, at der er et stærkt politisk ønske om at udvikle en ny form for globalisering, som i nogen grad begrænser afkoblingen. Det er fx fremherskende i udenrigsministerens forestilling om en globalisering version 2.0, der kan balancere behovet for at være mere påpasselig internationalt og behovet for fortsat international handel og samarbejde.
En balancegang er utvivlsomt nødvendig, for den globale forbundethed går ikke væk. Det ændrer imidlertid ikke på, at afkoblingspresset er en ny international realitet, som alle stater er tvunget til at forholde sig til i indretningen af både udenrigs- og indenrigspolitikken.
4. Ansvar – og kampen om det
Endelig er den nye orden præget af en ny og mere kompleks kamp om at være en ansvarlig stat i det internationale system – og dermed om at vinde legitimitet og opbakning i dette system. Den vestlige diskussion om Kina handlede længe om, hvorvidt landet ville udvikle sig som en ,ansvarlig stormagt’ (responsible great power). Implicit i denne diskussion var en udbredt forståelse af, at ansvarlighed bestod i at fremme et fælles (liberalt) ordensprojekt. I takt med at den kinesiske ledelse er slået ind på en mere selvhævdende kurs, som langtfra altid fremmer den liberale orden, har det været nærliggende for vestlige lande i stigende grad at afskrive Kina – nu klassificeret som uansvarlig og indadskuende. Problemet er bare, at ansvar og ansvarlighed er en mere flydende størrelse, end man måske tidligere havde en tendens til at antage.
I en strategisk konkurrencetilstand præget af asymmetri og afkobling skal stater hele tiden afveje snævre egeninteresser i rivaliseringen med andre over for hensynet til at varetage fællesskabets (og dermed også deres eget) bedste. Det ses fx i omskiftelige klimapolitikker, der den ene dag kan byde på aftaler om at begrænse brugen af fossile brændsler og udvikle teknologier til carbon capture, og den næste dag subsidier til forurenende industrier, som giver en fordel i den økonomiske konkurrence. Samtidig er det ikke nødvendigvis alle, der ser ens på, hvad ansvarlig adfærd egentlig er.
Ansvar bliver med andre ord mere omskifteligt og rodet, varierende over tid og fra sag til sag. Det betyder ikke, at ingen tager ansvar. Det betyder derimod, at ansvaret – og den magt, legitimitet og indflydelse, som følger med – ikke kan tages for givet. Ansvaret skal hele tiden forhandles og vindes.
Den tvetydige tilgang til Ukraine-krigen hos en betydelig gruppe af verdens lande understreger, at spørgsmålet om ansvarlighed afhænger af øjnene, der ser
_______
Også her er de vestlige lande i et vanskeligt krydspres. Kina, Rusland og andre kan udnytte, at USA og dets europæiske allierede mange steder (også internt i Vesten) opfattes som hovedansvarlige for størstedelen af de problemer, der gør sig gældende i den moderne verden. Der er en blivende resonans i argumentet om, at vestlige lande skal ,rette op på skaderne’ ved at påtage en større del af byrderne end andre. Dette ses bl.a. tydeligt i debatterne om håndteringen af klimaforandringerne og global ulighed. Derudover kan de autokratiske stormagter positionere sig som alternativer, der er mere ansvarlige end ,de ansvarlige’ (altså end Vesten), fordi de leverer efterspurgte løsninger, og fordi de ikke er vestlige (jf. asymmetrien).
I en mere fragmenteret og afkoblet verden kan man fra kinesisk og russisk side sagtens fremstå ansvarlig og opnå legitimitet og opbakning ved at levere løsninger nogle steder, selvom man samtidig fremstår uansvarlig i andre sammenhænge. Aktuelt har Rusland placeret sig langt fra en position som ansvarligt internationalt alternativ, men den tvetydige tilgang til Ukraine-krigen hos en betydelig gruppe af verdens lande understreger, at spørgsmålet om ansvarlighed afhænger af øjnene, der ser. Kina positionerer sig mere effektivt som en alternativ ansvarlig stormagt. Det sker ikke, som mange ellers havde forventet i 2000’erne, med en tilnærmelse til Vesten og et fokus på at opretholde den eksisterende orden. Det sker derimod på en måde, der kræver, at vestlige stater tager kampen om ansvar – og deres egne svagheder i denne kamp – langt mere alvorligt.
Multidimensionel konflikt og vestlige dilemmaer
Med autokratisk konsolidering, asymmetri, afkobling og nye ansvarlighedsdynamikker tvinges Vesten i retning af en international politik, som både er vanskeligere, mere defensiv, mere utilfredsstillende og fyldt med dilemmaer. ,Nødvendighedens internationale politik’ udspiller sig i forskellige dimensioner, hvor konfliktniveauet mellem Vesten og de autokratiske hovedmodstandere vokser.
For det første – og mest overordnet – foregår der en politisk og diplomatisk konflikt. For Vesten handler den et stykke hen ad vejen om at udmanøvrere modparten, sælge sig selv (bedre) og vinde opbakning, ikke mindst i det globale syd. Dette er en velkendt udfordring fra Den Kolde Krig, hvor særligt USA gik langt for at underminere kommunismens internationale udbredelse og sikre støtte til den amerikansk-ledede orden. I dag har den autokratiske modpart imidlertid bedre kort på hånden (bl.a. på grund af Vestens egne fejl i de seneste 30 år), og asymmetrien gør spillet vanskeligere for de vestlige lande.
På den ene side er det ingenlunde problemfrit bare at acceptere tingenes tilstand, ,trække sig tilbage’ og lade Kina, Rusland og andre autokratier opbygge parallelle ordener, mens de kultiverer alliancer og partnerskaber ved hjælp af deres magtressourcer. En sådan tilgang ville sandsynligvis medføre, at de vestlige lande ville miste yderligere opbakning til den liberale orden og menneskerettighedsdagsordenen, forankret i FN-regi, som allerede er skrantende i lyset af Ukraine-krigen. Samtidig ville man også miste adgang til markeder (fx eksport af teknologiprodukter) og ressourcer (fx litium i Afrika), som er vigtige i konkurrencen med de autokratiske stormagter. Dertil kommer det moralske problem, som det ville være at lade autokratiet og undertrykkelsen vokse – samt de afledte konsekvenser i form af øget ustabilitet, migrationsstrømme og terrorisme.
På den anden side står det ikke klart, hvad Vesten reelt har at tilbyde globale partnere, som ikke lader sig overbevise af den hidtidige ,liberale pakke’. De vestlige lande skal samarbejde med stater, der ikke agerer liberalt og demokratisk, og samtidig stå fast på de liberale og demokratiske principper, som adskiller Vesten fra de strategiske modstandere. USA’s seneste nationale sikkerhedsstrategi viser med sit dobbelte fokus på geopolitisk konkurrence mod autokratierne og på pragmatisk samarbejde med alle villige stater ,på deres egne respektive vilkår’, at dette fungerer nogenlunde retorisk. I praksis er det imidlertid en langt sværere balance at ramme, netop fordi det hurtigt bliver selvmodsigende og dermed også lettere for konkurrenterne at mobilisere modstand imod.
En væsentlig opgave er derfor at redefinere, hvad de vestlige lande egentlig har at tilbyde sammenlignet med Kina og Rusland – ikke blot befolkninger, der vil have mere frihed og bedre vilkår, men også de magthavere, der styrer den politiske udvikling lokalt og regionalt.
Den politiske og diplomatiske konflikt kompliceres yderligere af, at USA og vestlige lande hele tiden skal forsøge at opretholde et fælles system med de autokratiske modstandere, hvor man kan samarbejde om at løse fælles problemer, mens de forsøger at udkonkurrere dem. Det er selvsagt dilemmafyldt.
Det bliver vanskeligt at fastholde folkelig opbakning til store forsvarsinvesteringer over årtier, når velfærdssamfundene samtidig kommer under voksende pres af bl.a. demografiske forandringer
_______
Nogle taler for en såkaldt stormagtskoncert (særligt associeret med 1800-tallets Europa), hvor man bliver enige med Kina og Rusland om nogle helt basale fælles principper, der giver de autokratiske stormagter en stærkere interesse i systemets opretholdelse, til gengæld for at man kan sænke konfliktniveauet og bedre få løst flere fælles problemer. Det vil kræve indrømmelser og et brud med den vestlige tilgang siden Anden Verdenskrig. Andre taler for en tilbagevenden til inddæmningsstrategien (containment), som var fremherskende i amerikansk grand strategy under Den Kolde Krig. Det vil indebære, at de vestlige lande ,spiller spillet’ mere offensivt og går efter at svække modparten med alle midler under tærsklen for krig. Det er imidlertid også en sværere og mere omkostningsfuld tilgang i dag, hvor de to ,sider’ er tættere forbundet og mere gensidigt afhængige.
Selvom USA i stadig højere grad synes at fokusere på inddæmning, har ingen af de to positioner hidtil for alvor vundet indpas iblandt vestlige beslutningstagere. Det hænger givetvis sammen med de yderst problematiske implikationer, som de hver især indebærer – et tilbageskridt for det liberale demokrati (og i en vis forstand den moderne verden) med stormagtskoncerten og et stærkt forringet udgangspunkt for at løse verdens store fælles problemer (herunder klimaforandringerne og manglende kontrol med spredning og brug af atomvåben) med inddæmningsstrategien.
Spørgsmålet er, hvor længe man i Vesten kan leve med både at se det fælles system – inklusive selve diplomatiet som den bærende internationale omgangsform – blive svækket og se sig selv stå svagere og svagere i den globale konkurrence om magt og indflydelse.
I forlængelse af den overordnede politiske strid er de vestlige lande også stærkt udfordrede af konflikt på det militære område. Særligt i lyset af Ukraine-krigen og den kinesiske ambition om at have et militær ,i verdensklasse’ i 2049 er de vestlige lande tvunget til at genfinde og udvikle deres evne til forsvar og afskrækkelse. Det er dyrt, og det bliver vanskeligt at fastholde folkelig opbakning til store forsvarsinvesteringer over årtier, når velfærdssamfundene samtidig kommer under voksende pres af bl.a. demografiske forandringer. Hvis det ikke lykkes, kan det få store konsekvenser, fx i form af deciderede militære angreb – herunder ikke mindst de steder, der ikke har klart definerede alliancerelationer og solide sikkerhedsgarantier – eller i form af øget sårbarhed over for hybride aktiviteter som sabotage af kritisk infrastruktur og politisk afpresning med militære midler. Hvis det lykkes, bidrager man imidlertid til en oprustningsspiral, der alt andet lige vil gøre relationen til de autokratiske modstandere mere konfliktfyldt og usikker.
Derudover er det et åbent spørgsmål, om befolkninger, særligt i Europa, som er socialiseret ind i en verden, hvor konventionel krig hørte fortiden til, og hvor militæret for mange er en fremmed institution, kan og vil indstille sig på, at krigens instrumenter skal fylde mere i national og international politik – med alt, hvad det indebærer.
Spørgsmålet gælder også i forhold til atomvåben. I mange vestlige statsapparater tales der i øjeblikket meget om, at man skal ,genlære’ den nukleare dimension af moderne sikkerhedspolitik og afskrækkelsesstrategi. Men selv hvis den kan genlæres, er der ingen garanti for, at man kan sikre folkelig og politisk opbakning til en effektiv nuklear strategi på tværs af de vestlige lande.
Endelig er der også vestlige dilemmaer i den konflikt, som udfolder sig omkring den økonomiske og teknologiske udvikling. Med den strategiske konkurrence kobles økonomisk politik, teknologipolitik og sikkerhedspolitik tættere sammen. Det kommer fx til udtryk i EU-US Trade and Technology Council (TTC), som blev etableret i 2021 for at styrke det interne transatlantiske samarbejde om handel og teknologi, men også for at imødegå øget kinesisk indflydelse globalt set og i Europa specifikt. Både i kontekst af TTC og mere generelt fokuserer de vestlige lande i stigende grad på at sikre teknologisk og økonomisk fremgang på en måde, der har som det væsentligste mål, at man stilles bedre – eller i hvert fald ikke stilles dårligere – end de autokratiske modstandere.
Denne konfliktlogik kommer imidlertid med indbyggede problemer. Hvis hovedformålet er at vinde over modparten, kan målet synes at hellige midlet. Det kan således blive svært at sætte en stopper for teknologisk udvikling, der må betragtes som negativ (eller i hvert fald problematisk) i al almindelighed, men som synes afgørende i den strategiske konkurrence. Nutidens overvågningsteknologi er i en vis forstand et allerede eksisterende eksempel på dette, og det er ikke svært at forestille sig, at man i fremtiden vil se teknologiske landvindinger – fx i kunstig intelligens – der bliver set som nødvendige ud fra et sikkerhedspolitisk rationale, men som forværrer almindelige menneskers liv. Hvor demokratiske stater skal sikre en teknologiudvikling, som er i tråd med liberale værdier (og kan sikre genvalg for folkevalgte politikere), kan autokratierne navigere mere frit og opsøge en teknologiudvikling, der kun har til sigte at gøre staten så stærk som mulig.
Forsøget på at styre den økonomiske og teknologiske udvikling kan også skabe transatlantisk splittelse, som det bl.a. er set i stridighederne omkring reguleringen af big tech og i det amerikanske forsøg på at presse europæerne til en stærkere afkobling af Kina. Mere fundamentalt er der også en vanskelig balancegang at gå i jagten på henholdsvis økonomiske og sikkerhedspolitiske gevinster. Det vil selvsagt være uhensigtsmæssigt, hvis de vestlige lande går med så stram en sikkerhedspolitisk livrem, at de mister adgang til de markeder og ressourcer, der sikrer deres egen (relative) fremgang. Omvendt skaber for stor åbenhed sårbarhed i den strategiske konkurrence, hvilket den europæiske afhængighed af russisk gas har tydeliggjort for enhver.
Den strategiske konkurrence skaber en verden af dilemmaer for beslutningstagere i de vestlige lande. At acceptere disse dilemmaer – og arbejde aktivt med at forstå og manøvrere i forhold til dem – er præmissen for nødvendighedens internationale politik. ■
Med autokratisk konsolidering, asymmetri, afkobling og nye ansvarlighedsdynamikker tvinges Vesten i retning af en international politik, som både er vanskeligere, mere defensiv, mere utilfredsstillende og fyldt med dilemmaer
_______
Niels Byrjalsen (f. 1990) er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab og akademisk medarbejder på Center for Militære Studier, Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Den Røde Plads i Moskva, 7. maj 2023: Russiske soldater øver sig to dage før ,Sejrsdagen’, der markerer Sovjetunionens besejring af Nazityskland under Anden Verdenskrig [FOTO: Alexander Zemlianichenko Jr Xinh/Xinhua/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
